Julen Med Stokes Tvillingerne. (Afsluttet)

Jeg er forelsket i Brent.

Søndag 14 december 2019.

Jeg vågner ved, at min telefon ringer. Alex ligger ikke, i sengen, men jeg kan høre, at han snakker med min mor, ude i køkkenet. Jeg sætter mig op, og tager min telefon. Det er Brent, der ringer.
Samtale.
Brent❤️ "Godmorgen".
Mig. "Godmorgen".
Brent❤️ "Skal du, noget i dag?".
Mig. "Nej. Hvorfor da?".
Brent❤️ "Det var bare, om du havde lyst til, at ses i dag?".
Mig. "Ja, det vil jeg gerne. Men jeg troede, at du skulle være sammen, med Alan i dag".
Brent❤️ "Det skal jeg også. Men det er først, klokken tre".
Mig. "Okay. Skal vi så, mødes nede ved min opgangedør, klokken ni?".
Brent❤️ "Det er jo, om en halv time".
Mig. "Ja. Kan du, da ikke nå her hen, på en halv time?".
Brent❤️ "Jo. Men det kan godt være, at jeg bliver lidt forsinket. Fordi det tager måske lidt mere, end en halv time".
Mig. "Det gør ikke noget. Og det er ikke, en date. Vi er nemlig, bare venner".
Brent❤️ "Ja, også selvom du er utroligt smuk".
Mig. "Brent, du skal ikke flirte med mig. Men tak".
Brent❤️ "Det skal jeg nok, lade vær med. Jeg synes bare, at du er rigtig sød".
Mig. "Tak, i lige måde. Men jeg har jo, en kæreste".
Brent❤️ "Ja. Og ham elsker du vel?".
Mig. "Ja. Men...".
Brent❤️ "Men?".
Mig. "Jeg ved ikke, om jeg skal være sammen med ham, resten af livet".
Brent❤️ "I har jo også kun, været sammen, i ti dage".
Mig. "Ja. Men det er ikke derfor, at jeg ikke ser en lang fremtid, for os. Det er fordi, at jeg synes, at han på en måde, holder mig tilbage".
Brent❤️ "Taler han grimt, til dig?".
Mig. "Nej, det gør han ikke. Jeg synes bare, at han prøver på, at lave mig om".
Brent❤️ "Hvordan?".
Mig. "Som om, at jeg skal være, på en bestemt måde. Det er svært, at forklare".
Brent❤️ "Jeg synes mest, at det lyder som om, at du trænger til, at være lidt dig selv".
Mig. "Ja, det tror jeg, jeg gør. Men jeg vil, ikke såre ham. Jeg elsker ham, og han elsker mig".
Brent❤️ "Ja. Men derfor har du jo, stadig brug for, at være dig selv engang i mellem".
Mig. "Ja, det har jeg. Men det kan vi, tale mere om, når vi ses, ikke?".
Brent❤️ "Jo, det kan vi godt. Vi ses, smukke. Eller Clara".
Mig. "Vi ses".
Samtale slut.
Jeg ligger på, og lægger min telefon hen, på mit natbord, og tager min dyne af, og rejser mig op. Alex kommer til syne, i døren. "Godmorgen, smukke". Siger han, med et smil. "Godmorgen". Siger jeg, og går hen, til mit tøjskab. "Mig og din mor, har lavet lækker morgenmad". Siger han, med et smil. "Det lyder godt. Men jeg skal, snart gå. Jeg har en aftale". Siger jeg, og finder noget tøj. "Med hvem?". Spøger han, med et lille smil. "Brent". Svare jeg, med et smil og kigger på ham. "Okay. Hvornår har du, mødt ham?". Spøger han, med et smil. "I går. Da jeg var ude, at gå tur". Svare jeg, med et smil. "Dejligt". Siger han, med et smil. "Ja. Jeg går lige ud, og gør mig klar". Siger jeg, med et smil, og går ud, på badeværelset. Jeg lægger mit tøj hen, på toilettet og tager mit tøj af. Da jeg står hel nøgen, åbner døren, det er Alex. Han lukker hurtigt døren igen. "Undskyld!". Råber han, og jeg lægger mit nattøj, på toilettet, og tager mit tøj på, børster mine tænder, og tager mit nattøj, og går hen, og åbner døren. Alex står der stadig, han kigger på mig, med et undskylende blik. "Du må virkelige undskylde, at jeg bare åbnede døren. Men vi er, jo trods alt kærester". Siger han, med et smil. "Ja. Men det undskylder ikke, at du så mig nøgen". Siger jeg, og går ind, på mit værelse. Jeg smider mit nattøj hen, på min seng. "Nej. Undskyld, smukke". Siger han, henne fra døren. Jeg går hen, til mit make up spejl, og redder mit hår. "Det er okay". Siger jeg, og sætter mit hår op, i en fletning. "Godt. Hvorfor er du endelige, så afvisende overfor mig?". Spøger han. "Jeg er da, ikke afvisende overfor dig". Svare jeg, og tager noget parfume på. "Jo, du er. Og nu hvor, du skal mødes med Brent, er du pludselige glad". Siger han. "Det har jeg, ikke lagt mærke til". Siger jeg, og tager noget make up på, og tager nogen hjerte øreringe i. "Okay". Siger han. "Men nu skal jeg, altså afsted". Siger jeg, og går hen, og tager min telefon. "Så gå". Siger han, og går. Jeg går ud, i gangen og lægger min telefon, på et lille bord, vi har stående i gangen. Min mor kommer ud, i gangen. "Er dig og Alex, blevet uvenner?". Spøger hun. "Det tror jeg. Men jeg skal, gå nu". Siger jeg, og tager mine støvler og jakke på. "Tror du ikke, at du skulle snakke, med Alex først?". Spøger hun, og jeg går hen, og tager min telefon, og lægger den ned, i min jakkelomme. "Nej. Han er bare sur. Vi ses". Svare jeg, og går hen, og åbner døren, og går ud. "Hvad er han sur over?". Spøger hun. "Jeg ved det ikke. Vi ses". Svare jeg, og lukker døren, og går ned, af trapperne, og ud på gaden. Brent kommer hen, til mig. "Hej". Siger jeg, og kigger på ham. "Hej. Kommer jeg forsent?". Spøger han, og kigger på mig. "Nej. Skal vi, gå hen og få noget morgenmad?". Spøger jeg. "Det kan vi godt. Nåede du ikke, at få morgenmad da?". Spøger han, og vi begynder, at gå. "Nej. Fordi jeg blev uvenner, med Alex". Svare jeg. "Hvad blev I uvenner over?". Spøger han. "Han synes, at jeg afviser ham for meget. Men det synes jeg ikke, at jeg gør. Jeg tror bare, at vi trænger til, en pause fra hinanden". Svare jeg. "Har du prøvet, at fortælle ham det?". Spøger han, og kigger på mig. "Nej. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal fortælle det, til ham". Svare jeg, og kigger på ham. "Det er heller ikke så nemt, at sige, at du ikke vil være sammen med ham, i noget tid". Siger han. "Nej, det er det ikke. Især ikke, når han elsker mig, så højt som han gør. Jeg elsker også ham rigtig højt. Men jeg ved ikke, om jeg skal, noget andet, end og være sammen med ham". Siger jeg. "Altså hvis du tvivler på, om du vil være sammen, med ham, så er du nok ikke rigtig forelsket, i ham". Siger han. "Nej, det skal jeg nok ikke. Men jeg er forelsket. Men hvis det ikke, er i Alex. Så må det jo, være i en anden". Siger jeg. "Ja. Tror du så, at du er forelsket, i Alan?". Spøger han. "Nej. Nok nærmere en, af deres venner, der også er blevet min ven". Svare jeg, med et smil, og går tættere, på ham. "Mener du, at du er blevet forelsket, i mig?". Spøger han, med et smil. "Ja". Svare jeg, med et smil, og han tager min hånd. "Jeg er også blevet forelsket, i dig". Siger han, med et smil. "Det er jeg, da glad for". Siger jeg, med et smil. "Ja... Men vi kan jo, ikke være sammen. I hvert fald ikke lige nu". Siger han, og hans smil forsvinder. "Hvorfor ikke?". Spøger jeg. "Fordi du er sammen, med Alex". Svare han. "Ja. Men jeg går jo, fra ham". Siger jeg. "Men du elsker ham". Siger han. "Ja. Men jeg er ikke forelsket, i ham mere. Men hvis du ikke, vil være sammen med mig, så kan du bare sige det". Siger jeg, og går ind, på den cafe, vi står ved. Jeg går hen, til et ledigt bord, og tager min jakke af, og hænger den, på stolen og sætter mig ned. Brent kommer ind, af døren, og går hen, til mig. "Må jeg, sætte mig?". Spøger han, og jeg kigger op på ham. "Ja". Svare jeg, og han tager sin jakke af, og hænger den, på stolen, og sætter sig ned. Han kigger på mig. "Du må virkelige undskylde, at jeg var sådan en stor idiot. Jeg vil meget gerne, være sammen med dig. Jeg synes bare, at du skal, afslutte dit forhold med Alex først". Siger han. "Ja, det synes jeg også. Jeg skal nok, få det sagt til ham snart". Siger jeg. "Vi kunne også, holde det hemmeligt. Bare indtil, du får det sagt, til Alex". Siger han, med et smil, og tager min ene hånd. "Ja. Fordi jeg kan allerede mærke, at der er, noget særligt i mellem os". Siger jeg, med et smil. "Det kan jeg også, smukke". Siger han, med et smil, og der kommer en tjener hen, til vores bord. "Hej. Er I klar til, at bestille?". Spøger hun, med et smil. "Ja. Jeg skal have en æggesandwich og et glas vand, tak". Svare jeg, med et smil, og kigger på hende. "Ja". Siger hun, og skriver det ned. "Jeg skal have det samme". Siger han, med et smil. "Ja. Der går lige, et øjeblik, så kommer jeres drikkelse". Siger hun, med et smil. "Tak". Siger jeg, med et smil, og hun går. Min telefon ringer, jeg tager den op, af min jakkelomme, og ser hvem det er. Det er Alex.
Samtale.
Mig. "Hej".
Alex😘 "Hej, smukke. Jeg er virkelige ked af, at jeg var så sur tidligere".
Mig. "Det skal du, ikke tænke på. Jeg er ikke sur, på dig".
Alex😘 "Det var godt. Hvor er du henne?".
Mig. "Jeg sidder på en cafe, sammen med Brent".
Alex😘 "Hvad for en cafe?".
Mig. "Den der Starboks".
Alex😘 "Okay. Må jeg, komme over?".
Mig. "Ja. Er der da noget, vi skal snakke om?".
Alex😘 "Nej. Jeg ville bare gerne, være sammen med min kæreste".
Mig. "Det er da også sødt, skat. Men så kom over".
Alex😘 "Jeg tror bare, at jeg tager over, til Lily i stedet for".
Mig. "Lily? Er du begyndt, at se hende?".
Alex😘 "Ja. Vi er blevet venner".
Mig. "Okay. Vi ses bare".
Alex😘 "Ja".
Samtale slut.
Jeg ligger på, og lægger min telefon ned, i min jakkelomme igen. "Vores forhold er virkelige ved, at gå i opløsning. Vi kan ikke en gang, snakke sammen mere. Ikke sådan rigtigt". Siger jeg, og kigger på ham. "Nej. Men det kan I, jo arbejde på". Siger han. "Ja. Men det har jeg faktisk ikke, rigtig lyst til. Jeg vil stadig gerne, være venner med ham. Men ikke kærester". Siger jeg, med et smil, og vores drikkelse kommer. "Værsgo". Siger hun, og sætter drikkelsen på bordet. "Tak". Siger jeg, med et smil, og hun går igen. "Okay. Hvad gør vi så, med os to?". Spøger han. "Havde vi ikke aftalt, at starte et forhold, og så efter noget tid, sagde jeg det, til Alex?". Spøger jeg. "Jo. Skal vi så, være kærester?". Spøger han, med et smil, og tager mine hænder. "Ja. Jeg er helt sikker på, at det er det rigtige". Svare jeg, med et smil. "Det er jeg også". Siger han, med et smil, og vi læner os frem mod hinanden, og kysser. Jeg trækker mig, og kigger på ham, med et smil. Det føles så godt, at kysse Brent. Men på den anden side, føles det også forkert. Fordi jeg ikke har, slået op med Alex endnu. Men jeg er også rigtig træt af, at have dårlig samvittighed. Jeg føler ikke, at Alex kan rumme mig, og den måde jeg er på. Det kan godt være, at jeg er en stor mundfuld nogen gange, men jeg har lov til, at være som jeg er. Og det har Alex også, men vi skal bare være venner. Og mig og Brent, skal være kærester. Jeg kommer tilbage til virkeligeheden, da vores mad kommer. "To æggesandwich". Siger hun, med et smil, og sætter maden foran os. "Tak". Siger jeg, med et smil, og hun går igen. Alex og Lily kommer ind, af døren. De sætter sig, nogen border væk fra os. "Se hvem, der er kommet". Siger jeg, og begynder, at spise. "Er det hende Lily, han er sammen med?". Spøger han, og begynder, at spise. "Ja, det er det". Svare jeg, surt. "Er du ked af, at han er ude og spise, med hende?". Spøger han. "Nej. Han kan gøre, hvad han vil. Jeg slår op med ham, i morgen". Svare jeg. "Okay. Men hvis du stadig vil, være kærester med ham, så er det helt okay". Siger han. "Tak. Men jeg vil kun, være venner med ham. Det er dig, jeg er forelsket i". Siger jeg, med et smil. "I lige måde". Siger han, med et smil. "Hej med jer". Siger Alex, med et smil og jeg kigger op på ham. "Hey". Siger Brent, med et smil. "Hejsa". Siger jeg. "Har I ikke lyst til, at sidde over, ved mig og Lily?". Spøger han, med et smil. "Nej. Mig og Brent, er sammen. Altså ikke på en date. Men bare sammen, som venner". Svare jeg, med et lille smil. Flot, Clara. Rigtig flot. Alex skal da nok tro på, at dig og Brent ikke er på date. "Er I på date?". Spøger han, såret. "Nej". Svare jeg. "Lyver du?". Spøger han. "Nej. Kan du ikke bare, gå hen til Lily igen?". Spøger jeg. "Jo. Men kan du, være sammen i morgen?". Spøger han. "Ja. Skal vi bare mødes, nede i parken klokken fire?". Spøger jeg. "Ja, det passer fint. Vi ses, smukke". Svare han, med et smil. "Ja, vi gør". Siger jeg, og han går hen, til Lily igen. "Fortæller du ham det, i morgen?". Spøger han. "Ja. Jeg elsker dig. Eller ikke elsker endnu. Jeg er forelsket, i dig". Siger jeg, med et smil. "I lige måde. Og det er sødt, at du snupler over dine ord". Siger han, med et smil. "Tak". Siger jeg, med et smil, og vi spiser færdig. "Jeg går lige op, og betaler". Siger han, med et smil. "Jeg kan altså godt selv betale". Siger jeg, med et smil. "Ja. Men jeg vil gerne, betale for dig". Siger han, med et smil. "Tak". Siger jeg, med et smil, og han rejser sig op, og går op, til kassen. Jeg rejser mig op, og tager min jakke på. Min telefon ringer, og jeg tager den op, af min jakkelomme og ser hvem det er. Det er Sasja.
Samtale.
Mig. "Hej, smukke".
Sasja❤️ "Hej, Clara. Jeg kan ikke flytte hjem, til dig alligevel".
Mig. "Hvorfor ikke?".
Brent kommer hen, til mig.
Sasja❤️ "Fordi jeg ikke må, og ikke har lyst".
Mig. "Hvorfor har du, ikke lyst?".
Sasja❤️ "Fordi jeg vil hellere bo, hos min mormor. Og hele mit liv, er i Danmark. Ikke i New York".
Mig. "Men hvad så, med mig?".
Sasja❤️ "Jeg tror, at det er bedst, hvis vi ikke er veninder mere".
Mig. "Hvorfor ikke?".
Sasja❤️ "Fordi det altid er mig, der ringer til dig. Du lukker mig ude, af dit liv. Og jeg ved ikke, om jeg elsker dig mere".
Mig. "Men... Men vi er jo bedste veninder".
Sasja❤️ "Ja, det var vi. Men jeg vil ikke, være din veninde mere. Jeg er ked af det".
Samtale slut.
Hun ligger på, og jeg står bare og kigger ud, i luften. "Er du okay?". Spøger han. "Var? Nej, det er jeg ikke". Svare jeg, og lægger min telefon ned, i min jakkelomme. "Hvad er der sket?". Spøger han, og går tættere på mig. "Sasja vil ikke, være min veninde mere. Hun føler, at vi er glidet fra hinanden". Svare jeg, trist og kigger på ham. "Det er jeg rigtig ked af. Kan du ikke prøve, at snakke med hende om det?". Spøger han. "Det har jeg prøvet. Men hun mente det. Hun elsker mig ikke mere". Svare jeg, trist. "Det er jeg virkelige ked af. Er der noget, jeg kan gøre?". Spøger han. "Ja. Du kan give mig, et kys. Men så må vi hellere, gå udenfor". Svare jeg. "Ja. Kom". Siger han, med et smil, og vi går ud, på gaden og lidt væk, fra cafen. "Det bliver rart, når vi ikke skal gemme os, fra i morgen". Siger jeg, og går helt tæt på ham. "Ja, det gør det". Siger han, og kysser mig, på munden. "Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg var sammen med Alex. Han er sød, men jeg kan bedre lide dig". Siger jeg, med et smil. "Jeg kan også rigtig godt lide dig, smukke". Siger han, med et smil, og kysser mig, på munden. "Det er jeg glad for". Siger jeg, og vi krammer. "Er du endelige okay nu?". Spøger han, og jeg trækker mig, fra krammet. "Ja, nogenlunde. Fordi jeg kan faktisk godt se, hvad hun mener med, at vi er glidet fra hinanden. Så det er måske, det bedste for os". Svare jeg. "Ja. Jeg ved hvordan, du har det. Jeg havde en gang, en kæreste, og jeg troede vi havde det godt sammen. Men en dag slog hun op med mig, fordi hun synes, at vi var glidet fra hinanden. Først kunne jeg slet ikke forstå det. Men efter nogen dage, indså jeg, at det var det rigtige, hun havde gjort. Vi har desværre ikke kontakt i dag, men heldigvis mødte jeg dig". Siger han, med et smil. "Tak. Jeg er også glad for, at jeg mødte dig. Men hvor længe, var I sammen?". Spøger jeg. "I to år. Vi skændes meget, de sidste uger vi var sammen. Det er også derfor, vi ikke har kontakt i dag. Men jeg savner hende ikke". Svare han. "Jeg håber, at jeg kommer over Sasja også". Siger jeg. "Det gør du. Du vil indse, at det var det bedste det her". Siger han. "Ja". Siger jeg, og Alex og Lily kommer ud, fra cafen. De ser meget glade ud, men Lily kigger pludselige surt hen på mig. "Jeg kommer om lidt". Siger jeg, og går hen, til Lily. "Hej, skat". Siger Alex. "Hej. Må jeg lige snakke med dig, Lily?". Spøger jeg, og kigger surt på hende. "Ja". Svare hun. "Jeg går over og snakker, med Brent i mens". Siger han, og går hen, til Brent. "Hvad er det, vi skal snakke om?". Spøger hun, og lægger sine arme over kors. "Hvorfor du er sur, på mig". Svare jeg. "Jeg er da ikke, sur på dig". Siger hun. "Jo, du er. Jeg så godt, det sure blik du gav mig". Siger jeg. "Ja. Jeg sendte dig, et surt blik". Siger hun. "Hvorfor gjorder du det?". Spøger jeg. "Fordi jeg godt ved, at du er Alex utro". Svare hun, og jeg kigger overrasket på hende. "Jeg aner ikke, hvad du snakker om". Siger jeg. "Jo, du gør. Og jeg synes, at du skal sige det, til Alex. Han har ikke fortjent, at blive såret. Han er et godt menneske". Siger hun. "Ja, det er han. Jeg skal nok, fortælle ham sandheden". Siger jeg. "Hvornår?". Spøger hun. "I morgen". Svare jeg. "Hvorfor ikke nu?". Spøger hun. "Fordi det er bedre, i morgen". Svare jeg. "Okay. Men jeg tror, at han har noget, han vil spøger dig om". Siger hun. "Og hvad er det?". Spøger jeg. "Jeg tror, at han vil fri til dig. Men jeg er ikke helt sikker". Svare hun. "Vil han, fri til mig?!". Spøger jeg. "Ja, det tror jeg. Så jeg synes, at du skal fortælle sandheden til ham snart". Svare hun. "Det gør jeg jo også". Siger jeg. "Ja. Men måske skal du, sige det nu". Siger hun. "Jeg gør det jo, i morgen". Siger jeg. "Hvorfor kan du ikke, bare gøre det nu?". Spøger hun. "Fordi... Fordi jeg ikke er klar til, at fortælle ham det". Svare jeg. "Hvorfor ikke?". Spøger hun. "Fordi jeg elsker ham, som en ven. Og jeg vil ikke såre ham". Svare jeg. "Og du tror ikke, at det vil såre ham, at du har været ham utro, med en af hans venner?". Spøger hun. "Jo. Men jeg gør det, i morgen. Du bestemmer altså ikke, hvad jeg skal". Svare jeg. "Nej, nej. Jeg synes måske bare, at du er lidt, om dig". Siger hun, med et lille smil. "Mener du, at jeg er billig?". Spøger jeg, surt. "Ja. Det synes jeg faktisk, at du er". Svare hun. "Fuck dig". Siger jeg, og går. "Clara, vent lige!". Råber Brent, og løber op ved siden, af mig. "Jeg skal hjem nu". Siger jeg. "Okay. Men hvorfor gik du bare?". Spøger han. "Fordi jeg blev sur. Lily kaldte mig billig". Svare jeg, og jeg kan mærke, at jeg får det lidt dårligt. "Du skal ikke, høre på hende. Du er ikke spor billig". Siger han. "Tak. Vil du, med hjem til mig?". Spøger jeg. "Ja, det vil jeg da gerne". Svare han, med et smil. "Så kom". Siger jeg. Efter lidt tid, er vi ved min opgangedør, vi går ind, i opgangen. Vi går op, til min lejlighed. "Jeg trænger til, at ligge ned". Siger jeg, og åbner døren, og vi går ind. "Hej, skat". Siger hun, og kommer ud, i gangen. "Hej. Det her er Brent. Han er... Min kæreste". Siger jeg, og hun kigger overrasket på mig. "Hej, Brent. Jeg hedder Lisa, jeg er Claras mor". Siger hun, og går hen, og giver Brent hånden. "Hej". Siger han, med et smil. Jeg tager min telefon op, af min jakkelomme og lægger den, på det lille bord i gangen. "Har dig og Alex, så slået op?". Spøger hun, og kigger på mig. "Ikke endnu". Svare jeg, og tager min jakke og støvler af, og tager min telefon. "Hvorfor ikke?". Spøger hun. "Fordi jeg slår op med ham, i morgen. Og jeg magter ikke, at tale om det. Mig og Sasja, er heller ikke veninder mere". Svare jeg. "Hvorfor ikke?". Spøger hun, overrasket. "Hun synes, at vi var vokset fra hinanden. Men jeg er okay". Svare jeg. "Er du sikker, skat?". Spøger hun. "Ja. Jeg går lige ind, og lægger mig. Jeg skal ikke, have noget aftensmad". Svare jeg. "Okay". Siger hun. "Er det ikke bedst, at jeg går?". Spøger han. "Nej". Svare jeg, og kigger på ham. "Så du vil ikke, være lidt alene?". Spøger han. "Nej. Eller måske". Svare jeg. "Vi ses". Siger han, med et smil. "Ja, det gør vi". Siger jeg, og han går ud, af døren. Jeg går ind, på mit værelse og lukker døren. Jeg sætter mig hen, på min seng, og lægger min telefon, på mit natbord og lægger mig ned. Efter kort tid, sover jeg.