Kærlighed er som en rose med torne

Kapitel 15. Min afhængighed

Min forbavselse stråler ud ad mig som julelys hele december. Tankerne flyver gennem mit hoved.

"Hvad laver du her?" Spørger jeg. "Du havde glemt noget," han ser på mig med sådan en omsorg, jeg havde ønsket mig hele mit liv. "Glemt noget? Jeg syntes ellers jeg havde taget alle mine ting, var det faldet ud af min taske?" Aksel ryster på hovedet. "Nej. Det her."
Han træder tre skridt frem og rammer blødt mine læber med sine. Først prøver fornuften at sige nej, men alligevel vinder hjertet. Det gør det altid. Jeg overgiver mig til min synd og slipper tasken. Aksels læber er stadig lige så rutineret som i skabet på skolen og i regnen, ingen af dem jeg førhen har kysset med, har fået sådan en følelse frem i mig. Den er varm. Lystig, enorm afhængighedsgørende. Jeg vil have mere. Han må aldrig stoppe.
Vi træder helt ind i entreen, Aksel smækker døren bag os uden at bryde kysset. Hans læber finder langsomt min hals, og jeg stønner. Han ved præcis hvad han skal gøre for at få mig til at bukke under. Hans kys er som fjerlette velsignelser. Intet mindre. I al evighed kunne jeg se mig selv blive kysset sådan. Og kun af Aksel. Jeg vil have ham, lige nu. Lige nu, altid. Altid føle som jeg gør. Begær og kærlighed.

Aksel får mig båret op ovenpå, og jeg viser med et nik hvilken dør der fører ind til mit værelse. Angsten for der rodede, som på et hver teenager værelse, florerede rundt men blev hurtigt skyllet væk af flere kys. Aksel lagde mig blødt i min seng og fulgte selv trop ovenpå. Hans vægt over mig, gav mig en følelse af tryghed. At mærke hans hænder der berørte min krop, udforskede nye steder og tændte med hver berøring en gnist. Hele min krop brændte, den stod i flammer og kun efter ham.

Han stoppede sagte og løftede sig en smule op, så han kunne se hele mig og jeg kunne det samme omvendt. Aksel smilede. Jeg elskede det.
Han betragtede mig, granskede hver eneste millimeter af mig. Jeg ved ikke hvad dette vil føre til, eller hvad konsekvenserne ville blive. Men jeg er ligeglad. Intet kan få mig ned af det fix, som jeg er på lige nu. Aksel smilte igen. Jeg blev rød i kinderne.

"Jeg kan godt lide når du rødmer. Du ser så sød ud." Hans sætning fik mig til at rødme endnu mere. Jeg svarede: "Og jeg kan godt lide når du smiler. Så føler jeg, at der intet ondt i verdenen er." Nu var det Aksels tur til at rødme. Jeg griner for mig selv, og så begynder han også. Vi ligger og griner lidt, indtil Aksel stopper og ser alvorlig ud. Hans mimik er svær at læse, ingen afslørende masker eller følelser. Som dug fra solen kom hans smil igen, og den forhenværende situation blev glemt.

Vi snakker. Vi snakker om vores barndom, fremtidsdrømme, kærester og forelskelse. Om alt mellem himmel og jord. Der går flere timer og mørket tager til udenfor, men ingen af os bider rigtig mærke i det. Klokken blev mange, det vidste vi begge og til sidst, sætter jeg mig lidt op fra min liggende position.