Dating the enemy | ✓

• Kapitel 13 •

^^ Hvis det her ikke er Zoe, ved jeg virkelig ikke hvad er..

Jeg tog hjem efter det med Aiden på toilettet. Jeg ved jeg ikke ville kunne klare at være der, også selvom jeg føler mig som en forfærdelig søster fordi jeg ditchede Alex på vores egen fødselsdag. Men jeg kunne bare ikke. Det var for hårdt.

Mor og far tog hen på hospitalet for to timer siden. Aiden nægtede at jeg skulle være alene, selvom det var hvad jeg mest af alt havde lyst til. Derfor var der ikke noget at diskutere. Aiden blev. Endda selvom jeg stadig var sur på ham, blev han. Men lige nu havde jeg andre ting at tænke på, end at være sur på Aiden. Men jeg lover dig. Så snart jeg vågner i morgen, har jeg ingen undskyldning for ikke at være sur.

Jeg kigger irriteret op på klokken. 14:21.
Alt for lang tid til dagen er omme. Jeg vil bare gerne have den her lorte fødselsdag overstået. Glemme den. Bare væk. For altid. Men det kan jeg ikke lige nu.

Selvom jeg prøver at ignorere Aiden, kan jeg ikke gøre det for evigt.

"Hvad har du lyst til at lave? Det er jo trods alt din fødselsdag." Aiden giver mig et prøvende smil, men jeg trækker blot på skuldrene og går hen mod køleskabet.

"Jeg må da kunne gøre det godt på en måde Zoe. Du har taget helt fejl. Jeg er ikke sådan. Overhoved. Jeg lover dig at jeg altså har ændret mig.." Han giver mig et bedende blik, og selvom jeg har lyst til at falde ind i hans arme og fortælle ham mine følelser, kan jeg ikke. Derfor holder jeg facaden oppe og trækker ligegyldigt på skuldrene.

Jeg kigger ind i køleskabet for at dække mit ansigt.
"Bare rolig. Jeg er ovre det. Det var nok bare alt det med Alexander der fik mig til at overreagere. I morgen bliver alt normalt igen." Det piner mig at sige ordene, men de forlader min mund alligevel. Jeg bider mig hårdt i læben for ikke at græde. Lige nu skal Aiden virkelig ikke se hvor meget jeg lyver og hvor ondt det her gør at sige.

"Okay." Han mumler det lavt, og jeg lukker køleskabsdøren og giver ham et lille smil. Jeg træder hen til køkkenbordet og finder et skærebræt frem.
Jeg har virkelig lyst til jordbær dyppet i chokolade og vi har tilfældigvis jordbær.

"Jeg ved godt det nok er et dårligt tidspunkt.." Aiden træder op ved siden af mig, og jeg ser ham kigge intenst på mig ud af min øjenkrog. Jeg koncentrerer mig om kun at skære jordbærrene foran mig.

"Det jo din fødselsdag idag, ik?"

"Mmh."

Han rømmer sig.
"Jeg købte den for lidt tid siden og jeg vidste ikke du ikke kunne lide fødselsdage.. undskyld." Mumler han. Han rækker en lille firkantet gul pakke til mig. Jeg kigger overrasket på gaven og videre op på Aiden.

"Nej. Det kan jeg ikke tage imod Aiden.." Jeg ryster på hovedet. Han rækker den til mig endnu engang, og jeg ser op i hans overbevisende øjne, som nikker ned på pakken. Jeg åbner munden og skal til at sige noget, men han griber fat i min hånd og ligger pakken på min håndflade. Han lukker langsomt min hånd sammen om den lille pakke og giver min hånd et lille klem.

"Det skal du." Forsikrer han mig om.

"Men—"

"Stop det.." Afbryder han. "Du har fortjent det efter alt det her pis på det sidste.."

Jeg kigger ned på min hånd og åbner den stille, så pakken kommer til syne. Det er en ret flad pakke. Ikke tykkere end 3 centimeter. Men alligevel er den flot og elegant. Klassisk. Og gult papir. Jeg er så tæt på at tilgive ham lige nu. Så tæt på.

"Åben den." Griner han. Jeg sender ham et taknemmeligt smil og hopper op på bordet væk fra skærebrættet. Aiden stiller sig overfor mig. Meget tæt. Alt for tæt. Han kigger afventende ned på den gule pakke i min hånd, men det er som om mit blik er låst fast til ham. Jeg kan ikke rykke det. Da han først opdager jeg ikke åbner pakken, kigger han forvirret op på mig og møder mit blik.