"Naboens dreng."

Kapitel 17

*Næste dag*
Jeg står i gangen og tager sko og jakke på. De andre sover stadig, og jeg er på vej ned, for at hente morgenmad.

Jeg åbner døren og går. Jeg må indrømme jeg er ret bange, efter det der skete i går, men det er ligemeget nu.

Jeg skal bare hente morgenmaden og så er det okay. Men grunden til jeg gjorde det så tidligt er, fordi de andre ikke ville lade mig gå, hvis jeg gik senere.

Jeg er mega ligeglad, selvom det er farligt. Der ikke der kommer nogen og kidnapper mig, så der er jo intet at være bange for.
Da jeg når hen til bageren er der stille og mørkt, men jeg går ind.

"Godmorgen, hvad kan jeg hjælpe dig med?" spørger ekspedienten. "Jeg skal have 10 rundstykker, en bakke smør, et glas Nutella og noget syltetøj.

Ekspedienten nikker og hun tager en bakke smør, et glas Nutella og et glas syltetøj ud af køleskabet og stiller det på disken, mens hun tager 10 rundstykker og putter dem i en pose.

"Det bliver 75kr." siger hun og smiler. Jeg giver hende pengene og tager alle tingene. "Fortsat god dag." siger hun. "Tak, i lige måde." Jeg åbner døren og går ud med poserne under armen.
------------------------------------
Efter et stykke tid er jeg endelig hjemme igen. Jeg stiller poserne på køkkenbordet og åbner køleskabet og ser vi er løbet tør for mælk.

Jeg sukker og går igen. Jeg glemmer altid et eller andet, når jeg skal købe ind og denne gang var det mælken.

Efter et par minutter er jeg nede ved bageren igen. Jeg griner lidt ved mig selv, og går ind i butikken med et smil på læben.

"Hej igen." siger jeg og griner. "Hej, hvad skal du have?" Spørger ekspedienten. "Bare tre liter mælk." Hun går over i køleskabet, og jeg kigger på kagerne.

"Her, det bliver 18kr." siger hun og smiler, mens hun pakker mælken ned i en pose.

Jeg ligger pengene, tager posen med mælk og går igen. På vejen hjem nynner jeg til TWICE med Knock Knock, den er bare så god og jeg har haft den på hjernen de sidste par dage.
------------------------------------------
Jeg går i min egen verden, men pludselig kan jeg mærke min telefon vibrerer. Det er en besked fra Taehyung. "Godmorgen skat, hvor er du?😘"

"Jeg er næsten hjemme, har lige været i bageren, ses om 5 minutter❤" skriver jeg og går videre.

Min lyst til at se Taehyung er stor, og jeg savner ham meget. Så jeg går hurtigere og hurtigere, da jeg næsten er hjemme.

*5 minutter senere*
Jeg er ved huset, og da jeg skal til, at gå over vejen, er der en der tager fat i mig og holder mig hårdt om halsen.

Jeg kan næsten ikke trække vejret, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Så jeg tager en mælk op af posen og slår personen i hovedet.

Personen slipper mig og jeg trækker vejret hårdt, men jeg skal væk. Jeg løber over mod huset og når halvvejs over græsplænen, da jeg snubler og lander med hovedet hårdt mod græsset.

Lige da jeg skal til, at rejse mig op, er der en der tager fat i mine ben og slæber mig tilbage. Jeg prøver, at holde fast i græsset, men det er for glat. Så jeg bliver både slæbt hen af græsset, fortovet og asfalten. Det gør ondt..

Min krop brænder og da jeg endelig ligger stille igen, kan jeg mærke smerten over hele kroppen.

Personen bag mig tager noget tape for min mund og smider mig ind på bagsædet af en bil.

Jeg er vildt bange og jeg ved ikke hvad der skal ske. Men hvorfor lige mig??

Pludselig kører bilen så hurtigt den kan, med mig i den. Personen der kører bilen har travlt med at køre, så jeg tager min mobil og skriver til Taehyung.

"HJÆLP!! JEG ER BLEVET KIDNAPPET OG JEG VED IKKE HVOR JEG ER PÅ VEJ HEN, JEG HAR GAFFATAPE FOR MUNDEN, OG SIDDER I EN FREMMEDS BIL, SÅ HVIS DET HER ER MIN SIDSTE BESKED, SÅ ELSKER JEG DIG TAE OG HVIS DU FÅR DEN HER I TIDE, VÆR SØD AT GØR NOGET!!"

Jeg trykker send og ligger min mobil tilbage i min lomme, heldigvis uden at jeg bliver opdaget. Nu håber jeg bare han får beskeden i tide og der kommer nogen, og finder mig.

Jeg får lidt tårrer i øjnene og jeg begynder at græde virkelig højt. Jeg håber bare jeg ser Taehyung igen snart.

Men pludselig hører jeg en stemme, jeg kun kender alt for godt. "Hold op med at græde, hvis du tænker på Taehyung, så glem det, for du kommer aldrig til at se ham igen." siger stemmen surt og griner ondskabsfuldt.

Så havde jeg ret, det var .... der stod bag det hele, men hvorfor lige mig?
Hvad skal jeg gøre??..