Kærlighed er som en rose med torne

Kapitel 2. Ydmygelsen

Resten af dagen går meget normalt, selvom mine tanker hele tiden bliver draget mod matematiktimen. Hvorfor skulle du også opføre dig som en kæmpe idiot, du bare så klodset som altid. Jeg bliver trukket ud af mine tanker, da jeg kan mærke min telefon brumme i min hånd. Jeg vender den og ser, at jeg har fået en besked fra et nummer jeg ikke kender. Der står at jeg skal gå op i biologilokalet, men ikke en begrundelse hvorfor. Jeg undrer mig over hvem afsenderen er, og jeg kigger rundt i kantinen. Alle sidder upåvirket og snakker med deres venner, mens mit hoved kører på fuld drøn og overvejer mine muligheder. Hvis jeg ville kunne jeg godt nå op i biologilokalet og stadig nå hen til samfundsfag. Jeg snupper min taske og svinger den over skulderen og små løber ud af kantinen ubemærket.

Døren til biologi står åben, det er mærkeligt for Frk. Johnson er meget strikt med at få den låst. Jeg går ind, og tænker jeg måske glemte min bog sidste gang. Til min store overraskelse er Aksel derinde, med ryggen til mig og er i gang med at rydde op i skabet for enden. Han er bare så lækker, tænker jeg. Mens jeg står og beundre ham, kommer jeg til at falde over en væltet stol. Jeg lander på alle fire, og kan mærke et stærkt stød op igennem min højrehånd. Cass det her er rigtig pinligt, skynd dig ud og håb på han ikke hørte noget. Men så snart jeg har tænkt den tanke, kan jeg høre Aksel kommer løbende.

"Er du okay? Jeg så du faldt, hvad laver du overhoved her skulle du ikke have samfundsfag?" Jeg kan næsten ikke få fremstamme nogle ord, han gør noget forfærdeligt ved mig. "Øhhh..." Tag dig sammen Cass, han er din lærer stop dig selv. Ja han er virkelig flot, og hans skjorte sidder som den var støbt på hans trænede overkrop. Men vær en voksen kvinde og tal til ham. "Skal jeg hente skolesygeplejersken eller måske noget is til dig?" Han hjælper mig op at stå og har et fast greb om min talje. Hans berøring giver næsten ligeså store stød igennem min krop som i min hånd lige før. Hans øjne rammer mine, og de er så dybe brune i deres farve. De er den diametrale modsætning til mine klare grønne. Det føltes som en evighed indtil han rømmer sig, og jeg kommer til bevidstheden igen. "Hvad laver du her?" spørger han igen, mens han sikrer sig jeg kan stå selv. Dyb indånding Cass. "Jeg fik en besked hvor der stod jeg skulle gå herhen. Du har ikke set nogen her eller måske en bog med mit navn på, ved ikke om jeg har glemt den her. Eller også var det bare nogen der lavede sjov med mig." Hvorfor sagde du nu også det, han tror du er skør nu. Du klokker altid i det, første dag på jobbet og han er allerede blevet skræmt af dig. Han smiler, og jeg overvejer om der står en anden bag mig for jeg kan ikke forestille det til mig. Han bukker sig ned efter min taske og rækker den til mig.

"Jeg havde ikke forestillet mig min første dag ville blive så interessant. Men det skal du have tak for Cassidy, men du burde nok følge med mig så du kan få noget is på den hånd." Jeg nikker og følger med ham ned på lærerværelset, undervejs bliver min hånd mere og mere blå. Hvordan kunne han egentlig vide jeg skulle have samfundsfag, og hvorfor bilder jeg mig selv ind han kigger på mig og så smiler? Det giver ingen mening, det er indbildning så stop Cass. Han er bare en venlig lærer der prøver at hjælpe dig.