Kærlighed er som en rose med torne

Kapitel 4. Overrasket

"Så laver I side 108 til på mandag." Endnu en matematiktime er gået, på en måde er jeg glad for at kunne komme på andre tanker. Men alligevel elsker jeg bare at se på ham, og høre ham snakke jeg kunne lytte til det hele dagen. Du lyder som en uhyggelige stalker, stop dig selv og få ham ud af dit hoved. Det er bare dig der er fjollet, den her følelse skal nok forsvinde igen. Intet vare evigt.

Folk rejser sig og begynder at pakke sammen, og det samme gør jeg. Skal ud og finde mine venner så hurtigt som muligt, må væk og få ham på afstand. "Cassidy må jeg lige snakke med dig et øjeblik?" Bare at høre ham sige mit navn, får det til at give et sug i maven. Inden jeg vender mig om tager jeg en dyb indånding, så jeg er klar til at opføre mig modent og professionelt.

"Det er angående din aflevering," siger han mens han lukker døren så vi er afskåret fra potentielle lyttere. "Jeg kan se på dine tidligere karakterer, at du ligger til et 12-tal i matematik. Men det du har afleveret til mig ligger omkring 00 til 02, så jeg måtte lige spørge hvad der er sket. Var den svær? Eller lavede du den aftenen før, for har aldrig set sådan et drastisk fald før." Afslutter han med et bekymret udtryk i ansigtet. Find på noget hurtigt, og det skal være realistisk. Du kan ligesom ikke fortælle ham, hele din dag går med at tænke på ham.

"Jeg har bare haft rigtig travlt for tiden, derfor blev den nok lavet lidt hurtigt." Siger jeg, og giver ham en uskyldigt men selvsikkert smil. Du gjorde det, du talte til ham uden problemer. Den her småforelskelse er hurtigt overstået, ingen problemer bliv ved med at være så selvsikker. "Det kan jo ske for selv den bedste, men husk du altid kan tale med mig hvis der er noget der går dig på. Jeg vil gerne være der for dig," siger han og samtidig lægger han sin hånd oven på min. Så snart hans rører ved min begynder stødene igen. Mit åndedræt bliver uregelmæssigt, og det føles som om jeg skal besvime. Jeg kigger op, og vi får øjenkontakt. Det som om han kan læse mig som en åben bog, ved bare at kigge mig i øjnene. Han flytter ikke sin hånd, men det generer mig egentlig ikke. Det er virkelig dejligt, og jeg har ikke lyst til han skal fjerne den eller stoppe med at kigge på mig. Han smiler sit skæve smil, der gør mig helt blød indvendigt. Hvordan kan én person være så perfekt. Det føles som om han er flere tusind kilometer væk, selvom han sidder på den anden side af bordet. Jeg forestiller mig at have ham helt tæt på, at kunne høre hans hjerte banke og mærke hans stærke arme omkring mig. Da jeg har tænkt den tanke færdig, opdager jeg han kigger på mig. På min krop, studerer alt der kan studeres og han tager sig god tid. Da han ser jeg har fanget ham på ferskgerning, kigger han væk og rødmer. Jeg synes det er sødt og fniser. Han gør mig så glad bare ved vi sidder i stilhed sammen, og han ser på mig.

***

I går var den bedste dag i mit liv. Efter episoden med Aksel, var jeg helt oppe og køre resten af dagen. Jonathan spurgte mig hvad der var sket siden jeg var så glad tror ikke han købte, at det var fordi jeg havde fået en god karakter. Men jeg var ligeglad, selv da jeg kom hjem var jeg i godt humør. Der gik ikke et sekund hvor jeg ikke tænkte det hele igennem igen, det var helt fantastisk. Tror ikke episoden varede særlig længe, men det betød en del for mig. Det var vel en almindelig samtale med en elev for ham, bare jeg vidste hvad han tænkte. Det kunne gøre alt så meget nemmere, men lige meget hvad ville det ikke gå. Det en absurd tanke du har, få den væk og alt bliver nemmere. Du er bare ikke ved at falde for din egen lærer, tænk over hvor forkert den idé er. Glem ham. 

***

Note:

Husk I må meget gerne give mig feedback, og jeg håber virkelig I kan lide historien<3