Nellie Højer

Kapitel 20

Nellies synsvinkel. 

Det er mandag morgen, klokken er 06:15. Kl 7 starter første morgentræning med resten af de mennesker som ligesom mig har valgt studieretningen "sport og evnet" som bla. består af 3 gange morgentræning og tjek af hele kroppen. 

Jeg er ude af døren kl 6:40, hallen hvor træningen forgår ligger kun 10 minutter væk på cykel så det er meget nemt. Jeg har både skoletaske og rent tøj med for vi skal efter træningen i skole til kl 14:30 på selve skolen som ligger 2 km væk fra hallen. 

Jeg sætter min cykel i cykelskuret, hænger min cykelhjelm på styret, tager min skoletaske samt trænings taske med nyt tøj og håndklæde over skulderen og går ind i hallen. Jeg er meget nervøs, og bange for at jeg har valgt den forkerte studieretning. 

Vores lærer kommer lige 2 minutter før timestart. Vi er ca 40 som er kommet ind på den her studieretning, så det er vel positivt nok. 

"okay, i dag skal vi ik som sådan begynde den officiele træning da det er første dag for jer 1G'er. Så i skal i dag, lærer hinanden bedre at kende, både personligt og sportligt. Så jer tager jeg med ind i hal 2 også skal i forklare på skift, hvad i hedder, alder og hvad i ellers syntes de andre skal vide. Også hvad der fik jer til at vælge denne studieretning, eutuelt noget omkring jer selv sportsligt?. 2G og 3G jeres lærere er lidt forsinket så de er her om 10 minutter ca, i begynder bare og varme op til jeres konditions test" siger vores lærer, alle os 1G'er rejser os og fortsætter ind i hal 2. 

Vi sætter os på filt gulvet og tanken om at der snart er landsholds samling strejfer mit hoved. 

"Okay så hvem vil starte?" spørger vores lærer og kigger rundt på os. Alle nye, 1G'er som har en intention om at blive bedre sportligt og fagligt uden at skulle have hug for det som mange af os nok har fået. 

"Jeg vil gerne!" siger en smilende pige i lidt for lidt tøj og med lidt for meget make op. "Jeg hedder Chili, 17 år og bor med mine forældre i Køge. Min kæreste er fra Spanien og derfor kan jeg flydende spansk..." også lukkede jeg ørene. Hun var virkelig irreterende at høre på!. 

"Nellie, vil du?!" smiler min lærer og alle kigger på mig. Jeg har aldrig været god til den slags opmærksomhed...

"Øh ja klart. Ømm jeg hedder som nævn Nellie, 17 år gammel og bor i Køge med min Faster, Onkel og 2 fætre på 15 og 13 år. Jeg er født i Sydney, Australien. Men flyttede med mine biologiske forældre til danmark igen da jeg var 1 år. Da jeg så var 13 år, flyttede jeg med min faster og onkel tilbage til Sydney hvor min faster havde fået job i en stor klub for at udvikle nye gymnastik talenter. jeg har en kæreste, som er fra Frankrig men er lige i år udviklings student her i Danmark. Nej jeg kan ikke fransk, for min kæreste og jeg snakker engelsk sammen såå. Sportsligt, er jeg på det danske landshold for rytmisk gymnastik. Og ja det må nok være det" smiler jeg. 

"Okay nogen spørgsmål til Nellie?" spørger min lærer og kigger rundt, hende der Chili har en hånd i vejret? "ja Chili?" siger han. "Hvor er dine forældre og hvorfor har du de der grimme ar i hovedet? ahah" små griner hun sammen med sin lille klike... "Mine forældre døde for 15 1/2 år siden, min mor og storesøster i en husbrand og min far begik selvmord små 2 måneder efter min mor og søster døde mener jeg. Mine ar? De er fra nogle hjerneoprationer, har været igennem omkring 7 af dem. For ja, jeg har en hjerneskade der gør jeg på nogen sportslige områder ik kan tingende" svare jeg.  "flere spørgsmål?" spørger vores lærer. en dreng har en hånd op. "ja Niklas"  svare han og drengen begynder at tale. "Hvad kan du ikke, pga. din hjerneskade?" spørger han og de andre drenge kigger meget på mig, mens alle pigerne bortset fra 3 virker ligeglade. "Alle former for sport der indgår en bold. Jeg kan hverken gribe,kaste,sparke eller noget med en bold. Min hjerne osv er aldrig blevet udviklet til at kunne gøre det" svare jeg med et smil. 

vi er 10 som har fokus på gymnastik. 4 piger og 6 drenge. Hvilket er fedt! det her er lidt vores kontakt gruppe, dem vi deler sports område med. Vi snakker vildt godt sammen alle sammen. Vi spørger om lov til lån af trampoliner osv. Hvilket vi hurtigt får ja til. Men inden bliver der råbt noget... 

"Nellie Olivia Højer Hjort!! Du er den berømte Niece!! Er du klar over hvor kendt din faster er?!" siger Chili... "Ja det er jeg, men jeg elsker hende og man kan sige jeg har aldrig levet et normalt liv!! Altid i kendis lyset!" svare jeg og går med min "Kontakt gruppe". 

"Hey Nellie, det var fkn fedt den måde du bare svarede på. Du er ærlig og det er fedt!" siger Markus, en af drengene som spiller fodbold. "Tak Markus!" siger jeg. 

Efter træning følges Alle os gymnaster til Gymnasiet. Ude foran ventede min Leon som havde fået pause. 

"Hey skat" smiler jeg og kysser ham. "Hey, god træning?" spørger han og hentyder til de glade smil bag mig. De her 9 mennesker, jeg har kendt i ca 2 timer betyder allerede så meget det ik kan beskrives. De forstår mig på en eller anden måde. De forstår ik det med at være "syg" på livstid, eller at havde boet i et andet land i mere end 3 måneder. eller det der med at være særlig berømt i danmark eller andre dele af danmark. Men de forstår min passion for idræt og for det liv jeg fortalte om jeg ik kunne leve da jeg gik i folkeskole her, fordi alle troede jeg var syg som i virkelig syg.. Og folk turde ik rigtigt blive min ven for de troede at jeg kunne dø. 

"Rigtig godt, de bliver nok mine nye venner!" griner jeg. "Okay, fedt skat det er jeg mega glad for. Men du skal lige møde en person som jeg tror du godt kender, personen er startet i min klasse" smiler han og giver mig bind for øjnene. "Okay?" smiler jeg og vinker de andre med. Men vi er på vej hen til den "Mystiske" person, snakker Leon lidt med drengene fra min kontakt gruppe(kan man sige det? Når de siger vi at man godt kan så nu er det altså en kontakt gruppe) 

"Hva snakker du godt med mine venner?" spørger jeg med et smil, tros jeg intet kan se. "Ja de er mega cool. Når er du klar til at se hvem personen er?" spørger han. "Jaer" griner jeg. Det jeg havde for øjnene bliver fjernet og der står en person jeg har savnet alt for meget, og som jeg har haft alt for lidt kontakt med de seneste år...