Nellie Højer

Kapitel 22

leons synsvinkel. 

Det hele er så mærkeligt, for lige under et år siden var ingen af os i nærheden af at være sikker på at se hinanden igen. Nu lige under et år senere, går vi på samme gymnasie og ser hinanden dagligt i skolen og er sammen i fritiden så tit det er muligt. Jeg har tænkt over noget i noget tid nu. Eller ikke bare noget tid, mere siden vi rejste fra Australien. Jeg har tænkt over, at når mit år her som udveksling er færdigt om 3 måneder om Nellie og jeg så skulle flytte sammen? det er måske meget. Men jeg kan gøre det hvis jeg kan. Jeg er 19 nu, Nellie er 18. Og snart venter 2G, har ingen planer om at rejse fra danmark uden studentereksamen som jeg er startet på. Og hvis Nellie og jeg kan få det til at køre i egen lejlighed, så hvorfor ikke blive? 

Det er søndag, Nellie er ikke hjemme men hos en af sine venner. Men vi skal være sammen i morgen, så der kan jeg nævne det for hende. 

"Leon vi skal spise" råber min værts mor. Jeg bevæger mig ned fra mit værelse og ned i stuen hvor maden står klar på bordet. Vi spiser alle, men ingen siger rigtigt noget. Min værts far er træt, vi andre er bekymret vi tror alle han er ved at blive alvorligt syg. Så jeg beslutter mig for at sige at hvis jeg kan finde en lejlighed i danmark, bliver jeg. 

"Øh Lene, Jon, Helene. Jeg har tænkt over noget i et stykke tid" Starter jeg. Min værts far Jon kigger op og spørger så "hvad har du tænkt min dreng?" smiler han. "Når mit år her, er done så vil jeg finde en lejlighed her i nærheden nok sammen med Nellie hvis hun er med på det. Også fuldføre gym her i danmark, for så er jeg tæt på jer, min uddannelse og min kæreste samt hendes familie" siger jeg. Min værts mor rejser sig og løber nærmest over på den anden side af bordet og giver mig det største kram. "Leon, det er en god ide. Ærligt, vil vi heller ikke af med dig. Så hvis du vil må du gerne bo her de sidste 2 år af gymnasiet men det er op til dig, vi vil støtte lige meget hvad" smiler Lene. Vi spiser færdig, snakker og griner. Efter aftens mad skal jeg facetime med familien i Frankrig. De har vist det her med fortsat beboelse i danmark i en uges tid og syntes jeg skal gøre det. 

Nellies synsvinkel. 

Jeg sidder endnu en gang på rigshospitalet... Leon ved intet. Jeg faldt i søvn tideligere, og vågnede op med smerter i hele kroppen, værtræknings besvær og en føelse af lammelse i mine ben. Jeg prøvede at gå ned til Stefan, men da jeg nåede trappen svigtede mine ben og jeg faldt ned af trappen. Stefan var hurtigt ude ved mig og fik ringet 112, og ja nu er jeg her. Jeg ligger i sengen, min mobil ligger foran mig med sort skærm. En snap fra Leon lyser op. Jeg tjekker den, der står bare han skal snakke med mig så om han må komme over? jeg sender et sort billede og svare det ikke passer så godt lige nu. Han behøver ikke vide noget lige nu. 

Efter 5 min får jeg en ny snap, fra Leon Ofc. Han spørger hvad jeg laver, med et selfie som baggrund. Jeg tager et selfie, og skriver at det gør det bare ikke med håb om han ikke fatter mistanke om hvor jeg er. 

Der er gået 1 time, min mobil lyser op igen. Leon ringer, fuck. 

"Det mig" svare jeg. 

"Nellie, hvad laver du på rigshospitalet og hvor lang tid har du været der?" spørger han bange, og lidt sur. 

"Forklare når du kommer, men vil skyde på ca 3 timer" svare jeg. 

"okay, er på vej" svare han og ligger på. 

30 minutter senere, kommer Leon ind af døren til stuen og giver mig det største kram længe. Jeg begynder at forklare hvad der skete. Han forstå, men kan se i hans øjne han er ked af jeg ikke ringede til ham eller fortalte sandheden fra start. 

8 timer senere, svarene fra prøverne fra mit anfald er kommet. Det viste sig heldigvis bare at være en større udgave af et anfald som min hjerneskade kan medføre. Ik at jeg var klar på det svar, men det er bedre end mange andre svar. Lægerne har skudt det til at det kommer ca 1-2 gange om året fra nu fordi min hjerne skal klare mere på gymnasiet. 

Vi tager hjem. Snakker ikke rigtigt, bare stilhed. da vi kommer hjem til mig, har Leon skrevet til sin værts familie at han sover hos mig så de skal ikke være bekymret. 

Jeg kan ikke undvære ham, hvordan skulle jeg kunne det. Men noget mangler for mig, at se hvor han kommer fra, møde de venner han snakker om og se de steder han snakker om. Jeg kan ikke forholde mig til det, for jeg har ikke snakket med menneskerne, set stederne osv. 

"Leon?" spørger jeg, vi ligger bare i min seng, slapper af. I morgen har vi fri fra skole pga. helligdag. "Ja skat?" spørger han. "Skal du tilbage til Frankrig i sommerferien?" spørger jeg. "På ferie ja, men regner med at blive hos Lene og Jon til jeg har fundet en lejlighed her i Danmark hvorfor?" spørger han. "Må jeg komme med, jeg vil gerne se hvor du kommer fra, møde dine venner osv" siger jeg. "Jeg troede aldrig du skulle spørgere skat, men ja det må du gerne" smiler han og kysser mine læber. 

Jeg elsker ham.