Yin and yang {1D}

Drowning in tears

-destiny's synsvinkel-

jeg løb gennem skoven. Hvorfor er livet så uretfærdigt? hvorfor lever jeg overhovedet? endelig var jeg hjemme. jeg spurtede op på mit værelse uden at sige noget til min mor. jeg kastede mig i sengen og tudede mere end nogensinde før. lige nu savner jeg virkelig louis! hver gang jeg var ked af det krammede han mig altid og fik mig til at være glad. hvorfor skulle det også gå galt? jeg savnede virkelig også liam! og Cille! min mobil vibrerede fra mit natbord. jeg tog den og så jeg havde fået en sms.... fra louis...skønt-.-'. jeg tog mig sammen og stoppede lidt med at græde. jeg trykkede på beskeder og læste. "desti min skat... hør! jeg savner dig mere end noget andet! jeg er SÅ ked af det jeg kaldte dig! jeg mente det virkelig ikke! liam har fortalt mig det hele! jeg er så ked af at jeg ikke ville høre på dig! kan du tilgive mig? elsker dig foraltid! Louis xx.<3" stod det. lige hvad jeg havde brug for. flere tårer. yay! sarkasme. jeg sad og tænkte lidt da jeg besluttede mig for at svare. "louis... jeg ved ikke hvad jeg skal sige. du sårede mig virkelig! jeg savner også dig men jeg ved altså ikke om jeg kan tilgive dig." svarede jeg. et halvt minut efter jeg havde sendt den skrev han tilbage "det ved jeg godt! jeg er så forfærdelig ked af det! hvor er du? så kommer jeg så vi kan tale!" svarede han. jeg sad og overvejede om jeg skulle sige hvor jeg var eller ej... hvis jeg sagde det ville liam sikkert også komme og så fik jeg verdens største skideballe over at jeg bare tog afsted. " du skal ikke komme..." svarede jeg. det bankede på. min mor åbnede døren på klem. "hvad så desti mus?" spurgte hun. "jeg mødte dem i parken..." svarede jeg. hun sad nu ved siden af mig. "hvad sagde du?" spurgte hun. "ikke noget... jeg prøvede at undgå dem men jeg løb ind i en lygtepæl... og liam så det var mig men jeg rejste mig op og løb videre." svarede jeg. min mor fnes lidt. "destiny du har altid været klodset" små grinte hun. jeg fnes lidt. "du kommer bare hvis der er noget jeg kan gøre ikke?" sagde hun og gik neden under igen. ja i undrer jer nok over hvor min far er men han er ude og rejse sammen med nogen af hans venner. jeg kiggede ned på min mobil igen. louis havde skrevet. "destiny vi bliver nødt til at snakke. jeg skal nok lade være at sige til liam hvor du er!" skrev han. "fint, jeg er hos mine forældre! bare kom kl. 13.00." svarede jeg og lagde min mobil fra mig. jeg gik ud på badeværelset og kiggede mig i spejlet. "wow" mumlede jeg da jeg lignede lidt en panda... jeg fjernede min makeup og lagde noget nyt. først lidt Foundation og så noget mascara. jeg gad ikk gøre så meget ud af det. jeg tog min hestehale ud og lod mit hår hænge naturligt. jeg gik ind og satte mig på min seng med min mobil. klokken var 12.47 og jeg sad og spillede lidt candy crush da det gik op for mig at jeg stadig havde sportstøj på. "fuck" mumlede jeg for mig selv og farede op af sengen. jeg skyndte mig at finde noget tøj jeg kunne tage på. jeg tog nogle flænsede cowboy shorts og en stram mørkeblå top. jeg havde lige nået at få tøjet på da jeg kunne høre at det bankede på døren. jeg satte mig i min seng og lod som ingenting.

-louis' synsvinkel-

jeg var virkelig ked af det jeg havde gjort mod destiny. jeg håbede virkelig at hun tilgav mig! jeg har ikke talt med Harry lige siden festen. jeg bankede på døren og destiny's mor kom og åbnede. "Hej. hun er oppe på værelset" sagde hun roligt. "ok tak" smilede jeg. jeg gik op ad trappen og hen til hendes værelse. jeg åbnede døren stille og så min dejlige desti sidde i sengen. "desti" sagde jeg lidt trist. hun kiggede på mig med triste øjne. jeg satte mig ved siden af hende og nussede hendes ryg. "desti jeg jeg er så frygtelig ked af det!" sagde jeg og kiggede på hende. hun kiggede ned og fumlede lidt med sine fingre. hun havde tårer i øjnene. "kan du tilgive mig?" spurgte jeg bedende. hun lagde sit hoved på mit bryst og begyndte at græde. jeg lagde begge mine arme om hende og nussede hendes ryg.

-destiny's synsvinkel-

jeg havde virkelig savnet ham. jeg sad og græd ned i hans bryst. jeg lagde mine hænder på hans dejlige mave. "undskyld" Hviskede jeg. "for hvad?" spurgte han roligt. "... for alt" svarede jeg med gråd i stemmen. "babe du har ikke gjort noget galt!" svarede han. "jeg elsker dig" Hviskede jeg."jeg elsker også dig" svarede han. jeg trak mig stille ud af hans arme og kiggede ham i øjnene. jeg rykkede mig lidt tættere på ham. han lagde sin ene hånd om livet på mig. han lænede sig ind over mig og kyssede mig. jeg gengældte det selvfølgelig. han trak sig stille og kiggede smilende på mig. "du ligner en panda" sagde han grinende. jeg skyndte mig at sætte mine hænder for mit ansigt. "... en smuk panda." sagde han og fjernede mine hænder. "vil du ikke nok komme med tilbage?" spurgte han. "hvis jeg må gå i bad først" svarede jeg smilende. "fint så" svarede han og prøvede at virke fornærmet hvilket mislykkedes totalt. jeg flækkede af grin og det samme gjorde han.

__________________________________________________________

Weeee! nyt kapitel! næste kommer i morgen! hvilket er i dag om 3 minutter... JAAA Iknow jeg er sent oppe selvom jeg skal i skole... vil virkelig bare ikk afsted! vi har projektuge om 'berømte opdagelsesrejsende' juhuu... jeg skal interviewe en mand men... jeg har mistet stemmen... jeg taler lidt som alien som min søster siger :D nå men nok om mig! elsker jer! Astrid xx.