Drengen Fra London

Kapitel 4

Mandag 12:07
-Sååeh. Har du set mere til ham Jonas fyren? Spørger Kasper lidt tilbageholdende.
-Nej. Jeg magter ikke alt det drama der følger med at have kontakt til ham mere.
-Okay. Er Kaspers eneste respons.
-Er du vred? Spørger jeg lidt irriteret.
-Nej. Jeg synes bare det er underligt, at han lige pludselig dukkede op, og han ovenikøbet vidste, hvor vi er.
-Det jo ikke som om, jeg har bedt ham om at være her. Siger jeg og stopper op for at kigge Kasper i øjnene.
-Sikkert. Siger Kasper bare.
-Hvad er dit problem? Spørger jeg og rynker brynene vredt.
-Glem det. Sukker han og går.
Wow.

Mandag 16:29
Jeg er så træt, da jeg kommer hjem, så jeg går direkte op på mit værelse. En enkelt solstribe kører hen ad min seng, så jeg lægger mig midt i den og falder i søvn.

Tirsdag 13:03
Jeg går forbi Kasper ude på gangen mod engelsk-lokalet. Han værdiger mig ikke et blik. Alt jeg kan gøre er egentlig bare at rulle øjne og blive i dårligt humør. Det her faktisk vores første sådan "for real" skænderi.

Men man han pisser mig af!

Vi træder indenfor i klasseværelset, hvor vores engelsk lære bare sidder og retter nogle papirer. Vi sætter os alle hen på vores pladser og stopper samtalerne. Vores lære kigger knapt nok op på os. Hun bliver siddende, og retter de der papirer hun sidder med. Nogle piger fortsætter stille deres samtale, da læren råber ud over det hele.
-HVORFOR ARBEJDER I IKLE!? HVOR SVÆRT ER DET, AT ÅBNE JERES BØGER OG FORTSÆTTE JERES ESSAYS!? For Guds skyld altså.
Sukker hun til sidst.

Hendes stemme giver mig seriøst tinitus og kan høres 7 klasseværelser væk.

Torsdag 12:04
På vej mod mit skab bliver jeg pludselig trukket til siden.
Det er Kasper.
-Undskyld. Siger han og kigger mig i øjnene. Jeg sukker og trækker på skuldrene.
-Nej virkelig Nora. Undskyld. Jeg skulle ikke have sagt det med Jonas. Selvfølgelig er det ikke din "skyld", at han er her, jeg om nogen ved jo, hvor mange problemer du har haft med ham. Så undskyld.
Jeg smiler lidt.
-Det er okay. Du er tilgivet.
Han kysser mig og hvisker så i mit øre:
-Kom hjem til mig i aften. Mine forældre er ikke hjemme.
Jeg skærer en grimasse og siger så:
-Sorry, men det kan jeg ikke. Jeg skal til dans, og så vil mine forældre gerne have, at jeg kommer direkte hjem i aften.
-Okay. Siger Kasper og giver et lille lidt falskt smil fra sig, inden han følger mig til mit skab.
Ham og jeg har ikke.. I ved.. Gjort dét. I ret lang tid og det er Kasper ikke så god til at affinde sig med. Men det går nok.

Torsdag 17:32
-Hey alle sammen. Godt I kunne komme. I dag starter vi en ny koreografi, hvor I skal danse med partner. Og vi har en ny dreng på holdet, hvilket jo er super godt. Nu er der nok drenge og piger til, at alle kan få en dansepartner.

En dreng træder ind i salen, og mine øjne er lige ved at rulle ud af mit kranie.
-Alle sammen byd velkommen til Jonas.

Og selvfølgelig lige nu, hvor jeg er den eneste pige som står uden dansepartner.

-Jonas hvis du går sammen med Nora herovre. Siger danseinstruktøren og peger over på mig. Jeg smiler bare lidt anstrengt til ham, da han går over og stiller sig bag mig som en eller anden parceremoni på Paradise Hotel.

-Nu skal I høre. I skal alle sammen udvikle jeres egen koreografi sammen to og to. Det må være til stort set en hvilken som helst sang og stort set en hver stilart. Denne koreografi skal I opvise til den store opvisning i slutningen af sæsonen som altid. Hvis I færdiggøre én koreografi hurtigt, og jeg godkender den, må I lave en til. Men I må højst vise to numre til opvisningen.

Vi varmer op og bliver så delt rundt omkring i centret. Jonas og jeg får lov at bruge den lille dansesal hvilket er ret godt. Nogen andre skulle øve i omklædningen, hvilket måske ikke lige er det fedeste. Før vi kan "get down to business" må jeg lige vælte min vrede af på Jonas.
-Hvad fanden laver du her!?
-Går til dans. Siger han straks og smiler kækt.
Jeg har savner ham så sindssygt meget, så det fact, at jeg står og fysisk er sammen med ham men ikke kan vælte min kærlighed ud over ham er lidt underligt.

-Hvordan vidste du, at jeg var på den klub i weekenden? Og hvordan vidste du, at jeg går til dans her? Stalker du mig?
-Okay øhm, et, lokation på Snapchat, 2, dans var et sats og tre, nej. Kun en smule. Men det er fordi, jeg savner dig, og jeg vil være sammen med dig igen. Som vi var før.
Siger han og går tættere på mig.
-Jonas. Jeg har Kasper nu. Respekter det.
-Ham 8. klasseren?
-9. ! Retter jeg.
-Ja ja. Nora. Please. Kan vi ikke give det et skud mere?
-Nej Jonas! Jeg har Kasper. Du er blevet erstattet, lev med det!
Pludselig åbner døren sig og ind kommer vores danselærer som ikke aner, hvad vi lige skændtes om, eftersom vi taler dansk.
-Hvor langt er I så herinde? Smiler hun og kigger frem og tilbage på os.
-Vi er lige ved at diskutere, hvilken genre og stilart vi vil lave dansen til.
-Nå, jamen så, skal jeg ikke forstyrre mere. I ved, hvor jeg er, hvis der er det mindste problem.
-Tak. Smiler jeg bare sødt, og hun forlader rummet.

-Hør, Jonas. Det bliver sådan her. Vi kan prøve som venner igen, intet andet. Okay? Siger jeg alvorligt. Jonas tøver lidt men går så på kompromis.
-Okay.
-Godt, og lad os så begynde på den her koreografi.

IKKE RETTET!!
Lidt kedeligt her i starten. Men det skal nok blive bedre.