Nellie Højer

Kapitel 17

Leons synsvinkel. 

Der er gået ca 2 måneder siden jeg forlod Nellie og Australien. 
Det er møg hårdt! Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst grinede eller smilede et oprindeligt smil. 
Nellie og jeg facetimer HVER dag! 

Jeg vågner ved mit ur tinger... ny dag.. kan ikke overskue mere skole uden Nelle...
Jeg står op, tager tøj på: 

Efter at havde spist osv bevæger jeg mig mod skolen.. 
Jeg møder nogle venner på vejen. Jeg følges med dem resten af vejen i skole, om ca 6 måneder flytter Nellie hjem til Danmark igen da hendes bonus mor/Faster har fået job som landstræner for både herre og damerne i stortrampolin. Faktisk har hun fået jobbet som landstræner helt ned til ungdoms landsholdende. Eller ihvertfald anden træner på ungdomslandholdene. Hvilket er mega fedt, hun flytter hjem til Danmark igen også skal jeg på udveksling hos en familie som bor nær hende. Hun ved det ikke endnu, fik mail fra en familie for en uge siden som på facebook søgte en udvekslings student på minimum 18 år, jeg bliver 18 om 4 måneder så det passer. Jeg skrev til familien og fik så besked fra dem i går at de meget gerne ville have mig til Danmark. 

Men inden, skal en masse skoletimer her i Frankrig overstås..

Jeg ankommer i skolen, som altid uden et smil på læben. Jeg kan ik rigtigt se meningen med at jeg stadig er her? Mit hjem er ikke længere her.. Mit hjem der hos Nellie, uden hende er jeg ik mig selv og ja jeg er trist hele tiden. Spiser næsten ikke, løber hver dag for at få tiden til at gå og lektierne bliver ikke altid lavet. Kun når jeg kan se overskud til det. 

I pausen inden sidste time sidder jeg med mine venner. 
"Hva så Leo, går det godt?" spørger Marco og prøver at få mit humør op. Men han ved godt det nok ikke sker. 
"Fint nok, flytter til danmark som udveksling om 6 måneder. Så jeg er tættere på Nellie og ja jeg kan opleve en anden del af verden" svare jeg. 
"Fedt nok Leo, håber du bliver glad for det!" smiler Felix. 
"Men kommer du så tilbage efter det år?" spørger Rico. 
"Måske, kommer helt an på om jeg vælger uddannelse i Danmark, jeg tager jo 10.klasse her også skal jeg på noget de i Danmark kalder for Handelsskole som er et gymnasium. Nellie skal også gå der, og ja undervisningen er bare anderledes. Alt min undervisning forgår på engelsk og hendes på Dansk. Jeg har Økonomi og handels økonomi som uddannelses vej og hun har sport og event"svare jeg. 

Resten af dagen forløber som altid. Skole-Løb-Lektier-Snakke med Nellie-Aftensmad-i seng. 

Nellies synsvinkel. 

Det er nat i Australien. Jeg kan ik sove. Leon er i mit hoved. Men også en ny ting, der flytter en ny familie ind i Leons del af huset... Vi skal møde dem i morgen.. Jeg glæder mig ikke.. Vil bare gerne hjem.

Efter en lang nat vågner jeg, klokken er 11. Jeg står op tager tøj på: 

Vi skal bare møde den nye familie, kan ikke se hvorfor man så skal gøre så meget ud af sig selv. 

Efter vi har spist osv skal vi ud i fælles haven og møde familien. 
De kommer fra Østrig. En familie på 5. Mor, far, storebror på 16, lillebror på 14 og lillesøster på 10.

Jeg magter det enlig ikke, vil bare være i Leons arme. 
Men okay. 

"Hej Jeg hedder Zac" smiler drengen som er på alder med mig. 
"Nellie" smiler jeg og vi giver hånd. 
"Hvor gammel er du?" smiler han. 
"16" svare jeg 
"Same" smiler han. 

Vi står sådan lidt i akavet stilhed, mens vores søskende og forældre står og snakker eller løber rundt. 

"Vil du med ind på mit værelse?" spørger jeg. Noget skal jeg jo have de sidste 6 måneder til at gå med. Hvorfor så ik få en ny ven?

Vi går op på mit værelse og han kigger lidt rundt. Indtil hans blik lander på et billede fra min barndom i danmark.. 

"Hvad er det her?" spørger han og hentyder til billedet, jeg ligger i en hospital seng, mega syg efter narkose og havde lige været igennem min 2' hjerne operation. 
"Et billede fra min barndom i Danmark, kort efter min anden hjerne operation og ja citatet der er skrevet på er dansk og betyder *aldrig giv op før du har kæmpet*" smiler jeg. 
"Hvad hvorfor blev du opereret i hjernen?" spørger meget spent. 
"Jeg er født for tidligt, det medførte en hjerneskade som lægerne siden jeg var 2 år har prøvet at finde det rigtige svar på hvorfor den er der. Og ja operationer var så bare det jeg skulle igennem" svare jeg. 
"wow" svare han og kigger videre til han møder billedet af Leon og jeg på mit natbord. 

"Dig og din kæreste?" spørger han. 
Jeg nikker bare. Mens små tåre forlader mine øjne. 
Zac trækker mig bare ind i et kram. 
"Alt skal nok gå, du er ikke den eneste. Min kæreste bor stadig i Østrig og flytter først her ned når du flytter tilbage til dit hjemland. Men jeg er her for dig, for du er ikke alene om den følse du har lige nu" svare han. 

Han skal nok blive en god ven. 

- 

Sorry... Jaer, mistet lysten til at skrive så havde brug for en pause plus min computer er rimlig skod så skal heldigvis have en ny næste weekend yaaay<3 

Håber i nød kapitlet? 

-Lau<3