Julen Med Stokes Tvillingerne. (Afsluttet)

Vil du være min for altid?

Fredag 19 december 2019.

Jeg vågner ved, at min telefon ringer. Jeg tager min telefon, og ser hvad klokken er. Den er ti, så ser jeg hvem, det er der ringer. Det er Brent.
Samtale.
Mig. "Hallo? Eller godmorgen, skat".
Brent❤️ "Godmorgen, søde. Lå du og sov?".
Mig. "Ja".
Brent❤️ "Undskyld, at jeg vækkede dig så".
Mig. "Det er okay. Hvad vil du, skat?".
Brent❤️ "Jeg ville bare høre, hvad du skal, i dag?".
Mig. "Jeg tror bare, at jeg skal ud, og handle".
Brent❤️ "Okay. Har du så, lyst til, at lave noget sammen, i dag?".
Mig. "Som en date?".
Brent❤️ "Ja".
Mig. "Det vil jeg gerne, skat. Men jeg troede, at du skulle arbejde?".
Brent❤️ "Det skal jeg også. Men jeg kan godt, tage på en date, med min søde kæreste".
Mig. "Det er jeg glad for. Hvor og hvornår, skal vi mødes?".
Brent❤️ "Jeg har en overraskelse, til dig. Så hvis du bare, er nede ved din opgangedør, klokken seks i aften, så er det fint, smukke".
Mig. "Okay, skat. Skal vi, ud og spise? Eller skal jeg, spise før vores date?".
Brent❤️ "Du skal ikke, spise før vores date. Mere siger jeg ikke".
Mig. "Jeg glæder mig til, at se hvad du har planlagt".
Brent❤️ "Og jeg glæder mig til, at se dig, og dit smukke smil".
Mig. "Tak og i lige måde, skat".
Brent❤️ "Tak, søde".
Mig. "Skal jeg endelige, have fint tøj på?".
Brent❤️ "Al dit tøj er, da fint. Men det må, gerne være lidt fint".
Mig. "Okay. Så vil jeg, bruge hele dagen på, at gøre mig pæn".
Brent❤️ "Så kommer jeg, at henter dig nu".
Mig. "Nu?".
Brent❤️ "Ja. Du er jo klar. Fordi du er jo, allerede pæn".
Mig. "Tak, i lige måde, skat. Du er da, rigtig sød her til morgen".
Brent❤️ "Tak. Du er altid sød, smukke".
Mig. "Tak, i lige måde. Hvorfor siger du endelige, alle de søde ting?".
Brent❤️ "Fordi jeg er forelsket, i dig. Og du fortjener, at hører alle de ting. Og jeg mener, alle de ting. Skal jeg, da stoppe med, at sige så mange søde ting, til dig?".
Mig. "Nej, nej. Det var ikke, sådan ment. Jeg er glad for, at du mener alle de ting. Det er bare som om, at jeg ikke rigtig tør, at tro på dem".
Brent❤️ "Hvorfor ikke, smukke?".
Mig. "Fordi jeg er bange for, at du en dag, går fra mig".
Brent❤️ "Det gør jeg ikke. Og efter vores date, i aften, så tror jeg ikke, at du nogensinde vil tvivle, på mine ord igen".
Mig. "Vil du, fri til mig?".
Brent❤️ "Nej, dog ikke. Vil du, da fri til mig?".
Mig. "Nej. Ikke i aften i hvert fald".
Brent❤️ "Vi har jo også, kun været sammen, i seks dage".
Mig. "Ja, det har vi. Men jeg håber, at vi bliver gift, en dag".
Brent❤️ "Det gør jeg også. Jeg ved, at du bliver verdens smukkeste brud, når vi skal giftes".
Mig. "Tak, skat. Jeg ved, at du bliver verdens pæneste gom".
Brent❤️ "Tak, søde. Jeg bliver desværre nød til, at løbe nu. Jeg skal helst nå, noget mere arbejde, inden vores date".
Mig. "Okay. Vi ses, i aften, skat".
Brent❤️ "Ja, vi gør, søde".
Samtale slut.
Han ligger på, og jeg lægger min telefon hen, på mit natbord. "Godmorgen". Siger Sasja, med et smil, henne fra døren. "Godmorgen, søde. Hvorfor er du, så glad?". Spøger jeg, med et smil, og tager min dyne af, og rejser mig op, og går hen, til hende. "Fordi jeg mødte Alan, i går da jeg var, ude og gå en tur. Vi faldt i snak, og han gav mig, sit nummer". Svare hun, med et smil. "Okay". Siger jeg, med et smil. "Vi skal faktisk, spise morgenmad sammen, om lidt. Så jeg ville bare sige, at jeg går nu". Siger hun, med et smil. "Okay. Jeg skal på date, med Brent, i aften. Så jeg er ikke, hjemme og spise aftensmad. Jeg skal gå, klokken seks". Siger jeg, med et smil. "Okay. Vi ses senere". Siger hun, med et smil. "Ja, vi gør". Siger jeg, med et smil, og vi krammer farvel, og hun går ud, i gangen. Jeg får øje, på mig selv i spejlet. Jeg ser meget træt ud, og mit hår er fedtet. Jeg trænger til et bad, og en angsigtsmaske. Bare jeg når, at blive klar. Det er heldigt, at Brent er ligeglad med, hvordan jeg ser ud. Fordi lige nu, der ser jeg, ikke så godt ud. Men jeg skal lære, at jeg er smuk, som jeg er. Og jeg skal ikke, få et tilbagefald, hvor jeg ikke spiser. Fordi jeg synes, at jeg skal tabe mig. Jeg vil heller ikke, gøre det mod min mor. Hun har været udsat for nok. Jeg går ud, i køkkenet, og går i gang med, at lave noget morgenmad. Da min mad er færdig, dækker jeg bord, og sætter mig over, til spisebordet. Jeg tager noget mad, og begynder, at spise. Det ringer pludselige på døren, jeg rejser mig op, og går ud, i gangen og åbner døren. Det er min far. "Hej, skat". Siger han, med et lille smil. "Hej. Hvad vil du?". Spøger jeg. "Jeg ville bare, snakke med dig". Svare han. "Jeg har ikke, så meget tid. Jeg har noget, jeg skal". Siger jeg. "Okay. Må jeg, komme ind?". Spøger han. "Ja". Svare jeg, og rykker mig lidt, og han går ind. Jeg lukker døren, efter ham. "Hvordan går du, og har det?". Spøger han, og jeg kigger på ham. "Jeg har det godt. Hvordan har du det?". Spøger jeg. "Også godt. Hvor er mor?". Spøger han. "Hun er i Danmark, med Eva. Snakker I, ikke sammen mere?". Spøger jeg. "Jo, det gør vi. Men det er, lidt svært lige nu". Svare han. "Ja, det kan jeg forstille mig". Siger jeg. "Ja. Skal I, holde jul her hjemme?". Spøger han. "Ja. Vi får også, nogen gæster". Svare jeg. "Okay. Det lyder hyggeligt". Siger han. "Ja. Og Sasja er flyttet ind". Siger jeg. "Det er da, dejligt for dig". Siger han, med et smil. "Ja, det er det. Hvordan går det, med hende din kæreste?". Spøger jeg. "Det går ikke, så godt. Vi skænedes, næsten hele tiden". Svare han. "Jeg troede ellers, at I havde det rigtig godt sammen". Siger jeg. "Det havde vi også, i starten af vores forhold. Men jeg tror ikke rigtig, at vi passer sammen". Siger han. "Det skulle du, måske have tænkt på før, at du var mor utro". Siger jeg. "Ja, det skulle jeg. Tror du, at mor vil, tage mig tilbage?". Spøger han. "Det ved jeg ikke. Er du da, stadig forelsket, i hende?". Spøger jeg, overrasket. "Ja. Hende min kæreste, er også flyttet hjem, til en veninde. Så jeg tror, at vores forhold er ved, at være forbi". Svare han. "Okay. Hvad hedder hun endelige?". Spøger jeg. "Anna". Svare han. "Okay. Men ved mor, at I er ved, at gå fra hinanden?". Spøger jeg. "Nej. Jeg tror heller ikke, at hun vil, have mig tilbage". Svare han. "Det ved jeg ikke, noget om. Men hun har, ikke fundet en anden. Ikke så vidt, jeg ved". Siger jeg. "Okay. Hvordan har, Eva det endelige?". Spøger han. "Godt". Svare jeg. "Det er jeg glad for, at høre". Siger han, med et smil. "Ja. Og du kan, jo prøve, at snakke med mor, om hvordan du har det". Siger jeg. "Ja. Men din gamle far, er lidt nervøs". Siger han. "Du er ikke gamle, far. Og det er helt okay, at være nervøs. Du skal bare, springe ud i det". Siger jeg. "Ja. Men der er jo også, en grund til, at vi blev skilt. Måske er det ikke meningen, at vi skal være sammen, resten af livet". Siger han. "Nej, måske ikke. Men så kan I jo, prøve på, at blive gode venner. Så kan du, også se Eva noget mere". Siger jeg. "Ja, det er en god ide. Tak, skat". Siger han, med et smil. "Det var så lidt, far. Og du må meget undskylde, at jeg har været så streng ved dig, siden dig og mor blev skilt". Siger jeg. "Det er helt okay. Jeg forstår dig godt. Og du ville jo, bare passe på mor". Siger han. "Ja". Siger jeg. "Så vi er gode venner igen?". Spøger han, med et smil. "Ja, far". Svare jeg, med et smil, og vi krammer. "Det er jeg glad for, skat. Og nu vil jeg, ikke forstyrre dig mere. Vi ses". Siger han, med et smil. "Ja, vi gør, far". Siger jeg, med et smil, og vi krammer farvel. Han går hen, og åbner døren, og går ud, og lukker døren, efter sig. Jeg går ud, i køkkenet, og sætter mig hen, til spisebordet. Jeg spiser færdig, og tager af bordet. Da jeg har taget af bordet, går jeg ind, på mit værelse. Jeg går hen, til mit tøjskab, og finder en flot lyserød kjole. Jeg også noget undertøj, nogen gamacher, og et par sokker. Jeg lægger mit tøj hen, på min seng. Jeg tager mit undertøj med og går ud, på badeværelset, og lukker døren. Jeg lægger mit tøj, på toilettet, tager mit tøj af, lægger det, på toilettet. Jeg smider mit beskidte undertøj til vask, og går ind i badet, og trækker badeforhænget for. Jeg tænder vandet, og tager et dejlig langt bad. Jeg bruger også, min hårkur der dufter, af vandmelon. Da jeg er færdig i badet, slukker jeg vandet, trækker badeforhænget fra, går ud af badet, og tager mit håndklæde. Jeg tørrer mig, hænger mit håndklæde op igen, og tager mit tøj på. Jeg tager mit tøj på, fra i går, så tager jeg en angsigtsmaske på, med honning. Da jeg har taget angsigtigtsmasken på, vasker jeg mine hænder, og børster tænder. Efter fem minutter, skal min angsigtsmaske af igen, så jeg vasker min angsigtsmaske af, og går ind, på mit værelse igen. Jeg tager mit tøj af, og tager mit fine tøj på, så går jeg ud, på badeværelset, og smider mit beskidte tøj til vask. Jeg får øje på, mig selv i spejlet, og jeg synes, at min kjole sidder, lidt mærkeligt. Jeg går ind, på mit værelse igen. Hvad skal jeg, så tage på? Måske min lyseblå kjole? Ja, den tager jeg på. Jeg går hen, til mit tøj skab, og tager min lyserøde kjole af, hænger den ind, i mit tøjskab, tager min lyseblå kjole, og tager den på. Min telefon siger et bip, jeg går hen, og tager den, og ser hvad det er. Jeg har fået en SMS, fra Brent.
Brent❤️ "Hej, smukke. Er det okay, hvis jeg kommer halv seks i stedet for?❤️".
Mig. "Ja, det passer fint, skat. Jeg glæder mig❤️".
Brent❤️ "Det gør jeg også, søde. Vi ses, i aften❤️".
Mig. "Ja, vi gør, skat❤️".
Jeg lægger min telefon, på mit natbord, og går hen, og redder mit hår. Jeg sætter mit hår op, i en fletning, og tager en blomst i håret. Jeg tager også nogen hjerteøringe i, halskæden og armbåndet der passer til. Så lægger jeg, noget make up, tager noget parfume på, retter lidt på mit hår og kigger mig, i spejlet. Jeg ser endelige, meget godt ud. Det er også ved, at være noget tid siden, at jeg har følt mig, så smuk. Og den her kjole, gør virkelige noget godt, for mig. Jeg tror også, at jeg er klar nu. Jeg glæder mig til, at se hvad, han har planlagt. Men mest af alt, så glæder jeg mig til, at se ham og være sammen med ham. Det er også, vores første rigtige date. Men jeg tror faktisk, at jeg elsker ham. Jeg ved ikke, om det er lidt hurtigt. Men man kan jo ikke planlægge, hvornår man elsker nogen. Og Brent giver mig, en følelse, jeg ikke har følt før. Mit og Alexs forhold, var noget ganske særligt. Men jeg tror lidt mere, på mit og Brents forhold. Vi forstår bare hinanden rigtig godt. Jeg tror faktisk, at han er min eneste ene. Jeg bliver bare, så glad, når jeg er sammen med ham. Jeg kommer tilbage til virkeligeheden, da min telefon ringer. Jeg går hen, og tager den, og ser hvem det er. Det er min mor.
Samtale.
Mig. "Hej, mor".
Min mor. "Hej, skat. Hvordan går det?".
Mig. "Det går godt. Hvordan går det, med jer?".
Jeg sætter mig, på min seng.
Min mor. "Det går godt. Mormor har det bedre".
Mig. "Det er godt".
Min mor. "Ja. Men der er lidt meget, med det husslag. Men vi kommer stadig hjem, på søndag".
Mig. "Det glæder jeg mig til".
Min mor. "Det gør vi også. Jeg tror, at Eva savner dig. Hun har nemlig, haft lidt svært ved, at falde til ro siden, at vi tog af sted".
Mig. "Nurgh. Jeg savner også hende".
Min mor. "Det er også lidt svært, at hjælpe dem med hussalget, når Eva gerne vil være hos mig, næsten hele tiden. Men det går nok".
Mig. "Ja".
Min mor. "Er der noget galt?".
Mig. "Nej".
Min mor. "Jeg synes bare, at du virker lidt fjern".
Mig. "Jeg har det fint, mor. Jeg skal bare, på date med Brent senere. Så jeg er lidt nervøs".
Min mor. "Det skal da, nok gå godt, skat".
Mig. "Ja. Jeg tror også, at han har planlagt, noget helt særligt".
Min mor. "Det gjorder far faktisk også, på vores første date".
Mig. "Det vil jeg da, gerne hører om".
Min mor. "Han hentede mig, og så gik ved ned, i parken, ikke så langt fra, hvor jeg boede den gang. Vi skulle spise, i parken. Han havde planlagt, den hyggeligste skovtur, og han gav mig, en hjerte halskæde. Men vi vidst ikke rigtig, om vi så var kærester. Fordi vi havde kun kendt hinanden, i to uger på det tidspunkt. Men et par dage efter, blev vi kærester. Og vi blev forlovet, efter fire måneder. Vi havde det skønt, så længe det varede".
Mig. "Sikke en smuk historie. Tror du, at I finder sammen igen?".
Min mor. "Nej, det tror jeg ikke, skat".
Mig. "Hvorfor ikke?".
Min mor. "Fordi jeg synes, at jeg er kommet videre".
Mig. "Okay, mor".
Min mor. "Jeg tror også, at mig og far er, bedre tjent uden hinanden".
Mig. "Okay".
Min mor. "Vil du da, gerne have, at mig og far finder sammen igen?".
Mig. "Ja, hvis I er lykkelige sammen".
Min mor. "Det tror jeg desværre ikke, at vi kan blive igen, skat".
Mig. "Okay, mor".
Min mor. "Jeg bliver desværre nød til, at løbe igen. Vi ses, skat".
Mig. "Ja, vi gør, mor".
Samtale slut.
Jeg ligger på, og ser hvad klokken er. Den er 14:15. Måske skulle jeg, skrive et brev til Brent? Ja, det gør jeg. Jeg lægger min telefon, på mit natbord, og rejser mig op. Jeg går hen, til mit skrivebord, og åbner min nederste skrivebordsskuffe, og tager et stykke papir, og lukker skuffen igen. Jeg sætter mig, ved mit skrivebord, og tager en kulgepen, og begynder, at skrive brevet.
Kære Brent jeg er rigtig glad for, at jeg har mødt dig❤️ Jeg bliver altid glad, når jeg er sammen med dig, og når jeg tænker, på dig. Jeg tænker på dig, hvert eneste sekund. Jeg er rigtig glad for, at vi fandt hinanden❤️ Jeg tror også, at jeg elsker dig. Jeg beklager, hvis du synes, at det er for hurtigt, at jeg elsker dig. Men jeg kan ikke, gøre for det, skat❤️ Du er bare, så sød❤️ Jeg vil også gerne sige tak, fordi du altid, er derfor mig❤️ Din Clara❤️
Jeg sætter min kulgepen over, til mine andre kulgepene, og folder brevet sammen. Var det brev for meget? Eller var det, for dumt? Skulle jeg ikke have, skrevet det med, at jeg tror, at jeg elsker ham? Nej, det går nok. Jeg tror også, at han bliver rigtig glad for, at læse det. Det ville jeg, da blive. Jeg skal bare, tro noget mere, på mig selv og, at det jeg gør er godt nok. Mere end godt nok. Og Becca skal ikke, have lov til, at påvirke mit liv mere. Hun har Alex, men jeg har Brent. Og det kan godt være, at folk bedre kan lide Becca, end mig. Fordi jeg var Alex utro. Men jeg fortryder, den måde jeg afsluttede mit og Alexs forhold. Det var forkert, at være ham utro. Men alle begår fejl, og jeg kommer sikkert til, at begå flere fejl. Jeg er jo, også ung, og jeg prøver stadig, at finde ud af, hvem jeg er nogen gange. Jeg ved ikke, om det bliver nemmere, at finde ud af, hvem man er med alderen. Men det må jeg jo, tage som det kommer. Og det virker da også til, at de fleste godt kan lide mig. Og tænk, at Brent er forelsket, i mig. Han er bare, den fyr jeg har drømt om, hele mit liv. Og vi skal, på date i aften. Ja, vores date. Hvad er klokken endelige? Jeg rejser mig op, og går hen, og tager min telefon, og ser hvad klokken er. Den er allerede 17:25. Jeg lægger min telefon, på mit natbord, og går ud, i gangen, jeg tager min jakke og stølver på. "Jeg når det aldrig". Siger jeg, og går ind, på mit værelse. Jeg tager min telefon, pung og brevet. Jeg lægger det ned, i min jakkelomme, og tager mine nøgler op, af min jakkelomme, og går hen, til døren. "Så er det nu". Siger jeg, og åbner døren, og går ud, og lukker døren, og låser den. Jeg lægger mine nøgler ned, i min jakkelomme, og går ned, af trapperne, og ud på gaden. Brent er ikke, kommet endnu. Lige pludselige kommer der, en hestevogn med to brune heste foran kørerne. Den stopper foran min opgangedør, Brent åbner den lille dør, og går hen, til mig. Han har et sort jakkesæt, og en jakke på. "Hej, smukke". Siger han, med et smil. "Hej, skat. Du ser rigtig godt ud". Siger jeg, med et smil. "Tak, i lige måde, smukke". Siger han, med et smil. "Tak, skat". Siger jeg, med et smil, og han kysser mig, på munden. "Skal vi kører?". Spøger han, med et smil. "Ja. Jeg har, et brev til dig". Svare jeg, med et smil, og tager brevet op, af min jakkelomme, og giver det, til ham. "Tak, søde. Jeg læser det om lidt". Siger han, med et smil, og lægger brevet ned, i sin jakkelomme. "Okay, skat". Siger jeg, med et smil, og vi går hen, til hestevognen. Han åbner den lille dør, for mig. Det er en, åben hestevogn. "Tak". Siger jeg, med et smil, og går op, i hestevognen, og sætter mig ned. Brent går op i hestevognen, og lukker døren, og sætter sig hen, ved siden, af mig. "Så er vi klar". Siger han, til ham manden, der styrer hestevognen. "Okay". Siger han, med et smil, og vi kører. Brent tager brevet op, af sin lomme, og begynder, at læse det. Der lægger et tæppe, jeg tager det på, og kigger på Brent, med et smil. Så kigger jeg, hvor vi kører hen. Vi kører lidt ud, af byen. "Mange tak, smukke. Jeg har det fuldstændig på samme måde, med dig". Siger han, med et smil, og jeg kigger på ham, med et smil. "Det er jeg glad for, skat". Siger jeg, med et smil, og kysser ham, på munden. Han lægger en arm, om mig, og jeg lægger mit hovede, på hans skulder. Vi kører ind i noget, der ligner en park. Der står en havepavillon, på en stor græsplæne. "Hvad er det, du har planlagt?". Spøger jeg, med et smil, og kigger på Brent. "Det får du, at se lige om lidt". Svare han, med et smil, og hestevognen stopper. Jeg tager tæppet af, og åbner døren, og går ud, af hestevognen. "Du skal lige, have bind for øjne, smukke". Siger han, med et smil, og går ud, af hestevognen, og lukker døren. "Okay". Siger jeg, med et smil, og han tager et tørklæde. "Det er en god overraskelse. Det lover jeg, skat". Siger han, med et smil. "Okay, søde". Siger jeg, med et smil, og han giver mig bind, for øjne. Han tager min hånd, og vi begynder, at gå. Det er meget mærkeligt, at gå mens man ikke, kan se noget. Efter kort tid, stopper vi, og han fjerner bindet, fra mine øjne. Vi står ved havepavillonen. "Værsgo og gå ind, smukke". Siger han, med et smil. "Tak, skat". Siger jeg, med et smil, og går ind, af døren. Der er dækket et fint bord, og der står to levende lys, på bordet. Der står også en lille vase, med en blomst på bordet, det er rigtig hyggeligt og romantisk. "Er det dig, der har lavet mad?". Spøger jeg, med et smil, og kigger på ham. "Ja". Svare han, med et smil, og lukker døren. "Har du, haft maden med hjemmefra så?". Spøger jeg, med et smil, og han kigger på mig. "Ja. Men jeg glemte deserten. Fordi der var lige pludselige, noget andet jeg lige, skulle huske. Jeg glemte faktisk også, at have en buket blomster med, til dig". Svare han, med et smil. "Det er ligemeget. Det er stadig helt perfekt". Siger jeg, med et smil. "Det er jeg rigtig glad for, at du synes, smukke. Værsgo, at sætte dig ned". Siger han, med et smil. "Tak, skat". Siger jeg, med et smil, og han hjælper mig med, at tage min jakke af. "Tak". Siger jeg, med et smil, og hænger min jakke hen, på min stol, og sætter mig ned. "Eller jeg har faktisk, husket blomster til dig". Siger han, med et smil, og går hen, til en kurv, der står på gulvet. Han tager en rød rose, og går hen, til mig. Han giver mig rosen, den er af plastik. "Tak, skat. Hvorfor er den, af plastisk?". Spøger jeg, med et smil. "Det er så, den ikke visner. Ville du hellere, have haft en ægte?". Spøger han. "Nej. Jeg er meget glad, for den her". Svare jeg, med et smil. "Det er jeg glad for". Siger han, med et smil, og kysser mig, på munden. Jeg lægger rosen, på bordet, og han sætter sig hen, på sin plads, som er overfor mig. Vi begynder, at spise. Vi får noget fisk, og katofler. Det smager rigtig godt. "Hvordan kan maden endelige, have holdt sig varm, hvis den har stået her ude så længe, i den her kulde?". Spøger jeg, med et smil, og kigger på ham. "Det er fordi, at min mor tog her ud, med maden mens, at jeg hentede dig". Svare han, med et smil. "Okay. Er det jer, der har den her havepavillon?". Spøger jeg, med et smil. "Nej. Det er en, jeg har lejet". Svare han, med et smil. "Okay". Siger jeg, med et smil, og der kommer en ind, af døren. Jeg får et kæmpe chok, og vender mig om, og ser hvem det er. Det er en dame, hun har en køletaske, i hånden. "Hej. Jeg hedder Lilian, jeg er Brents mor". Siger hun, med et smil. "Hej. Jeg hedder Clara, jeg er Brents kæreste". Siger jeg, med et smil, og vi giver hinanden hånden. "Ja, det ved jeg godt. Brent snakker meget, om dig. Og den overraskelse, han har til dig, i aften". Siger hun, med et smil. "Mor, det ved hun ikke noget om endnu". Siger han, med et nervøst smil. "Så siger jeg, ikke mere. Jeg kom også bare for, at aflever isen". Siger hun, med et smil, og sætter køletasken, på gulvet. "Vi ses, mor". Siger han, med et smil. "Ja, vi gør. Hej, Clara". Siger hun, med et smil. "Hej". Siger jeg, med et smil, og hun går igen. Brent puster langsomt ud. "Er du okay?". Spøger jeg, og kigger på ham. "Ja. Jeg er bare, lidt nervøs". Svare han, med et smil. "Hvorfor det?". Spøger jeg, med et smil. "Fordi det er, en stor aften". Svare han, med et smil. "Ja, det er det". Siger jeg, med et smil. "Ja. Kan du, lide maden?". Spøger han, med et smil. "Ja. Det smager rigtig godt. Laver du tit mad, til dem du tager, på date med?". Spøger jeg, med et smil. "Nej. Jeg har faktisk kun, været på to dates". Svare han, med et smil. "Okay". Siger jeg, med et smil. Vi spiser færdig, og Brent lægger vores tallerkner og bestik, i to poser, og lægger det over i kurven, og tager vores desert, og sætter den, på bordet. "Tak, skat. Det ser lækkert ud". Siger jeg, med et smil. "Ja. Men det er, min mor der har, lavet det". Siger han, med et smil, og går hen, til køletasken, og tager to sker. "Okay". Siger jeg, med et smil, og han giver mig, en ske, og sætter sig hen, på sin plads igen. Vi begynder, at spise. "Kan du, lide det?". Spøger han, med et smil, og kigger på mig. "Ja. Det er en vildt god, chokolade is". Svare jeg, med et smil, og kigger på ham. Han ser lidt nervøs ud. "Ja, det er det". Siger han, med et nervøst smil. "Du er ikke dårlig, vel?". Spøger jeg, lidt nervøst. "Nej, det er jeg ikke. Bare rolig, skat". Svare han, med et smil. "Er du sikker?". Spøger jeg. "Ja. Jeg har det rigtig godt". Svare han, med et smil. "Jeg synes bare, at du virker lidt nervøs". Siger jeg. "Det er bare fordi, at... At jeg har noget, jeg gerne vil, spøger dig om". Siger han, med et smil. "Vil du spøger, om jeg vil flytte sammen, med dig?". Spøger jeg, med et smil. "Nej, ikke helt". Svare han, med et smil, og går hen, til min plads, og sætter sig på knæ. Han tager min hånd, og vi kigger hinanden dybt, i øjne. "Clara, jeg ved godt, at vi nærmeste lige har mødt hinanden. Men jeg elsker dig". Siger han, med et smil. "Jeg elsker også dig". Siger jeg, med et smil, og kysser ham, på munden. "Det var ikke alt, jeg ville sige. Som sagt ved jeg godt, at vi nærmest lige, har mødt hinanden. Og du er næsten lige, kommet ud, af et andet forhold. Og nogen ville måske sige, at det er for hurtigt, at tage det her skridt. Men vil du, gifte dig med mig?". Spøger han, med et smil, og tager en lille rød æske op, af sin lomme. Han åbner æsken, der ligger den smukkeste sølv ring der nede i, den er formet som et hjerte. "Skat, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg tror, at det er for hurtigt". Svare jeg. "Så du siger nej?". Spøger han. "Nej. Men hvis jeg siger ja, hvornår vil du, så giftes?". Spøger jeg. "Når vi er klar. For min skyld, kan der gå ti år. Bare vi er sammen". Svare han, med et smil. "Okay. Jeg siger ja. Jeg vil gerne, giftes med dig, skat". Siger jeg, med et smil. "Du aner ikke, hvor lykkelige jeg er nu, smukke". Siger han, med et stort smil. "Og du aner ikke, hvor lykkelige jeg er, skat". Siger jeg, med et stort smil, og han kysser mig, på munden. Han tager ringen op, af æsken, og lægger æsken ned, i sin lomme, og giver mig ringen på. "Den klæder dig". Siger han, med et smil. "Ja, det gør den. Og nu er, vi forlovet". Siger jeg, med et stort smil. "Ja, vi er, smukke". Siger han, med et stort smil, og kysser mig, på munden. "Jeg elsker dig højere, end du aner, skat". Siger jeg, med et smil. "I lige måde, min smukke pige". Siger han, med et smil, og kysser mig, på munden. "Det føles mere rigtigt, end da Alex friede". Siger jeg, med et smil. "Det er fordi, at vi hører sammen". Siger han, med et smil. "Ja, vi gør, skat". Siger jeg, med et smil, og han kysser mig, på munden. Han rejser sig op, og går hen, til sin plads igen. "Nu hvor vi er forlovet, vil du så snart, flytte sammen med mig?". Spøger han, med et smil, og jeg kigger på ham. "Ja". Svare jeg, med et smil, og spiser noget mere, af min is. "Skal jeg så, lede efter et hus?". Spøger han, med et smil. "Ja, det kan du godt. Men er der ikke, plads nok, hjemme ved dig?". Spøger jeg, med et smil. "Jo. Du er måske ikke klar til, at flytte hjemmefra for alvor?". Spøger han, med et smil. "Jo, jo. Det er måske også bedst, at vi bor for os selv". Svare jeg, med et smil. "Ja. Jeg elsker, at bo sammen, med min familie. Men jeg vil også gerne, snart flytte hjemmefra". Siger han, med et smil. "Det forstår jeg godt. Men jeg har altid elsket, at bo sammen, med min familie. Tanken om, at jeg en dag, skulle flytte hjemmefra, har nærmest virket utænkelige, indtil for nylig". Siger jeg, med et smil. "Det er da kun dejligt, at du har det så godt derhjemme, skat". Siger han, med et smil. "Ja, det er det". Siger jeg, med et smil. Vi spiser vores is færdig, og Brent kigger på mig, med et smil. "Hvad så?". Spøger jeg, med et smil. "Ikke noget, smukke. Har du lyst til, at gå en tur?". Spøger han, med et smil. "Ja, det vil jeg gerne". Svare jeg, med et smil. "Så skriver jeg lige til min mor, at vi er færdige her". Siger han, med et smil, og tager sin telefon op, af hans lomme. Jeg rejser mig op, og tager min jakke på. Brent rejser sig op, og tager sin jakke på. "Min mor kommer, om lidt, så vi kan bare gå en tur nu. Men vi skal lige, blive i nærheden af havepavillonen". Siger han, med et smil. "Hvorfor?". Spøger jeg, med et smil. "Fordi det her hende, der har nøglen". Svare han, med et smil. "Okay. Skal vi gå?". Spøger jeg, med et smil, og tager min rose, der ligger på bordet. "Ja, lad os det". Svare han, med et smil, og vi går ud, af døren. Det er blevet lidt koldere. Vi går hen, af en stig, og snakker om en masse ting. "Kan du endelige huske, da man legede fangeleg, i skolegården?". Spøger jeg, med et smil. "Ja, det kan jeg godt. Det var sjovt". Svare han, med et smil. "Ja, det var det. Skal vi, lege fangeleg nu?". Spøger jeg, med et smil. "Det kan vi da godt. Står du?". Spøger han, med et smil. "Ja". Svare jeg, med et smil, og han løber væk, fra mig. Jeg løber alt hvad jeg kan, efter ham, jeg får også fanget ham hurtigt. "Så står du". Siger jeg, med et smil. "Ja, det gør jeg". Siger han, med et smil, og jeg løber væk, fra ham. Jeg kommer lidt væk, fra lygtepælene, så jeg kan ikke rigtig se noget. "Skat, pas nu på". Siger han. "Ja". Siger jeg, og falder ned, af en ret høj bakke. Jeg ruller rundt nogen gange, og slår mig rigtig meget. "Skat, hvor er du?!". Råber han, nervøst. "Hernede!". Råber jeg, det gør ondt, i mine ribben, mit højre ben og min højre arm. Det føles også som om, at jeg bløder. Brent kommer ned af bakken, så hurtigt han kan. Han løber hen, til mig, og sætter sig på hug. Han kigger forskrækket på min højre arm. "Din jakke er jo helt revet op, og du bløder". Siger han. "Ja, det gør jeg". Siger jeg, lidt træt. "Jeg ringer efter, en ambulance". Siger han, og tager sin telefon op, af sin lomme, og ringer efter en ambulance. Jeg kan mærke, at jeg bliver meget træt. "Skat, kan du høre mig?". Spøger han, og kigger nervøst på mig. "Ja". Svare jeg, og lukker mine øjne. "Skat, du skal helst prøve, at holde dine øjne på". Siger han, og tager sin jakke af, og lægger den omkring mig. "Ja". Siger jeg, og alting bliver sort.