Dating the enemy | ✓

• Kapitel 11 •

^^ Igen tak til ReadstorysXX for det mega gode billede!

Jeg vågner med tørre plamager under øjnene, da det banker på døren. Jeg misser med øjnene og når lige akkurat at se Aiden, der træder ind i lokalet. Han balancerer en pakke i den ene hånd og en computer i den anden.

"Godmorgen, Babe." Han smiler svagt og går hen imod sengen. Jeg sætter mig halvt op, så dynen glider ned og bekræfter mit gode valg af tøj igår. Aidens hoodie.

"Aww. Du har min hoodie på, Babe." Han smiler og sætter sig ned ved siden af mig. Jeg løfter dynen, så han kan lægge sig ned under den. Bakken med morgenmad sætter han ovenpå dynen. Der er det hele. Æg. Bacon. Brød. Smoothie.

Hvad har han at skulle gøre op på ahaha? Vent. Oh—

"Aiden?"

"Mmh" Han lægger bestik frem og åbner hans computer.

"Igår ik?" Hans blik flyver op.

Han giver mig et medlidende blik.
"Så det var ikke en drøm?" Mumler jeg og ser ned. Han griber ud efter min hånd og giver den et klem.
"Je—jeg er virkelig ked af det Zoe. Jeg skulle aldrig have bedt dig vælge mellem min og hans kamp. Selvfølgelig skulle du komme til hans kamp. Han er din bror forfanden. Virkelig undskyld. Jeg er så ked af det og har haft dårlig samvittighed hele natten.." Han slipper min hånd og kører frustreret hans hænder gennem hans perfekte brune hår.

Det var ikke en drøm. Alex ligger virkelig i koma på hospitalet lige nu. Og i stedet ligger jeg her, med luksus morgenmad på sengen i stedet for at tage derned til ham. Hvilken søster er jeg lige?
"Det er virkelig ikke din skyld Aid. Hvis det er nogens skyld er det min." Mumler jeg og kigger undskyldende op på ham. Jeg bider hårdt ned i læben for ikke at begynde at græde igen.

"Hey. Du kunne intet gøre. Du havde ingen ide om hvad der ville ske." Han løfter stille mit hoved op imod ham og giver mig et bestemmende blik.

"Du har ret." Mumler jeg og giver ham et takkende smil med mine øjne. Mine mundvige kan ikke rykke sig lige nu. Overhoved. Ikke engang tæt på. De sidder fast i den her neutrale følelsesløse bevægelse.

"Tak." Mumler jeg lavt. Aiden giver mig et halvhjertet smil.

"Jeg syntes du skal tænke på noget andet, så jeg har lavet dig morgenmad." Han viser stolt bakken frem og peger på de forskellige ting, mens han fortæller hvor lang tid det tog at lave det, og hvilke ingredienser han har brugt. Jeg kigger ikke en eneste gang på bakken, men studerer blot hvor glad og nuttet Aiden ser ud. Jeg glemmer næsten alt om Alex for en stund.

"I alt tog det nok.." Han tæller på hans fingre. Sødt.
"Omkring 42 minutter." Han smiler stolt til mig.

"Det var meget præcist." Griner jeg og læner mig ind mod ham. "Tak Aid. Det er virkelig sødt af dig. Meget betænksomt." Smiler jeg. Jeg læner mig ind over ham og kigger ned på hans læber. Da vores læber er få centimeter fra hinanden, trækker jeg mig rømmende. Den varme fornemmelse spreder sig til mine kinder og jeg kigger undskyldende tilbage på Aiden, som blot sidder og smiler.
"Undskyld." Mumler jeg.

"Det er okay." Forsikrer han mig. Jeg kigger stadig rødmende ned på mine hænder. Det var mig selv der sagde vi skulle holde os fra den intime kontakt, og så prøver jeg fandme at kysse ham.

"Jeg blev bare grebet af stemningen." Jeg sender et undskyldende smil i hans retning. Og han sender mig et trist smil tilbage. Vent. Ville han gerne have jeg havde gjordt det?