Drengen Fra London

Kapitel 8

Mandag 12:10

Jeg står sammen med Kasper ude på gangen. Vi har frikvarter, men Kasper må desværre gå om lidt, eftersom han har eftersidning. Igen. Denne gang kom han vist til at sige en lære imod. Sådan kan det jo smutte det skidt, ikke sandt?

Jeg har virkelig undgået Jonas så meget som overhovedet muligt efter kysset til festen. Jeg har ingen idé om, hvorfor det skete,men det gjorde det, selv om det ikke skulle være sket. Jeg er ved at blive idiot af at forklare ham, at jeg elsker Kasper, og at ham og jeg er færdige sammen.

-Nåh, jeg smutter. Sukker Kasper og giver mig et lyn kys, inden han går. Jeg åbner mit skab og finder min sandwich frem. Og da Kasper er ude ad syne, er der nogen som taler bag mig:

-Så du har ikke fortalt det til ham? Spørger den eneste ene, Jonas om. Jeg lukker mit skab i og vender mig mod ham. Med et suk og himlene øjne svare jeg:

-Nej, selvfølgelig har jeg ikke det.

-Og hvorfor er det en selvfølge? Spørger Jonas og ser undrende, på mig som tygger på en bid sandwich. Jeg glor indlysende på ham og synker, inden jeg irriteret svare:

-Fordi han er min kæreste. Jeg elsker ham og nægter at miste ham nu, på grund af en latterlig fejltagelse som varede 20 sekunder.

-Fejltagelse alligevel?

-Ja Jonas. Fejltagelse.

-Så har du da godt nok begået den fejl mange gange. 

Endnu en gang ruller jeg øjne af ham.

-Det var kun en fejl denne gang, fordi jeg har en kæreste som ikke er dig, og det vil ikke blive dig igen. Hvor mange gange skal jeg skære det ud for dig, før du forstår det? Det kan sgu da ikke være så svært at forstå.

-Godt. Jeg har forstået det. Men jeg er taget helt til London. Har lejet en lejlighed. Lånt en bil og startet ny skole alt sammen for din skyld, og jeg nægter at tage tilbage uden det jeg kom for. Dig. Men jeg kan sagtens vente, til du er færdig med at eksperimentere med Kasper. Du kommer bare, når du er klar. Med de ord går han vredt sin vej, og jeg står så her med munden fyldt og tygger langsomt, mens jeg prøver at tage ind, hvad der lige skete. Klokken ringer straks ind, og jeg går langsomt og eftertænksomt mod klasseværelset.

Mandag 15:23

Det regner og blæser en halv pelikan, mens jeg må gå hjem. Hverken mine forældre eller Jenna og Justin kan hente, jeg har ikke nogle penge til bussen, og Kasper ville hellere bruge sine penge på frokost i kantinen, så jeg må gå med min skoletaske over hovedet på mig selv. Fedt. Nu tordner det også. En sort Citroén kører forbi og sprøjter en halv vandpyt på mig. Sikkert ikke med vilje men det er sgu da stadig irriterende. Pludselig, ret uventet holder en hvid Mercedes ind til siden. Vinduet bliver rullet ned i passagersiden. Jonas sidder på førersædet og holder én hånd på rattet, mens han bukker hovedet en smule, så han kan se mig.

-Hop ind. Råber han for at overdøve regnen og lyden fra blæsten.

-Jeg ved ikke. Svare jeg uden at gå tættere på bilen.

-Slap nu af Nora, jeg kører dig jo bare hjem som en ven nu gør. Hop nu ind. Jeg sukker og sætter mig alligevel ind ved siden af ham.

Han sidder lidt og smiler til mig, da jeg tager sele på. Jeg smiler flabet og anstrengt tilbage.

-Skal vi køre eller hvad? Spørger jeg utålmodigt og kigger ud ad forruden, hvor vinduesviskerne kører på højtryk. Straks kører vi hen ad den ikke specielt trafikkeret vej.

=======================

Da vi kommer til mit hus, kører han hele vejen ind i indkørslen, så jeg ikke skal løbe så langt op til hoveddøren. Jeg skal til at forlade bilen uden så meget som et ord, men det kan jeg alligevel ikke være bekendt, så jeg stopper halvvejs og kigger tilbage på Jonas. Han ser en smule overrasket og forventningsfuldt på mig.

-Tak. Siger jeg bare og smiler oprigtigt denne gang

-Altid. Smiler han sødt tilbage, og jeg forlader så bilen.

Mandag 23:34

Til Kasper - Hey, er du oppe?

Fra Kasper - Ja selvfølgelig.

Til Kasper - Kommer du så ikke over?

Fra Kasper - Nej sorry, ser fodbold med drengene.

Til Kasper - Mine forældre er ikke hjemme...

Fra Kasper - Okay. Men vi må vel bare ses i morgen, ikke?

Er du seriøs? Lod han lige som om han ikke forstod hentydningen: "mine forældre er ikke hjemme"?

Suk. Nu har jeg mest lyst til at skrive til Jonas. Han er altid frisk på noget sjovt... Altså ikke på den måde!

Årgh, hvorfor skal det være så besværligt!? Bare Louis, Johanne, Emily og Lilly var her. De ville alle have hver deres mening, og så ville de diskutere det dag og nat, indtil jeg fik grineflip af deres fjollethed, og de også selv måtte grine. Jeg kommer til at græde og grine på samme tid ved tanken. Jeg savner dem alle så sindssygt meget og vil helst bare tage enten Kasper eller Jonas med hjem og bo med dem lykkeligt. Men mit liv foregår trods alt ikke i en bog. Desværre.

Kedeligt. Undskyld.

IKKE RETTET