You Can Not Run Forever

Døden tog min bedsteven

Seks måneder senere

Ethan skød med sin bur og pilen susede afsted og ramte perfekt den hjort han havde udvalgt som sit offer.

"HELL YAAAAAS!" Ethan løb afsted, jeg kunne ikke lad vær med at grine og gik med ham.

Jeg har det godt sammen med drenge. Det har kun været seks måneder men hvor har vi dog oplevet meget allerede.

Selvom jeg godt kan mærke det er tomt nu.

Det er tomt inde i min krop.

Jeg mistede noget jeg aldrig kan få tilbage igen.

Flashback;

Der var gået tre måneder og lige nu var vi hos nogle af drengenes venner og bor her for et stykke tid.

Jeg fik det bedre men nu går det ned af bakke igen. Alt er ret så fredeligt.

Jeg gik ned af trapperne, "Alpha! Alpha! Ville du ikke gå på jagt sammen med mig?!" Ethan så spændt på mig. "Jeg ville gerne vise dig min skills med bue og pil" Jeg smilede.

Ethan er som et lille barn og det er så kært.

"Det ville jeg elske" Jeg smilede skævt til ham. Ethan hoppede op og ned "Yes!"

Jeg grinede og gik med ham ud i skoven.

Ethan var god med sin bue og pil det må jeg indrømme.

Wyatt er her også for at slæbe den mad vi skal havde med tilbage til den lille landsby.

"Ladsbyboerne kommer til at spise som konger" Jeg så forskrækket på Damon der var kommet han tog en hjort op.

"Vi kommer også til at spise som konger" Sagde Ethan og så stolt ud.

"Og dronninger" Grinede Wyatt og sendte mig et smil. Jeg smilede tilbage.

Vi gik tilbage mod landsbyen, stemmerne blev forvrænget og høje. Mit syn blev sløret og det hele snurrede rundt for mig. Jeg havde kvalme og jeg kunne hører folk råbe mit navn.

Endelig talte min ulv efter tre måneder sagde den endelig noget til mig. Men jeg kunne ikke lide det..

"Undskyld" Dens stemme lød svag, lød ikke som min ulv.

"Ikke græd, du skal nok klare dig uden mig" Jeg forstod ikke hvad hun mente og fik en voldsom hovedpine.

"Jeg gjorde det her så der ikke skulle ske dig noget" Og så blev alt sort for mig.

Jeg vågnede op med en slem hovedpine og kastede det op der var i min mave

"Du er vågen" Jeg så på Aiden "Hvad skete der?" Min stemme var hæs.

Han gik mod sengen og tog min hånd.

"Du besvimede" Jeg nikkede langsomt. "DU ER VÅGEN DU ER ENDELIG VÅGEN!" Mason sprang i min favn jeg grinede.

"Rolig nu jeg har da ikke været så længe væk"

Drengene blev stille.

"Vel?" Jeg begyndte at blive nervøs.

"Du har været væk i en uge" Mumlede Mason.

En hel uge?! En hel fucking uge?!

Damon kom ind med en doktor.

"Ah så du er endelig vågnet Alpha, dejligt at se dig. Jeg er doktor Parker" Jeg gav ham et nik.

Damon stod akavet ved siden af doktoren.

Doktor Parker sat sig ned i min seng. "Jeg skal fortælle dig noget, noget du ikke blive så glad for"

"Jeg lytter" Jeg så på ham en smule nervøst.

"Du besvimede af en grund og fu var væk i en uge af en grund" Han tog en dyb indåndening.

Mine håndflader var svedige og jeg tørrede dem af i dynen utallige gange.

"H-hvorfor besvimede jeg?" Min stemme knækkede en smule.

"Du havde kræft inde i din krop, det er sjældent et meget sjældent syn at varulve får alvorlige og dødelige sygedomme. Din ulv vidste ikke om i ville kunne klare den begge to. Og ville hellere havde den døde end i begge to døde. Så den sugede alt kræften til sig. Og fordi du besvimede Alpha, det var fordi kræften var kommet helt væk og ind i din ulv"

Jeg fugtede mine læber.

"Er min ulv okay?" Jeg var ret sikker på hans svar men jeg ville hører ham sige det.

"Din ulv er død Alpha"

Hele min verden stoppede, hun var død.. Hun var faktisk død.. Ulven jeg har haft inde i mig siden den dag jeg blev født. Min bedste ven.

Hun kendte alle mine hemmeligheder, alle mine frygte, alle mine tanker.

Hun var en del af mig.

Hun var en fucking stor del af mig.

Min vejrtrækning rystede let "Du er død"

Jeg tog mig til hjertet "Du er fucking død" Mit syn blev sløret af mine tårer.

Og jeg græd, jeg græd mit hjerte ud for den ulv jeg aldrig nåede at takke. Den ulv som jeg aldrig rigtig lyttede til.

Den ulv der gjorde så der kun var en af os der døde.

Døden tog min bedsteven fra mig og jeg får hende aldrig at hører igen.

Flashback slut

Ethan's øjne strålede af glæde "Hvad synes du Alpha?" Jeg smilede "Du er fantastisk Ethan" Han grinede og så stolt ud.

//ET KAPITEL TILBAGE DET KØRER FOR MIG WUHU!\\