Dating the enemy | ✓

• Kapitel 17 •

"Hey. Det skal nok gå." Sukker Aiden, mens vi hånd i hånd er på vej hen til ham og Emilys telt. Jeg fnyser af ham. Nårh ja. Det skal nok gå? Som om..

"Hun er en idiot." Jeg skæver irriteret mod hende så snart vi er kommet tættere på. Hun sender et dræberblik tilbage mod mig, mens hun stryger et tæppe hen over hendes madras. Kvinden har taget en fucking madras med folkens. En madras?! Er I klar over hvor meget det har taget af pladsen i bussen? Den egoistiske lud— ikke søde kvindemenneske.

"Jeg kunne ikke være mere enig." Fnyser Aiden lavt, da vi når teltet. Vi bøjer os begge og træder ind, mens hun er igang med at lægge sin dyne ud. En dyne?! Enndu mere plads. Hvad skal der ske? Her står vi andre og har en lille kuffert med tøj, et liggeunderlag og en tynd sovepose med. Jeg vil væde med at hun har taget 4 forskellige sæt tøj med til hver eneste dag, og mindst 3 forskellige toilettasker. Hun behøver ikke engang alt det make-up hun har i fjæset. Jeg bruger noglegange meget make-up, men det er mest det folk tænker, når jeg har røde læber på, som får det til at se ud som om jeg bruger mere make-up end jeg rent faktisk gør.. anyways, så er det intet sammenlignet med det hun har klasket i ansigtet. Jeg gætter på det mindst tager 5 foundations og 50 minutter at blive færdige med.

"Jeg har gjordt plads til din side af teltet." Smiler hun til Aiden og kigger stadig ikke på mig. Hun har ikke engang værdiget mig et eneste blik, siden jeg trådte ind i teltet, og hun har giver mindst Aiden 5 forskellige flirtende af slagsen.

"Men der er jo næsten ikke noget plads?" Spørger han undrende og kigger på den lille halve meter i bredde, mens hendes er på mindst dobbelt størrelse.

Hun trækker på skuldrene.
"Du må leve med det. Jeg kom først." Griner hun og træder ud af teltet. Vi observerer hende begge indtil hun er ude af syne, og sikkert har fundet en af hendes veninder at gossip til.

"Jeg sværger.. jeg slår hende i-fucking-hjel." Han knurrer hårdt neglene ind i hans hænder. Jeg griber ud efter dem og løsner hans greb.

"Lad vær med det." Jeg kigger seriøst op på ham og igen ned på hans røde håndflader, med 5 små neglemærker i. "Med begge ting." Mumler jeg og nikker bagud mod Emily, der er henne ved et af de andre telte.

"Hun driver mig allerede til vanvid, og jeg har først fået min gruppe for 20 minutter siden." Klynker han og rækker ud efter ham. Jeg griner lavt og trækker ham ind i et støttende kram. Hvis det var mig der var kommet i gruppe med hende, havde jeg nægtet, hvis det selv betød at jeg skulle bruge 3 timer på selv at køre hjem igen.

"Du klarer den.. du er trods alt Aiden Smith ikke?" Smiler jeg og han griner ned til mig. "Selvfølgelig gør jeg det."

"Jeg var aldrig i tvivl." Fniser jeg og kysser blidt hans læber. Jeg smiler ind i kysset, da Aiden lægger hans hånd på min hofte og den anden hvilende på min kind. Da mine hænder er på vej op i hans hår, bipper min telefon i min lomme. Jeg trækker mig undskyldende fra kysset.

"Undskyld." Mumler jeg, da jeg trækker telefonen op af min lomme. Aiden trækker ligegyldigt på skuldrene og har mere travlt med at finde ud af hvem der er der har skrevet til mig. Jeg bliver nød til at have min telefon på mig hele turen, hvis der skulle komme nyt om Alexander. Da jeg skulle forklare det til lærerne, brød jeg næsten sammen, så de nikkede blot medlidende og forstående. De var sikkert bange for at jeg ville bryde sammen hvis de gjorde andet. De havde nok også ret, hvis det var.

Jeg ser min mors navn på displayet og skynder mig ind på beskeden fra hende og læser den hurtigt igennem.

Mor <3 :
Hej Zo.
Stadig intet nyt på hospitalet.
Jeg ville bare fortælle dig at du skal huske at nyde din tur i stedet for at spekulere på Alex. Vi skal nok ringe, hvis der sker noget.
Nyd turen i stedet.
- Mor