You Can Not Run Forever

Endelig hjemme igen

5 år senere:

Jeg krammede drengene farvel, jeg kan ikke fatte det er tid til at komme hjem..

Damon havde fået en kæreste for fie år siden. Han fik en smuk datter med hende. Desværre overlevede kæresten ikke fødslen..

Aiden fandt en lille dreng på gaden og tog ham ind som hans egen søn.

Wyatt prøver stadig at opdrage på Mason og Ethan der stadig laver en masse ballade.

Det er ikke en let opgave Wyatt har..

Aviana's blonde hår var i en fletning, hendes store skovgrønne øjne så op på mig.

Jeg krammede hende og kyssede hende på panden. "Pas på din far og dine onkler ik'?" Hun nikkede med et lille smil.

Blake er nu en stor dreng på otte år, hans hår er ravne sort og han har grå øjne.

"Pas på Aviana, kan du gør det for mig?" Han nikkede med et lille smil, jeg lænede mig mod ham.

"Se også efter dine onkler Mason og Ethan, onkel Wyatt har et meget stort arbejde med de to" Hviskede jeg.

Han grinede og nikkede, jeg kyssede hans pande.

"Husk at besøge os" Sagde Damon.

"Uh! Og husk at lave kage når vi besøger dig" Grinede Mason.

"Husk at ring til os" Sagde Wyatt.

"Og æd nu ikke Ely for meget" Grinede Ethan og lavede trutmund.

"Og du har bare at gør os til onkler" Sagde Aiden og så strengt på mig.

Jeg grinede af dem, god hvor jeg dog elsker de her drenge..

De er som de mærkelige brødre jeg aldrig fik.

Så hvis vi tæller Grayson med som jeg også ser som en bror.

Har jeg seks brødre, to nevøer og en niece.

Det er ret godt gået når man tænker min mor og far kun har fået mig.

Jeg så rundt, folk havde det sjovt med hinanden. Jeg smilede skævt.

Jeg gik mod huset, Ely's hus.

Mon han lever et nyt sted?

Jeg mener han er 25 år nu og jeg er 22 år.

Han burde være flyttede hjemmefra..

Jeg bankede på døren og ventede.

"JEG ÅBNER!" Stemmen tilhørte en mand, jeg genkendte ikke stemmen, den var dyb og hæs.

Døren åbnede sig og to unge mænd stod foran mig.

Den ene var høj og havde store muskler, det lyse hår var en smule langt. Han havde en smule skægstube, brune øjne så ned på mig.

Ham ved siden af sig var også ret høj, han så mere smidig ud end den anden. Hans muskler var ikke så tydelige som den andens men man kunne se han var stærk. Han havde brunt hår og is blå øjne.

"Colton og Ethan? Shit I er blevet høje" Jeg så op på dem. De så en smule overrasket ud "Alpha?" Jeg nikkede. De inviteret mig indenfor.

"Hvem var det?" En lyshåret teenager pige kom ned af trapperne. Hun havde sit lange lyse hår sat op i en rodet knold. De is blå øjne kom ind i min retning.

"Alpha?" "Hej Hattie" Sagde jeg og så på hende med et lille smil. "Du er tilbage?" Jeg nikkede.

Hoveddøren sprang op. Connor lignede sig selv men han havde fået et par grå hår hist og pist.

Connor havde en pige med brunt hår og brune øjne i hånden. Hun så på mig.

Det lignede at hun hun skulle tænke "Du er Alpha min brors forlovet" Jeg nikkede. Hun sendte mig et smil.

"Hvad laver I alle ude i gangen? Alpha!" Molly krammede mig hårdt, luft!

"Jeg troede du var død" Lød det fra Connor, jeg så på ham med rynkede bryn.

"Ely sagde for flere år siden han kunne mærke båndet gå itu fra din side af"

Fuck..

Vi bed jo hinanden, og da min ulv døde kunne han mærke det.

"Hvor er Ely?" "Højst sandsynligt ved legepladsen"

Jeg spurgte ingen gang jeg løb bare afsted.

Jeg løb ind i en ryg, "Hov er du o- Alpha?!" Jeg så op i et par bekendte øjne. "Grayson?"

"Er du ikke død?"

Jeg rystede kraftigt på hovedet. Jeg så ved siden af ham, hans søn stod ved siden af ham. Han var blevet høj den dreng.

Eller er jeg blevet mindre for jeg føler alle er blevet højere..

"Hvor er Ely?!" Jeg så desperat på Grayson, som pegede bagud "Han er på legepladsen med-" Jeg løb afsted og takkede ham hurtigt.

"Er det sjovt Milo?" Jeg ville altid genkende den stemme.

"Ely!" Kroppen ved gynger stoppede med at skubbe gyngen. En latter døde hen.

Hans ryg var stadig foran mig.

"Ely.." Han vendte sig langsomt mod mig. "Alpha.." Jeg løb mod han skyndte sig mod mig og svingede mig rundt.

"Jeg troede du var død" Han krammede mig hårdt ind til ham. "Undskyld jeg havde glemt du ville føle det sådan"

Han så bekymret på mig "Hvad mener du?" Jeg bed i min læbe "Min ulv er død"

"Åh Alpha" Han kyssede min næse "Så længe du er i live"

"Storebror hvem er det du krammer?" Jeg rynkede mine bryn og så på den syv årige dreng. Han havde rødt krøllede hår, to store havblå øjne. Han havde fregner på næsen og to dybe smilehuller.

"Hvem er det?" Spurgte jeg "Milo min lillebror, far fandt ham tog ham med hjem" Jeg så på Milo "Er du bare ikke det sødeste?" Jeg gik i hug og så på ham. Han grinede "Måske" Aweh han er genert..

Ely fik mig rejst op og krammede mig "Jeg har savnet dig" Jeg fugtede mine læber.

"Jeg har også savnet dig"

Han kyssede mig og Milo hvinede ad. Jeg smile en smule, jeg føler mig hel igen.

Eller næsten..

Jeg mangler stadig min ulv men det ville jeg nok altid føle jeg gør.

//FÆÆÆÆÆÆRDIG! YUSH!//