Dating the enemy | ✓

• Kapitel 12 •

^^ Tusind tak til xcallmeshotgunx for det her mega gode karakterbillede af Zoe. Det passer sååå godt!

Det er søndag.
D. 15.
Mig og Alexanders fødselsdag.
Idag er jeg 19.
Yay.
Jeg håber virkelig i læste det der sarkastisk..

Alexander har stadig ikke vist noget tegn på vejrtrækning i løbet af natten. Selvom min ryg gør ondt og mit hoved dunker af smerte, kunne jeg ikke tage hjem igår aftes. Mor og far gjorde. De var tæt på at overtale mig, men jeg kunne ikke. Jeg kunne ikke lade ham i stikken, og vågne op på hans egen fødselsdag helt alene. Derfor blev jeg her. Jeg kan sagtens indrømme at jeg har sovet fuldstændig elendigt i nat. Hvis man overhoved kan sige jeg har fået noget søvn. Men jeg er glad for jeg blev. Hvad hvis han nu havde vågnet i nat og jeg ikke var her. På hans egen fødselsdag. På vores fødselsdag. Selvfølgelig skulle jeg være her, og jeg vil også hellere se hans blege ansigt i stedet for mors og fars knuste derhjemme. De snakker ikke meget. Overhoved. De opfører sig også underligt. Tager ekstra vagter på arbejdet for ikke at se mig så meget derhjemme. Det er nok deres måde at komme videre på. Jeg er også ligeglad. Jeg vil hellere være sammen med Alex på vores fødselsdag.

Jeg kigger op på ham igen.
"Tillykke med fødselsdagen Alex." Jeg kysser hans pande og giver et lille smil til ham. Da jeg træder hen til døren, giver jeg ham et sidste blik, før jeg lukker døren efter mig og forsvinder ud på gangen. Jeg går mod cafeteriet, hvor jeg har tilbragt meget af min tid i nat. Damen bag kassen smiler til mig og jeg giver hende et lille vink tilbage. Det var også hende der lukkede cafeteriet i nat.

"Hvad kunne du tænke dig Zoe?" Hun giver mig et varmt smil, og peger spørgende ned på listen over de ting de sælger her.

"Det samme som i nat." Jeg smiler til hende. Hun nikker og taster noget ind på hendes skærm, der står foran hende.

"Så en cookie og en stor latte?" Jeg nikker.
"Det skal være klar om nogle få minutter." Forsikrer hun mig og kalder på en medarbejder der gør det klar. Jeg finder min pung frem og finder de 6$ dollars det i hvertfald kostede i nat. Jeg rækker det hen til hende, men hun tager fat i min hånd og rækker pengene tilbage til mig selv.

"Jeg giver. Det er en gave til dig, på dig og Alexanders fødselsdag." Hun smiler til mig, så hendes rynker popper frem rundt om øjnene og jeg ser igen det varme mor-smil på hendes ansigt.

"Tusind tak Ava." Mumler jeg og smiler taknemmeligt til hende. Medarbejderen rækker mig min varme latte og cookieen til mig, jeg vinker til Ava og forsvinder tilbage til hospitalsgangen.

"Zoe?" Jeg vender mig om for at se Aidens komme løbende ned af gangen til mig.

"Ingen råben eller løben på gangene unge mand." En læge peger advarende på ham, da hun går forbi ham. Han smiler undskyldende til hende og sætter tempoet ned. Jeg griner af ham og kigger ned.

"Hvad laver du her?" Spørger jeg og lader mit hår falde frit ned om mit hoved, så det næsten dækker det. Jeg ser forfærdelig ud lige nu. Med mit udlede hår og ødelagte ansigt. Jeg ved godt Aiden har set mig svag, men det er altså imorgen vi skal slå op, og jeg skal stadig have mit ry som den iskolde pige. Jeg vil ikke ændre det pga. Aiden. Aldrig. Derfor går jeg hen til normaliteten, som den outsidede pige der altid er iskold, så snart jeg er vågner tirsdag morgen.

"Dine forældre sendte mig." Mumler han lavt og super hurtigt, som om ordene forbander hans mund.

"Hvorfor?" Jeg kigger stadig ned i jorden.

"Zoe kig på mig. De følte du havde brug for omsorg." Siger han, tager fat i min kæbe og prøver at løfte mit hoved op. Jeg ryster blot på det og fnyser af ham. Han griber hårdere fat og tvinger mit ansigt op. Jeg kigger irriteret på ham gennem mine slørede øjne.