Julen Med Stokes Tvillingerne. (Afsluttet)

En lille ny.

Mandag 8 december 2019.

Jeg vågner lige så stille, jeg ligger i en hospitalsseng. Min mor sidder på en stol, ved siden, af min seng. Alex sidder ovre, på en stol, ved væggen. "Hej, skat". Siger hun, med et smil. "Hej. Hvor længe har, jeg sovet?". Spøger jeg, og Alex rejser sig op, og går hen, til min seng. "Siden i går eftermiddags". Svare hun, og min far kommer ind, af døren. "Hej, smukke". Siger Alex, og jeg kigger på ham. "Hej, skat". Siger jeg, og han kysser mig, på munden. "Hej, skat". Siger min far, og går hen, og giver mig et kram. "Hej, far". Siger jeg, og han tager sin jakke af, og lægger den hen, på en stol. Døren går op, og der kommer en sygeplejske ind, af døren. "Hej, Clara". Siger hun, og går hen, til min seng. "Hej". Siger jeg, og kigger på hende. "Hvordan har du det?". Spøger hun, og kigger på mig. "Fint". Svare jeg. "Okay. Du havde jo, nogen meget voldsomme mavesmerter. De var faktisk så voldsomme, at du besvimede". Siger hun. "Ja. Men jeg er okay nu". Siger jeg. "Nej, du er ikke. Din krop mangler mad og engeri". Siger hun. "Men jeg spiser da også. Meget". Siger jeg. "Nej. Du spiser hvad, der svarer til 230 gram, på en hel dag. Og du er 17 år, så det er al for lidt". Siger hun. "Spiser jeg virkelige så lidt?". Spøger jeg, overrasket. "Ja, det gør du. Hvorfor spiser du, så lidt?". Spøger hun. "Det ved jeg ikke. Jeg er bare, ikke særlig sulten. Og så er jeg, lidt ked af, at bo her". Svare jeg. "Okay. Først skal vi, have dig til, at spise noget mere. Og det gør vi ved, at du stille og roligt begynder, at få mere og mere mad, du skal spise. Og samtidig med, snakker vi om, hvordan du har det. Er der nogen, du kan snakke med?". Spøger hun. "Ja. Men hvornår kan, jeg komme hjem igen?". Spøger jeg. "Det ved jeg ikke. Vi bliver nød til, at tage det her alvorligt. Du er ved, at udvikle en spiseforstyrrelse. Og det kan man, dø af". Svare hun. "Dør jeg, af det her?". Spøger jeg. "Nej. Ikke hvis du spiser". Svare hun. "Okay. Jeg skal nok, gøre alt hvad jeg kan". Siger jeg. "Godt. Vi skal nok, hjælpe dig". Siger hun. "Tak". Siger jeg, og hun går igen. "Jeg vil ikke dø". Siger jeg, og der løber en tåre ned, af min kind. "Det gør du, heller ikke. Du er stærk, skat". Siger Alex, og sætter sig, på min seng, og tager min hånd. "Tak, skat". Siger jeg, og kigger på ham. Han nusser min hånd. "Skal jeg, gå ned og hente noget morgenmad, til dig?". Spøger min far, og jeg kigger på ham. "Ja, tak". Svare jeg. "Så gør jeg det". Siger han, og går ud, af døren. Min mor puster langsomt ud. "Er du okay, mor?". Spøger jeg, og kigger på hende. "Ja. Men jeg tror, at lille søster kommer nu". Svare hun. "Jeg får fat, i en læge". Siger Alex, og rejser sig op, og løber ud, af døren. Jeg tager min dyne af, og går hen, til vasken, og tager noget papir og gør det vådt. "Det skal nok gå. Træk vejret". Siger jeg, og går hen, til min mor. Jeg tørrer hende i panden, med papiret. "Tak, skat". Siger hun, med et smil og puster langsomt ud. "Det var da så lidt, mor". Siger jeg, med et smil, og der kommer noget vand ned, på gulvet. "Ja, lille søster kommer. Vandet er lige gået". Siger hun, og puster langsomt ud. Alex kommer ind, af døren med en sygeplejske, hun har en kørestol med. "De er klar til, at modtage dig, nede på fødestuen". Siger hun, og går hurtigt hen, til min mor. "Det var godt. Vandet er nemlig lige gået". Siger min mor, og rejser sig op. "Kan du, selv gå?". Spøger jeg, og støtter min mor. "Ja, sådan da. Lille søster vil gerne ud, kan jeg mærke". Svare hun, og sætter sig, i kørestolen. Min far kommer ind, med min morgenmad på en bakke. "Mor skal føde". Siger jeg, og han sætter bakken hen, på et bord, og tager en taske. "Har I taget, hospitelstasken med?". Spøger jeg. "Ja. Jeg ville gerne, have den med, hvis nu jeg skulle føde. Og det skal, jeg så nu". Svare min mor. "Ja". Siger sygeplejsken, og kører af sted, med min mor. Mig, Alex og min far følger efter dem. Vi stopper op, og går ind, på en fødestue. Sygeplejsken kører min mor hen, til sengen. "Jeg er tilbage, om lidt". Siger sygeplejesken, og løber ud, af døren. "Jeg skal op, og lægge i sengen. Hun kommer nu!". Råber min mor, og presser. Min far sætter tasken, på gulvet og går hen, til min mor. Alex går hen, til min mor. "Kan du, rejse dig?". Spøger min far. "Ja, det tror jeg". Svare min mor, og puster ud. "Mig og Alex støtter dig". Siger han, og de hjælper min mor over, i sengen. Min mor lægger sig til rette. "Kan I, tage mit hovedgærde op?". Spøger hun. "Ja, selvfølgelig". Svare min far, og tager hendes hovedgærde op. "Tak. Kan du også, tage mine bukser af?". Spøger hun. "Ja". Svare han, og tager hendes bukser af. "Mor, man kan se hovedet". Siger jeg, og kigger på hende. "Okay. Jeg ved ikke, hvor sygeplejsken bliver af. Så jeg er nød til, at føde nu, inden hun bliver for stresset". Siger hun. "Okay. Jeg skal nok, tage i mod hende så". Siger min far. "Tak. Så presser jeg, når der kommer en ve". Siger hun. "Okay. Jeg er klar". Siger han. "Nu kommer der, en ve". Siger hun, og presser et par gange, og hun er ude. Sygeplejsken kommer ind, af døren. "Jeg beklager ventetiden. Der var lige en kvinde, der kom ind, og vi skulle lige finde, en stue til hende". Siger hun, og kigger på os. "Jeg har lige født". Siger min mor. "Okay". Siger hun, og går hen, til min mor, og tager min lille søster, og min far går hen, og vasker sine hænder. "Jeg klipper lige navlestrengen. Der er også, en børnelæge på vej". Siger hun, og klipper navlestrengen. Hun tager min lille søster hen, på et puslebord. Der kommer en børnelæge og to sygeplejsker ind, af døren. Sygeplejsken går hen, og ser på min mor, og børnelægen går hen, og ser på min lille søster. Sygeplejsken går i gang med, at sy min mor. Jeg går hen, til puslebordet. "Hvordan har hun det?". Spøger jeg. "Hun har det rigtig godt. Hun er lige, som hun skal være. Hun vejer 2,500 gram og er 50 centimeter. Så det er rigtig fint". Svare hun, med et smil, og giver hende, en lyserød hue på. "Det var godt". Siger jeg, og Alex går hen, og krammer mig bag fra. "Tillykke, store søster". Siger han, med et smil, og kysser mig, på kinden. "Tak, skat". Siger jeg, med et smil. Sygeplejsken går hen, og giver hende, til min mor. Jeg går hen, til min mors seng, og sætter mig på, en stol ved siden, af hendes seng. "Det var godt nok, en hurtig fødsel". Siger min mor, med et smil. "Ja, det var det". Siger jeg. "Ja. Alex gider du, at tage et billede, af os?". Spøger min far, og tager sin telefon, og kigger på Alex. "Ja". Svare han. "Tak". Siger min far, og giver Alex sin telefon, og går hen, til os. "Smil". Siger Alex, og tager nogen billeder. "Tak". Siger min far, og går hen, til Alex. "Det var så lidt". Siger han. "Må jeg prøve, at holde hende?". Spøger jeg, og min far står og tager billeder og filmer. "Ja, selvfølgelig". Svare min mor, med et smil, og giver mig hende. "Hej". Siger jeg, og kigger på hende, med et stort smil. "Hvad synes du, hun skal hedde?". Spøger min mor, med et smil. "Eva". Svare jeg, med et smil. "Eva. Det er et sødt navn". Siger hun, med et smil. "Ja, det er det". Siger min far, med et smil. Jeg begynder, at få lidt ondt, i maven. "Vil du, tage hende igen?". Spøger jeg, og kigger på min mor. "Ja". Svare hun, og jeg giver Eva til hende. "Jeg har lidt ondt, i maven. Så jeg vil gå, tilbage til min stue". Siger jeg. "Okay. Jeg kommer ned, med Eva senere". Siger min mor, med et smil. "Okay, mor". Siger jeg, og mig og Alex går ud, af døren. "Det er en sød lille søster, du har fået". Siger han, med et smil. "Ja. Hun er rigtig sød". Siger jeg, og tager mig til maven. "Er du okay?". Spøger han. "Ja. Jeg er bare sulten". Svare jeg, med et lille smil. "Vi er her også nu". Siger han, og vi går ind, på min stue. Jeg sætter mig hen, til bordet, der står henne, ved væggen. Jeg begynder lige så stille, at spise. Alex sætter sig, på stolen overfor mig. Da jeg har spist lidt, kan jeg mærke, at jeg skal kaste op. "Jeg skal kaste op". Siger jeg, og løber hen, til vasken og kaster op. Da jeg er færdig, skylder jeg min mund. "Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg kan jo ikke spise". Siger jeg, og begynder, at græde. "Skat, det skal nok gå". Siger han, og går hen, og krammer mig. "Nej. Jeg ender med, at dø". Siger jeg. "Nej, du gør ikke. Du skal nok, klare den. Jeg tror på dig". Siger han. "Tak. Men jeg tror ikke, på mig selv lige nu". Siger jeg, trist. "Du skal nok, få modet igen". Siger han, og kysser mig, i håret. "Tak, skat". Siger jeg, og min telefon ringer. Jeg går hen, til min taske, og tager min telefon op. Det er Thor, der ringer.
Samtale.
Mig. "Hej, Thor".
Thor. "Hej. Jeg hørte, at du er blevet indlagt. Hvordan har du det?".
Mig. "Det ved jeg ikke rigtig. Jeg har svært ved, at spise. De siger, at jeg er ved, at få en spiseforstyrrelse. Så jeg skal, være indlagt i nogen dage".
Thor. "Okay. Jeg skal nok komme, og besøg dig, så meget jeg kan".
Mig. "Tak. Men der er også, sket noget godt. Mor har født, og det gik rigtig godt og hurtigt. Far tog faktisk, i mod hende".
Thor. "Vildt. Det var godt, at det gik godt".
Mig. "Ja, det var det".
Thor. "Så må jeg jo heller, komme og besøg jer".
Mig. "Ja, det ville da være hyggeligt".
Thor. "Ja. Jeg kommer omkring klokken to".
Mig. "Okay. Vi ses".
Thor. "Ja, vi gør".
Mig. "Jeg elsker dig".
Thor. "Jeg elsker også dig".
Samtale slut.
Jeg ligger på, og lægger min telefon ned, i min taske. Hvorfor var Thor endelige så underlig? Han virkede ligeglad med, hvad jeg sagde. Bare han ikke, er ked af det. Jeg orker ikke, mere modstand. Jeg sætter mig trist, på sengen. "Er du færdig, med din morgenmad?". Spøger han. "Nej. Jeg må heller prøve, at spise noget mere". Svare jeg, og rejser mig op, og sætter mig hen, på stolen. Jeg begynder forsigtigt, at spise. "Bare spist stille og roligt". Siger han, og sætter sig, på stolen overfor mig. "Ja, tak. Jeg ved godt, hvordan man spiser". Siger jeg, og kigger surt på ham. "Ja, undskyld. Jeg prøver bare, at hjælpe dig". Siger han. "Det ved jeg godt. Jeg er bare ved, at blive kvalt over, al den hjælp altså". Siger jeg, og kigger ned i min mad. "Vil du, være lidt alene så?". Spøger han. "Ja". Svare jeg. "Okay. Jeg kommer igen, om en times tid så". Siger han, og rejser sig op. "Skal du endelige, ikke i skole?". Spøger jeg, og kigger på ham. "Nej. Jeg vil hellere være sammen, med dig". Svare han, med et smil. "Nurgh, skat. Jeg er ked af, at jeg var lidt sur. Du behøver ikke, at gå". Siger jeg, med et smil. "Jeg skal lige noget. Og det gør ikke noget, at du blev lidt sur. Jeg forstår godt, at du er ked af det". Siger han. "Tak. Og jeg skal nok, lade vær med, at lade det går ud over dig". Siger jeg. "Det er okay. Jeg er tilbage, om en time". Siger han, med et smil. "Hvad skal du?". Spøger jeg, med et smil. "Købe noget, til dig". Svare han, med et smil. "Hvad?". Spøger jeg, med et smil. "Det er en hemmelighed. I december må man, gerne have hemmeligheder". Svare han, med et smil. "Ikke overfor sin kæreste". Siger jeg, med et smil. "Jo, smukke". Siger han, og går hen, og kysser mig, på munden. "Nå, nå". Siger jeg, med et smil. "Vi ses, smukke". Siger han, og går hen, til døren. "Ja, vi gør, skat". Siger jeg, med et smil, og han går ud, af døren. Jeg spiser færdig, og døren går op. Der kommer en sygeplejske ind. "Har du spist op?". Spøger hun, og går hen, til mig. "Ja". Svare jeg, og hun tager min bakke. "Det var godt. Kunne du, lide maden?". Spøger hun, med et smil, og kigger på mig. "Ja". Svare jeg. "Det var godt". Siger hun, med et smil og går igen. Jeg rejser mig op, og går hen, til min taske. Jeg tager finder noget tøj. Jeg tager min toilettaske og tøj, og går ud på badeværelset. Jeg lægger mine ting hen, på toilettet og tager mit tøj af, og lægger det på gulvet. Så går jeg ind, i badet og trækker badeforhænget for. Tænk, at jeg er endt helt herude, hvor jeg er ved, at få en spiseforstyrrelse. Det er som om, at alting er blevet værre efter, at vi er flyttet, til New York. Jeg har godt nok mødt Alex, men jeg har jo også hjemve. Jeg ved ikke, om jeg nogesinde kan, blive rigtig glad igen. Det håber jeg virkelige, at jeg kan. Jeg slukker vandet, og trækker badeforhænget fra, og går hen og tager et håndklæde og tørrer mig. Så hænger jeg håndklædet op, tager tøj på, børster tænder og redder mit hår, jeg sætter det op, i en rodet knold. "Skat?". Siger Alex, inde på stuen, og jeg åbner døren. "Ja?". Siger jeg, og tager mit tøj og min toilettaske, og går ud på stuen. "Jeg har noget, til dig". Siger han, med et smil. "To sekunder, skat". Siger jeg, og lægger mine ting hen, i min taske. "Hvad var det så, du havde til mig?". Spøger jeg, med et smil, og kigger på Alex. Han står med, et stykke papir i hånden. "Det her brev". Svare han, og går hen, til mig og giver mig brevet. Jeg sætter mig hen, på sengen og begynder, at læse det.
Kære skat jeg ved godt, at du kæmper med nogen ting lige nu. Men der er noget, jeg bliver nød til, at fortælle dig. Jeg burde sige det, ansigt til ansigt. Men det kan jeg ikke. To uger før vi blev kærester, havde jeg en flirt, med Becca. Vi var meget glade, for hinanden. Men jeg kunne ikke, glemme dig. Så jeg afsluttede vores flirt, og vi blev enige om, at vi bare skulle være venner. Men det har hun, lidt svært ved lige nu. Så det er lidt min skyld, at hun hader dig så meget. Undskyld, skat❤️
Jeg river brevet i stykker, og rejser mig op, og går hen og smider det ud. "Jeg gætter på, at du er sur". Siger han, og jeg kigger på ham. "Ja, du kan tro, at jeg er sur. Hvorfor har du ikke, fortalt mig, at du har haft en flirt, med Becca?". Spøger jeg, og lægger mine arme over kors. "Jeg ville ikke, gøre dig ked af det". Svare han. "Men det har du gjort". Siger jeg, og sætter mig hen, på sengen. "Undskyld, skat. Jeg er helt færdig, med hende". Siger han, og går hen, og sætter mig, ved siden, af mig. "Er du?". Spøger jeg, og kigger på ham. "Ja. Det er dig, jeg er forelsket i. Det var også derfor, jeg afsluttede det, med Becca". Svare han. "Okay. Undskyld, at jeg blev sur". Siger jeg. "Det er helt okay, smukke. Jeg skulle have fortalt det, noget før". Siger han. "Ja. Men du er tilgivet". Siger jeg, med et smil. "Det er jeg glad for, skat". Siger han, med et smil, og kysser mig, på munden. "Intet kan skille os ad, vel?". Spøger jeg, med et smil. "Nej. Intet". Svare han, med et smil, og min telefon ringer. Jeg rejser mig op, og går hen og tager min telefon, i min taske. Det er Alan, der ringer.
Samtale.
Mig. "Hej, Alan".
Alan. "Hej, smukke. Jeg hørte, at du er blevet indlagt. Er du okay?".
Mig. "Ja, sådan da. Jeg ved ikke, hvornår jeg kan komme hjem igen".
Alan. "Hvad fejler du da?".
Mig. "Jeg har svært ved, at spise. Jeg er faktisk tæt på, at få en spiseforstyrrelse".
Alan. "Det er jeg ked af, at høre. Kan jeg gøre noget?".
Jeg går hen, til vinduet.
Mig. "Nej, ellers tak. Men det er rigtig sødt, af dig".
Alan. "Det er da det mindste, jeg kan gøre".
Mig. "Hvad mener du?".
Alan. "Du er jo så sød, at du vil være min ven".
Mig. "Ja. Men det skal du, da ikke betale for. Jeg er din ven, fordi jeg godt kan lide dig".
Alan. "Ja, det ved jeg godt. Og i lige måde".
Mig. "Tak".
Alan. "Det var da så lidt. Er Alex der også?".
Mig. "Ja, det er han".
Alan. "Okay. Det er godt, at du har ham".
Mig. "Ja, det er det. Jeg har også, fået en person mere i mit liv".
Alan. "Hvem?".
Mig. "Min mor har født, så jeg har fået, en lille søster, i dag. Hun hedder Eva".
Alan. "Tillykke".
Mig. "Tak. Det var mig, der valgte hendes navn".
Alan. "Det var et godt valg".
Mig. "Tak. Men var der, noget særligt du ville?".
Alan. "Nej. Jeg ville bare høre, hvordan du havde det. Vil du da, ikke have, at jeg ringer?".
Mig. "Jo, jo. Det var ikke, sådan ment".
Alan. "Okay. Men jeg vil, løbe igen. Vi ses".
Mig. "Ja, vi gør".
Samtale slut.
Jeg ligger på. Hvorfor slutter jeg endelige ikke, fred med Becca? Hun er jo, bare ked af det. Det ville jeg også være, hvis jeg var hende. Og det kan være, at det er mig, der skal tage det første skidt, i det her. Det gør jeg. "Skat, har du noget papir og en kulgepen?". Spøger jeg, og lægger min telefon hen, i min taske. "Ja, det har jeg faktisk". Svare han, og tager noget papir og en kulgepen op, af hans lomme. "Tak". Siger jeg, og går hen, og tager det. "Det var så lidt. Hvad skal du skrive?". Spøger han, og jeg sætter mig hen, til bordet. "Et brev, til Becca. Jeg har besluttet mig for, at slutte fred med hende". Svare jeg. "Det er stort af dig". Siger han. "Ja". Siger jeg, og begynder, at skrive.
Side 1. Kære Becca jeg ved godt, at vi ikke rigtig kan lide hinanden. Men jeg har besluttet mig for, at tilgive dig. Fordi Alex har fortalt mig, at I har haft en flirt. Så jeg forstår godt, hvis du føler, at jeg har taget noget, fra dig og er ked af det. Sådan ville jeg, også selv have det. Jeg tror også, at du er en meget ensom pige. Jeg tror ikke rigtig, at du kan snakke med nogen, om hvordan du endelige har det. Og den følelse kender jeg godt. Da jeg flyttede til New York, følte jeg ikke, at der var nogen der forstod, hvor svært det var. Ikke en gang min familie eller bedste veninde. Men nu føler jeg, at folk forstår mig. Men jeg har det stadig dårligt. Fordi min bedste veninde bor stadig, i Danmark. Så jeg har ikke set hende, i rigtig lang tid. Og jeg har kun Alex og Alan, jeg snakker med i skolen.
Side 2. Og lige nu er jeg indlagt, fordi jeg har svært ved, at spise. Blandt andet fordi, at jeg er så ensom. Så jeg forstår virkelige godt, hvordan du har det. Og jeg siger ikke, at du skal kunne lide mig nu. Eller synes, at det er helt okay, at mig og Alex er kærester. Jeg vil bare gerne sige undskyld, fordi du føler, at jeg har taget noget fra dig. Det har virkelige aldrig været min mening, at såre dig. Jeg ville også, blive rigtig glad, hvis du ville lade vær med, at mobbe mig fremover. Hilsen Clara.
"Vil du give brevet, til Becca?". Spøger jeg, og tager brevet og kulgepen, og rejser mig op, og går hen til Alex. "Ja. Jeg tager i skole, i morgen. Så jeg kommer og besøger dig, efter skole". Svare han, og jeg giver ham brevet og hans kulgepen. "Okay". Siger jeg, og min far kommer ind, af døren med en bakke. "Hej. Jeg kommer med din aftensmad". Siger han, med et smil, og sætter bakken hen, på bordet. "Tak, far". Siger jeg, med et smil. "Det var så lidt, skat. Hvordan har du det bedre?". Spøger han, og kigger på mig. "Ja, lidt. Hvordan har mor og Eva det?". Spøger jeg. "De har det godt. De sover lige nu". Svare han, med et smil. "Okay". Siger jeg, med et smil. "Ja. Jeg vil smutte igen. Vi ses, i morgen". Siger han, med et smil, og går hen, og krammer mig. "Ja, vi gør, far". Siger jeg, med et smil. "Vi ses, Alex". Siger han, og kigger på Alex. "Ja, vi gør". Siger Alex, og min far går. "Nå. Jeg skal vel, have noget aftensmad". Siger jeg, og sætter mig hen, til bordet og begynder, at spise. "Ja, det skal du". Siger han, og sætter sig hen, på stolen overfor mig. "Vil du også, have noget mad?". Spøger jeg, og kigger på ham. "Nej. Du skal selv, have det". Svare han, og kigger på mig. "Der er da, nok til os begge to". Siger jeg. "Så tager jeg, noget mad". Siger han, og tager noget mad. Vi sidder og snakker og hygger os, mens vi spiser. "Hvor er jeg dog mæt. Og det er faktisk længe siden, at jeg har været mæt". Siger jeg. "Hvor længe har du da, haft svært ved, at spise?". Spøger han, og jeg kigger på ham. "Nogen uger, tror jeg". Svare jeg. "Okay. Du er faktisk også, ret tynd". Siger han. "Ja, det er jeg. Men så er det godt, at jeg får noget hjælp nu". Siger jeg, og rejser mig op, og lægger mig hen, i sengen. "Ja. Og du ved godt, at jeg er derfor dig, ikke?". Spøger han, og lægger sig hen, ved siden, af mig. "Jo, og i lige måde, skat". Svare jeg, og kigger på ham. "Tak, smukke". Siger han, og kysser mig, på munden. Jeg lægger mit hovede, på hans brystkasse, og han lægger sin ene arm rundt, om mig. "Jeg elsker dig". Siger jeg. "Jeg elsker også dig, skat". Siger han, og kysser mig, i håret. Jeg lukker mine øjne, og efter kort tid, sover jeg.