You Can Not Run Forever

"Jeg har det fint"

Jeg havde rejst videre sammen med drengene. Wyatt sendte mig et opmuntrende smil.

Jeg smilede tilbage, der er gået to uger i starten var jeg den der gik forrest og de andre kunne næsten ikke følge med. Men nu.. Er jeg den er bagest, den der siger vi skal holde pauser.

Min ulv siger ikke en lyd til mig.

Jeg ved ikke hvorfor min kondi er forsvundet så pludseligt, for hver dag der går, går jeg langsommere og skal havde flere pauser.

Mason og Ethan fjoller rundt, imens snakker Aiden og Damon sammen.

Jeg tørrede mit sved væk fra min pande, og tog noget af drikke. Det gjorde ondt i halsen at synke, jeg begyndte at hoste og stoppede op. Der var stille omkring mig.

"Er du ved at blive syg?" Spurgte Damon en smule bekymret. "Jeg har det fint" Min stemme var en smule hæs, jeg sendte dem et svagt smil.

Dette er totalt meget karma for at spille syg og nu er blevet det.

"Hvorfor er du endelig ikke hjemme?" Spurgte Mason imens han havde sine hænder begravet dybt i hans lommer.

Burde jeg fortælle dem det?

Jeg sukkede lavt "Jeg stak af fra mit bryllup" De kiggede alle forskrækket på mig. "Hvorfor? Kan du ikke lide ham?" Spurgte Ethan.

"Næh, desuden var det ikke mig der valgte ham. Det var min far, hans far og min far lavede en Deal. Når jeg blev 17 skulle vi giftes" Sagde jeg.

"Jeg troede varulve havde soulmates" Aiden kløede sig akavet i nakken. "Du har læst for mange bøger" Grinede jeg.

"Nej vi er først mates/mager når vi har drukket hinandens blod" "Sikker på du er varulv og ikke vampyr?" Jokede Damon. Jeg smilede skævt.

"Han skal også sætte sit mærke, ved min nakke et sted" Jeg nussede min nakke og tænkte på det og kunne ikke lad være med at gyse.

"Hvordan foregår sådan et bryllup overhovedet?" Ethan lød nysgerrig. Jeg bed mig i læben og tænkte mig om.

"Jeg har aldrig selv været til en men.. Altså først så bliver man gift ligesom menneskerne gøre. Siden det er alfa jeg skulle giftes med skulle hele flokken havde set vores bryllup hvor vi siger ja til hinanden. Så skal vi hen til festen, you know? Hvor vi på et tidspunkt skal drikke hinanden blod. De skær i vores arm og hælder blodet i et glas så man kan drikke det" Jeg gøs.

"Det lyder.. Sjovt?" Sagde Mason og rynkede brynene, jeg trak på skuldrene. "Så når vi har drukket blodet skal vi spise og efter at havde spist skal manden rejse sig op og hjælpe mig hvor efter han bider sit mærke. Gør så jeg er hans, for altid"

Aiden tog fat i sin nakke og nussede den som om han kunne forestille sig det. "Til sidst ville vi trække os tilbage og næste dag ville jeg være i en heat" "Hvad Fuck er en heat?" Sagde Wyatt "Løbetid, i en uge ville vi næsten aldrig være andre steder end i sengen" Jeg gøs. "Og så bliver man gravid"

"Jeg ville også havde stukket af" Sagde Damon "Gud takke liv jeg ikke er en hun ulv eller en ulv overhovedet" Grinede Wyatt. Jeg grinede med dem "Og det er sådan man holder et bryllup" Min stemme var stadig meget hæs og jeg begyndte at hoste. De så bekymret på mig.

Jeg sendte dem et opmuntrende smil, "Jeg har det fint, tro mig" Ingen af dem så ud til at tro mig.

Hell jeg tror ingen gang selv på det..

//Så er der ikke særlig mange kapitler tilbage//