Kærlighed er som en rose med torne

Kapitel 12. Afbruddet

Jeg er mundlam. Hvad i alverden skal jeg svare til det? Det havde jeg aldrig tænkt på, ikke engang i min vildeste fantasi. Aksel sidder stadig og kigger på mig. Svar, du skal svare Cass. Det pinligt nok du er blevet brændt af og ikke har dine nøgler med. Han venter og er nok ligeså anspændt som du.

"Hvad sagde du?" Okay det var ikke lige det svar jeg mente, men selvfølgelig vælger du det mest akavede svar. Tak dig selv for alle dine bommerter. Jeg vælger at overhøre stemmen i mit hoved, for jeg ved den har ret. Aksel er bare venlig, og så sætter jeg ham i en ukomfortabel situation.

"Jeg spurgte om du ville overnatte hos mig, hvis du har lyst selvfølgelig. Men det lød bare som om du havde brug for hjælp." Og hjælp er lige det jeg mangler, både til i nat men også til en masse andre ting. Især følelser og få styr på mig selv. Det eneste svar jeg kan komme med til tilbuddet, er et lille nik og en rødmen. Aksel starter bilen og bakker ud ad indkørslen. Det eneste jeg tænker på er på hvordan Aksel bor. Ligner jeg lort? Åh gud det gør jeg sikkert, med mascararester under øjnene og stank af alkohol. Det var en dårlig idé at sige ja til hans tilbud. Men jeg ville gerne sove hos ham, det ville jeg ikke?

Efter godt 20 minutter stopper Aksel bilen og slukker for motoren. Bilen holder foran et enormt hus. Jeg havde aldrig set det før, men med sine gamle stenfigurer og snirkler har det en charme. Der er stil over det, men slet ikke noget jeg ville forbinde med Aksel. Hans cool attitude og spændstige krop passer ikke ind til det gamle hus og dets udstråling.

"Det er så her jeg bor." Hans stemme er svag, men jeg hørte den. "Det er smukt." Det er det eneste jeg kan komme på til et svar, men jeg mener det. Huset er smukt, og står i god kontrast til den mørke skov i baggrunden. Både tillokkende men også uhyggelig.

Døren knirker da den åbner, og en duft af gamle bøger og rengøringsmiddel rammer mig med lynets hastighed. En snoet trappe er til højre for hoveddøren og førstesalen er mørklagt. Aksel genner mig op ad trappen og ned for enden af den lange gang. Vi kommer forbi et stort vindue med udsigt ud over horisonten, synet fastfryser mig og jeg kan mærke Aksel vente utålmodigt. Men jeg bliver ved med at kigge ud, som om længere tid jeg kigger, mere finder jeg i landskabet. Gulvet knirker under Aksels vægt da han træder tættere på mig, men stadig med en stor nok afstand til der skal mindst to skridt til vi røre hinanden. Stikket af tristhed skyller ind over mig, selvom det burde være lige meget med hvor min lærer står i forhold til mig. Varmen fra ham omfavner mig bagfra, og jeg har allermest lyst til at kaste mig i hans arme og føle hans tilstedeværelse. Men jeg bliver stående, hvor jeg står.

"Du kan sove herinde." Sætningen er kort, men udtrykker det den skal. Blæsten udenfor tager til og det store egetræ svajer. Jeg følger efter ham ind i et soveværelse, farverne er dystre og den store dobbeltseng er centrum i rummet. Den redte seng ser ikke ud til, at være blevet rørt i meget lang tid. Det er lige før øjet kan ane laget af støv på værelsets overflader, men det gør mig intet. Det får mig til at føle mig endnu mere hjemme i det mørke rum. Aksels silhuet er smuk. Alt ved ham er perfekt, hvordan er det muligt? Jeg har aldrig følt sådan før. Er det normal forelskelse eller starten på en besættelse? Hans vejrtrækning minder om en tiger på lur efter sit bytte, der står klar og blottet. Jeg føler mig som det bytte, men jeg ville ikke løbe hvis tigeren kom. Jeg ville lægge mig ned, og overgive mig til hans stærke arme og blive spist levende. Jeg kan mærke Aksels øjne hviler på mig, og jeg ville give alt for at vide hvad han tænker på. Men inden jeg når at ønske, er jeg allerede indviklet i Aksels lemmer. Hans læber er først på mine kinder, både intenst men samtidig kærligt. Varmen har bredt sig fra mit ansigt, ned til min hals og stødende rammer mine fingerspidser og dunker som 10 vilde hestes hjerter. Kyssene er nu på min venstre kæbelinje og lysten til, at overgive mig er overvældende, men samtidig er der en mikroskopisk del af min hjerne der er rationel. Den rationelle del fortæller mig hvor hårdt jeg skal skubbe ham væk, og hurtigst muligt finde en flugtvej væk. Men jeg aner ikke hvor jeg er? Hvordan skal jeg finde hjem? Endda uden mine nøgler. Men den anden del af mig har lyst til, at gøre det lige nu og her sammen med ham. Hans hænder stryger let mit hår væk fra mit ansigt. Mine øjne har vænnet sig til mørket, og jeg ser på ham som han ser på mig. Hans bløde bevægelser gør mig salig, og mærke hans krop presset mod min føles elektrisk. Et "Du er smuk" kommer over Aksels læber. Jeg vil være i øjeblikket resten af mit liv, men øjeblikket er hurtigt overstået. Min telefon i højre baglomme giver høj lyd fra sig, for høj til at ignorer den. Den akavede stilhed vender tilbage, og da Aksel rykker sig væk føler jeg mig trist til mode. Displayet viser ukendt nummer, og jeg vælger at lade den ringe ud. Beskeden om ubesvaret opkald dukker op, samt en besked hvor der står: "Jeg ved vi kom dårligt fra start, så lad mig gøre det godt igen. Håber du sover godt, Jonas." Jeg havde glemt alt om Jonas og vores kejtede møde.

"Hvem er det?" Undren over hans hårdhed i stemmen overrasker mig. "Hvad?" Forbavselsen lyser ud af mig, var han jaloux?

"Hvem er det der skriver til dig?" "Hvorfor er du interesseret i det?" Hans vrede og afsky er så voldsomt, at man skulle tro det var hans kæreste der var blevet gramset på. Men det bare mig, mig hans elev fra matematik som tilfældigvis er i hans gæsteværelse. Mig han lige har sagt er smuk og næsten var ved at tage væk fra min uskyld. "Fortæl mig nu bare hvem det var, måske din børnehavekæreste." Den provokation irriterer mig grænseløst, men på magisk vis forholder jeg mit temperament i ro. Og mit svar lyder, "Hvad hvis det var? Hvad ville du gøre ved det?"