Kærlighed er som en rose med torne

Kapitel 5. Den bedste dag

Jeg fulgte mit eget råd om at glemme Aksel, jeg gjorde mit bedste det følgende par dage for at holde afstand og tale med ham. Han har prøvet et par gange at få en samtale op at køre, men har været afvisende alle gange. Hvor dumt var det også at kunne lide sin lærer, det gav ingen mening.

***

Weekend. Imens jeg går mellem alle mine medstuderende, og forestiller mig min seng med en skål popcorn, og en masse gode film både nat og dag. Stopper mit dagdrømmeri da jeg bliver prikket på skulderen, og af ren refleks vender jeg mig hurtigt rundt for at se hvem det var. Til min store overraskelse er det Aksel, jeg har ikke snakket med ham siden onsdag eftermiddag til sidste time. Han ser en smule nervøs ud, havde jeg ikke forestillet mig den stilede og ansvarsbevidste mand kunne være.

"Kan vi snakke i fem minutter?" Jeg overvejer om jeg overhoved vil høre på hvad han har at sige, men vælger alligevel at give ham en chance. Jeg nikker, og følger efter ham hen til et lokale der er tomt for elever som er på vej til weekend. Udover mig. Som nu står i et meget lille rum, med min sexede matematiklærer. "Hvad ville du snakke om?" Spørger jeg og er meget uinteresseret. "Du har undgået mig i flere dage, hvad har jeg sagt forkert." Jeg er overrasket han har lagt mærke til det, og overhoved går op i det. Burde han ikke være ligeglad?                                        "Hvad mener du?" "Du ved umærket godt hvad jeg mener. Du har undgået mig og det går mig på, jeg ved ikke hvad jeg har gjort." Jeg kan mærke varmen fra hans krop, og mit hoved begynder at blive tåget. Du har lige kæmpet så hårdt på at glemme ham, vil du lade det gå i vasken på grund af han står tæt på dig? Få nu bare benene på nakken, og skynd dig hjem. Jeg tager mod til mig og siger: "Ja jeg har undgået dig, men det er ikke mod dig personligt. Din tilstedeværelse distrahere mig, derfor har jeg taget afstand." Han kigger chokeret på mig, som om jeg lige har afsløret morderen i en gyserfilm før han begynder på den. I lang tid står vi bare der, hvor han kigger på mig mens jeg begynder at føle mig utilpas. Jeg skal lige til at sige, at jeg må gå. Da han træder ét stort skridt hen imod mig og lægger sine hænder bag mit hoved. Han tjekker mit ansigtsudtryk, som nok er forvirret eller overrasket. Men alligevel læner han sig ind og kysser mig. Her står jeg så med min lærer og kysser i et lille lokale, en fredag eftermiddag hvor alt skulle være helt normalt. Men jeg klager ikke. Kysset er fantastisk, han kysser som en drøm. Hans bløde læber mod mine, hvor han forsigtigt lader sin tunge glide ind mellem. Jeg giver slip og kysser ham igen, jeg må tage konsekvenserne senere, det her er for godt til at lade øjeblikket gå forbi. Jeg ved ikke hvor længe vi står der, men vi bliver afbrudt af min telefon der bibber. Han trækker sig og lader mig kigge på den, det er Jonathan der spørger om, jeg ikke kommer over til film nu hvor vi har set så lidt til hinanden. "Gå bare, du ser ud som om du er eftertragtet." Jeg smiler til ham og åbner døren, inden jeg går ud vender jeg mig om. Jeg giver Aksel et kys på kinden og hvisker "Skriv til mig."

Aldrig før har jeg følt mig så levende, som da jeg træder ud af gymnasiet og mærker den varme juni vind imod min hud. Jeg ved med sikkerhed, at jeg aldrig nogensinde kommer til at glemme den her dag. Men ingen må få af vide hvad der er sket, det er vores hemmelighed. Han kunne miste sit job på grund af det, og han er en faktisk lærer. Han er klog og lære os meget, og igen kado til hans kysseri. Kan godt være jeg ikke har kysset en masse fyre, men af dem jeg har er han helt klart den bedste. Du har lige vendt op og ned på alt, meningen var at du skulle glemme ham. Og for mindre end ti minutter siden, stod du og flettede fingre med den eneste fyr du ikke må gøre det med. Jeg er skuffet over dig. Jeg vifter stemmen i mit hoved væk, og fortsætter ned af vejen hjem til min allerbedste ven i hele verdenen. Dagen kan virkelig ikke blive bedre.