You Can Not Run Forever

All we had is gone now (Part 1)

Mit lille show med at være syg har fået huset til at gå langsomt i panik.

Ely kom ind af døren "Alpha, har du fået det bedre?" Han lagde en hånd på min pande "Du er brændende" Mumlede han "Jeg ved godt jeg er hot" Svarede jeg hæst.

Han rystede på hovedet af mig med et svagt smil, "Hvad kan du blive syg af Alpha? Du har været indenfor siden du kom her til"

Ligesom en fange.. Jeg ville gerne udenfor bare en gang mere! Eller faktisk mange gange mere, jeg ville ikke være som en fange!

Han bed sig i læben "Eller næsten ikke i hvert fald" Jeg lukkede mine øjne i og vendte hovedet om, han er en idiot, en stor idiot. Men det vidste jeg godt, det vidste jeg fra starten af. Ely og jeg.. Det ville aldrig gå..

Jeg åbnede mine øjne og vendte mig om, så ind i hans øjne. Han så meget bekymret på mig "Skal jeg hente noget? Vand? Mad? Noget andet?" Jeg sukkede og sat mig langsomt op. "Jeg har det fint Ely"

Jeg har været 'syg' i en uge, nu er det tid til at rejse sig op. Se virkeligheden i øjnene, jeg kan ikke være syg for evigt og jeg slipper ikke for brylluppet, jeg kan forsinke det. Men i hvor lang tid. En dag? En uge? En måned? Et år? Måske kun en time? Eller et lille ynkeligt minut?

"Hvad snakker du om? Du er syg! Læg dig ned" Jeg rejste mig op, vi stod foran hinanden "Jeg er ikke syg" Jeg skubbede ham væk gik mod døren. Men jeg mærkede en hånd omkring mit håndled.

"Så du spillede?" Jeg vendte mit hoved mod ham, han så såret ud "Undskyld Ely" Hviskede jeg, "Undskyld?" Han så fortabt på mig "Undskyld?!" Han smed mit håndled fra sig. "Er det, dét bedste du kan mønstre? Et lille ynkeligt undskyld?!" Jeg så på ham, han gik rundt som en løve i et bur.

"Ely vi bliver gift alligevel jeg ser ikke et pr-" Han tog hårdt fat i mig og skubbede mig op af væggen "Det er netop det Alpha!" Knurrede han. "Du ser jo aldrig et problem! Fordi du er så egotisk, du tænker kun på dig selv! Du siger du ville gør din far stolt, at du hader du er fars lille pige. Hvorfor skal det går udover mig? Jeg kan ikke gøre for at vores fædre har bestemt det her! Jeg kan ikke gøre for jeg elsker dig!"

Jeg stak ham en lussing. "Du elsker mig jo ikke!" Skreg jeg, han så ned på gulvet. "Jeg stolede faktisk på dig" Hviskede han, "Men du knuser mig hver gang" Han så op, tårerne løb ned af hans kinder. "Men fint" Knurrede han "Hvis du hader mig så meget" Han bed sig i læben, mit hjerte bankede hårdt mod mit bryst.

"Tell them I was happy, and my heart is broken, all my scars is open" Han knugede sine hænder til knytnæver. Han skubbede mig endnu en gang "Farvel Alpha" Han kyssede min pande blidt. "Det er forbi" Han vendte sig om og gik, døren smækkede hårdt bag ham.

Jeg indså jeg ikke trak vejret, jeg tog en dyb indåndenig og gled ned af væggen. Jeg trak vejret dybt og tænkte på hele situationen, jeg tog mig til hovedet og sukkede. Jeg bed mig i læben og sukkede dybt, "Hvad har jeg dog gjort?" Mumlede jeg, og gemte mit ansigt i mine hænder.

Hvad har jeg dog gjort? Hvad har jeg dog gjort? Min vejrtrækning blev hurtigere og mere hæs. "Ely.." Hviskede jeg ud i det blå, en smerte var begyndte i mit bryst, hvorfor? "Ely hvad har jeg gjort?" Jeg bed mig hårdt i læben, kom tilbage..

//YUP YUP YUP! Hva sååååh? Hvad synes i så?//