Julen Med Stokes Tvillingerne. (Afsluttet)

En trist dag.

Mandag 22 december 2019.

Jeg vågner lige så stille, jeg kigger hen, på uret der hænger ovre, på væggen. Den er 08:45. Min telefon ringer, og jeg tager den, og ser hvem det er. Det er min mor. Hun har nok dårlig nyt.
Samtale.
Mig. "Godmorgen, mor".
Min mor. "Godmorgen, skat. Har du, det bedre?".
Mig. "Ja, det har jeg. Er der nyt, om mormor?".
Min mor. "Ja, det er der".
Mig. "Hun er død nu, ikke?".
Min mor. "Jo, det er hun. Og morfar er, desværre også død".
Mig. "Var? Hvorfor?".
Min mor. "Fordi det med mormor, blev for meget for ham. Da han havde fået af vide, at hun var død, fik han så stort et chok, at han ikke kunne klare det. Han faldt om, og fik hjertestop, og de kunne desværre ikke, genoplive ham igen. Det var sygehuset der ringede, og sagde det, til mig".
Mig. "Okay".
Min mor. "Ja, det er et stort chok".
Mig. "Ja, det må man sige".
Min mor. "Skal jeg, komme over og besøge dig, skat?".
Mig. "Nej. Det er fint, mor. Jeg vil spøger Brent, om han kan komme her, i formiddag. Jeg tror bare, at jeg har brug for, at være sammen, med ham. Det gør vel, ikke noget?".
Min mor. "Nej, overhovedet ikke, skat. Men du kan bare sige, hvis der er noget, jeg kan gøre".
Mig. "Tak, mor. Er du nogenlunde okay?".
Min mor. "Det ved jeg ikke. Men jeg skal nok klare mig, skat. Du skal ikke, tænke på mig".
Mig. "Det skal jeg da, mor".
Min mor. "Det er sødt, af dig, skat. Men du skal ikke bekymre dig, for mig".
Mig. "Okay, mor".
Min mor. "Jeg er rigtig glad for, at du har Brent".
Mig. "Det er jeg også. Han er virkelige sød".
Min mor. "Ja, det virker han til, at være. Men hvorfor sagde du, endelige ja til, at blive gift med ham så tidligt, i jeres forhold?".
Mig. "Fordi jeg elsker ham. Og jeg har aldrig elsket nogen, som jeg elsker ham".
Min mor. "Jeg har heller ikke set dig, være så forelsket før. Da du var sammen, med Alex, kunne jeg godt se, at du var forelsket, i ham. Men det er alligevel noget andet, med Brent. Jeg kan mærke, at du virkelige elsker ham, og han elsker dig".
Mig. "Så er det ikke kun mig og Brent, der kan mærke det".
Min mor. "Nej, det er det ikke. Men du ved godt, at I først kan blive gift, når du er fyldt 18, ikke?".
Mig. "Jo, det ved jeg godt. Så må vi jo, bare vente".
Min mor. "Det er nok også, det bedste".
Mig. "Tror du da ikke, at mig og Brent bliver sammen?".
Min mor. "Jo, det tror jeg. Men jeg tænkte bare, at I måske skulle prøve, at bo sammen før, at I bliver gift".
Mig. "Det synes jeg også. Og mig og Brent, har faktisk tænkt os, at flytte sammen. Jeg ved bare ikke hvornår".
Min mor. "Det er jo heller ikke, så vigtigt, hvor længe I har kendt hinanden. Bare I ikke synes, at det går for stærkt eller gør noget, I ikke har lyst til".
Mig. "Jeg er rigtig glad for, at du siger det, mor. Sådan ser jeg, også på det. Det tror jeg også, at Brent gør".
Min mor. "Okay, skat. Men jeg synes også, at du har opgivet meget, for Brent".
Mig. "Som hvad?".
Min mor. "Dit forhold til Alex".
Mig. "Ja, det har jeg måske. Men jeg følte også, at jeg blev nød til, at følge mit hjerte. Jeg ved godt, at det var forkert, at være Alex utro. Det er jeg helt med på. Men alle kan jo, begå fejl. Og jeg havde håbet, at Alex stadig ville, være min ven. Men han hader vist, både mig og Brent nu".
Min mor. "Skat, du skal ikke, være så hård, ved dig selv. Men jeg synes, at du skulle have slået op, med Alex før, at du kom sammen, med Brent. Men ja, alle kan begå fejl. Og hvis du savner Alex, så kan det jo godt være, at I kan blive venner igen".
Mig. "Tror du?".
Min mor. "Ja. Prøv og ring eller skriv, til ham nu".
Mig. "Hvad skal jeg skrive?".
Min mor. "Du kan skrive, at du savner ham, og at du gerne vil, være venner med ham igen".
Mig. "Men hvad nu hvis, han ikke vil, være min ven igen?".
Min mor. "Så tror jeg ikke, at det har noget med dig, at gøre. Så er han måske, bare ikke klar til, at have dig, i sit liv igen".
Mig. "Nej, måske ikke. Jeg prøver, at ringe til ham nu så".
Min mor. "Held og lykke, skat".
Mig. "Tak, mor. Vi ses".
Min mor. "Ja, vi gør, skat. Du ringer bare, ligemeget hvad klokken er".
Mig. "Tak. Det gør du også bare, mor".
Min mor. "Tak, min pige. Jeg elsker dig".
Mig. "Jeg elsker også dig. Vi ses, mor".
Min mor. "Ja, vi gør, skat".
Samtale slut.
Jeg ligger på, og ringer til Alex. Han tager den ikke, så jeg skriver en SMS, til ham.
Mig. "Hej, Alex. Jeg ringede til dig for, at høre, om vi ikke kunne tale ud, om al det der skete mellem os? Jeg ved godt, at jeg burde have gjort tingene, på en helt anden måde. Jeg er virkelige ked af det, Alex. Jeg savner dig også rigtig meget, jeg kan nemlig stadig rigtig godt lide dig. Jeg vil blive virkelige glad, hvis du ville, være min ven igen. Men hvis du ikke, vil være min ven igen, så forstår jeg det godt. Men jeg håber, at du vil svare mig. Hilsen Clara".
Jeg lægger min telefon hen, på bordet. Døren går op, og der kommer en sygeplejske ind, med en bakke. "Godmorgen". Siger hun, med et smil. "Godmorgen". Siger jeg, med et lille smil. Hun sætter bakken hen, på bordet, og rykker bordet hen, så jeg kan nå, min bakke. "Velbekommen". Siger hun, med et smil. "Tak". Siger jeg, med et lille smil, og hun går igen. Jeg kigger på min mad, det sker lækkert ud igen. Der er to rundstykker, med hamburryg, ost, smøreost og kyllingepålæg på. Der er også nogen stykker æble, og et glas appelsinjuice. Jeg begynder, at spise, og min telefon ringer. Jeg tager den, og ser hvem det er. Det er Sasja.
Samtale.
Mig. "Godmorgen, søde".
Sasja❤️ "Godmorgen. Din mor har fortalt mig, om hvad der er sket. Det gør mig meget ondt".
Mig. "Tak".
Sasja❤️ "Er der noget som helst, jeg kan gøre for dig?".
Mig. "Nej, ellers tak".
Sasja❤️ "Skal jeg ikke, komme og besøge dig?".
Mig. "Nej, det er fint. Jeg har bare brug for, at være sammen, med Brent lige nu".
Sasja❤️ "Okay, søde. Men du ringer bare, hvis der er noget".
Mig. "Tak, i lige måde, smukke".
Sasja❤️ "Tak, søde. Men klarer du den?".
Mig. "Ja, ja".
Sasja❤️ "Du behøver altså ikke, at klare alting alene".
Mig. "Nej, det ved jeg godt".
Sasja❤️ "Godt. Da vi var mindre, og legede på legepladsen, i det område du boede i og der kom, nogen store børn og drillede os, klarede du dem helt selv. Du har altid beskyttet mig. Men jeg vil altså også, gerne beskytte dig. Du er jo min søster".
Mig. "Tak, søde. Jeg vil også gerne, beskytte dig".
Sasja❤️ "Tak, smukke. Du er altid så sød".
Mig. "Tak, i lige måde".
Sasja❤️ "Tak".
Mig. "Jeg er så evigt taknemmelige, for dig".
Sasja❤️ "Tak, i lige måde, smukke".
Mig. "Tak. Jeg tror, at jeg vil løbe igen. Jeg skal lige ringe, til Brent jo".
Sasja❤️ "Nårh, ja. Husk nu, at ring hvis der er noget, søde".
Mig. "Tak, i lige måde".
Sasja❤️ "Tak. Jeg elsker dig, søde".
Mig. "Jeg elsker også dig, søs. Vi ses".
Sasja❤️ "Ja, vi gør".
Samtale slut.
Jeg ligger på, og lægger min telefon, på bordet. Jeg må nok hellere, spise færdig før, jeg ringer til Brent. Jeg spiser min morgenmad færdig, og min telefon siger et bip. Jeg har fået en SMS, fra Sasja.
Sasja❤️ "Hej igen, søde jeg ville have fortalt dig det her, da vi snakkede sammen lige før. Men jeg vidst ikke, hvordan jeg skulle sige det. Jeg ved heller ikke, om der er noget i det❤️".
Mig. "Hvad er det, søde?❤️".
Sasja❤️ "Jeg så Brent sammen, med en anden pige❤️".
Mig. "Hvornår?❤️".
Sasja❤️ "I går, da vi var kommet ud, fra sygehuset. Han havde sagt farvel, til mig og Lisa, og vi var gået hver vores vej, og så kom der en pige hen, til ham❤️".
Mig. "Måske var det, hans søster. Hørte du, om han sagde hendes navn?❤️".
Sasja❤️ "Nej. Jeg så bare, at de krammede❤️".
Mig. "Okay, tak. Jeg prøver lige, at ringe til Brent, og snakke med ham, om det så❤️".
Sasja❤️ "Okay. Men jeg ved jo ikke, om der er noget, at snakke om. Men du må selvfølgelige selvom, hvad du gør❤️".
Mig. "Ja. Men tak fordi, at du sagde det❤️".
Sasja❤️ "Det var så lidt, søde. Jeg håber ikke, at der er noget, at snakke om❤️".
Mig. "Tak. Det håber jeg heller ikke❤️".
Døren går op, og der kommer en sygeplejske ind, af døren. "Er du færdig, med din morgenmad?". Spøger hun, med et smil. "Ja, tak". Svare jeg, med et lille smil, og hun går hen, og tager bakken, og går igen. Jeg må vel hellere, ringe til Brent, og få snakket, med ham. Jeg tager en dyb indånding, og ringer til ham.
Samtale.
Brent❤️ "Hej, min smukke pige".
Mig. "Hey".
Brent❤️ "Er der noget galt, smukke?".
Mig. "Ja. Min mormor og morfar er desværre død".
Brent❤️ "Også din morfar?".
Mig. "Ja. Han døde, af et hjertestop. Min mormors død var, så stort et chok for ham, at han fik et chok, som var skyld, i hans hjertestop".
Brent❤️ "Det gør mig virkelige ondt".
Mig. "Tak".
Brent❤️ "Hvad hed de endelige?".
Mig. "Min mormor hed Jane. Og min morfar hed Jan. Min mormor blev 68 år, og min morfar blev 70".
Brent❤️ "Så blev de desværre, ikke så gamle".
Mig. "Nej, desværre ikke. Men de fik da, 48 års ægteskab sammen og min mor".
Brent❤️ "Det er da altid noget".
Mig. "Ja, det er det. De mødte hinanden, da de gik i ottende klasse. De var kun 14 og 16 år der. De blev kærester kort tid efter, og de blev gift, da min mormor var 20 og min morfar var 22 år".
Brent❤️ "Så mødte de hinanden, i 1965".
Mig. "Ja, det gjorder de".
Brent❤️ "Men hvorfor var din morfar 16, da han gik i ottende klasse?".
Mig. "Fordi han gik syvende klasse om. Han kæmpede meget, med matematik. Og den gang var der, jo ikke special undervisning".
Brent❤️ "Nej, det var der jo ikke. Men var der endelige noget andet, du ville?".
Mig. "Ja, det var der faktisk. Men du har, måske travlt?".
Brent❤️ "Nej. Jeg ville bare, gerne lige få arbejdet lidt inden, at jeg tager hen, og besøger dig".
Mig. "Det jeg ringede om, det tager forhåbelige også kun, et øjeblik, at snakke om".
Brent❤️ "Hvad er det, smukke?".
Mig. "Det er bare fordi, at Sasja skrev til mig her til morgen, at hun havde set, at du havde krammet, en pige, i går. Men hun ved ikke, om det var noget. Og det er ikke fordi, at jeg ikke stoler, på dig, skat. Men hvem var det, du stod og krammede?".
Brent❤️ "Det var en fan, smukke".
Mig. "Okay".
Brent❤️ "Stoler du ikke, på mig?".
Mig. "Jo, selvfølgelige, skat".
Brent❤️ "Jeg stoler også på dig. Vi har jo ikke, nogen hemmeligheder, for hinanden".
Mig. "Nej, det har vi jo ikke".
Brent❤️ "Der er måske noget, du ikke har fortalt mig, smukke?".
Mig. "Ja, det er der faktisk".
Brent❤️ "Hvad er det, skat?".
Mig. "Jeg har skrevet, til Alex".
Brent❤️ "Hvorfor?".
Mig. "Fordi jeg gerne vil, være venner med ham igen. Og jeg savner ham, som min ven".
Brent❤️ "Okay".
Mig. "Er det da ikke okay, skat?".
Brent❤️ "Jo, det er det da, smukke. Jeg savner ham faktisk også".
Mig. "Jeg troede da, at I var blevet gode venner igen?".
Brent❤️ "Det er vi også, han siger også, at han har tilgivet mig. Men det er stadig som om, at det plager ham, og det forstår jeg godt. Men jeg ville bare ønske, at han ville, fortælle mig det, i stedet for, at lade som ingenting".
Mig. "Så må du jo, prøve og spøger ham, om hvad han er ked af".
Brent❤️ "Hvordan skal jeg, gøre det uden, at gnide mere salt, i såret?".
Mig. "Du kan jo sige til ham, at du er ked af, at han ikke betror sig, til dig".
Brent❤️ "Ja, det er en god ide. Tak, skat".
Mig. "Det var da så lidt, søde".
Brent❤️ "Jeg ville elske, at snakke mere, med dig, smukke. Men jeg bliver nød til lige, at arbejde lidt mere, før jeg kommer, og besøger dig".
Mig. "Det er helt okay, skat. Hvad tid regner du med, at komme?".
Brent❤️ "Ved en tolv tiden".
Mig. "Så har jeg noget, at glæde mig til".
Brent❤️ "Også mig. Jeg glæder mig til, at kysse dine dejlige læber".
Mig. "I lige måde, min dejlige forlovede".
Brent❤️ "Jeg elsker dig uendelige højt, min smukke forlovede".
Mig. "Jeg elsker også dig uendelige højt, min søde forlovede. Tak fordi, at du valgte mig, skat".
Brent❤️ "Det er mig der takker, smukke".
Mig. "Du er så dejlig, skat".
Brent❤️ "Tak, i lige måde, søde".
Mig. "Tak, min skat. Jeg savner dig rigtig meget".
Brent❤️ "Jeg savner også dig rigtig meget. Jeg tror godt, at mit arbejde, kan vente til senere. Så jeg tager hen, og besøger dig nu".
Mig. "Er du sikker, skat?".
Brent❤️ "Ja. Vi ses, om lidt, smukke".
Mig. "Ja, vi gør, søde".
Samtale slut.
Jeg ligger på, og lægger min telefon, på bordet. Jeg tager min mormors tørklæde og dufter til det. Det dufter stadig af, min mormor. Jeg tager tørklædet på, og der løber en tåre ned, af min kind. Måske skulle jeg skrive, et brev, til min mormor og morfar. Ja, det gør jeg. Så kan jeg også, komme ud, med nogen af de tunge og svære følelser. Jeg tager min telefon, og går ind, i notaer.
Kære mormor og morfar jeg kan ikke forstå, at I pludselige er væk. Jeg havde sådan glædet mig til, at holde jul, med jer igen. De juleaftner vi har holdt sammen, har været så fantastiske og hyggelige❤️ Og alle de sommerferier mig og Thor, har holdt hjemme ved jer, var så sjove og hyggelige. Og vi fik altid lov til, at være længe oppe, og vi blev rigtig forkælet. Mor og far var vidst ikke altid så glad for, at vi fik så, meget usundt mad. Og da vi blev større, var vi ligeså forkælet. Og i takt med, at mig og Thor blev teenager, fik vi også lidt større problemer, med alt hvad der hører til, i de første teenage år. Men uanset, hvad der plagede os, især mig, så kunne jeg altid komme til jer. Jeg har heldigvis aldrig haft, de store problemer med fyre, før her i december. Jeg ville ønske, at I havde nået, at møde Brent. Jeg tror virkelige, at I ville have kunne, lide ham. Og jeg ved, at I ville elske, at se mig så glad. Og I jeres hus, var der altid hjertevarme. I var altid glade, kærlige, opmærksomme på os og I var den bedste mormor og morfar, man kunne ønske sig. I lavede også altid, rigtig dejlig mad. Og når vi sad og spiste sammen, grinte vi og snakkede, om alverdens ting. Og jeg kunne virkelige mærke, hvor højt I elskede hinanden❤️ Jeg kan også huske, det lille værelse I havde, med alle mulige ting, fra jeres barndom, og fra da min mor var barn, mig og Thor kiggede tit i tingene, da vi var mindre. Og vi måtte gerne, rode i tingene, det eneste vi ikke måtte, i det værelse var, at ødelægge noget. Det var vist også den eneste regl, der rigtig var hjemme, os jer. Jeg kan også huske, de mange aftner, hvor vi har holdt filmaftnen. Mig og Thor sad, i jeres sofa, med dyner, slik og sodavand, og I sad i jeres lænestole, det gjorder I altid, når vi så fjernsyn. Jeg kan også huske, den aften hvor jeg, havde fået mit første kys. Det var til en fest, på min gamle skole, og mig og Thor skulle hjem, til jer fredagen efter festen. Og jeg gik rundt, og lignede et julelys. I drillede mig lidt med, at jeg nok havde fået, en ny kæreste. Men det havde jeg ikke. Men jeg var dog lidt forelsket, i ham fyreren, der var mit første kys. Han hed Simon, og han var 14 og jeg var 12 år. Så det var lidt spænende, at kysse med en, der gik i 7 klasse, jeg gik jo kun i 6 klasse. Jeg tror, at Simon var forelsket, i mig. Men lige pludselige var han, blevet kærester, med en anden pige. Jeg blev lidt ked af det, fordi jeg synes, at han var sød. Men vi havde jo, bare snakket sammen nogen gange, og så kyssede den ene gang. Jeg kom mig heldigvis også hurtigt, over ham igen. Og efter Simon kom der ikke andre, før jeg mødte Alex. Jeg har aldrig rigtig, været den type, der har en kæreste. Ikke fordi, at jeg ikke kan lide, at have en kæreste. Jeg har bare ikke, mødt nogen, jeg har været forelsket i, før Alex og nu Brent. Vi snakkede heller ikke, så meget om fyre. Det var jeg også, lidt for genert til, tror jeg. Jeg kunne også godt, være stille nogen gange. Ikke fordi, at jeg var genert. Jeg lød bare, at sidde i jeres hyggelige stue, og stirkke med dig, mormor. Jeg er dog stadig håbløs til, at strikke. Men det var stadig rigtig hyggeligt, at sidde og strikke med dig, mormor❤️ Vi lavede også nogen gange, nogen ting uden Thor og morfar. Vi gik blandt andet, i butik og købte tøj, gran, make up, bøger og en masse andre ting. Og mens vi var ude og, shoppe sammen snakkede vi, om alting. Lige fra min skole til de større ting, i livet. I var begge to, så dejlige, at snakke med❤️ Og jeg kommer til, at savne jer hver eneste dag, resten af mit liv💔 Jeg kommer også til, at mangle jer hver eneste dag💔 Jeg håber, at I har det godt oppe, i himlen❤️ Jeg elsker jer❤️ Knus jeres barnebarn Clara.
Døren går op, og Brent kommer ind. "Hej, min smukke pige". Siger han, med et smil. "Hej, skat". Siger jeg. "Hvordan har du det?". Spøger han, og tager sin jakke af, og hænger den, på knagen. "Fysisk har jeg det bedre. Humørmæssigt går det ikke, så godt. Men jeg klarer den". Svare jeg, og han går hen, til min seng. "Er du sikker, smukke?". Spøger han, og sætter sig, på stolen, ved siden, af min seng. "Ja". Svare jeg. "Du behøver altså ikke, at spille taber, smukke". Siger han, og tager min hånd. "Nej. Men du har ret i, at jeg ikke er okay, skat. Det hele føles, lidt uvirkeligt lige nu". Siger jeg. "Det forstår jeg godt. Men jeg lover dig, at det bliver nemmere, at leve med, skat". Siger han. "Tak, søde. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre, uden dig". Siger jeg. "Tak, i lige måde, smukke". Siger han, med et smil. "Tak, skat". Siger jeg, og kysser ham, på munden. "Jeg har forresten, en gave, til dig". Siger han, med et smil, og tager en lille æske op, af hans bukselomme. Han giver mig æsken, og jeg åbner den. Der ligger et sølv armbånd nede, i æsken. Jeg tager det op, og kigger på det. Der er også, et vedhæng. Det er et lille sølv hjerte, og der står C + B❤️ på vedhænget. Det er virkelige smukt. Jeg lægger æsken, på bordet, og rykker bordet lidt væk. "Mange tak, skat. Det er virkelige smukt, og jeg elsker vedhænget". Siger jeg, med et lille smil, og kigger på ham. "Det er jeg glad for, smukke. Skal jeg, give dig det på?". Spøger han, med et smil. "Det må du gerne". Svare jeg, og giver ham armbåndet, og rigger min højre hånd frem, og han giver mig armbåndet på. "Det klæder dig". Siger han, med et smil. "Tak, skat". Siger jeg, og kysser ham, på munden. "Må du endelige, komme udenfor?". Spøger han, med et smil. "Ja, det tror jeg da". Svare jeg. "Skal jeg, finde en sygeplejske og spøger?". Spøger han, med et smil. "Ja, det kan du godt, skat". Svare jeg, med et lille smil. "Så gør jeg det, smukke". Siger han, med et smil, og rejser sig op, og går hen, til døren, og går ud. Jeg bliver igen ramt, af en stor tristhed. Bare Brent snart kommer igen. Jeg kan ikke lide, at være alene, i dag. Jeg har brug for, at tænke på noget andet for, at kunne være i sorgen lige nu. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal lære, at leve med den her sorg. Min mormor og morfar var sådan, nogen dejlige og kærlige mennesker. Og jeg var aldrig i tvivl om, hvor højt de elskede mig og Thor. Jeg er også sikker på, at de elskede Eva ligeså højt, som mig og Thor. Og alle de ferier, vi har holdt sammen, i det sommerhus de lejede, i Norge. Det var nogen dejlige ferier, og nogen dejlige minder. Og naturen deroppe, er så smuk. Jeg kommer tilbage til virkeligeheden, da døren går op. Ind kommer Brent og en sygeplejske, med en kørestol. "Hej". Siger jeg. "Hej". Siger hun, med et smil. "Hej igen, smukke". Siger Brent, med et smil. "Er kørestolen, til mig?". Spøger jeg, og kigger på kørestolen. "Ja, det er den. Du må gerne, komme udenfor. Men hvis det er Brent, der skal køre kørestolen, skal du huske, at køre forsigtigt". Svare hun, med et smil, og kigger på Brent. "Ja, selvfølgelige". Siger han, med et smil. "Jeg er helt tryg ved, at det er Brent, der skal køre rundt, med mig". Siger jeg, med et lille smil. "Okay. Jamen så kan I bare, trække i snoreren, hvis der er noget". Siger hun, med et smil. "Tak. Hvor meget skal jeg endelige, holde mig i ro?". Spøger jeg. "Ikke så meget mere. Men du må stadig, ikke gå så meget. Men hvis du kan, må du gerne selv, gå på toilettet nu. Men hvis du ikke, selv kan gå på toilettet, så er vi her blandt andet for, at hjælpe dig, med det". Svare hun, med et smil. "Okay. Tak". Siger jeg, med et lille smil. "Må jeg endelige lige, se dit sår?". Spøger hun, og går hen, til mig. "Ja, selvfølgelige". Svare jeg, og trækker min bluse op, og hun tager mit plaster af. "Det ser fint ud. Jeg henter lige, et nyt plaster, til dig". Siger hun, med et smil, og går hen, og smider plastert ud, og vasker sine hænder, og går ud, af døren. "Skat?". Siger jeg, og kigger på ham. "Ja, smukke?". Siger han, med et smil, og kigger på mig. "Kan du hjælpe mig med, at få bukser og sko på?". Spøger jeg, med et lille smil. "Ja, selvfølgelige, skat". Svare han, med et smil. "Tak. Men jeg er ked af, at jeg skal, bede dig om det". Siger jeg. "Hvorfor det?". Spøger han, og går hen, til mig. "Fordi det er lidt ydmygende". Svare jeg. "Det synes jeg, da ikke, at det er. Og når vi bliver gift, så er det jo i medgang og modgang. Det er det også nu. Men jeg vil med glæde, sørger for dig, smukke". Siger han, med et smil. "Tak og i lige måde, skat". Siger jeg, med et lille smil. "Tak, min skat". Siger han, med et smil, og kysser mig, i håret. Hende sygeplejsken kommer ind, af døren, hun har hvide handsker på, et plaster, i hånden, og et par krykker i hånden. "Jeg beklager ventetiden". Siger hun, med et smil. "Det gør ikke noget". Siger jeg, med et lille smil, og hun går hen, til min seng. "Jeg tog også lige, et par krykker, med til dig". Siger hun, med et smil, og sætter dem op, af væggen, ved siden, af min seng. "Tak". Siger jeg, med et lille smil, trækker op, i min bluse, og hun pakker plastert ud, og giver mig det på. "Tak". Siger jeg, med et lille smil. "Det var så lidt". Siger hun, med et smil, og går hen, og smider skraldet, fra plastert og hendes handsker ud, vasker sine hænder og går ud, af døren. "Kan jeg bare, tage et par bukser, i din taske?". Spøger han, med et smil, og kigger på mig. "Ja". Svare jeg, med et lille smil, og han går hen, til min taske, og tager et par joggingbukser op, af min taske, og går hen, til min seng. "Hvordan skal jeg, hjælpe dig med, at få bukser på?". Spøger han, med et smil. "Det ved jeg ikke lige. Jeg tror ikke, at jeg kan, få bukser på". Svare jeg, og griner et lille grin. "Nej, det tror jeg heller ikke. Vil du så, bare have dyne på?". Spøger han, med et smil. "Nej. Det tror jeg, bliver for koldt". Svare jeg. "Ja, det gør det nok. Så lad os prøve, at give dig bukser på. Det kan være, at det ikke er så svært, som det ser ud til". Siger han, med et smil. "Ja". Siger jeg, med et lille smil, og han tager min bukser, og giver mig dem på. "Så skal du, bare rejse dig op". Siger han, og jeg rejser mig forsigtigt op, Brent er klar til, at grippe mig, hvis jeg falder. Jeg trækker mine bukser op, og sætter mig forsigtigt, på min seng igen. "Tak, for hjælpen, skat". Siger jeg, med et lille smil. "Det var da så lidt, smukke". Siger han, med et smil. "Hvor er mine sko endelige?". Spøger jeg, med et lille smil. "De gik desværre i stykker, og det gjorder din jakke også". Svare han. "Okay". Siger jeg. "Men jeg har købt, et par nye sko og en ny jakke, til dig". Siger han, med et smil, og går hen, til knagen, der hænger på væggen. "Ej, skat. Det kan jeg, da ikke tage i mod". Siger jeg, med et lille smil. "Jo, smukke". Siger han, med et smil, og tager min jakke, og ene sko, og går hen, til min seng igen. "Jeg kan ikke, tage i mod det". Siger jeg, og han kigger på mig. "Hvorfor ikke, skat?". Spøger han. "Fordi jeg ikke, vil tage alle, dine penge". Svare jeg. "Det gør du, da heller ikke, smukke. Og jeg ved godt, at du ikke bare, tager mig for pengenes skyld". Siger han, med et smil. "Det er godt, skat. Jeg aner jo heller ikke, hvor mange penge, du har. Og jeg er også fuldstændig ligeglad med, hvor mange penge, du har. Bare vi har penge, til mad, når vi flytter sammen". Siger jeg, med et lille smil. "Det lover jeg dig, at vi har, smukke. Du vil aldrig komme til, at sulte". Siger han, med et smil. "I lige måde, skat". Siger jeg, med et lille smil. "Jeg kunne leve, af min kærlighed til dig, hvis det skulle være". Siger han, med et smil. "I lige måde, søde. Men vi bliver jo også nød til, at få mad og drikke". Siger jeg, med et lille smil. "Ja, det gør vi. Især hvis vi, bliver flere". Siger han, med et smil. "Flere?". Spøger jeg, uforstående. "Ja, hvis vi får børn". Svare han, med et smil. "Nårh, ja. Børn". Siger jeg, med et lille smil. "Jeg mente jo ikke, at vi skulle, have børn nu". Siger han, med et smil. "Nej, nej. Men jeg vil gerne, have børn". Siger jeg, med et smil. "Også mig". Siger han, med et smil. "Ja. Nå skal vi, gøre os klar?". Spøger jeg, med et lille smil. "Ja, lad os det, smukke". Svare han, med et smil. Han sætter min sko, på gulvet, og hjælper mig med, at tage min jakke på, så giver han mig, min ene sko på, og binder den. "Tak, skat. Og mange tak, for jakken og skoene". Siger jeg, med et lille smil. "Det var da så lidt, smukke". Siger han, med et smil, og kysser mig, på munden. Jeg tager mit hovede hen, til hans øre. "Du er den dejligeste, jeg kender". Hvisker jeg, i hans øre. Han tager sit hovede hen, til mit øre. "Du er også den dejligeste, jeg kender". Hvisker han, i mit øre, og jeg kigger på ham, med et smil. "Jeg elsker dig". Siger jeg, med et smil. "Jeg elsker også dig, smukke. Det er dejligt, at se, at du smiler lidt igen". Siger han, med et smil, og kysser mig, på munden. "Tak, skat". Siger jeg, med et smil. "Skal vi endelige ikke, bare gifte os nu?". Spøger han, med et smil. "I dag?". Spøger jeg, med et smil. "Ja". Svare han, med et smil. "Jeg vil gerne vente til, at jeg kan gå rigtigt igen". Svare jeg, med et lille smil. "Okay, smukke". Siger han, med et smil, og kysser mig, på kinden. Han går hen, og tager sin jakke på, og tager kørestolen, og køre den hen, til min seng. Han går hen, til mig. "Kan du selv, gå over til kørestolen?". Spøger han, med et smil. "Ja, det tror jeg". Svare jeg, med et lille smil, og rejser mig op. "Vent lige, smukke. Så kører jeg, kørestolen hen, til dig". Siger han, og køre kørestolen helt hen, til mig. "Tak, skat". Siger jeg, og sætter mig, i kørestolen. "Sidder du godt, smukke?". Spøger han, med et smil, og tager min dyne, og giver mig den på. "Ja. Tak, søde". Svare jeg, med et lille smil. "Skal du, have din telefon med?". Spøger han, med et smil. "Ja, det må jeg hellere". Svare jeg, med et lille smil. Han går hen, og tager min telefon, og giver den til mig. "Tak, skat". Siger jeg, og lægger min telefon ned, i min jakkelomme. "Så lad os, tage ud, og se den store verden. Eller sygehuset". Siger han, og griner. "Jeg er forlovet, med en mærkelige ung mand". Siger jeg, med et lille grin. "Så, så, smukke". Siger han, med et smil. "Du er for det meste normal". Siger jeg, med et smil. "For det meste?". Spøger han, med et smil. "Ja". Svare jeg, med et smil. "Nå, nå. Nu går jeg lige hen, og åbner døren". Siger han, med et smil, og går hen, og åbner døren, og går hen, til mig igen. Han køre mig ud, af døren. "Hvor skal vi, tage hen?". Spøger han, med et smil, og lukker døren. "Det bestemmer du, skat". Svare jeg, med et lille smil. "Okay. Vil du, så udenfor?". Spøger han, med et smil. "Ja, det lyder godt". Svare jeg, med et lille smil. "Så lad os, tage udenfor". Siger han, med et smil, og han kører hen, til en udgang, og han kører ud, af døren. Han kører hen, til en bænk, og sætter sig ned. Han har stillet kørestolen, så jeg sidder, ved siden, af ham. Han tager min hånd, og kigger på mig, med et smil. "Der er faktisk ikke, så slemt her". Siger jeg, med et lille smil. "Nej, det er der ikke. Men jeg er ked af, at du er her. Jeg føler også, at det var min skyld". Siger han, lidt trist. "Det var da ikke, din skyld, skat". Siger jeg, og nusser ham, på hans kind. "Var det ikke?". Spøger han. "Nej, skat. Jeg kunne jo bare, have set mig bedre for". Svare jeg, og fjerner min hånd igen. "Jeg synes ikke, at du skal, skyde skylden på dig selv, smukke". Siger han. "Tak, skat". Siger jeg, med et smil, og han tager min hånd, og kysser den. "Tænk, at du vil giftes, med mig". Siger han, med et smil. "Og tænk, at du vil giftes, med mig, skat". Siger jeg, med et smil. "Jeg er rigtig glad for, at jeg mødte dig, smukke". Siger han, med et smil. "Jeg er også rigtig glad for, at jeg mødte dig, søde". Siger jeg, med et smil, og han kysser mig, på munden. "Skal vi endelige ikke, tage et billede sammen?". Spøger han, med et smil. "Jo, det kan vi godt, skat". Svare jeg, med et smil, og han tager sin telefon op, af hans lomme, og går ind, i karmerat. Jeg tager mit hovede hen, til ham, og smiler, han kysser mig, på kinden, og tager billedet. "Blev det godt?". Spøger jeg, med et smil, og kigger ned, på hans telefon, og han går ind, i billedet. "Ja. Du er så smuk". Svare han, med et smil. "Tak, søde. Du ser også rigtig godt ud". Siger jeg, med et smil. "Tak, skat. Skal jeg, sende billedet til dig?". Spøger han, med et smil. "Ja, det må du gerne". Svare jeg, med et smil, og han sender billedet, til mig. Min telefon siger et bip, det er billedet. Jeg går ind, og laver billedet til, min nye baggrund. "Jeg vil også, have billedet, som baggrund". Siger han, med et smil, og tager billedet, som baggrund. Min mave begynder, at rumle. "Jeg er vist sulten". Siger jeg, med et smil. "Ja, det kan jeg høre. Skal jeg, hente noget frokost og sodavand?". Spøger han, med et smil. "Det må du gerne, skat". Svare jeg, med et smil. "Jeg er tilbage, om et øjeblik så". Siger han, med et smil, og rejser sig op, og går. Min telefon ringer, jeg ser hvem det er. Det er min far.
Samtale.
Mig. "Hej, far".
Min far. "Hej, skat. Jeg hørte det, med mormor og morfar. Er du okay?".
Mig. "Sådan nogenlunde. Brent er en stor støtte".
Min far. "Det er godt, at høre, skat. Det er godt, at du har ham".
Mig. "Ja. Hvordan har Eva det?".
Min far. "Hun har det godt. Men jeg kan mærke, at hun savner dig".
Mig. "Jeg savner også hende".
Min far. "Skal vi så, komme hen, og besøge dig, i morgen?".
Mig. "Ja, det kan I godt. Men kommer du ikke, juleaften?".
Min far. "Nej, desværre ikke. Jeg tror ikke, at mor vil have mig der".
Mig. "Nå. Okay, far".
Min far. "Det kan være, at vi kan holde jul sammen, næste år".
Mig. "Ja, det håber jeg. Til næste år, kan det være, at vi skal holde jul hjemme, ved mig og Brent".
Min far. "Ja, måske".
Mig. "Du ved da godt, at jeg flytter hjemmefra en dag, ikke?".
Min far. "Jo. Men jeg ved ikke, om jeg er klar, til det".
Mig. "Men det er jeg, far".
Min far. "Okay, skat".
Mig. "Det er jo ikke i morgen, at jeg flytter hjemmefra".
Min far. "Nej. Men er du sikker på, at det er Brent, du skal giftes med?".
Mig. "Ja, far. Vi elsker hinanden".
Min far. "Men I har jo, lige mødt hinanden, skat".
Mig. "Og hvad så?".
Min far. "Så kender I måske ikke, hinanden godt nok til, at blive gift".
Mig. "Jo, vi gør".
Min far. "Jeg synes bare, at du skal passe på, at det ikke går for stærkt".
Mig. "Far, jeg ved hvad jeg gør".
Min far. "Okay, skat".
Mig. "Du synes måske ikke, at jeg skal, se Brent mere?".
Min far. "Jo, jo. Sådan var det, jo ikke ment".
Mig. "Okay. Men jeg bliver nød til, at løbe nu. Vi ses, far".
Min far. "Ja, vi gør, skat".
Samtale slut.
Jeg ligger på, og lægger min telefon ned, i min jakkelomme igen. Brent kommer hen, til mig, han har en pose, i hånden. Han er sammen, med en sygeplejeske. Det er en anden sygeplejske, end hende den unge søde sygeplejske, hende her er lidt ældre. "Hvad laver du herude, i den kulde?". Spøger hun, og kigger på mig. "Jeg er bare ude, at få lidt luft sammen, med min forlovede. Og vi skulle lige til, at spise noget frokost". Svare jeg. "Det er også fint. Men du bliver nød til, at tage ind, på din stue igen". Siger hun. "Hvorfor det?". Spøger jeg. "Fordi du stadig skal, holde dig i ro". Svare hun. "Det gør jeg, da også". Siger jeg. "Ikke nok. Og så vidt jeg ved, så er din forlovede, ikke læge eller sygeplejeske". Siger hun. "Nej. Men så må vi, jo tage tilbage, til min stue". Siger jeg. "Din forlovede kan kun, blive i en halv time mere. Og han kan først, komme igen den femogtyvende december". Siger hun. "Hvorfor det?". Spøger jeg, uforstående. "Fordi han har været her for meget, under din indlæggelse. Og du skal, have ro". Svare hun. "Jeg er jo ikke ved, at dø". Siger jeg. "Nej. Men du skal, stadig have ro". Siger hun. "Ja, ja. Kom, skat". Siger jeg, og kigger på Brent. "Ja". Siger han, og går hen, til mig, og køre mig hen, til døren. Døren åbner og vi går ind, vi går hen, til min stue. "Sikke en sur dame". Siger jeg, og Brent går hen, og åbner døren. "Ja, det må man sige". Siger han, og går hen, til mig, og køre mig ind, på min stue og hen, til min seng. Jeg rejser mig op, og sætter mig, på min seng. Brent lægger posen, med maden, på min seng, og køre kørestolen, lidt væk. Jeg tager min jakke af, og lægger den, på min seng. "Du skal ikke, være ked af det, hende sygeplejesken sagde. Vi kan jo stadig, skrive sammen og snakke i telefon". Siger han, med et lille smil. "Ja, heldigvis". Siger jeg, og han tager min sko af, og tager min jakke, og hænger den hen, på knagen. Han sætter min sko, på gulvet, tager sin jakke af, hænger den på knagen, og går hen, til mig igen. "Hvad købte du endelige?". Spøger jeg, og tager posen, og kigger ned, i den. "To sandwich, med ost og skinke, og to colaer". Svare han, med et smil. "Okay, skat". Siger jeg. "Vil du op, og sidde i sengen?". Spøger han, med et smil. "Ja, det vil jeg gerne". Svare jeg. "Så lad mig, tage posen". Siger han, og jeg giver ham posen, og lægger mine ben op, og sætter mig til rette. "Nu skal jeg, tage din dyne". Siger han, med et smil, og sætter posen, med mad på stolen, ved siden, af min seng. Han går hen, og tager min dyne, og går hen, til min seng igen. "Tak, min skat". Siger jeg, med et lille smil, og han giver mig dyne på. "Du skal jo også, have din telefon. Nu skal jeg, tage den, smukke". Siger han, med et smil, og går hen, og tager min telefon, i min jakkelomme. "Tak, søde". Siger jeg, med et lille smil, og han går hen, til min seng igen. "Det var da så lidt, skat". Siger han, med et smil, og giver mig, min telefon. Jeg lægger min telefon, på bordet, og rykker det hen, så jeg kan spise, fra bordet af. "Jeg ved ikke, om du kan være her". Siger jeg, og kigger på ham. "Nej, det ved jeg heller ikke. Så spiser jeg, bare over, ved det andet bord". Siger han, med et smil. "Okay". Siger jeg, med et lille smil. Han tager posen med mad, og pakker min mad ud, og lægger den, på bordet. "Velbekommen, smukke". Siger han, med et smil. "Tak, skat". Siger jeg, med et lille smil. Han går hen, til bordet ved væggen, og sætter sig ned. Jeg begynder, at spise. Han pakker sin mad ud, og begynder, at spise. Vi sidder og snakker sammen, mens vi spiser. Det banker pludselige på døren. "Ja?". Siger jeg, og døren åbner. Ind kommer hende, den sure sygeplejeske. "Besøgstiden for din forlovede, er forbi". Siger hun, og går igen. "Nu havde vi det, lige så hyggeligt". Siger jeg. "Ja, det havde vi". Siger han, og samler sit skrald sammen, og rejser sig op, og går hen, og smider det ud. Så går han hen, og tager mit skrald, og smider det ud. "Jeg kommer til, at savne dig. Også selvom, at vi ses igen, om tre dage". Siger jeg. "Ja. Men jeg vil også komme til, at savne dig, smukke". Siger han, og går hen, til min seng. "Men jeg lover, at jeg skriver til dig, i morgen". Siger jeg, og han tager min hånd. "Først i morgen?". Spøger han. "Ja. Jeg vil gerne sove lidt nu. Jeg er lidt træt". Svare jeg. "Okay, smukke. Men husk nu, at tilkalde en sygeplejeske, hvis der er noget". Siger han. "Det skal jeg nok, skat". Siger jeg, med et lille smil. "Godt. Vi ses igen, om tre dage, smukke". Siger han, med et smil. "Ja, vi gør, skat". Siger jeg, med et lille smil, og kysser ham, på munden. Han kysser mig, i håret, og går hen, og tager sin jakke på. Han kigger hen på mig, med et smil, og går ud, af døren. Jeg lægger mig lidt mere ned, og gaber. Jeg må vist hellere lige, tage mig en lur. Jeg lukker mine øjne, og kort tid efter, sover jeg.