You are a player Marcus! [AFSLUTTET]

36 #Kontoret

"Hvem er Jacob?" spurgte han med normal stemme, så læren kiggede over på os.

Jeg kiggede bare på læren, som om der ikke var noget.
Læren fortsatte undervisningen.
"Hallo!" hviskede Marcus til mig.
Jeg ignorerede ham bare, indtil han nok havde sagt det 10 gange eller sådan noget.

"Hvad er der?" hviskede jeg irreteret.
"Hvem er Jacob?" spurgte Marcus.
"Kan du ikke være ligeglad?" spurgte jeg.
"Jeg spurgte først" svarede han.
"Og jeg spurgte sidst" svarede jeg igen.
Marcus nåede ikke at svare, før læren bankede sin hånd med i mit bord.

"Så stopper i" sagde han surt, og kiggede på Marcus og jeg.
"Ej slap af" svarede jeg, og kunne høre nogen fnise.

"Fint så kan du gå op på kontoret" sagde han.
"Hva?" svarede jeg.
"Ej helt ærligt" sagde Marcus, som om læren overdrev, som han gjorde totalt meget.

"Fint så kan du da også bare gå med" svarede læren.
Jeg fik hurtigt store øjne.
"NEJ!" sagde jeg.
Læren kiggede mærkeligt på mig.

Marcus synsvinkel

"Fint så kan du da også bare gå med" svarede læren.
"NEJ!" sagde Sofia, som om hun virkeligt ikke ville have mig med.
Læren kiggede mærkeligt på hende.

"Jeg skal nok selv gå ned til kontoret" svarede hun, og rejste sig op.
Pis!
Jeg skal jo med, for så kan hun ikke undgå at snakke med mig.

"Vil du bare lade hende gå, imens jeg sidder her og har gjort ligeså meget som hende. Eller helt ordkorrekt har gjort ligeså LIDT som hende?" spurgte jeg flabet, som om Sofia og jeg ikke havde gjort noget.

Folk begyndte at grine.
Man kunne se læren blev virkelig rasende, over det jeg sagde.

"Ud!" svarede han surt, og pagede hen mod døren.
Jeg smilte, og rejste mig op, og gik hen til døren.

"Kom" sagde jeg til Sofia, imens jeg ventede på hun ville gå ud, så jeg kunne lukke døren.
Hun kom med krydsede arme ud af døren, og jeg lukkede den.

"Undskyld" sagde jeg stille, imens vi var på vej ned til kontoret.
Sofia sagde ikke noget.

"Sig nu noget" sagde jeg opgivende.
"Jamen hvad vil du have jeg skal sige. At alt er godt igen?" spurgte Sofia.

"Ja" svarede jeg, og troede et lille øjeblik at hun havde tilgivet mig, men nej for så nem var Sofia jo ikke.

"Næh" sagde hun bare, og bankede på til kontoret.

Lederen kom ud.
"Sofia?" sagde han overraskende.
"Marcus" fortsatte han opgivende, for det er nok ikke første gang jeg er her😬

Sofia og jeg sad ved siden af hinanden, og overfor os sad lederen, som hedder Karsten.

Der var et bord imellem os, hvor hans computer stod og sådan noget.

"Når hvad har i så lavet?" spurgte Karsten, og kiggede på mig.
"Jeg har ikke gjordt noget. Det er bare fordi at ham der, ikke kan finde ud af at holde sin kæft i timerne" svarede Sofia.
Jeg kiggede på hende.

"Jaer slap af. Du kan sku da bare lade vær, med at skrive med en eller anden der hedder Jacob" sagde jeg.

"Du kunne sku da bare havde ladet vær med at kysse med Laura" sagde Sofia, som om at jeg ikke havde noget at være sur over.
Det har jeg jo egentligt heller ikke.

"Bare fordi i har problemer, skal det ikke gå ud over skolen" sagde Karsten.

Sofia og jeg sagde ikke noget.

"Gå i bare" fortsatte han.
Jeg rejste mig op, og det samme gjorde Sofia.
Jeg tror godt Karsten kunne mærke, at Sofia bare gerne ville væk.

"Og så prøv lige at lade vær med at snakke i timerne" sagde han, inden vi gik ud af døren.

---------------------------------------------------------