Julen Med Stokes Tvillingerne. (Afsluttet)

Kærligheden dør aldrig.

Tirsdag 9 december 2019.

Jeg vågner ved, at der er en, der kysser mig på kinden. Det er Alex. "Godmorgen, smukke". Siger han, og går hen, og tager sine sko og jakke på. "Godmorgen, skat". Siger jeg, og sætter mig træt op. "Jeg bliver nød til, at gå nu. Men jeg kommer igen, i eftermiddag. Og jeg skal nok, give Becca dit brev". Siger han, og kigger på mig, med et smil. "Tak, skat. Vi ses". Siger jeg, med et smil. "Ja, vi gør, smukke". Siger han, med et smil, og går hen og kysser mig, på munden. "Jeg elsker dig, skat". Siger jeg, med et smil. "Jeg elsker også dig, min pige". Siger han, med et smil, og går ud, af døren. Min telefon ringer, jeg rejser mig op, og går hen og tager den, i min taske. Det er Sasja, der ringer.
Samtale.
Mig. "Hej, søde".
Jeg sætter mig hen, på sengen.
Sasja❤️ "Hej, smukke. Din mor har skrevet til mig, at jeg godt kan, flytte hjem til jer".
Mig. "Ej, hvor fantastisk. Hvornår flytter du, så hjem til os?".
Sasja❤️ "Den 15 december".
Mig. "Okay. Jeg ved ikke, om jeg er hjemme der".
Sasja❤️ "Nej. Din mor sagde, at du var blevet indlagt. Er du så nogenlunde okay?".
Mig. "Ja. Jeg har det bedre".
Sasja❤️ "Det var godt. Og tillykke med din lille søster".
Mig. "Tak, smukke. Har din mors kæreste, rørt ved dig?".
Sasja❤️ "Nej, heldigvis ikke. Men han har, flirtet lidt mere med mig. Og min mor tror stadig, ikke på mig. Men det er også ligemeget nu. Nu flytter jeg snart, og så kan hun sejle i sin egen sø, med den idiot".
Mig. "Han gør vel, ikke din mor noget?".
Sasja❤️ "Nej. Han forguder hende".
Mig. "Okay. Men vil du så, stadig have kontakt til hende?".
Sasja❤️ "Ja. Men min far, var lidt ligeglad med, om jeg flyttede eller ej. Fordi nu er jeg, jo en stor pige".
Mig. "Sikke nogen forældre".
Sasja❤️ "Ja. De har aldrig, været nogen rigtig gode forældre. Det har mest handlet, om dem. Da de blev skilt, var det mig der skulle, trøst dem. Fordi det var hårdt og svært, for dem. Men det er sku da, mig der er barnet. De er de voksne. De kan da ikke, bare give mig ansvaret for alting".
Mig. "Nej, det kan de ikke. Jeg forstår godt, at det er svært. Men jeg lover dig, at du får det godt, hjemme hos os".
Sasja❤️ "Jeg ved, at jeg nok skal få, det godt hos dig. Din familie er rigtig søde".
Mig. "Tak. Du skal også, glæde dig til, at møde Alex. Han er så sød og lækker. Men han er min".
Sasja❤️ "Ja. Jeg ville aldrig, såre dig. Aldrig, smukke".
Mig. "Det ved jeg godt. Og i lige måde, søde. Men Alex har faktisk, en rigtig sød tvillinge bror. Han hedder Alan".
Sasja❤️ "Okay. Kender du ham godt?".
Mig. "Ja. Jeg er venner, med ham. Jeg går også, i klasse med ham".
Sasja❤️ "Okay. Kommer jeg så også til, at gå i klasse, med jer?".
Mig. "Ja, det tror jeg".
Sasja❤️ "Det håber jeg".
Der kommer en sygeplejeske ind, med en bakke. Hun sætter bakken hen, på bordet. "Så er der morgenmad". Siger hun, med et smil. "Tak". Siger jeg, med et smil, og hun går igen.
Mig. "Også mig. Men jeg bliver nød til, at løbe nu. Vi ses, smukke".
Sasja❤️ "Ja, vi gør, søde. Jeg elsker dig".
Mig. "Jeg elsker også dig".
Samtale slut.
Jeg ligger på, og min telefon går død. Jeg rejser mig op, og går hen og tager min oplader op, af min taske. Jeg sætter min telefon, til opladning og lægger min telefon, på bordet. Min mor og far kommer ind, af døren, med Eva i en barnevogn. "Godmorgen". Siger jeg, med et smil, og sætter mig hen, til bordet. "Godmorgen, skat". Siger min mor, med et smil, og går hen, til bordet. "Godmorgen, min pige". Siger min far, med et smil. "Har I været, hjemme og hente Evas barnevogn?". Spøger jeg, og begynder, at spise. "Ja. Jeg var hjemme, og hente den. Men mig og mor har noget, vi gerne lige vil, sige til dig". Svare han, med et smil. "Hvad er det?". Spøger jeg, med et smil. "Mig og mor, har besluttet os for, at vi ikke vil skiles. Og jeg ser ikke, hende jeg havde en affære med mere". Svare han, med et smil. "Mener I det?". Spøger jeg, med et stort smil. "Ja, det gør vi". Svare min mor, med et stort smil. "Det er jo fantastisk". Siger jeg, med et stort smil. "Ja. Vi er også, meget glade". Siger min far, med et smil. "Ja, det er vi". Siger min mor, og kysser min far, på munden. "Det var godt. Ved I endelige, hvor Thor blev af, i går?". Spøger jeg, og spiser færdig. "Han skrev, at han havde en aftale, han ikke kunne aflyse". Svare min far. "Okay. Jeg vil lige, tage noget tøj på". Siger jeg, og rejser mig op, og går hen, til min taske. Jeg finder noget tøj. Jeg tager mit tøj og toilettaske og går ud, på badeværelset. Jeg lægger mine ting hen, på toilettet og tager mit tøj af, og lægger det, på gulvet. Så tager jeg tøj på, børster tænder og redder mit hår, jeg sætter det op, i en fletning. Jeg tager mine ting, og går ud, på stuen. Min mor og far, sidder på stolene, ved bordet. "Er Alex i skole?". Spøger min far, og kigger på mig. "Ja". Svare jeg, og lægger mine ting hen, i min taske. "Han er en fornuftig ung mand". Siger min mor, med et smil. "Ja, det er han". Siger jeg, og Eva græder. "Så skat". Siger min mor, og skal til, at rejse sig. "Jeg skal nok". Siger jeg, med et smil, og går hen, og tager Eva op. "Tak, skat". Siger min mor, med et smil. "Du skal da ikke, takke for, at jeg passer min lille søster". Siger jeg, og vugger Eva. "Nej. Men jeg er glad for, at du elsker din lille søster". Siger hun, med et smil. "Ja. Hun er for dejlig". Siger jeg, med et smil, og Eva gylper. "Nurgh, lille ven". Siger jeg, og går hen, og tager noget papir, og tørrer hende, om munden. "Du skal nok, blive en god mor, en dag". Siger min far, med et smil. "Tak, far". Siger jeg, med et smil, og smider papiret ud. Eva begynder, at græde igen. "Hvorfor græder hun nu?". Spøger jeg, og kigger på min mor. "Jeg tror, at hun er sulten. Jeg skal nok, give hende mad". Svare hun, og jeg går hen, og giver hende Eva. Jeg sætter mig hen, på sengen. "Jeg savner Alex". Siger jeg. "Ja. Det er ikke nemt, at være væk, fra sin elskede". Siger min far, med et smil. "Nej. Det er også kedeligt, at være her og være syg". Siger jeg, og kigger ud, af vinduet. "Det er jo for dit eget bedste, skat". Siger min far. "Ja, det ved jeg godt". Siger jeg, og min telefon ringer. Jeg tager den henne, fra bordet. Det er Alex, der ringer.
Samtale.
Mig. "Hej, skat".
Alex❤️ "Hej, smukke. Jeg har givet Becca dit brev".
Mig. "Tak. Hvad sagde hun til det?".
Alex❤️ "Jeg ved ikke, om hun har læst det".
Mig. "Okay. "Men tak igen, fordi du gav det til hende".
Alex❤️ "Det var da så lidt, skat".
Mig. "Jeg savner dig".
Alex❤️ "Jeg savner også dig. Jeg ville hellere være, hos dig end, at være i skole".
Mig. "Jeg ville også ønske, at du var her. Men du skal, også passe din skole".
Alex❤️ "Ja, det skal jeg. Og jeg skal desværre, have time nu. Vi ses, smukke".
Mig. "Ja, vi gør, skat".
Samtale slut.
Jeg ligger på, og lægger min telefon hen, på bordet. "Var det godt, at få snakket med Alex?". Spøger min mor, med et smil, og jeg kigger på hende. "Ja. Han gør mig, bare så glad". Svare jeg, med et smil. "Det er godt, at du er glad". Siger hun, med et smil. "Ja. Alex er rigtig god, for dig". Siger han, med et smil. "Ja, det er han virkelige". Siger jeg, og rejser mig op. "Hvad skal du?". Spøger hun. "Jeg vil gå en tur. Må jeg, tage Eva med?". Spøger jeg, og går hen, og tager mine støvler og jakke på. "Ja. Hvis hun bliver sulten eller skal skiftes, lægger der bleer og hendes sutteflaske, i pusletasken". Svare hun. "Okay". Siger jeg, og går hen, og tager min telefon. Jeg lægger den ned, i min lomme. "Skal jeg, give hende overtøj på?". Spøger hun. "Nej, det kan jeg godt". Svare jeg, og går hen, til barnevognen. "Okay. Hun skal have, flyverdragt, hue, vanter og dyne på". Siger hun. "Så får hun det". Siger jeg, og tager hendes overtøj, i pusletasken. "Du skal nok, blive en god mor, en dag". Siger min far, med et smil. "Tak". Siger jeg, med et smil, og lukker pusletasken. "Vil du endelige, have børn?". Spøger hun. "Ja". Svare jeg, og giver Eva hendes overtøj og dyne på. "Børn er også dejlige". Siger hun, med et smil. "Ja, det er de". Siger jeg, og vender barnevognen hen mod døren. "Nu skal jeg, åbne døren for dig". Siger hun, og går hen, og åbner døren. "Tak, mor. Vi ses". Siger jeg, med et smil. "Ja, vi gør, skat". Siger hun, med et smil. "Vi ses, mine dejlige piger". Siger han, med et smil, og jeg går ud, af døren, og videre ud, på gaden. Det sneer og er mega koldt. "Jeg tror hellere, at vi må gå hen, et sted hvor der er varmt". Siger jeg, og kigger på Eva, med et smil. Jeg går hen, i et center tæt på. Jeg går hen og kigger på noget tøj, men jeg kan ikke rigtig lide noget af det. Så jeg går videre. Eva begynder, at græde. Jeg går hen, til en bænk, og tager hendes overtøj af, og tager hende op, så tager jeg hendes sutteflaske, i pusletasken. "Hej". Siger Becca. "Hej". Siger jeg, og kigger på hende. "Er det din datter?". Spøger hun, og kigger overrasket på Eva. "Nej. Det er min lille søster". Svare jeg, og ryster sutteflasken, og tager låget af, og lægger det, ved siden, af mig. "Okay. Jeg har læst dit brev". Siger hun. "Okay". Siger jeg, og giver Eva, hendes sutteflaske. "Jeg har også skrevet, et brev til dig. Det tænkte jeg, var lidt nemmere end, at skulle forklare en hel masse". Siger hun, og tager et brev op, af sin taske, og giver det til mig. "Ja, det er det nok. Vil du lægge det, i barnevognen?". Spøger jeg. "Ja". Svare hun, og lægger det, i barnevognen. "Tak". Siger jeg, med et lille smil. "Det var så lidt. Jeg vil løbe igen. Jeg skal hjem, og lave en masse lektier. Vi ses". Siger hun, med et lille smil. "Ja, vi gør". Siger jeg, med et lille smil og hun går. Da Eva er færdig med, at spise, sætter jeg sutteflasken, ved siden, af mig og hun får bøvset af. "Skal du op, og lægge lidt, i din barnevogn?". Spøger jeg, og rejser mig op, og lægger hende, i barnevognen. Jeg tager brevet, og sætter mig ned og læser brevet. Det er på fire sider.
Side 1. Kære Clara jeg må indrømme, at jeg blev ret overrakset, da Alex kom og sagde, at du havde skrevet et brev, til mig. Fordi vi kan jo, ikke rigtig lide hinanden. Men det var virkelige stort af dig, at tage det først skidt hen i mod, at vi kan blive venner. Jeg er virkelige virkelige ked af, at jeg har været så ond, ved dig. Og jeg er rigtig ked af, at høre, at du er ensom og er blevet indlagt. Jeg håber virkelige, at du snart får det bedre. Du fortjener ikke, at have det dårligt. Du fortjener, at være glad. Du er et godt menneske, med et meget stort hjerte. Det er jeg ikke. Men du prøver, at forstå hvordan jeg har det, i stedet for bare, at hade mig.
Side 2. Og du forstår mig faktisk bedre, end nogen andre gør. Jeg er faktisk også, en meget ensom person. Ja, jeg har venner og veninder. Men de er ikke, rigtige venner. De kan kun lide mig, fordi mine forældre har, en masse penge. Og jeg er kun sammen med dem, så jeg ikke er helt alene. Jeg har selvfølgelige prøvet, at snakke med mine forældre om det. Men de har aldrig tid til, at høre på mig. De skal altid arbejde. Jeg føler aldrig, at der er plads til mig nogen steder. Men da jeg mødte Alex, ændrede alt sig. Jeg blev en meget gladere person, jeg var rigtig lykkelig. Men så sagde han pludselige en dag, at han bare ville være venner, med mig.
Side 3. Jeg blev rigtig ked af det og såret. Og da jeg så, at I var blevet kærester, blev jeg rigtig ked af det og jaloux. Jeg følte også, at du havde taget noget, fra mig. Men det har du ikke. Alex gjorder det rigtige ved, at slutte det med mig. Han var jo ikke forelsket, i mig mere. Men det ville jeg ikke, indse på det tidspunkt. Det er faktisk først i dag, jeg endelige indser det. Jeg troede også, at du havde alt. En sød familie, en sød kæreste og det perfekte liv. Men det ved jeg, at du ikke har nu. Du kæmper også, med nogen ting.
Side 4. Og jeg er virkelige ked af, at jeg har været så led mod dig. Jeg ved godt, at jeg allerede har sagt undskyld. Men jeg føler virkelige ikke, at jeg har sige undskyld nok gange. Hvis du stadig vil være, min ven så kan du bare, ringe eller skrive til mig. Jeg lover dig, at du kan stole på mig. Tak, fordi du lyttede til mig og prøvede, at forstå mig. Hilsen Becca.
Jeg folder brevet sammen, og tager min telefon op, af min lomme og ringer, til Becca.
Samtale.
Mig. "Hej".
Becca. "Hej".
Mig. "Jeg har læst brevet".
Becca. "Okay".
Mig. "Er vi så, venner nu?".
Becca. "Ja, det er vi vist".
Mig. "Dejligt".
Becca. "Ja. Tænk, at vi er blevet venner".
Mig. "Ja. Det er utroligt".
Becca. "Ja. For et par dage siden, kunne vi ikke holde hinanden ud".
Mig. "Nej, det kunne vi ikke".
Becca. "Men det er rart, at vi er blevet venner".
Mig. "Ja. Det var ret anstrengende, at være uvenner med dig".
Becca. "Ja. Det er rart, at have fået en rigtig ven".
Mig. "Jeg er da glad for, at du ser mig, som en rigtig ven".
Becca. "Det er rart, at kunne gøre dig glad".
Mig. "Tak. Jeg er også glad for, at jeg kan gøre dig glad".
Eva begynder, at græde.
Becca. "Jeg vil løbe igen. Vi ses".
Mig. "Ja, vi gør".
Samtale slut.
Hun ligger på, og jeg lægger min telefon ned, i min lomme, og rejser mig op. "Du skal, da ikke græde". Siger jeg, og tager hende op, og kysser hende, i panden. Hun gaber et stort gab. "Nurgh. Skal du sove?". Spøger jeg, med et smil, og tager hendes overtøj og lægger det, på bænken. "Hej". Siger Alan, med et smil, og går hen, til mig. "Hej, Alan". Siger jeg, med et smil, og lægger Eva ned, i barnevognen og giver hende dyne på. "Du ser godt ud". Siger han, med et smil. "Tak. Det gør du også". Siger jeg, og tager hendes sutteflaske, og putter låget på, og lægger den ned, i pusletasken. "Tak. Vil du, have noget og drikke?". Spøger han, med et smil. "Ja, det vil jeg gerne". Svare jeg, og tager hendes overtøj, og lægger det op, i barnevognen. "Hun er sød". Siger han, med et smil, og kigger på Eva. "Ja, det er hun". Siger jeg, med et smil, og vi begynder, at gå. Vi går hen, til en cafe. Jeg stopper op, og kigger ind i cafen. Der er ret mange mennesker. "Alan, jeg tror hellere, at jeg må tage tilbage til sygehuset". Siger jeg, og kigger på ham. "Okay. Vi ses". Siger han. "Ja, vi gør". Siger jeg, og går hen til en væg, og giver Eva overtøj og dyne på. Så går jeg ud på gaden, og hen til sygehuset. "Hej, skat". Siger Alex, med et smil, og går hen, til mig. "Hej, søde". Siger jeg, med et smil, og kigger på ham. Han kysser mig, på munden. Vi går ind, af døren og ned, til min stue. "Nu skal jeg, holde døren for dig". Siger han, med et smil, og går hen, og holder døren for mig. "Tak, skat". Siger jeg, med et smil, og går ind, af døren. "Hej". Siger min far, med et smil. "Hej". Siger Alex, med et smil. "Hej, far". Siger jeg, og går hen, til vinduet. "Har I haft, en god tur?". Spøger min far, med et smil. "Ja. Hvor er mor?". Spøger jeg, og tager dynen af Eva. "Hun gik ned på hendes stue for, at sove lidt". Svare han, med et smil. "Okay". Siger jeg, med et smil, og tager Evas overtøj af. "Har hun spist?". Spøger han. "Ja, det har hun". Svare jeg, og tager min telefon op, af min lomme, og lægger den hen, på bordet. "Super. Vil du passe hende, i en times tid?". Spøger han. "Ja". Svare jeg, og tager min jakke af. "Mange tak. Så vil jeg, tage ud og købe, nogen blomster til mor". Siger han, med et smil, og rejser sig op. "Det var sødt af dig". Siger jeg, med et smil, og hænger min jakke hen, på en knage. "Man må jo, holde romantiken i live". Siger han, med et smil. "Ja, det må man". Siger jeg, og tager mine støvler af. "Husker du, at give hende blomster, Alex?". Spøger han, og kigger på Alex. "Nej, ikke rigtig. Men jeg er derfor hende". Svare han. "Det er også rigtig vigtigt. Så nu vil jeg smutte. Vi ses". Siger min far, med et smil. "Ja, vi gør". Siger han, med et smil. "Ses, far". Siger jeg, med et smil, og han går ud, af døren. "Hvor er det smukt, at dine forældre er sammen igen". Siger han, med et smil. "Ja, det er det virkelige. De giver ikke op". Siger jeg, med et smil, og kigger på ham. "Nej. Og det kommer vi heller ikke til, uanset hvad der sker". Siger han, med et smil, og går hen, til mig. "Nej. Vi skal altid, være sammen". Siger jeg, med et smil, og går hen, og kysser ham, på munden. "Ja, det skal vi, smukke". Siger han, med et smil, og Eva græder. Jeg går hen, til barnevognen, og tager hende op, og hun stopper med, at græde. "Savnede du bare, noget opmærksomhed?". Spøger jeg, og kysser hende, i panden. "Det tror jeg". Svare han, med et smil. "Ja". Siger jeg, med et smil, og sætter mig hen, på sengen. Jeg vugger Eva, i mine arme. "Bare rolig, jeg vil altid være derfor dig". Siger jeg, med et smil, og kigger på hende. "Du er en god store søster". Siger han, med et smil. "Tak, skat. Vil du, holde hende lidt?". Spøger jeg, og han går hen, til mig. "Ja". Svare han, og han tager hende. "Tak. Jeg ligger mig lige lidt". Siger jeg, og lægger mig ned, og lukker øjne. Efter kort tid, sover jeg.