Det startede som First kiss Girl

"Du har ødelagt mit liv"

Vi gik ud fra bygningen, hvor interviewet havde forgået. Fansene strømmede ind fra alle sider af. De ville have billeder og videoer til familie medlemmers, autografer og svar.
"Hold your curiosity inside you a little longer. The answer on all your questions will be answers in a interview, coming out next week" Råbte jeg ud til den store mængde af fans rundt omkring. Det var for det meste en meget positiv oplevelse, men jeg fik også nogle svinnere fra M&M's fans.
"Hvorfor er du så grim?"
"Hvorfor er du så dum?"
"Hvad er der galt med dig?"
Men det værste var: "ved du godt du har ødelagt mit liv?" Råbte grædende pige op i ansigtet på mig.
Det slog klik for mig. Hvordan kunne jeg såre nogen så dybt. Jeg løb hen til hende og ville give hende et kram og forklare mig, men hun gav mig en lussing, som ramte over min næse, og jeg begyndte at bløde.
Jeg gispede, og nogle af vores fans begyndte at råbe og skrige af hende. Overraskende nok var det ikke kun vores fans, men også Marcus og Martinus fans, som blev sure.
"DIT LIV ER IKKE ØDELAGT DIN LØGNER"
"LAD VÆR MED AT SIGE SÅDAN NOGET OM EMMELIE, HUN BLIVER RIGTIG KED AF DET"
"DU ER IKKE EN RIGTIG MMER" sagde den sidste pige jeg hørte, før jeg blev revet ind i en bil af en af sikkerhedsvagterne.
Jeg satte mig ind bagerst og lagde mig ned, så ingen kunne se mig. Jeg ville ikke have at det skulle blive et stort drama, at en eller anden pige havde slået mig i hovedet.
"Hvor er Emmelie?" Spurgte Marcus bekymret.
"Hun blev skubbet ind i en anden bil, men hun kommer" hørte jeg Isac sige fra forsædet af, men han viste godt at jeg var her.
Min hud føltes varm og fugtig, som om jeg sveder, men det var bare den flad jeg fik som fin mit blod til at blusé. Det endnu ikke indtørret blod, dryppede ned af min kind, som en tåre, og forbi mit øje. Jeg kunne mærke hvordan ordene havde påvirket mig, og pludseligt var jeg blevet til en, grædende pige, som lå og gemte sig for at hendes venner ikke skulle se hende sådan her.
Tårnede løb langsomt og kontrolleret ned af mine kinder, mens jeg kiggede op i loftet med et tomt blik i mine øjne. Det kom ud af kontrol og jeg begyndte at græde et lydløst vandfald.
"Hvad har jeg gjordt" mimede jeg ordene med min mund.
Jeg lukkede øjnene og pressede min sidste tåre ud, og håbede på at det ville presse mine følelser med ud.
Da vi ankom til svømmehallen, var jeg rød i hovedet og rundt om øjnene+blodet som løb ned fra min næse. Jeg lignede en katastrofe.
Isac havde vist glemt mig for jeg måtte selv snige mig ud af bilen,omkring 20 minutter efter de forlod den.