Kærlighed er som en rose med torne

Kapitel 3. Lange dage

Jeg smider mine nøgler og taske på køkkenbordet, jeg er blevet kimet ned af beskeder hele dagen af Jonathan der spørger hvad der skete i matematiktimen. Men jeg orker bare ikke svare ham og finde på en eller anden dårlig undskyldning. Så jeg vælger at ignorer det og åbne køleskabet og tage et æble. Jeg spekulerer stadig over hvordan Aksel kunne vide, jeg havde samfundsfag og ikke et hvilket som helst andet fag. Men han har vel bare overhørt mig sige det tidligere, så det lægger jeg ikke så meget vægt på.

Jeg smutter op ad trapperne til mit værelse, og kan se der er lys inde på min mors kontor. Min far efterlod os da jeg var omkring de 2 år, og jeg har ikke set ham siden. Jeg har intet tilovers for den mand, og har intet behov for at have kontakt til ham. Jeg ved kun det min mor har fortalt om ham, ellers er han fremmed for mig. Inden jeg går videre stikker jeg lige hovedet ind og siger hej. Min mor arbejder for et stort firma som advokat, så hun er ret præcis med alting. Jeg vil rigtig gerne følge i hendes fodspor, selvom jeg ikke altid er lige produktiv. Men sådan er det vel at være på min alder. Endelig når jeg mit værelse og så snart jeg ser min seng, kaster jeg mig ned i den. Den er bare så fantastisk efter en lang og udmattende dag, som har føltes som en vild rutjsebanetur. Min teori om aldrig at falde for en fyr er ved at lukke vand ind, men det jo helt umuligt at jeg er så besat af ham. Min lærer. Ikke bare en lækker fyr på gangen eller til en fest, nej min nye matematiklærer som for det første er ældre end mig. Han har helt sikkert også en kæreste hvis ikke et barn. Hvorfor tænker jeg overhoved sådan her? Og hvorfor går det mig på, hvis han havde?

***

Jeg kan ikke huske om der er gået et par dage eller flere uger, dagene koger sammen og mit hoved ikke kan følge med. Min daglige rutine er at stå op, skole, lave lektier og så i seng. Koncentrationen er virkelig lav, når jeg har matematik kan jeg kun fokusere på ham og når jeg ikke har, er mine tanker hos ham. Han fylder hele mit liv, og jeg er ved at blive sindssyg. Jeg kan intet gøre. Alt det jeg har afprøvet virker ikke, jeg har sågar været på google og søge efter en hurtig måde at komme af med hvad end det her er. Jeg har vigtige afleveringer for, og det minder mig om vi afleverede en matematikopgave for noget tid siden. Fedt nu kan han også se at jeg er både klodset og dum, hvorfor skal det altid gå udover mig. Han tilkalder helt sikkert min mor til et møde, om hvor dårlig jeg er blevet til matematik. Så har jeg også hende om ørene, og kan ikke overskue flere ting at skulle forholde sig til.