Drengen Fra London

Kapitel 13

Onsdag 12:06

Tilbage til reality. Skolen. Jeg har ikke set Kasper siden nytår, hvilket passer mig fint. Han har dog ringet og skrevet, Gud ved hvor mange gange og endda gået til Jonas for råd. Der er ingen tvivl om, at hvad der skete den aften var en fejl fra hans side, og han fortryder det inderligt, men det ændre ikke på så meget. Jeg har sagt, at det er slut mellem os, og han skal på ingen måde opsøge mig personligt. Jonas har sikret sig, at det i hvert fald ikke kommer til at ske, selv om jeg havde bedt ham om at lade Kasper være, skulle han lige fremhæve sin mening lidt ekstra sååeh. Lad os bare sige, at jeg ikke er den eneste med blå mærker..

Smukt Jonas.

Han har heller ikke kontaktet mig siden det. Og jeg har kun fået korte, undskyldende blikke fra ham i skolen i dag.

Men Jonas er virkelig også blevet overbeskyttende over for mig, hvilket er lidt rart og lidt irriterende på samme tid. Det er rart at føle, at han ligesom passer på mig igen, som da vi var kærester. Men samtidig er det irriterende, at han konstant er omkring mig, for Constance følger med. Og så meget som jeg hader at indrømme det, så gør hun altså ikke en flue fortræd. Hun bliver smukkere og sødere for hver dag, men det er lidt kvalmende, når hun næsten sidder på Jonas' skød hele tiden, og hun hænger på ham som en flue på det der flue-tape. Hun tænker bare ikke over, at jeg faktisk også stadig har følelser for Jonas.

-Hvad med dig Nora? Spørger Jonas og afbryder mine tanker.

-Undskyld, hvad? Spørger jeg totalt forvirret, hvilket han griner lidt af.

-Kommer du med til hyggedruk på fredag?

-Øhm, hos hvem?

-Har du seriøst slet ikke hørt et ord af, hvad vi lige har sagt? Griner han lidt og nusser Constance over hendes lange, slanke og nybarberede ben.

-Nej, griner jeg lidt fjollet. Vi sidder på vores sædvanlige spot i skolegården på et bordbænkesæt. Constance har kun en buksedragt på, hvor buksebenene kun går til hendes knæ, og jeg fryser nærmest bare ved at se på det.

-Hos Constance's vendinde, Mollie.

-Altså en year 14 (3. G'er) ?

-Ja, smiler han, og Constance lægger hovedet på hans skulder og giver ham et diskret kys på halsen, men jeg lægger mærke til en hver bevægelse.

-Øhm, tjo, det kan jeg vel godt.

Altså jeg er ikke helt afskrækket efter oplevelsen nytårsaften. Det var trods alt bare Kasper, og der skete jo ikke rigtigt noget, så jeg er vist ovre skrækken nu. Men jeg undgår dog billederne i mit hoved fra aftenen så godt jeg kan. 

Fredag 20:38

Vi er til hyggedruk hos en pige ved navn Mollie. Super sød pige. Hun bor stilet og pænt, og det har været rigtig hyggeligt indtil videre. Men nu leger vi s p eller k, som var vi 13 år igen (ingen offense overhovedet). 

Legen er måske lidt barnlig i vores alder men hvad fuck, det er jo sjovt nok alligevel. Eller det var det jo så.. Jeg har fået konsekvensen, at jeg skal synge en sang sådan seriøst for alle andre. En sang som betyder noget for mig. Straks fik jeg en idé, men jeg kan ikke synge, og jeg kender ikke halvdelen af dem som er til den her "fest". 

Desuden så ville sangen være dedikeret ret meget til Jonas, men det ville kun være ham og måske Constance som ville vide det. Og hvis Constance finder ud af det, og hun så finder ud af, hvordan jeg har det med Jonas stadigvæk, så kunne jeg være så godt som død. Men har jeg et valg? Ikke rigtig. Så jeg håber på det bedste og stiller mig op foran de andre. Og så synger jeg Happier af Ed Sheeran. 

Jeg kan se at folk er overraskede på en postitiv måde. Alle bliver helt stille og flyder ligesom bare ind i det, lidt som når Jonas synger hans sange for folk. Men Jonas derimod kigger helt udtryksløst på mig. Oh fuck. Jeg troede sgu da, at han selv havde regnet det ud. At jeg stadig er vild med ham, og at det gør ondt, at se ham og Constance sammen. Men det havde han ikke. 

Hvad er værre er, at Constance også har forstået konceptet. Jeg ser hende og Jonas forlade stedet men ikke ligefrem hånd i hånd. Og så hører jeg ikke mere til dem den aften..

Jonas POV:

-Hvad prøver du at sige? Spørger jeg og holder så godt på tårerne, som jeg nu kan.

-Jeg tror, det jeg prøver at sige er; at jeg har set, hvordan du og Nora ser på hinanden, og hvor interne I to er. Og den sang sunget af hende her i aften, viste mig bare, at det hele er rigtigt. I to har noget, som jeg aldrig ville kunne få med dig Jonas. Constance får selv tårer i øjnene, så jeg lader også mine vise sig, da det begynder at gå op for mig, hvordan det her ender.

-Og jeg kan se på den måde du ser på hende, den måde du er sammen med hende, at du heller ikke kan give slip. Du elsker hende. Siger hun med den mest bløde tone nogensine og tårer løbende ned ad hendes kinder men et smil på læben. Jeg skal til at sige noget, men hun når at tale først:  -Vær sød ikke at benægte det. Hun lægger en hånd på min kind, og jeg græder nu også. 

Meget mandigt, hva'?

Ikke rigtigt. 

Jeg nikker bare svagt og nyder følelsen af den kærlige berøring på min kind, eftersom jeg nu ved, at det nok bliver den sidste fra Constance. 

Velvidende at vi har slået op men uden at sige ordene direkte, forlader Constance stedet, og jeg græder som den mand jeg er.. Eller noget..

Jeg var endelig begyndt at føle noget rigtigt for en anden end Nora, og så fucker hun det op.(altså Nora). Hun driver mig til vanvid. Jeg er så vred på hende og samtidig så fuldstændig skudt i hende. 

Hun ødelægger så meget for mig, fordi hun ved, at jeg har den her ubetingede kærlighed for hende, men hun udnytter mig. Jeg er træt af det. Så måske er det på tide, at jeg viser hende, hvordan hun sårer mig gang på gang. Jeg kan ikke blive ved med at lades som ingenting og redde hende fra hendes egne fejl. 

IKKE RETTET...