Kærlighed er som en rose med torne

Kapitel 11. Aftenen kan ikke blive værre

Jonas står foran mig, ham der lige lavede en scene foran mig med sin kæreste. Ham der flirtede, men efter det behandlede mig som om intet var hændt. Følelserne bobler indvendigt, både de gode og dårlige.

"Du må virkelig undskylde for før, det var ikke specielt passende." Han giver mig et puf i siden, og hans lette berøring udløser en kildende fornemmelse. Jeg træder længere væk, væk fra ham. Jeg har ikke lyst til han skal få mig til at føle sådan her, han er nærmest fremmed. Da han ser mig trække væk fra ham, ser han trist ud. "Jeg forstår godt, hvis du ikke vil snakke med mig mere. Men jeg står ved min undskyldning, især overfor dig. Jeg ved man ikke kan spole tiden tilbage, men måske vi kan starte på en frisk. Gabriella og jeg er ikke sammen, ikke mere i hvert fald. Vi har været, men hun forstår ikke jeg har slået op med hende for længst." Jonas' alvorlige ansigtsudtryk gør ham mere troværdig, og jeg kan mærke at jeg trækker vejret mere normalt nu.

"Hvorfor skulle Gabriellas og dit forhold interessere mig? Jeg har nok i mit eget liv," jeg vifter ham væk med min hånd. "Det nok et godt spørgsmål, måske fordi jeg synes du var sød da du var genert. Ekstremt da du rødmede, og da jeg så dig med det samme var der noget specielt over din udstråling."

Jeg er både indebrændt over han får mig til at føle sådan her, og forvirret over hvad det betyder. Intet af min frustration er rettet mod ham, han må gøre hvad han vil og hvem det er med. Men at få sommerfuglene til at flyve rundt i min mave, det har han ingen ret til. Den følelse har ingen anden fået mig til at føle, ikke engang Aksel. Det er en helt anden følelse man får i hans selvskab, slet ikke så tryg og rar som i Jonas'. Hos Aksel er det spænding og farligt, en helt fortryllelse af at være uovervindelig. Hans perfekte udseende som han ved han har, og bruger den bestemt også til fulde. Jonas står og venter på et svar, mens hans klare øjne virker usikre. Hver gang han kigger på mig, føles det som et stort kram. Den her aften har været et kæmpe cirkus.

"Jeg må nok hellere tage hjem, det begynder at blive sent." Jonas' ansigtsudtryk skifter fra forhåbningsfuld til skuffelse. "Det har du nok ret i, men så ses vi vel? Eller var det her en pæn afvisning?" Mit hjerte dunker, hvad skal jeg svare? Han er den perfekte fyr du har ledt efter, han er sød, ekstremt pæn og hans hjerte er lavet af guld. Ellers var han aldrig gået ud for at finde dig og sige undskyld. "Det var ikke en afvisning, du kan få mit nummer af Frederik. Hav en god aften." Det er mine sidste ord, inden jeg forlader terrassen uden yderligere informationer om hvad det er der foregår. Jeg småløber gennem stuen og de lange gange, snubber min jakke fra en stolen jeg havde lagt den på. Jeg står udenfor huset, under fire minutter fra da jeg forlod terrassen. Intet anet om hvor Jonathan befinder sig, men det er også mit mindste problem. Jeg går på en mørk landevej, da jeg kan se min skygge blive oplyst af to forlygter. Jeg trækker ind i rabatten, da jeg nødigt skulle blive kørt ned, da vejen er ret smal.

"Burde en ung pige som dig ikke ligge hjemme i sin seng på dette tidspunkt?" Jeg bliver opmærksom på stemmen, som jeg kan genkende overalt. Mit hoved drejer mod bilen, samtidig med jeg bliver ved med at gå. "Burde en gammel mand som dig ikke lade unge piger være?" Mit flabede svar virker som om den sad, da jeg hører Aksel sige en stram lyd. "Man må sige den sved, men du har nok ret."

Det virker som om Aksel ville køre efter den udtagelse, men han følger mig imens jeg går. Den akavede stilhed hænger over os, og jeg orker ikke at bruge kræfter på ham lige nu. "Skal jeg køre dig hjem?" Spørgsmålet kommer uventet, helt ud ad det blå. Jeg kigger på ham, og hans seriøsitet lyser ud ad ham. "Jeg er ikke på vej hjem", svarer jeg. "Så sig hvor jeg skal køre dig hen." Overvejelsen om at blive ved med at gå, og ikke få hjælp fra Aksel, er det rette. Men sløvheden breder sig i mine lemmer, og vejen virker uendelig lang. "Okay så," jeg åbner bildøren og sætter mig ind på passagersædet. "Min veninde bor 10 minutter herfra."

Bilturen var stille hele vejen. Da Aksel drejer ind i min venindes indkørsel, sidder jeg nærmest og sover. Bilen brummede så dejligt og vuggede igennem byen. Bilen stopper og jeg vågner fra mit drømmeri. Jeg kigger op mod huset, som ligger helt i mørke. Ikke engang min venindes lys er tændt, jeg bliver en smule nervøs og ringer til hende. Hun svarer ikke. Efter vi har siddet i tavshed i et stykke tid, får jeg en sms hvor der står: Jeg er virkelig ked af det, min familie og jeg skulle afsted til et familiearrangement. Knus din Camilla. "Sikke noget lort," råber jeg op i bilen. "Hvad sker der?" Aksels' udtryk i hans fortryllende ansigt er bekymret og bekymringsrynken i panden kommer frem. Den får ham til at endnu mere voksen og ansvarlig ud, og jeg tager mig selv i at stirre lidt for langt tid. Først der kommer episoden sidst frem på min nethinde, jeg havde glemt alt om det på skrænten. Og hvordan jeg havde gemt mig fra ham de følgende dage, havde han opdaget det?

"Min veninde har brændt mig af." Intet svar kommer. Var alderen ved at sætte sig på hans hørelse? "Det var ikke så godt, noget jeg kan gøre?" Jeg opdager, at jeg ikke har mine husnøgler med og min mor er rejst for weekenden. "Jeg kan ikke tage hjem, hvad fanden gør jeg?" Spørgsmålet var mere til mig selv end til ham, men jeg anede det ikke. Måske jeg kunne prøve Jonathan, men han var stadig til fest og jeg havde ingen intentioner om at kommer derhen igen. Aksel rømmer sig. "Du kunne være hos mig, måske?"