Kærlighed er som en rose med torne

Kapitel 8. Det specielle sted

Hele søndagen gik med jeg rekonstruerede vores dag sammen. Lektier var overflødige, og jeg fløj på en lyserød sky. Dagen kogte sammen, og jeg aner virkelig ikke hvordan jeg fik 12 timer til bare at gå uden at have den mindste tidsfornemmelse. Jeg bliver først hevet ud af min drømmeverden om aftenen, da jeg sidder i min dobbeltseng og stirre ud i luften. Og min mor kommer ind.

"Cass er du okay?" Hun ser på mig med bekymrede øjne, og lægger sin højrehånd på min skulder. Vores forhold er tæt, men ikke på den måde så vi har nærkontakt. Så når hun røre ved mig, ved jeg det er alvorligt. "Hvorfor skulle jeg ikke være okay?" Svarer jeg, jeg er virkelig forvirret. Hun plejer ikke at have det store opsyn på mig, jeg er også 17 år gammel så det ret forståeligt.

"Du har bare opført dig underligt her på det sidste. Jeg er en smule bekymret, men jeg ved også godt du er stor nok til at klare dig selv. Du skal bare vide, vi altid kan snakke om tingene, ikke?" Hendes ord siver da ind, men jeg tænker ikke jeg har opført mig underligt. Jeg har knapt nok ænset hun har været hjemme, men har hun åbenbart siden hun siger jeg har opført mig anderledes. Jeg behøver ikke fortælle hende hvad jeg lavede i går, eller at jeg synes min nye lærer er enormt tiltrækkende. Alle vil tro jeg er skør, ingen kommer til at kunne forstå mig. Min mor står stadig, og holder på min skulder og venter på et svar. "Jeg har det godt, alt fint intet at bekymre sig om. Jeg har bare været en smule stresset med presset her i starten af året, efter jul bliver alt normalt igen." Hendes ansigtsudtryk er ikke til at tyde, og det gør mig en smule nervøs.

Da hun er gået, ligger jeg og tænker over hele min situation. Med jeg snart er færdig med gymnasiet og universitetet venter forud, min lærer der er begyndt at fange min opmærksomhed mere og mere. Jeg ved at jeg ikke er forelsket, efter min første og eneste forelskelse. Har jeg aldrig elsket en fyr på samme måde igen. Han knuste mit hjerte, og da jeg var begyndt at se lys forude trampede han på mig igen. Han er grunden til, at jeg holder mig fra fyre på den måde. Efter det hele lovede jeg mig selv aldrig, at lade en fyr nedbryde mig så meget so han havde gjort.

Men der er noget anderledes ved Aksel. Han har noget over sig, jeg ikke kan sætte fingeren på, som er helt igennem fortryllende. Hver gang han kigger på mig, eller han smiler er jeg villig til at gøre alt. Når han snakker, får jeg sommerfugle i maven og kan ikke få mere end enkelstavningsord ud. Jeg har aldrig prøvet noget lignende.

***

Den følgende mandag var meget normalt, jeg stod op og tog tøj på. Spiste mine havre fras som jeg altid gør, og så tog jeg bussen til min fantastiske skole. Det var ironi, jeg hader at gå i skole. Der er alt for mange mennesker, det eneste positive ved det er at man nemmere kan gemme sig. Jeg kommer kun i skole nu for at se én ting. Den mest fantastiske person i hele min verden. Så snart jeg har tænk den tanke færdig, så står han lige foran mig.

"Jeg har ventet på du dukkede op," han smiler til mig. Jeg kan mærke varmen stige op i kinderne, jeg bider mig selv blødt i læben. Det er en ting jeg gør når jeg er en smule nervøs, og det ser ud til at Aksel har opdaget det. "Du ser sød ud, når du gør det der. Det er bare én af de få ting jeg elsker ved dig." Nu er jeg da helt sikkert rødglødende i ansigtet, jeg har lyst til at krave mig ned i et hul. Alt jeg overvejer at sige lyder klodset og slet ikke særlig attraktiv. Ikke tænk over hvad du vil sige eller vil gøre. Vær dig selv.

Jeg prøver at lytte til stemmen i mit hoved, men før jeg har sagt noget er Aksel allerede i gang. "Jeg har fri i dag, og ville spørge dig om, nok ikke en klog ting når man er lærer. Men jeg ville spørge dig om du havde lyst til, at pjække fra dine timer i dag og tage med mig ud på en køretur? Eller noget helt andet, du bestemmer. Jeg vil bare gerne tilbringe mere tid sammen med dig." Han klør sig i nakken, som jeg synes der er så frækt. Jeg ved min mor vil sende mig i helvede hvis jeg misser mine timer, men jeg vil gøre alt for at bare få en enkelt time sammen med Aksel. Jeg nikker, og jeg kan se hvordan et kæmpe smil spreder sig på hans læber.

"Det er jeg glad for." Imens vi har snakket er gangene blevet tømt, så ingen vil opdage vi tager afsted. Vi går ud mod hans bil, der holder på lærerparkeringen. Det en lækker sort Audi, med soltag og lædersæder. Ekstrem luksuriøs når han ikke er ældre og arbejder som lærer, men jeg er ligeglad. Aksel er den dejligste fyr jeg nogensinde har mødt, med hans brune hår der krøller let. Hans muskuløse høje krop, der er solbrun og så hans ekstremt dybe brune øjne, som jeg kunne kigge på for altid. Alt ved ham er perfekt.

Vi kører i stilhed. Væk fra skolen, ud på motorvejen og så kører vi bare. Ingen af os siger noget, men jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Jo længere væk vi kommer fra skolen, jo mere tænker jeg på hvor dumt det var at tage med. Din mor slår dig ihjel, hvorfor i alverden tog du med. Han kunne være en massiv massemorder eller menneskehandler. Jeg må få styr på mine tanker og stemmen i mit hoved, ellers ender det med jeg får slået det sidste fornuft ud af hovedet på mig selv. Efter lang tid drejer han af en afkørsel, jeg har hverken en tidsfornemmelse i forhold til hvor lang tid vi har kørt eller en stedssans. Alt kører rundt i kroppen på mig, adrenalinen pumper i årene på mig og sveden løber ned at min ryg. Jeg tager mod til mig;

"Hvor skal vi hen?" Han vender sit hoved i min retning, og svarer "Jeg har et sted jeg vil vise dig. Tror du vil kunne lide det."