Kærlighed er som en rose med torne

Kapitel 7. Kysset

Han ser undrende på mig, som om ikke var forberedt på mit meget direkte spørgsmål. Havde han forestillet sig, det var ham der styrede det hele og skulle forhøre mig? Han siger stadig ikke noget, og jeg overvejer om det var en fejl overhoved at dukke op. Jeg vidste det var en dårlig idé til at starte med, du skulle bare have lyttet. Nu sidder han der helt tavs, efter det der skete i går. Det en meget akavet situation, du burde nok hellere gå. Da jeg har rejst mig, siger han "Undskyld. Jeg ved ikke hvad der gik af mig, vær sød at sætte dig ned igen og giv mig en chance mere." Han ser bedende på mig, og jeg ved allerede lige meget hvor meget jeg prøver kan jeg ikke modstå de øjne. Jeg sætter mig ned igen. "Tak." Jeg kan se han slapper mere af i sine skuldre nu.

"Jeg har svært ved at udtrykke mig som jeg gerne vil. Jeg synes du er en rigtig sød pige." Jeg venter på men'et, men der forbliver en lang pause. Jeg tror, at han ikke helt ved hvad han skal sige men hvorfor så spørge om et møde."Jeg ved det er rigtig forkert, og du nok synes jeg er klam. Eller noget i den retning, men." Han prøver virkelig at sige noget svært, og jeg bliver nervøs for hvad det kan være."Jeg kan lide dig." Jeg er ved at få min kakao galt i halsen, og det er begyndelsen til et kæmpe hosteanfald. Det kan ikke passe, jeg må have hørt forkert. Min tiltrækkende matematiklærer har ikke lige sagt, at han kan lide mig. Jeg må drømme, men den føles meget virkelig med den kvælende følelse jeg har. Kakaoen har sat sit præg, da jeg under processen spyttede den udover hele bordet og måske lidt på Aksels dyre skjorte. Hvorfor skulle han også lige sige sådan en bagatel, imens jeg tager en ordentlig slurk af min varme drik. "Ej undskyld" siger jeg, og ser undskyldende på ham. "Det var min skyld, må du virkelig undskylde det var ikke min mening at næsten få dig kvalt." Jeg udbryder i en kæmpe latter, og jeg får vidst Aksel med også. Her sidder vi på en cafe på en normal lørdag, i går var vi lærer og elev. I dag er vi næsten et helt almindeligt par, der sidder og griner over spildt kakao. Det kan godt være jeg senere fortryder det valg jeg tager nu, men den tid den sorg. Lige nu føles det helt rigtigt. Og det helt rigtige er at sidde her med ham og kun ham i flere timer. Han smiler igen sit skæve smil, og som sædvanlig gør det mig så blød som smør.

"Dit grin er dejligt," han giver mig et puf i siden. Vi står ude foran cafeen, og man kan godt mærke det er en smule aften koldt. Jeg gyser, og det opdager Aksel. Han tager straks sin jakke af, og lægger over mine skuldre. Det næsten som at have et kæmpe kram fra ham på, det bløde stof mod mine bare arme og hans duft der siver op i næsen på mig. Hvis jeg bare kunne beholde den. "Det må vi gøre noget oftere," siger han og ser på mig. Jeg bliver så overrasket over hans udtagelse, at det slår mig som en vind. Men på en god måde. Han tolker mit ansigt på en forkert måde, og siger "Selvfølgelig kun hvis du vil. Synes bare det var rigtig hyggeligt i dag." Han klør sig i nakken med sin højre hånd, som han altid gør når han ikke ved hvad han skal gøre i en situation. Det sjældent det sker, men jeg synes det er virkelig sødt. "Hør her, det ville jeg elske. Jeg har hygget mig helt igennem fantastisk," jeg stopper op imens jeg siger det. Han vender sig mod mig, hvor han samtidig træder tættere på mig. "Det jeg rigtig glad for at høre," siger han. Han fjerner en vildfaren tot væk fra mit ansigt, og putter den om bag mit øre. Hans berøring er let, og næsten ikke eksisterende men alligevel føles det som flere hundrede bål der brænder mig. Jeg kan lide det. Han bliver ved med at have hånden bag mit hoved, og jeg kan ikke stå imod mere. Han har fanget mig, som ingen andre har som en fisk på en krog. Han haler mig ind, og før jeg ved af det er vores læber limet sammen. Intet har føltes så rigtigt, som at stå her og kysse med ham. Jeg kan mærke de første små regndråber på min næse. Vi ignorerer det, og bliver ved med at kysse. Jeg vil ikke have det her nogensinde skal stoppe, så det fortsætter. Vores læber er rutineret, de er skabt for hinanden. Han trækker sig lidt, så vi kan få luft. Men det som om vi ikke kan få nok, så vi bliver ved. Mine hænder er i hans hår, og hans er omkring min talje. Hans berøringer gør mig salig, det er som vi aldrig har prøvet noget lignende før. Nu regner det for alvor, men vi registrere det ikke. Alt vores fokus er på hinanden og der bliver det. Passionen stopper ikke, men jeg ved hvis jeg ikke snart stopper det ender det galt. Derfor giver jeg ham et sidste helt blødt og sensuelt kys på læberne, og trækker mig så jeg kan se hans ansigt. Han ser næsten ligeså berørt ud af det, som jeg føler mig.

Det eneste han kan fremstamme, er et "Wauw." Som kommer haltende, ud af munden hvor hans stemmebånd ikke helt vil samarbejde. Der kommer et lille fnis fra mig. Du er virkelig på dybt vand nu, ved du hvad du har rodet dig selv ind i. For det tror jeg ikke du ved, se på ham han er din lærer. Du må være fra forstanden. Stemmen i mit hoved dør hen, da han lægger sin arm om min hofte og siger. "Lad mig følge dig hjem, der er stadig lidt gentleman tilbage i mig." Tænk jeg lige har stået og kysset med den mest charmerende mand på den her planet, tanken om det er en drøm er der stadig. Men det er underordnet, det der betyder noget er det øjeblik man er i.