Julen Med Stokes Tvillingerne. (Afsluttet)

Jeg vil altid passe på dig.

Søndag 7 december 2019.

Jeg vågner ved, at min telefon ringer. Jeg sætter mig op, og tager min telefon op, af min lomme. Det er Alex, der ringer.
Samtale.
Mig. "Hallo? Jeg mener godmorgen, skat".
Alex😘 "Hej, smukke. Klokken er altså, eleve".
Mig. "Er den?".
Alex😘 "Ja. Er du først, stået op nu?".
Mig. "Nej. Jeg vågnede, da du ringede. Jeg må have trengt til, at sove".
Alex😘 "Ja, det må du. Men jeg ringede for, at høre om, du vil med på julemarkede?".
Mig. "Ja. I dag?".
Alex😘 "Ja, hvis du kan".
Mig. "Det tror jeg godt, at jeg kan. Men jeg er, ikke helt sikker. Jeg skriver lige til dig, når jeg ved, om jeg kan i dag".
Alex😘 "Okay, smukke. Elsker dig".
Mig. "I lige måde, skat".
Samtale slut.
Jeg ligger på, og lægger min telefon, på mit natbord, og rejser mig op. Jeg går hen, til døren og åbner den. Thor og nogen flyttemænd er ved, at bære møbler ud. "Godmorgen, skat". Siger min mor, med et smil, og går hen, til mig. "Godmorgen. Flytter Thor nu?". Spøger jeg, og kigger på hende. "Ja. Vil du, have noget morgenmad?". Spøger hun, med et smil. "Nej. Jeg tager bare, et æble, når jeg har fået noget tøj på". Svare jeg. "Okay, skat". Siger hun, med et smil. "Jeg tænkte forresten på, om jeg må tage på julemarkede, med Alex i dag?". Spøger jeg. "Jeg vil helst have, at du bliver hjemme, i dag. Fordi jeg tror, at jeg føder i dag". Svare hun. "Hvorfor tror du det?". Spøger jeg, overrasket. "Fordi jeg har, nogen plukveer". Svare hun, og puster langsomt ud. "Okay. Vil du, sidde lidt ned?". Spøger jeg. "Ja. Men jeg kan, godt selv gå". Svare hun, med et smil, og går. Jeg går hen og tager min telefon, og ringer til Alex.
Samtale.
Mig. "Hej, skat".
Alex😘 "Hej, smukke. Kunne du, komme med på julemarkede, i dag?".
Mig. "Nej, desværre ikke. Min mor tror, at hun skal, føde i dag. Hun har nogen plukveer, og Thor flytter hjemmefra, i dag. Så hun vil helst have, at jeg bliver hjemme. Men du kan, bare komme på besøg. Hvis du altså vil".
Alex😘 "Ja, det vil jeg da gerne. Jeg kommer, om en time så".
Mig. "Okay. Vi ses, skat".
Alex😘 "Ja, vi gør, smukke".
Samtale slut.
Han ligger på, og jeg lægger min telefon, på mit natbord. Jeg går hen, til mit tøjskab, og finder noget tøj. "Hey". Siger Thor, henne fra døren. "Hej". Siger jeg, og kigger på ham. "Jeg ville bare lige, sige farvel. Jeg kører over, i min lejlighed nu". Siger han, og jeg lægger mit tøj hen, på min seng, og går hen, til ham. "Okay. Vi ses snart, ikke?". Spøger jeg. "Jo. Vi skal stadig, være sammen hele tiden. Jeg holder jo ikke mindre, af dig fordi jeg flytter hjemmefra. Du er jo, min skøre og dejlige lille søster". Svare han, med et smil. "Og du er min skøre store bror". Siger jeg, med et smil. "Ikke dejlige store bror?". Spøger han, lidt trist. "Jo, jo". Siger jeg, med et smil og vender øjne af ham. "Det var godt. Vi ses, stump". Siger han, med et smil. "Stump. Du er to centimeter højere, end mig". Siger jeg, med et smil. "Jeg er faktisk fire centimeter højere, end dig". Siger han, med et stolt smil. "Ja, okay. Men vi ses". Siger jeg, med et smil. "Ja, det gør vi. Jeg elsker dig, søs". Siger han, med et smil. "Jeg elsker også dig, brormand". Siger jeg, og vi krammer. "Pas godt på mor". Siger han, med et smil. "Det skal jeg nok". Siger jeg, med et lille smil, og han går. Jeg går hen og tager mit tøj, og går ud på badeværelset. Jeg tager mit tøj af, smider det hen til vask, og tager mit rene tøj på. Det banker på døren. "Kom ind". Siger jeg, og går i gang med, at børste tænder. Døren åbner, det er min mor. "Jeg ligger mig lige, et par timer". Siger hun. "Okay". Siger jeg, og hun går igen. Jeg bliver færdig med, at børste tænder og går ind, på mit værelse. Jeg går hen, og tager min hårlestik ud, og redder mit hår, jeg lader det hænge løst og tager nogen små perle øreringe i. Det ringer på døren, og jeg går ud, i gangen og åbner døren. Det er Alex. "Hej, smukke". Siger han, med et smil. "Hej, skat. Min mor ligger lige og sover. Så vi skal lige, være lidt stille". Siger jeg, og han går ind, og lukker døren. "Okay". Siger han, og nikker. "Jeg går lige ud, og tager noget morgenmad". Siger jeg, og går ud, i køkkenet og tager et æble. Alex kommer ud, i køkkenet. "Skal jeg ikke, lave noget ordenlig morgenmad, til dig?". Spøger han, og kigger på mig. "Nej. Jeg er ikke, særlig sulten". Svare jeg, og spiser noget mere, af mit æble. "Er det fordi, at du er ked af det?". Spøger han, og sætter sig, hen til spisebordet. "Ja. Jeg har haft svært ved, at spise længe". Svare jeg, og spiser mit æble færdig, og smider skrovet ud. "Har du, været til lægen så?". Spøger han, og jeg tager et glas, i køkkenskabet. "Ja. Men jeg så længe, jeg ikke taber mig, og spiser så skal jeg, ikke i behandling". Svare jeg, og sætter mit glas, på køkkenbordet, og går hen, til køleskabet. Jeg tager mælken, og går hen og hælder noget op, i mit glas. "Okay. Men du skal, passe på dig selv, skat". Siger han, og jeg sætter mælken hen, i køleskabet. "Det skal jeg nok". Siger jeg, og tager mit glas, og sætter mig hen, til spisebordet. Jeg sætter mig, overfor Alex. "Godt. Jeg vil jo, ikke miste dig". Siger han, og jeg kigger på ham. "Det gør du heller ikke, skat". Siger jeg, med et smil. "Det håber jeg heller ikke, smukke". Siger han, med et smil, og hans telefon siger, et bip. Han tager den op, af sin lomme, han sidder og skriver noget. "Hvem skriver?". Spøger jeg, og drikker noget, af min mælk. "Alan". Svare han, og lægger sin telefon ned, i sin lomme. "Okay". Siger jeg, og drikker min mælk færdig, og rejser mig op. "Har du lyst til, at se en film?". Spøger han, og jeg går hen, til vasken og sætter mit glas ned, i vasken. "Det ved jeg ikke". Svare jeg. "Hvad vil du så lave?". Spøger han, og jeg kigger på ham. "Jeg vil gerne, høre sandheden". Svare jeg, og lægger mine arme over kors. "Hvad mener du?". Spøger han, og kigger uforstående på mig. "Jeg ved godt, at det ikke, var Alan du skrev med. Var det en pige?". Spøger jeg. "Ja". Svare han. "Var det Becca?". Spøger jeg. "Ja. Hun sprugte bare, om noget med en matematik opgave". Svare han. "Hun er ellers en, af de bedste i klassen, til matematik". Siger jeg. "Så lad vær med, at tro på mig". Siger han, lidt surt og rejser sig op. "Jeg tror da, på dig". Siger jeg. "Sikkert. Jeg tager hjem. Vi ses". Siger han, og går. "Ses". Siger jeg, og døren ude i gangen lukker. Jeg går ind, på mit værelse og lukker døren. Jeg sætter mig hen, ved mit skrivebord, og tager min dagbog, i nummer to skuffe. Jeg lægger den på bordet, og tager en kulgepen, og åbner bøgen og begynder, at skrive.
Kære dagbog alting er lidt noget rod. Alan er forelsket, i mig så han er meget ked af, at mig og Alex er kærester. Men jeg ved ikke, om mit og Alexs forhold holder sælig længe. Fordi han er venner, med Becca. Og jeg tror, at de har noget kørende. Jeg ved godt, at Alex ikke kunne finde på, at være mig utro. Slet ikke med Becca. Men hun hader mig virkelige meget, og jeg ved ikke hvorfor. Og hun er mega forelsket, i Alex så hun kan nok godt finde på, at prøve og splidte mig og Alex. Og det lader jeg hende jo, også lidt gøre, når jeg beskylder Alex for, at være mig utro, med hende. Jeg burde bare stole, på Alex. Det gør jeg også, men det er stadig svært ikke, at være urolig for, hvad Becca kan finde på. Det er som om, at alting var meget nemmere, i Danmark. Der skulle jeg ikke bekymrer mig, om utroskab og lede piger. Men jeg elsker Alex, så jeg vil kæmpe for vores forhold. Også selvom Becca prøver, at score ham. Hun kan IKKE tage ham, fra mig. Det kan ingen. Han er min for evigt og altid, håber jeg. Becca er jo både, klog, smuk og hun kan være sød.
Jeg lukker min dagbog, og sætter min kulgepen, på plads. Det banker på min dør, og jeg rejser mig op, og går hen, og åbner min dør. Det er Alex. "Jeg er ked af, at jeg bare gik på den måde. Jeg var et fjols". Siger han. "Nej. Det var mig, der var et fjols. Undskyld, skat". Siger jeg. "Det gør ikke noget. Jeg forstår godt, at du bliver bange for, at Becca skal ødelægge vores forhold. Men det kommer hun, ikke til. Det er der ikke nogen, der kommer til. Fordi jeg elsker dig så utrolig højt". Siger han, og går tættere, på mig. "Jeg elsker også dig, skat. Og jeg skal nok prøve, at lade vær med, at være så bekymret". Siger jeg. "Det betyder bare, at du elsker mig. Det er da sødt. Men du har ingen grund til, at være bekymret, smukke". Siger han, med et smil. "Det er jeg glad for". Siger jeg, og kysser ham, på munden. "Jeg har også tænkt mig, at tage noget afstand, til Becca fremover". Siger han. "Men hun er, jo din ven". Siger jeg. "Ja. Men du er min kæreste, og hun er led ved dig. Og hun er faktisk ikke, så vigtig for mig mere". Siger han. "Okay. Vil du ind?". Spøger jeg. "Ja". Svare han, og går ind, på mit værelse. "Hvordan kom du, endelige ind?". Spøger jeg, og lukker min dør. "Det var din mor, der lukkede mig ind". Svare han, og sætter sig, ved mit skrivebord. "Okay". Siger jeg, og min telefon ringer. Jeg går hen og tager den, og ser hvem det er. Det er Sasja.
Samtale.
Mig. "Hej, smukke".
Sasja❤️ "Hej, søde. Hvad laver du?".
Jeg sætter mig, på min seng.
Mig. "Ikke så meget. Hvad laver du?".
Sasja❤️ "Jeg ligger bare, i min seng. Jeg kan ikke sove".
Mig. "Hvorfor ikke?".
Sasja❤️ "Fordi jeg savner dig".
Mig. "Smukke dog. Jeg savner også dig, hver evig eneste minut".
Sasja❤️ "Kan jeg så, ikke flytte ind, hos dig?".
Mig. "Jo. Det kunne du endelige godt. Vi har et ekstra værelse, nu hvor Thor er flyttet".
Sasja❤️ "Mener du det seriøst?".
Mig. "Ja. Skal jeg prøve, at snakke med min mor?".
Sasja❤️ "Ja, det kan du godt. Så snakker jeg også, med mine forældre, i morgen".
Mig. "Okay, smukke".
Sasja❤️ "Tænk, hvis jeg skal flytte, til New York. Og tænk, hvis vi skal bo sammen".
Mig. "Det ville være fantastisk".
Sasja❤️ "Ja. Men hvad nu, hvis vi bliver uvenner igen?".
Mig. "Det gør vi, da ikke. Tror du da, at vi bliver uvenner igen?".
Sasja❤️ "Nej. Men man kan jo, aldrig vide det".
Mig. "Nej. Hvorfor er du endelige, så mærkelige lige pludselig?".
Sasja❤️ "Det ved jeg ikke".
Mig. "Er der noget galt?".
Sasja❤️ "Nej, slet ikke".
Mig. "Sasja, vi har kendt hinanden, i ti år. Jeg kan høre på dig, at der er noget galt".
Sasja❤️ "Ja, okay. Min mor har fået, en ny kæreste, for nogen uger siden. Og i går aftes, mødte jeg ham, for første gang, og han lagde an på mig".
Mig. "Lagde han an, på dig?".
Sasja❤️ "Ja, det gjorder han".
Mig. "Hvor gammel er han?".
Sasja❤️ "47, tror jeg".
Mig. "Har du fortalt det, til din mor?".
Sasja❤️ "Ja. Men hun troede, ikke på mig".
Mig. "Hvorfor troede hun, ikke på dig?".
Sasja❤️ "Fordi han benægtede det, og min mor er meget forelsket, i den store nar".
Mig. "Skal jeg, ringe til politiet så?".
Sasja❤️ "Nej. De kan jo, ikke gøre noget".
Mig. "Nej. Men jeg snakker, med min mor nu, om du kan flytte ind, hos mig. Og så ringer jeg, til dig lige bagefter".
Sasja❤️ "Tak. Han sagde også, at han ville, sove inde hos mig, i min seng".
Jeg kan høre, at hun begynder, at græde. Jeg begynder også, at græde lidt.
Mig. "Hvis han kommer ind, til dig, så optag jeres samtale. Så har du, nogen beviser i mod ham. Og han får ikke lov til, at røre dig. Men hvis han rør dig, så skal jeg personligt, slå ham. Han skal fandme, ikke rører min veninde".
Sasja❤️ "Tak, smukke. Jeg skal nok, passe på mig selv. Og tak, fordi du passer på mig. Jeg elsker dig".
Mig. "Selv tak. Jeg elsker også dig, søs. Jeg ringer, når jeg har snakket, med min mor".
Sasja❤️ "Okay, smukke".
Samtale slut.
Jeg ligger på, og rejser mig op. "Er der en mand, der har rørt, ved Sasja?". Spøger han, og jeg lægger min telefon ned, i min lomme. "Nej. Men hendes mors nye kæreste, har lagt an, på hende. Så nu skal jeg, høre min mor, om hun kan bo her". Svare jeg, og kigger på ham. "Okay. Er der noget, jeg kan gøre?". Spøger han, og rejser sig op. "Nej, ellers tak". Svare jeg, og går ind, i stuen. Min mor sidder i sofaen, og læser i en bog. "Hej, skat". Siger hun, og kigger på mig, med et smil. "Hej, mor. Der er noget, vi skal snakke om". Siger jeg, og sætter mig, ved siden, af hende. "Jeg lytter". Siger hun, og lukker sin bog, og lægger den hen, på sofabordet, og kigger på mig. "Kan Sasja, flytte ind her?". Spøger jeg, og kigger på hende. "Skat, jeg forstår godt, at du savner hende. Og vi kan også godt, tage til Danmark, når jeg har født. Men hun kan, ikke flytte ind her". Svare hun. "Hvorfor ikke?". Spøger jeg, trist. "Fordi det ville hendes mor, aldrig gå med til". Svare hun, og lægger sine hænder, på sin mave. "Men hendes mors nye kæreste, har lagt an på hende. Han har også sagt, at han ville sove inde, hos Sasja, i hendes seng. Og da hun sagde det, til hendes mor, troede hun ikke på hende. Så hun er nød til, at flytte ind her". Siger jeg. "Okay. Jeg skal nok, snakke med hendes mor så". Siger hun. "Mange tak, mor". Siger jeg, og rejser mig op. "Det var så lidt, skat". Siger hun, og jeg går ind, på mit værelse, og lukker døren. Jeg tager min telefon, og ringer til Sasja.
Samtale.
Mig. "Hej. Jeg ved ikke, om du kan bo her endnu. Men min mor, vil snakke med din mor".
Sasja❤️ "Mange tak, smukke".
Mig. "Det var da så lidt".
Jeg får pludselige nogen, meget stræke mavesmerter.
Sasja❤️ "Er du der, smukke?".
Mig. "Ja. Jeg er nød til, at løbe".
Samtale slut.
Jeg ligger på, og tager mig til maven. "Er du okay, skat?". Spøger Alex, og går hen, til mig. "Nej. Hent min mor". Svare jeg, og han løber ud, af døren. Jeg falder ned, på gulvet og alt bliver sort.