Julen Med Stokes Tvillingerne. (Afsluttet)

Er det forbi?

Onsdag 3 december 2019.

Jeg vågner ved, at Alex tager dynen, af mig. "Godmorgen". Siger han, med et smil. "Godmorgen. Hvad er klokken?". Spøger jeg, og sætter mig op. "06:30. Din far er i gang med, at lave morgenmad, til os". Svare han, og lægger min dyne, i min seng. "Okay". Siger jeg, og rejser mig op. Jeg kigger hen, på Alex. "Har du ikke, skiftet tøj?". Spøger jeg, og gaber. "Jo. Jeg har været hjemme, og skifte tøj og hente min skoletaske, så vi kan følges, i skole". Svare han, med et smil. "Okay. Det er jeg glad for, at vi skal". Siger jeg, med et smil. "Også mig". Siger han, med et smil. "Ja. Jeg finder lige, noget tøj". Siger jeg, og går hen, til mit tøjskab. Jeg finder noget tøj. Jeg går ud, på badeværelset, og lukker døren. Jeg lægger mit tøj hen, på toilettet og tager mit tøj af. Jeg lægger det hen, i vasketøjkurven, og går ind i badet, og trækker badeforhænget for. Jeg tager et hurtigt bad, efter badet, tørrer jeg mig, tager tøj på og børster tænder. Det banker på døren, og jeg går hen, og åbner den. Det er Alex. "Din telefon ringer". Siger han, og giver mig, min telefon. "Tak". Siger jeg, og ser hvem det er, der ringer. Det er Sasja.
Samtale.
Mig. "Hej".
Jeg går ud, fra badeværelset og ind, på mit værelse.
Sasja❤️ "Hej. Kan du snakke?".
Mig. "Ja, lidt. Jeg skal til, at gøre mig klar til, at tage i skole".
Sasja❤️ "Jeg skal endelige, også til og i seng. Men vi bliver nød til, at snakke sammen".
Mig. "Okay. Jeg lytter".
Sasja❤️ "Ja. Sagen er den, at... Jeg kan ikke... Eller jeg, har ikke rigtig lyst til, at komme til New York, i juleferien alligevel".
Mig. "Hvorfor ikke?".
Sasja❤️ "Fordi jeg føler, at vi er glidet fra hinanden".
Mig. "Men det kan vi, da rette op på, ikke?".
Sasja❤️ "Jeg ved ikke, om det er for sent".
Mig. "Det er det ikke. Vi er jo, bedste veninder".
Sasja❤️ "Ja. Men det er jo, to år siden, vi har set hinanden".
Mig. "Ja. Men jeg kan, komme til Danmark snart så".
Sasja❤️ "Du skal jo også, passe din skole".
Mig. "Ja. Men du er vigtigere, end min skole. Du er min bedste veninde, og jeg elsker dig".
Sasja❤️ "I lige måde. Men Clara, jeg tror, at vi skal tage en pause".
Mig. "Hvad mener du?".
Sasja❤️ "At jeg har brug for, at tænke over, om vi stadig kan, være veninder. Jeg er ked af det. Men jeg må også, tænke på mig selv. Jeg ringer, når jeg har tænkt mig om".
Samtale slut.
Hun ligger på, og jeg lægger min telefon hen, i vinduskarmen. "Var det, din veninde?". Spøger han, og jeg går hen, og redder mit hår. "Ja". Svare jeg, og sætter mit hår op, i en rodet knold. Jeg tager også nogen små hjerte øreringe i. Jeg har fået, af Sasja, den gang jeg, blev 15 år. "Ville hun noget særligt?". Spøger han, og går hen, til mig. "Nej. Hun synes bare, at vi skulle, holde en lille pause". Svare jeg, trist og kigger på ham. Han står tæt, på mig. "Det er jeg ked af. Kan jeg, gøre noget?". Spøger han. "Nej, ellers tak". Svare jeg, med et lille smil. "Okay. Vil du, have et kram?". Spøger han. "Ja, tak". Svare jeg, og vi krammer. "Det skal nok gå. I skal nok, blive gode veninder igen". Siger han, med et smil. "Det håber jeg. Hun er min bedste veninde, vi har været veninder, i ti år". Siger jeg. "Så skal I nok, finde ud af det. Ti års venskab, smider man ikke bare væk. Og nu kender jeg, hende ikke. Men jeg ved, at hun elsker dig". Siger han, med et smil. "Tak, Alex". Siger jeg, med et smil. "Godmorgen". Siger min mor, henne fra døren. "Godmorgen, mor". Siger jeg, og kigger hen, på hende. "Der er morgenmad". Siger hun, med et smil. "Ja, vi kommer nu". Siger jeg, og vi går ud, i køkkenet. "Godmorgen, skat". Siger min far, med et smil. "Godmorgen". Siger jeg, og sætter mig hen, til spisebordet. Alex sætter sig, ved siden, af mig, min mor og far sætter sig, overfor os. Jeg tager et stykke brød, og smørrer smør på det, jeg tager også, noget skine på det. "Mig og far har noget, vi gerne vil sige". Siger min mor, med et smil. "Hvad er det?". Spøger jeg, og hælder noget mælk op, i mit glas. "Altså vi har snakket ud, om de problemer, der var mellem os, og vi har besluttet os for ikke, at blive skilt. Fordi vi elsker hinanden, og vi har fundet kærligheden mellem os igen". Svare hun, med et stort smil. "Ja, det har vi". Siger min far, og kysser min mor, på munden. Jeg kigger over på dem, med et stort smil. "Er det rigtigt?". Spøger jeg, glad. "Ja, det er det, skat". Svare min mor, med et stort smil. "Det er fantastisk". Siger jeg, med et stort smil. "Ja. Og Thor blev, ligeså glad, som dig". Siger min far, med et smil. "Det kan jeg, da godt forstå. I er sammen igen, det er ikke til, at forstå". Siger jeg, med et smil. "Vi kan heller ikke forstå det. Vi troede jo, at det var slut. Jeg havde endda, været ude og se, på en lejlighed. Men den kan Thor, så få i stedet for". Siger min far, med et smil. "Flytter Thor hjemmefra?". Spøger jeg, trist. "Ja. Det troede jeg, at han havde fortalt dig". Svare min far, og hans smil forsvinder. "Det har han ikke". Siger jeg, og spiser færdig. "Men han har jo, snakket om, at han gerne snart ville, flytte hjemmefra, i lang tid". Siger min mor, med et lille smil. "Ja. Men jeg er ommenbart, den sidste der får noget, af vide her". Siger jeg, og rejser mig op. "Nej, du er da ikke". Siger min mor. "Nej, nej". Siger jeg, og går ind, på mit værelse. Jeg tager min telefon, og lægger den ned, i min lomme. "Er du okay?". Spøger Alex, henne fra døren. "Ja. Vi skal til og i skole". Svare jeg, og tager min taske. Vi går ud, i gangen og jeg sætter min taske, på gulvet. Jeg tager sko, jakke og taske på. "Vi ses". Siger jeg, og Alex åbner døren, og vi går ud. Jeg lukker døren, og vi går ned, af trapperne og ud, på gaden. Alex tager pludselige min hånd. "Hvorfor holder du, mig i hånden?". Spøger jeg, og kigger på ham. "Fordi... Fordi jeg... Jeg fik lyst til det. Vil du da have, at jeg giver slip igen?". Spøger han, og kigger på mig. "Nej, det er fint". Svare jeg, med et lille smil. "Godt". Siger han, med et smil. Vi går ind, i skolegården, og videre ind, af døren. Vi går hen, til vores skabe, og jeg slipper Alexs hånd igen. Der hænger en seddel, på mit skab. Der står.
Hej, Clara. Jeg synes, at du er sød. Knus Alan😊
"Er Alan vild, med dig?". Spøger han, og åbner sit skab. "Det ved jeg ikke. Det tror jeg ikke. Vil du have, at jeg smider seddelen ud?". Spøger jeg, og åbner mit skab. "Ja. Men jeg bestemmer ikke, over dig". Svare han, og tager sin jakke og taske af. "Nej. Jeg smider seddlen ud så". Siger jeg, og tager seddelen og går hen, og smider den ud. "Jeg skal lige noget". Siger han, og lukker sit skab. "Okay. Vi ses, til time". Siger jeg, med et smil. "Ja". Siger han, og går. Jeg går hen, til mit skab igen og åbner det. "Hej". Siger Alan, og går hen, til mig. "Hey". Siger jeg, og tager min taske af, og sætter den ind, i mit skab. "Fik du, min seddel?". Spøger han, med et smil. "Ja". Svare jeg, og tager min jakke af, og hænger den, i mit skab. "Blev du glad, for den?". Spøger han, med et smil. "Ja. Men jeg smed den ud". Svare jeg, og tager mine matematikting. "Hvorfor?". Spøger han, trist. "Fordi jeg er forelsket, i en anden". Svare jeg, og lukker mit skab, og kigger på ham. "I Alex?". Spøger han. "Ja. Og han blev ked af det, da han så seddlen". Svare jeg. "Det er altså ikke, min mening, at komme i mellem jer". Siger han. "Det ved jeg godt". Siger jeg, med et smil. "Godt". Siger han, og klokken ringer. "Vi ses, i klassen". Siger jeg. "Ja". Siger han, og jeg går ind, i det lokale, vi skal være i. Alex og Becca sidder, og snakker sammen. Jeg sætter mig, ved det bord, der står ved siden, af der hvor Alex sidder. Jeg lægger mine ting, på bordet, og tager en dyb indånding. "Hej". Siger jeg, med et smil og kigger på Alex. "Hej. Skulle du ikke, snakke med Alan?". Spøger han. "Nej. Og det er da dig, der sidder og snakker, med Becca. Som du har sagt, at du ikke kan lide". Svare jeg. "Derfor kan jeg, da godt snakke lidt, med hende". Siger han. "Ja, ja". Siger jeg, og de sidste kommer ind, og sætter sig. "Er du, da jaloux?". Spøger han, med et smil, og Elizabeth kommer ind, og lukker døren. "Nej". Svare jeg, og kigger op, på Elizabeth. "Godmorgen. I dag skal I, lave matematik, hele dagen". Siger hun, og kigger udover klassen. Alex rigger hånden op. "Ja, Alex?". Siger hun, og kigger på ham. "Hvorfor skal vi, lave matematik hele dagen?". Spøger han. "Fordi I julehyggede, hele dagen i går, midt i eksamens opgaverne". Svare hun. "Okay". Siger han, og nikker. "I skal starte med, at lave noget, af det matematik, i har. Og så efter frokost, får I nogen andre opgaver". Siger hun, og kigger udover klassen. Jeg går i gang med, at lave i min matematikbog. Hvorfor skal jeg, være så dårlig til matematik? Jeg klare aldrig, den eksamen jo. Jeg laver matematik, for 8 klasse. Jeg kan ligeså godt opgive det. Jeg kommer tilbage til virkeligeheden, da Elizabeth kommer hen, til mig. "Har du brug for hjælp, Clara?". Spøger hun. "Nej, det går". Svare jeg, og kigger opgivende ned, i min matematikbog. "Okay. Jeg tror lige, at vi skal snakke sammen, om din eksamen, i matematik". Siger hun. "Ja". Siger jeg, og rejser mig op. "I andre forsætter bare, hvor I er i gang". Siger hun, og vi går ud, på gangen. "Vi kan gå ind, på mit kontor". Siger hun, og vi går ind, på hendes kontor. Jeg sætter mig hen, på en stol, ved hendes skrivebord. Hun sætter sig, på sin kontorstol, og kigger på mig. "Jeg ved godt, at jeg ikke klare mig, så godt i matematik. Men jeg gør virkelige alt, hvad jeg kan". Siger jeg. "Ja, det ved jeg godt. Men jeg har snakket, med dine forældre. Og vi er blevet enige om, at du måske ikke, skal tage eksamen i matematik". Siger hun. "Men... Men så kan jeg, jo ikke få nogen uddannelse". Siger jeg, og kigger ned, i mine hænder. "Jo. Der findes masser af job, du stadig kan få". Siger hun, med et lille smil. "Ja. Er vi færdige?". Spøger jeg, og kigger på hende. "Ja". Svare hun, og jeg rejser mig op, og går ud, af hendes kontor. Jeg går ind i klassen, og sætter mig hen, på min plads. "Er du okay?". Spøger Alex. "Ja, ja". Svare jeg, og klokken ringer. Jeg rejser mig op, og går ud, på gangen. Jeg sætter mig hen, på en bænk, og tager min telefon, og ringer til min mor. Hun tager den ikke, så ringer jeg, til min far.
Samtale.
Min far. "Hej, skat. Jeg er lige, på arbejde".
Mig. "Ja. Men mor tog den ikke".
Min far. "Nej. Jeg tror lige, at hun sover".
Mig. "Okay".
Min far. "Var der noget særligt, du ville da?".
Mig. "Ja. Jeg har snakket, med Elizabeth, om min eksamen i matematik. Og jeg blev ked af det, da hun sagde, at jeg ikke skal, til eksamen i matematik".
Min far. "Det skal du, ikke være, skat. Mor og mig er stadig, stolte af dig. Og du skal nok, få et godt job alligevel".
Alex kommer hen, til mig.
Mig. "Tak, far. Jeg håber, at du har ret".
Min far. "Det har jeg. Du er mere, end din eksamen. Husk det".
Mig. "Ja. Tak, far. Vi ses senere".
Min far. "Ja, vi gør".
Samtale slut.
Jeg ligger på, og lægger min telefon ned, i min lomme. "Er du sikker på, at du er okay?". Spøger han, og jeg kigger på ham. "Ja. Jeg skal bare ikke, til eksamen i matematik alligevel". Svare jeg. "Hvorfor ikke?". Spøger han. "Fordi jeg ikke er, god nok til matematik". Svare jeg. "Okay. Du må virkelige undskylde, at jeg har været, så afvisende". Siger han. "Det gør ikke noget". Siger jeg. "Jo, det gør. Jeg skal ikke, bestemme over dig. Og du må gerne, date Alan". Siger han. "Ja. Men det er jo dig, jeg er forelsket i". Siger jeg, med et smil, og klokken ringer. "Ja, det ved jeg godt". Siger han, med et smil, og vi rejser os op. "Skal vi stadig, hjem til dig, efter skole?". Spøger jeg, med et smil og kigger på ham. "Øhh... Jeg skal desværre hjælpe, min mor med noget. Men jeg kan være sammen, i morgen". Svare han, med et smil, og kigger på mig. "Nå. Vi kan også bare, lade vær med, at være sammen nogensinde". Siger jeg, og går ind, i klassen. Jeg sætter mig hen, på min plads. "Er du sur?". Spøger Becca, og kigger på mig. "Nej". Svare jeg, og Alex kommer ind, i klassen. Alex sætter sig hen, på sin plads. "I forsætter bare, hvor I var i gang". Siger Elizabeth. Jeg forsætter med, at forsøge, at lave noget matematik. "Clara?". Hvisker Alex, og jeg kigger på ham. "Hvad?". Hvisker jeg. "Jeg har noget, til dig". Hvisker han, og giver mig en seddel. Jeg folder den ud, og læser den.
Jeg er ked af, at det virkede som om, at jeg ikke ville, være sammen med dig. Det vil jeg rigtig gerne❤️ Undskyld, endnu en gang❤️❤️
Jeg river forsigtigt noget papir ud, af mit hæfte, og skriver en seddel, til Alex.
Det er okay. Undskyld, at jeg blev så sur❤️❤️
"Alex?". Hvisker jeg, og han kigger på mig. "Ja?". Hvisker han. "Jeg har noget, til dig". Hvisker jeg, og giver ham seddlen. Han skriver en ny seddel. "Her". Hvisker han, og giver mig, en seddel. Jeg folder den ud, og læser den.
Du skal ikke undeskylde❤️ Det er mig, der var et fjols, smukke❤️
Elizabeth kommer hen, til mig. "Vil du give mig, de seddler dig og Alex, har siddet og skrevet i timen?". Spøger hun, og jeg kigger på hende. "Nej. Vi skal nok, lade vær med, at skrive flere seddler nu". Svare jeg. "Godt. Har du, brug for hjælp?". Spøger hun, og kigger ned, i min matematikbog. "Nej, det er ligemeget". Svare jeg. "Nej, det er ikke. Nu tager jeg lige, en stol, og så kigger vi på det". Siger hun, og tager sin stol, og sætter sig hen, til mit bord. "Det er den der, gangeopgave jeg ikke kan finde ud af". Siger jeg. "Okay. Har du noget, at skrive med?". Spøger hun. "Ja". Svare jeg, og giver hende, en kulgepen. Hun tager mit hæfte, og prøver, at forklare mig det. "Giver det mening nu?". Spøger hun. "Ja. Så 55 gange 25 er 1.375?". Spøger jeg. "Ja". Svare hun, og jeg skriver det, i min bog. "Må jeg også, få noget hjælp?". Spøger Becca. "Ja. Hvis du ikke selv, kan forsætte, så bare lige vent, til jeg kommer tilbage". Svare hun, og rejser sig op, og går hen, til Becca. "Skal jeg, hjælpe dig?". Spøger Alex, med et smil, og jeg kigger på ham. "Nej, det er fint". Svare jeg, med et lille smil. "Jeg vil gerne, hjælpe dig". Siger han, med et smil. "Ja. Men du skal jo, også lave matematik". Siger jeg. "Ja. Men jeg vil gerne, hjælpe dig". Siger han, med et smil, og klokken ringer. "I kan bare, lade jeres ting ligge. Fordi I har jo også, matematik i næste time". Siger Elizabeth. Jeg tager de seddler, jeg fik af Alex, og går ud, på gangen. Jeg går hen, til mit skab, og åbner det. Jeg lægger seddlerne ned, i min skoletaske, og lukker mit skab. "Hej". Siger Alex, og jeg kigger på ham. "Hej". Siger jeg, med et smil, han står rimlig tæt på mig. "Skal vi, spise frokost sammen?". Spøger han, lidt nervøst, med et smil. "Ja, det kan vi godt". Svare jeg, med et smil. "Super". Siger han, med et smil, og vi går ned, i kantinen. Vi går hen, og tager en bakke, og går hen, og tager noget mad. "Der var også noget, jeg ville spøger dig om". Siger han, og vi går hen, til et ledigt bord. "Spøgerløs". Siger jeg, og sætter min bakke, på bordet. "Det var bare, om du havde lyst til, at være sammen, i morgen?". Spøger han, og sætter sin bakke, på bordet, og sætter sig ned. "Ja, det vil jeg gerne. Jeg tror ikke, at min far, kommer sent hjem, i morgen". Svare jeg, og sætter mig ned. "Nej, okay". Siger han, og begynder, at spise. "Det er bare fordi, at min mor er jo, højgravid og hun skal tage den, med ro. Så hvis min far, kommer sent hjem, skal jeg helst blive hjemme, og passe lidt på hende". Siger jeg, og begynder, at spise. "Okay. Det forstår jeg godt". Siger han, med et smil. "Tak. Og det er virkelige vigtigt, at hun holder sig i ro. Fordi hun har nemlig, også dårlig ryg". Siger jeg. "Har hun haft det, hele sit liv?". Spøger han. "Nej. Hun faldt ude, i vores køkken, for nogen år siden, og lanede på ryggen". Svare jeg. "Okay. Men hvorfor valgte, dine forældre så, at få et barn til?". Spøger han. "Det var ikke planlagt". Svare jeg, med et smil. "Okay". Siger han, og griner. "Hvad?". Spøger jeg, med et smil. "Ikke noget". Svare han, med et smil. "Okay så". Siger jeg, med et smil, og Becca kommer hen, til vores bord. "Må jeg, sidde her?". Spøger hun, og kigger på Alex. "Det ved jeg ikke rigtig". Svare han, og kigger på hende. "Er du, da sur på mig?". Spøger hun. "Nej, det er jeg ikke. Men Clara og mig, sidder lige og snakker". Svare han. "Men hun er, jo kedelig". Siger hun. "Nej, hun er ej". Siger han. "Jo". Siger hun. "Jeg går også nu". Siger jeg, og tager min bakke, og rejser mig op. "Clara, du skal da ikke gå". Siger Alex, og rejser sig op. "Jeg gider ikke, at være her, når Becca er her. Og jeg er færdig med, at spise". Siger jeg, og går hen, og aflever min bakke. Alex går hen, og aflever sin bakke. "Lad os gå op, i klassen så". Siger han, med et smil. "Ja". Siger jeg, med et lille smil, og vi går op, i klassen. Jeg sætter mig hen, på min plads, og Alex tager sit hovede ned, til mit øre. "Du er så mega smuk". Hvisker han, i mit øre. Jeg kigger på ham, med et stort smil. "Synes du?". Spøger jeg. "Ja". Svare han, med et smil, og skal lige til, at kysse mig, på munden, men klokken ringer. "Ja... Vi... Vi har time". Siger jeg, med et smil. "Ja, det har vi". Siger han, med et smil, og sætter sig hen, på sin plads. Elizabeth kommer og de sidste kommer ind, lidt efter. "I skal lige, pakke jeres matematik sammen. Så deler jeg, nogen eksamensopgaver ud, til jer. Og Clara du forsætter bare med, at lave i din matematikbog". Siger hun, og deler opgaver ud, til de andre. "Må jeg lige, gå ud et øjeblik?". Spøger jeg, og kigger på Elizabeth. "Ja. Er du dårlig?". Spøger hun, og kigger på mig. "Det ved jeg ikke". Svare jeg, og rejser mig op. Hun går hen, til mig og mærker min pande. "Du er helt varm". Siger hun. "Har jeg feber?". Spøger jeg. "Det tror jeg. Du må gerne, gå hjem nu". Svare hun. "Tak". Siger jeg, og pakker mine ting sammen. "Vi ses". Siger Alex, med et smil. "Ja, vi gør". Siger jeg, og kigger på ham, med et smil, og tager mine ting, og går ud, på gangen. Jeg går hen, til mit skab, og åbner det. Jeg lægger mine ting ind, og tager min jakke og taske på. "Hej igen". Siger Alex, med et smil. "Hej. Har du, ikke time?". Spøger jeg, og kigger på ham. "Jo. Men jeg har det, heller ikke så godt". Svare han, og går hen, til sit skab. "Hvad fejler du?". Spøger jeg, og lukker mit skab. "Jeg har noget hovedepine". Svare han, og lægger sine ting ind. "Det var, da ikke så godt". Siger jeg. "Nej". Siger han, og tager sin jakke og taske på. "Vil du så, bare hjem?". Spøger jeg, og tager min telefon op, af min lomme. "Ja. Vil du med?". Spøger han, med et smil. "Ja. Men jeg skal lige, ringe til min mor, og sige, at jeg blev dårlig og tager hjem, til dig". Svare jeg, og ringer til min mor.
Samtale.
Min mor. "Hej, skat".
Mig. "Hej, mor. Jeg fik lov til, at få før fri. Fordi jeg blev, lidt dårlig og jeg har, måske feber".
Min mor. "Okay. Er du okay?".
Mig. "Ja. Jeg har det fint".
Min mor. "Det var godt. Og far har fortalt, det med din matematik eksamen".
Mig. "Jeg er ked af, at jeg skuffede jer".
Min mor. "Du har da ikke, skuffet nogen, skat. Det er jo, bare en eksamen. Du er jo stadig, vores smukke, søde, dejlige og fantastiske datter. Og vi kunne ikke, være mere stolt, af dig. Vi elsker dig, uanset hvad".
Mig. "Tak, mor. Dig og far, er virkelige verdens bedste forældre. Og I gør det, rigtig rigtig godt. Jeg kunne heller ikke, være mere stolt, af jer. Og jeg elsker også jer".
Min mor. "Tak, skat. Og selvom du ikke, får en eksamen, i matematik, så går det nok. Du skal nok, få et godt job alligevel".
Mig. "Ja. Tak, mor".
Min mor. "Det var så lidt, skat. Er du endelige, på vej hjem?".
Mig. "Nej. Jeg tænkte på, om jeg måtte tage hjem, til Alex?".
Min mor. "Jeg ved ikke rigtig".
Mig. "Skal vi så, tage hjem til os?".
Min mor. "Ja, det er nok bedre. Så kan jeg, lave te til jer, og så kan I få, mine nybagte brunkager".
Mig. "Har du, bagt brunkager?".
Min mor. "Ja, det har jeg".
Mig. "Vi kommer med det samme".
Min mor. "Så ses vi, om lidt".
Mig. "Ja, vi gør, mor".
Samtale slut.
Jeg ligger på, og lægger min telefon ned, i min lomme. "Skal vi hjem, til dig?". Spøger han. "Ja. Min mor har, bagt brunkager". Svare jeg, med et smil, og kigger på ham. "Det lyder lækkert". Siger han, med et smil, og vi går ud, på gaden. "Det er de også. Du skal glæde dig til, at smage min mors brunkager. Hun og min mormor, laver verdens bedste kager". Siger jeg, med et lille smil. "Savner du, din familie i Danmark meget?". Spøger han. "Ja. Men jeg tror, at vi skal, til Danmark i juleferien". Svare jeg. "Plejer I da det?". Spøger han. "Ja. Men nu må vi, lige se hvornår min mor føder". Svare jeg. "Ja. Hvornår skal hun, da føde?". Spøger han. "Den 15 december. Men det kan godt, blive nogen dage før jo". Svare jeg. "Ja". Siger han, og vi går ind, i opgangen, og op til min lejlighed. Jeg åbner døren, og vi går ind. Min mor kommer ud, i gangen. "Hej med jer". Siger hun, med et stort smil. "Hej". Siger Alex, med et smil og lukker døren. "Hej, mor". Siger jeg, med et smil, og tager min taske af, og sætter den, på gulvet. "Lige før I kom, sparkede hun helt vildt". Siger hun, med et smil. "Sparker hun stadig?". Spøger jeg, og tager min jakke og støvler af. "Ja. Vil du mærke?". Spøger hun, med et smil. "Ja". Svare jeg, og går hen, til hende. Hun tager mine hænder op, på hendes mave. Tænk, at jeg kan mærke, at min lille søster ligger, og sparker inde i min mors mave. Det er helt vildt fantastisk. "Tænk, at det er min lille søster". Siger jeg, med et stort smil. "Ja, det er helt fantastisk". Siger hun, med et stort smil. "Ja". Siger jeg, med et smil. "Nu holdte hun op igen". Siger hun, og jeg fjerner mine hænder. "Ja, desværre". Siger jeg, med et lille smil. "Der er te og brunkager, i køkkenet". Siger hun, med et smil. "Det lyder lækkert". Siger Alex, med et smil. "Jeg går lige ind, med min taske, så kommer jeg". Siger jeg, og tager min taske, og går ind, på mit værelse. Jeg får øje, på et billede af mig og Sasja, der hænger på væggen. Vi sidder ude, i deres have og leger, i sandkassen. Det gjorder vi meget, da vi var mindre. Jeg sætter min taske, på gulvet, og går ud, i køkkenet. Min mor og Alex sidder, ved spisebordet og snakker. Jeg sætter mig hen, ved siden, af Alex. "Jeg har hældt te, op til dig". Siger min mor, med et smil. "Tak". Siger jeg, og tager en brunkage. "Er du okay, skat?". Spøger min mor. "Var? Jeg har det fint". Svare jeg, med et smil, og kigger på hende. "Er du sikker?". Spøger hun. "Ja". Svare jeg, og drikker noget, af min te. "Har du, haft en dårlig dag?". Spøger hun. "Nej. Jeg har bare, lidt hovedepine". Svare jeg, og spiser min kage færdig. "Okay". Siger hun. Vi sidder og snakker og hygger os. "Hej". Siger min far, og kommer ud, i køkkenet. "Hej, far". Siger jeg, med et smil, og kigger på ham. "Hej, skat". Siger han, med et smil. "Hej". Siger Alex. "Hej, Alex". Siger han, med et smil. "Hej, skat". Siger min mor, med et smil. "Hej, smukke". Siger han, med et smil, og går hen, og kysser min mor, på munden. "Skal vi, gå ind på mit værelse?". Spøger jeg, og kigger på Alex. "Det kan vi godt". Svare han, med et smil, og vi rejser os op, og går ind, på mit værelse. Jeg lukker døren, efter os. "Hvad skal vi lave?". Spøger han, og kigger på mig. "Det ved jeg ikke". Svare jeg, og min telefon ringer. Jeg tager den op, af min lomme, og ser hvem det er. Det er Jacob, Sasjas store bror.
Samtale.
Mig. "Hej, Jacob".
Jacob. "Hej. Det er længe siden".
Mig. "Ja, det er det. Hvordan går det?".
Jacob. "Det går godt. Jeg er lige, blevet 22, her i søndags".
Mig. "Okay. Tillykke med det".
Jacob. "Tak. Hvordan går det, med dig?".
Mig. "Det går okay. Jeg savner dig og Sasja".
Jacob. "Jeg savner også dig. Og Sasja har fortalt, at I er uvenner".
Mig. "Okay".
Jacob. "Det kan godt være, at I er uvenner. Men Sasja savner dig. Hun er ked af det".
Mig. "Det er jeg også. Men hvad skal jeg gøre?".
Jacob. "Det ved jeg ikke. Jeg siger jo ikke, at det er din skyld, at Sasja er ked af det".
Mig. "Nej. Det ved jeg godt".
Jacob. "Vores far har fået, en ny kæreste, og det er Sasja ret ked af".
Mig. "Det har hun, ikke sagt noget om. Hvornår har han, fået en ny kæreste da?".
Jacob. "Det er nogen måneder siden".
Mig. "Hvorfor har hun, ikke fortalt mig det?".
Jacob. "Fordi hun ikke ville, kede dig med sine problemer".
Mig. "Det gør hun, da heller ikke. Hun er jo, min bedste veninde".
Jacob. "Ja. Hun skal nok bare, lige have lidt plads".
Mig. "Ja. Det kan man jo, godt have brug for nogen gange".
Jacob. "Ja, det kan man".
Mig. "Jeg vil, løbe igen. Det var rart lige, at snakke med dig igen".
Jacob. "I lige måde. Vi ses, på et tidspunkt".
Mig. "Ja, vi gør".
Samtale slut.
Jeg ligger på, og min telefon går død. "Hvem er Jacob?". Spøger Alex. "Det er Sasjas store bror". Svare jeg, og sætter min telefon, til opladning. "Okay. Er du gode venner, med ham?". Spøger han, og jeg lægger min telefon, i vinduskarmen. "Ja, lidt gode venner er vi". Svare jeg, og kigger på ham. "Okay". Siger han, og nikker. "Han er altså, en ung mand på 22 år. Så du har, ingen grund til, at være jaloux". Siger jeg, med et smil, og går hen, til ham. "Det er jeg heller ikke. Ikke ret meget, i hvert fald". Siger han, med et smil, og går tættere, på mig. "Godt. Det er kun dig, jeg er forelsket i". Siger jeg, med et smil. "I lige måde. Og jeg vil gerne, spøger dig om noget". Siger han, med et smil, og tager min hånd. "Sig frem". Siger jeg, med et smil. "Okay. Jeg vil spøger dig, om du vil, være min kæreste?". Spøger han, med et smil. "Ja, det vil jeg meget gerne". Svare jeg, med et smil. "Det er jeg meget glad for". Siger han, med et smil. "Jeg er meget glad for, at du spurgte". Siger jeg, med et smil, og kysser ham, på munden. "Jeg bliver desværre nød til, at gå nu. Jeg skal, med min mor ud, og købe nogen julegaver". Siger han, med et lille smil. "Det var det, du skulle hjælpe hende med". Siger jeg, med et smil. "Ja. Vi ses, i morgen". Siger han, med et smil. "Ja, vi gør". Siger jeg, med et smil, og vi kysser farvel. Han går hen, til døren. "Jeg ringer senere". Siger han, med et smil, og kigger på mig. "Det vil jeg glæde mig til". Siger jeg, med et smil. "Også mig". Siger han, med et smil, og åbner døren, og går ud. Han lukker døren, og min telefon ringer. Jeg går hen, og tager den. Det er min mormor.
Samtale.
Mig. "Hej, mormor".
Min mormor. "Hej, skat. Hvordan går det?".
Mig. "Det går okay. Hvad med jer?".
Min mormor. "Det går godt. Men jeg har, fået noget lungebetændelse".
Mig. "Okay. Er det alvorligt?".
Min mormor. "Nej. Jeg tror snart, at jeg er rask igen".
Mig. "Det var godt".
Min mormor. "Ja. Du skal ikke, være bekymret".
Mig. "Okay, mormor".
Min mormor. "Kommer I endelige, i juleferien som I plejer?".
Mig. "Det ved jeg ikke endnu. Nu må vi jo, også lige se, hvornår mor føder".
Min mormor. "Ja. Det er jo ikke, så nemt, at rejse med en lille baby".
Mig. "Nej. Men jeg håber, at vi kan komme".
Min mormor. "Det håber vi også".
Mig. "Det kan også være, at jeg selv kunne tage, til Danmark. Eller med Thor".
Min mormor. "Ja, måske. Vi kan godt, betale for det".
Mig. "Tak. Men det behøver I ikke".
Min mormor. "Det finder vi ud af".
Mig. "Ja. Jeg tror, at vi skal til, at spise nu. Vi ses, mormor".
Min mormor. "Ja, vi gør, skat".
Samtale slut.
Jeg ligger på, og det banker på døren. "Kom ind". Siger jeg, og lægger min telefon, i vinduskarmen. "Der er mad". Siger min far, og jeg kigger på ham. "Jeg er ikke sulten". Siger jeg. "Vil du ikke, have lidt mad alligevel?". Spøger han. "Nej. Jeg vil bare gerne, se lidt film". Svare jeg. "Okay, skat". Siger han, og lukker døren. Jeg lægger mig hen, i min seng, og lukker øjne. Efter kort tid, sover jeg.