Kærlighed er som en rose med torne

Kapitel 6. Cafe besøget

Jeg vågner af en mobil der larmer helt vildt. Jeg sætter mig op, og husker jeg overnattede hos Jonathan. Vi havde den bedste aftenen, som vi altid har når vi holder filmaften. Det var helt perfekt. Da jeg ser det er min telefon der bibber, skynder jeg mig op for at slukke lyden. Da jeg endelig får fat i den, og slukker for den irriterende lyd. Ser jeg hvem det er, der har skrevet til mig. Der står et nummer jeg ikke har kodet ind, men på det der står i beskeden kan jeg regne ud hvem det er.

"Hej Cass, jeg ville høre om du kunne tænke dig at drikke en kop kaffe med mig kl 13. Det ville være dejligt at få snakket med dig efter det i går, håber virkelig du vil mødes. Men ellers forstår jeg godt hvis du ikke vil. Hilsen Aksel."

Mit hjerte går i stå. Jeg skal mødes med ham udenfor skoletiden. Jeg kigger på klokken og opdager den er 11:35, jeg går i panik. Jeg skal nå hjem i bad, skifte tøj og hen til cafeen i byen. Jonathan er åbenbart vågnet mens jeg har stået i mine egne tanker, "Du ser ud som om nogen lige har givet dig en kærlighedserklæring." Siger han hvor han griner. "Nej jeg gør ej, jeg har bare travlt. Jeg smutter, okay?" "Jaja så siger vi det, det er iorden men pas på hvad det er du er ved at blive rodet ind i. Vil ikke have der sker dig noget." Hans ord rammer mig, min bedsteven prøver virkelig at passe på mig. Vi har selvfølgelig altid passet på hinanden, men han har aldrig været sådan her før. Men han har ret, du skal passe på. "Det lover jeg at jeg gør, der sker mig intet." Svarer jeg og giver ham det største og længste knus vi nogensinde har givet hinanden.

***

Jeg små løber ned til cafeen, klokken er 12:57 og jeg vil bare ikke komme for sent til den her aftale. Da jeg runder hjørnet, kan jeg se ham stå udenfor og vente på mig. Han kigger på sin telefon, og selv der er han attraktiv. Jeg kan allerede mærke min luft mangel.

"Hej" siger jeg, og først der opdager han jeg er ankommet. Han smiler og giver mig et kram. Det er virkelig dejligt at være så tæt på ham, mærke hans varme og dufte ham. Jeg føler mig tryg i hans arme. Han dufter friskt af citrus, men der er også en mørkere mandlig duft bagved. Jeg kunne blive i hans arme for evigt, hvis jeg bestemte måtte han aldrig give slip igen.

"Det var dejligt du ville mødes med mig, var lidt usikker omkring du ville dukke op. Om min idé med et møde var åndssvag." Jeg kan slet ikke få mig selv til at sige noget, hans udseende er så perfekt at jeg ikke kan få øjnene væk. Han smiler endnu mere da han ser jeg kigger på ham. Jeg rødmer. "Skal vi gå indenfor og få noget af drikke?" Hvordan kan han være så rolig altid, og aldrig være påvirket af andres nærvær? Jeg nikker og følger efter ham indenfor, til et bord nede i hjørnet. Det er separeret fra alle andre borde, så vi kan være for os selv. Han trækker stolen ud for mig, og jeg sætter mig ned. Han sætter sig overfor på den bænk der er. En servitrice kommer ned til vores bord, "Kan jeg tage imod jeres bestilling?" "Ja meget gerne, jeg vil godt have en kop kaffe. Bare sort tak." Siger Aksel, uden at han opdager hvor meget den meget kønne servitrice savler over ham. Hun vender sit hoved i min retning, og ser spørgende på mig. Jeg rømmer mig, og håber der kommer noget ud der minder om en stemme. "En kop kakao vil være fint, tak." Da hun er gået, griner Aksel.

"Hvad griner du af?" Spørger jeg, og undrer mig over om jeg ser sjov ud. Jeg skyndte mig ellers hjem fra Jonathan tidligere, for at nå i bad og få noget andet tøj på. Åh nej måske synes han jeg ser sjov ud, derhjemme var en hvid løs t-shirt og et par jeans det mest nedtonede. Ligner jeg en der bare tog noget tilfældigt på og virker uinteresseret? For uinteresseret er nok den eneste ting jeg ikke er.                                                                                                                                                                        Slap nu af. Du ser godt ud, de bukser sidder godt på dine lange slanke ben. Stop med at nedgøre dig selv, og få noget selvtillid i stedet for. Han kan godt lidt dig. Hvorfor skulle han ellers invitere dig på kaffe, og ikke snakke med dig omkring det her henne i skolen.

"Du ser sød ud når du tænker over tingene," jeg ser op på ham. "Og for resten jeg grinte af dit ansigtsudtryk, da servitricen kiggede på mig. Tror du ikke jeg lagde mærke til det? Men det skal du ikke bekymrer dig om. Hun er ikke noget for mig, jeg er til mørkhårede piger. Ligesom dig," afslutter han og giver mig sit skæve smil. Jeg flytter mit blik til ned i bordet, jeg vil ikke bekræfte ham i at han har ret. "Du er sød, ved du godt det?" Spørger han mig om. Jeg tænker mig om for et godt svar. Synes han virkelig jeg er sød? Inden jeg når at svare, kommer vores drikkevare. Servitricen savler ligeså meget som første gang hun var ved vores bord. Men alligevel siger jeg pænt tak og smiler, da hun stiller min kakao foran mig. "Hvad ville du egentlig snakke om?" Han kigger op over kanten på sin kop kaffe, han lader den så slippe sine læber og sætter koppen. "Om i går. Jeg ved ikke hvordan du har haft og har det med det. Derfor tænkte jeg det var en god idé, at få reddet trådene ud med det samme." Jeg ved ikke hvad jeg skal sige til det, i stedet vender jeg den om. "Hvordan havde du, det selv med det?" Spørger jeg ham direkte.