Kærlighed er som en rose med torne

Kapitel 14. Endelig hjemme

Jeg spurter hurtigt tilbage til det værelse, jeg fik tildelt. Hvor dum kan man være? Jeg har lige fucket alt op. Så kommer jeg brasende ind, når han er i bad, og jeg har ikke engang nok selvdisciplin til hurtigst muligt at sige undskyld og få benene på nakken. Jeg kunne rive håret ud af hovedet på mig selv af flovhed. Et godt førstehåndsindtryk kan du i hvert fald godt pakke sammen. Nogen gange kunne jeg godt ønske mig, at stemmen i mit hoved skred ad helveds til. Men den må jeg jo leve med.
Jeg begynder at pakke mig så hurtigt sammen som muligt. Spørgsmålet er bare, hvordan skal jeg komme hjem fra et sted, jeg ikke ved hvor er?

Så snart den tanke er tænkt færdigt, banker det på døren. Egentlig vil jeg meget hellere gemme mig under dynen, og på magisk vis vågne op i min egen seng. Men drømmescenariet må forblive et scenarie.

Jeg råber, "Kom ind." Så vedkommende bag døren har fået adgang.

"Du ved godt, at man banker på inden man går ind nogen steder hvor andre er, ikke?" Aksel har et smørret grin klistret til læberne, og min flovhed udvikler sig til en rødmen.
"Jo det ved jeg da godt, jeg vidste bare ikke du var derinde. Men det må du virkelig undskylde, kan du tilgive mig?" Aksel vender øjne og siger; "Ikke sig det på den måde, du kender mine svagheder." Efterfulgt af et grin dybt nede fra maven. Kender jeg Aksels svagheder? Kender jeg overhoved Aksel?

Aksel kigger på mig med sine brune øjne, som jeg kunne forsvinde i uden problemer. Han nærmer sig og sætter sig ved siden af mig. En hårtot har forvildet sig ud af den rodede knold i min nakke, og han stryger den forsigtig om bag mit øre. Strejfet fra hans håndryg brænder fra min kind og varmer hele min krop. Smilet i mine mundviger kan ikke holdes tilbage. Aksel smiler også. Men sådan et smil du kun ser fra dine elskede.
Han afbryder det perfekte øjeblik. "Vil du have et lift hjem?"
Følelsen af at verdenen stod stille omkring os krakelerede lige så hurtigt som den kom. Varmen svinder hen, og smilet dæmpes. Jeg har allermest lyst til at sidde her. Her med Aksel. Men realiteten har slået ind hos os begge, og jeg må nok også hellere komme hjem og få ordnet en masse.
"Ja, det ville være dejligt."

***

På turen hjem snakker vi overhoved ikke sammen. Han nynner en smule med på radioen men ellers helt stille. Da han holder ind ved mit hus, vender jeg mig og kigger på ham.

"Tak for turen og, at jeg måtte være hos dig i nat. Du reddede mig." Det hele lyder dumt da jeg har sagt det, utilpasheden har indfundet sig i min krop. Jeg vil allerhelst hurtigst muligt komme op i min seng og sove, indtil mandag hvor endnu en uge starter. Han nikker som svar, og jeg stiger ud af hans bil.
Jonathan var ovre tidligere med sin ekstranøgle og havde lagt den under dørmåtten. Da døren går op, flyver en lettelse ind over mig. Endelig hjemme oven på gårsdagens hændelser samt det i morges med Aksel. Alt er glemt efter en god omgang søvn. Jeg får smidt min taske i entreen og er halvvejs oppe ad trappen til mit værelse, da det banker på døren. Lysten til at ignorer det vinder næsten, men så kommer venligheden indover. Sikkert en eller anden der ønsker støtte til en indsamling. Jeg tager min taske og er allerede i gang med at finde pungen, da jeg åbner døren. Til min store overraskelse står der ikke en irriterende unge og vil have penge, men Aksel.