Dating the enemy | ✓

• Kapitel 22 •

^^ Coverbillede af ReadstorysXX <33

Jeg træder langsomt ind gennem hospitalets glasdøre. Jeg går lidt slingrende hen mod den samme dame i receptionen, som nikker til mig og åbner dørene ind til venteværelset. Jeg sætter mig ikke i venteværelset og venter på jeg får tilladelse til at gå ind til min bror. I stedet går jeg ned af hospitalsgangen og finder hurtigt min brors værelse. Jeg skal til at tage i håndtaget, da det selv trækkes ned. Jeg ved godt jeg ikke er helt mig selv ligenu, og at jeg højstsandsynligt er pisse høj, men det er da ikke normalt at et håndtag kan gøre det, vel? Jeg mener altså at sidst jeg tjekkede, kunne håndtaget ikke— oh.

Aidens krop bumper ind i min, da han baglæns går ud af rummet. Han vender sig om og skal til at undskylde, da han opdager hvem jeg er. Han lukker stille døren bag sig, hvilket også betyder at han nu står klemt op af døren få centimeter fra mig.

"Hvad lavede du derinde?" Hvæser jeg af ham og prøver at koncentrere mig om at sende hans øjne et dræberblik. Det er ret svært, skal jeg hilse at sige. Med den her svimlen er der ikke meget der er let.

"Dine pupiller.." Mumler han og rækker hans hånd op mod mit ansigt. Jeg slår den væk og vender mit blik mod jorden i stedet. "Svar mig." Mumler jeg lavt.

Jeg høre Aiden sukke lavt. Eller han prøver i hvertfald at gøre det lavt. Det virker ikke rigtigt, men det er jo hvad det er. "Jeg ville gerne tjekke op på ham."

Jeg løfter mit blik og kigger koldt på ham. Jeg gør i hvertfald mit bedste på at se sådan ud. Mit hoved gør ret ondt. "Fortæl sandheden." Opfordrer jeg ham. Han nikker stille med hans blik stadig fastslået på mine øjne. "Zoe, hvad er der med dine øjne?" Spørger han undrende og rækker ud efter mit ansigt endnu en gang. Jeg ryster den væk igen og snerrer af ham. "Det er mig der skal have svar lige nu.. Ikke omvendt." Han nikker forståeligt og kigger ned på hans hænder.

"Jeg havde brug for at snakke med nogen der ikke giver mig dømmende blikke." Siger han endelig.
Jeg fnyser af ham. "Måske du fortjener dem."
Han åbner langsomt munden og kigger såret op på mig. Det var fortjent. Han skal ikke kigge på mig med de der ødelagte øjne. Jeg kan ikke koncentrere mig om dem lige nu. Jeg kan knap nok stå stille. Alt i min krop fortæller mig at jeg skal bevæge mig, men Aiden giver mig intet andet valg end at blive stående.

"Må jeg ikke bare få 2 minutter til at forklare det hele?" Spørger han bedende. Jeg fnyser af ham.
"Hvad er der at forklare? Jeg så det selv med mine egne øjne Aiden." Jeg ryster skuffet på hovedet af ham.

"Det var set-up Zoe. Emily vidste du ville komme forbi vores telt, så hun fik det til at se ud som om jeg var dig utro." Han kigger bedende på mig med overbevisende øjne. Hans øjne ser godt nok overbevisende ud, men det kan ikke være rigtigt. Jeg så ham jo selv. Ligge der uden nogen trøje på. Det ville han jo ikke gøre, hvis det var set-up, vel?

"Hvorfor skulle jeg tro dig?" Rømmer jeg mig og retter min ryg op. Jeg løfter et spørgende øjenbryn af ham. Der blev han vist lidt stille hva..

"Fordi... fordi jeg elsker dig Zoe.. jeg ville aldrig gøre noget for at såre dig på den måde." Sukker han og træder tættere på mig. Jeg synker en klump i min hals og kigger op i hans overbevisende øjne. Hans meget overbevisende øjne.

Jeg ryster på hovedet og skubber ham væk.
"Jeg tror ikke på dig." Siger jeg og trækker ned i håndtaget til Alexanders hospitalsdør. Aiden griber ud efter min hånd og vender mig hurtigt mod ham igen. Meget hurtigt, skal jeg sige. Faktisk så hurtigt at de grønne trekanter begynder at komme tilbage igen og jeg kigger fascineret på dem.