Dating the enemy | ✓

• Kapitel 20 •

"Jeg magter ikke mere, mor." Sukker jeg og påfører den røde læbestift, selvom hun beder mig om ikke at gøre det. De stramme jeans og croptoppen sidder tæt på min krop, mens de sorte støvler fuldender looket.

Mor kigger bekymret på mig gennem mit make-up spejl, og i nogle få sekunder husker jeg da Alex stod der, da jeg skulle gøre mig klar til Aidens kamp. Det får mig til at tøve med at lægge læbestift og synke en klump i min hals.

"Hvad sker der med dig Zoe? Du har opført dig underligt siden du kom hjem fra turen igår." Hun kigger bedrøvet på mig, men jeg ruller blot øjne af hende og fortsætter med at lægge den røde farve på min underlæbe.

"Har det noget med turen at gøre?"
Jeg sukker og ryster irriteret på hovedet. Hvorfor kan hun ikke bare gå ud af mit værelse. Har hun ikke noget aftensmad at lave eller sådan noget? Det er trods alt søndag og klokken er 18:21. Kvinden må da have noget at lave..?

"Er det Aiden?" Hendes stemme borer sig ind i min hjerne og jeg presser hurtigt det sidste stykke røde farve på mine læber, før jeg aggressivt lukker læbestiften sammen og kaster den ned i min skuffe.

"Lad vær med at nævne hans navn mor." Jeg lægger hænderne på mit skrivebord og flyver op af stolen. Hun kigger forskrækket på mig, da jeg vender mig mod hende igen. Hun åbner munden og skal til at sige noget mere, men jeg skubber hende blot til siden og styrter ned af trappen med min taske i hånden. Hun kalder efter mig, som får mig til at standse op midt på trappen.

"Hvad gjorde han?" Spørger hun lavt. Hun havde virkelig en ting for ham. Det havde hele min familie. Selv Alexander endte med at få en ting for Aiden. De kunne allesammen lide ham. Det var perfekt. Indtil han fuckede alt op.

"Han var mig fucking utro mor." Jeg spytter ordene ud, som var de gift. Jeg er millisekunder fra at bryde sammen. Hvis det ikke var fordi jeg bed mig selv hårdt i læben og vendte om, havde jeg nok heller ikke kunne holde tårerne inde.

Jeg kan allerede høre min mors skridt bag mig, da jeg træder ud i entréen. Jeg griber ud efter min jakke og tager den på, i det sekund hun stiller sig ved siden af mig.

"Zoe.. du kan ikke gøre det her. Du kan ikke gå tilbage til at være den pige. Det kommer ikke til at hjælpe dig." Prøver hun ihærdigt, men hun kan ligeså godt droppe det. Hun får mig ikke overtalt. Jeg har allerede overtalt mig selv, og når først det er sket er der ingen vej tilbage. I aften skal jeg glemme alt. Og når jeg siger alt, mener jeg alle former for problemer. Alex. Aiden. Alt.
Bare føle ingenting.
Være fri fra alt.
Blive ingenting.

"Watch me." Mumler jeg irriteret og griber ud efter halstørklædet på knagen, som jeg derefter vikler rundt om min hals.

"Zoe.." Hendes stemme knækker, hvilket får mig til hurtigt at kigge hen på hende igen. Tårerne er allerede fremme i hendes øjne, og det er lige før jeg overvejer at lade vær. Men jeg har kan ikke lade vær med at tænke på mine egen problemer. De skal druknes. Forsvinde. Ligemeget hvad og hvormeget der skal til af det.

"Du kan ikke gøre det. Du har været stoffri i så lang tid." Hun griber fat i mine hænder og giver dem et klem. En tåre falder ned og lander på min venstre hånd, inden jeg hiver den til mig igen.

"Det kan du tro jeg kan." Jeg giver hende et sidste blik, før jeg ser tårerne falde ned af hendes ansigt og smækker døren i hovedet på hende, før hun kan nå at sige noget der vil få mig til at ændre mening.

•••

Der går under 10 minutter på gåben før jeg når baren. Den er som jeg husker den. Nu er det heller ikke mere end et halvt år siden jeg var har sidst, men den har stadig ikke ændret sig en brik. De samme grønne gardiner hænger i vinduerne, og det samme røde neonfarvede skilt lyser op. Selv hvis man stod helt henne på den anden side af vejen, ville man kke være i tvivl om hvad der stod.