Kærlighed er som en rose med torne

Kapitel 9. Bruddet

Undreren kommer op i mig. Et sted? Hvad for et sted. Jeg kigger ud ad vinduet, der er ingenting i miles omkreds. Tanken om massemorder og menneskehandler, kommer op i mig igen. Jeg overvejer mine flugtveje. Offentligtransport ser ikke ud som om, at det når helt herud. Hvorfor holdte du heller ikke øje med hvor du var, du kan være i store problemer. Men tanken om min mor skal blandes ind i alt det her, får mig på andre tanker. Jeg vælger at stole, på den mand jeg er forgabt i. Hvad skulle han gøre imod mig? Han siger han er glad for mig, men er det løgn? Og det er så måske grunden til han vil have mig af vejen? Nu må du styre dig selv, han kan lide dig. Hvad skulle han få ud af, at du var væk?

"Hvad tænker du sådan over?" Aksel ser på mig med et forvirret udtryk, det beroliger mig en smule. "Ikke noget, hvor er det helt præcist vi skal hen?" "Vent nu og se." "Er der langt igen?" Spørger jeg, og jeg mener faktisk mit spørgsmål til fulde. Jeg vil ud i den friske luft, og væk fra den klaustrofobe bil.

"Niks, vi er her nu." Jeg vender mit hoved mod ham, og ser han nikker ud af bilvinduet. Jeg kigger ud, og ser den smukkeste udsigt. Udover vandet, med den flotteste kulør fra solen der spejler sig i det. Jeg stiger ud ad bilen, uden at tænke over hvad Aksel mon laver. Jeg stiller mig ud mod udsigten, og mærker den koldere brise imod min hud. Jeg gyser, og gnubber mine hænder op og ned af mine arme.

Jeg kan fornemme en varme bag mig, og mærker Aksels arme der glider sig omkring min krop som et beskyttende skjold. Han hvisker i mit øre, at jeg er smuk. Rødmen breder sig over mine let fregnede kinder, og smilet bliver større på mine læber. Jeg vender mig om imod ham, og kan mærke hans overkrop under mine hænder. Jeg kan hører hans hjerte banke, og at han trækker vejret. Ind og ud. Ind og ud. Hvordan kan han berolige mig med bare, at han trækker vejret. Han gør mig syg. Jeg stiller mig på tæer, og lukker øjnene. Hans udånding berører let mine læber. I det jeg skal til at mærke Aksels fantastisk skabte læber mod mine, ringer min telefon. Fandens, hvor er det irriterende jeg altid skal ødelægge alting. Jeg trækker mig lidt væk fra ham, og trækker min mobil op ad lommen. På displayet vises min mors nummer, og jeg ved jeg står til en skideballe. Aksel må have mærket min ubehag, og spørger: "Hvad er der galt? Har du problemer i forhold til det her?" Jeg kigger op i hans brune øjne, der straks får mig til at glemme alt det der falder sammen omkring mig.

"Det min mor. Hun ved sikkert jeg droppede timerne, og vil belære mig om min fremtid. Jeg er så træt af at få af vide hvad, der er rigtigt og forkert. Jeg er 17 år gammel, jeg kan godt passe på mig selv uden min mors stirrende blik i nakken. Jeg må ikke have hemmeligheder for hende, men hun må godt være det mest indelukkede og hemmelighedsfulde menneske jeg nogensinde har mødt." Aksel stirrer på mig, som om alt det jeg lige har sagt var på et sprog han ikke forstod. Jeg venter utålmodigt på han siger noget, bevæger sig eller bare giver mig et andet ansigtsudtryk. Det irriterer mig der ingenting sker, så jeg stormer mod bilen. Sætter mig ind og smækker døren. Rettet og pedalerne er for langt væk, og sædet mod min let varme hud føles ubehageligt. Jeg ser bilnøglerne sidder i tændingen, og tanken strejfer mig bare at køre. Men jeg kan ikke køre fra Aksel, og skulle jeg så bare køre hjem til min sure mor? Jeg gemmer atter mit ansigt i hænderne, hvorfor kan mit ikke være normalt ligesom alle andres. Og hvad laver jeg overhoved her, det giver ingen mening. Aksel banker på ruden, og jeg kigger op. Han har et bekymret udtryk vist, men samtidig er ansigtet langt i alvorlige folder.

"Hver så venlig at låse bilen op igen, så vi kan komme væk herfra." Hans dybe stemme gør mig faktisk en smule bange, burde jeg låse op? Hvordan vil du ellers komme hjem? Du kan jo ikke efterlade ham her. Min fornuft overtager, og med rystende hånd låser jeg op. Åbner døren og smyger mig forbi ham, om på passagersædet. Vi kører i tavshed hele vejen hjem. Mine tanker er alle vegne. Hvad jeg skal sige til min mor, og hvorfor Aksel er så mærkelig. Forstod han ikke, at han gjorde mig ked af det ved bare at stå der og glo.

***

Min mor sidder i køkkenet, da jeg træder ind af døren. Hendes øjne studerer mig fra top til tå, jo længere tid hun bare sidder og kigger på mig. Jo mere skyldfølelse får jeg, og har egentlig allermest lyst til at fortælle hende alt. Men jeg siger ikke noget, jeg går bare forbi hende. Trappen knager under mig, og der føles uendeligt langt op til mit værelse. Men jeg bliver ved med at gå.