Drengen Fra London

Kapitel 11

Fredag 19:32

Så er der kun en halv time til vi sætter gang i aftenens "fest". Gymnastiksalen er fyldt med balloner og masser af andet pynt, en dj-stand (eller hvad det nu hedder) og lamper i forskellige farver som selvfølgelig ligner sådan noget sygt julelys som blinker m.m. Det er kun year 11,12,13 og 14 (9. 1.G 2.G og 3.G) som er med til festen. Jeg er med i festrådet for min klasse, så jeg tog med en anden pige (også fra rådet) hjem efter skole, fordi hun bor lige overfor. Så vi var lige et par timer, og så tog vi heroer igen og hjalp med at få det hele på plads.

Jeg går ud på et af toiletterne, da alt er begyndt at falde på plads nu. Jeg klæder om og fikser lige lidt makeup og en lidt fancy frisure, så jeg ser nogenlunde repræsentativ ud.

På det seneste har jeg hængt meget ud med Constance, og vores firkløver er begyndt at fungere. Egentlig er jeg okay med det. Constance er super sød og sjov, og jeg kan super godt lide hende, men jeg savner godt nok stadig mine venner i Danmark. Og ja jeg er nok endnu en gang faldet for Jonas nu da jeg ikke kan få ham. Så jeg prøver at holde mig så meget til Kasper som muligt, så Jonas og Constance ikke går mig alt for meget på nerverne.

Fredag 20:27

Jeg sidder selvfølglig sammen med firkløveren og spiser. Vi har bestilt 50 pizzaer, så der er vist mad nok. Drengene taler som sædvanligt i deres vanlige kodesprog, fordi deres liv er så spændende, så de har så mange interne samtaler. Constance sidder bare klistret til Jonas. Hun kunne ligeså godt sidde på skødet af ham. Og så lades hun som om, at hun forstår deres latterlige samtale.

Ej sorry.

Dyb indånding.

Positive tanker.

Jeg er bare skide jaloux, og så er jeg træt, og jeg har mens. Og.. Så er det gået op for mig, at jeg faktisk mest af alt har lyst til at slå op med Kasper. Jeg har bare virkelig ingen følelser for ham mere. Men samtidig vil jeg ikke gå igennem jul og nytår uden noget kærlighed i mit liv, og glo på hvor lykkelig Jonas er med sin nye kæreste. Jaer endnu en gang selvvisk. Jeg ved det. Men altså jeg har ikke set ham med en anden pige før. I hvert fald ikke sådan noget seriøst. Og jeg har aldrig set ham med en pige som opfører sig overfor ham, som jeg opførte mig sammen med ham.. Altså bare den måde de ser på hinanden. Urgh. Når de rigtige tidspunkt byder sig, må jeg gøre det forbi mellem mig og Kasper.

Fredag 22:39

Jeg går svedig og med rødglødende kinder ud fra dansegulvet. Den her aften ville være så meget sjovere, hvis det var med vores gamle skole, og Jonas og jeg var singler eller i et forhold. Vi ville alle lave total rav i den, men have det skide sjovt, indtil nogen kom op at skændes. Og så ville vi som regel rette op på det hele dagen efter og gøre det en gang til.

Svimmel styrer jeg mod døren. Jeg træder ud i den friske luft, hvilket var lige hvad jeg havde brug for. Det støvregner og månen hænger højt på den mørke himmel.

Det er ret koldt, og jeg har bare arme, så jeg beslutter mig for at gå over til bygningen, hvor mine klasseværelser ligger. Jeg kan nemlig se, at der er lys i vinduet til et af klasseværelserne.

Jeg kommer ned til klasseværelset, hvor der er lys inde. Da jeg åbner døren bliver der pludselig helt stille. Samtalen stopper bare helt og alle kigger på mig, mens nogen diskret fniser. Firkløveren sidder der også. Eller rettere trekløveren. De har vist "glemt" at invitere mig med. På folks blikke og opførsel, kan jeg lidt regne ud, at de lige har talt om mig eller noget der har med mig at gøre. Som sagt har jeg mens og er utroligt fucking følsom, så jeg får tårer i øjnene, men inden de kan se det lukker jeg døren og går ned ad gangen. Jeg kan ikke kontrollere det mere og begynder at græde åbenlyst. Gangen er heldigvis tom og mørk. Pludselig går døren op ind til det oplyste klasseværelset, og en masse lys kaster sig ud, inden den hurtigt bliver lukket igen.

-Nora. Hører jeg Jonas' undskyldende stemme bag mig. Så jeg skynder mig at gå hurtigere ned ad gangen, men Jonas løber bare efter mig. Han får fat i mig, og gør mit bedste for at rive mig fri. Jeg orker ikke mere i aften. Nu vil jeg bare hjem. Han får mig alligevel vendt, så vi står ansigt til ansigt.

Han sukker og kigger sørgmodigt på mig, inden han trækker mig ind til sig. Først kæmper jeg imod, han har trods alt højst sandsynligt lige siddet og bagtalt mig. Men hans favn er så tryg og beroligende, så jeg overgiver mig til sidst og græder ud ved ham. På et tidspunkt stikker Constance hovedet ud fra klasseværelset, men forsvinder igen, da hun ser, at Jonas bare trøster mig.

IKKE RETTET

Kedeligt igen. Fra næste kapitel bliver det spændende igen. Der bliver i hvert fald lavet en kæmpe forskelig...