Julen Med Stokes Tvillingerne. (Afsluttet)

Juleballet.

Fredag 12 december 2019.

Jeg vågner ved, at jeg falder ned, på gulvet. "Hvad sket der?". Spøger jeg, og rejser mig op. Alex ligger ikke, i min seng mere. "Godmorgen, skat". Siger min mor, henne fra døren. "Godmorgen. Hvor er Alex?". Spøger jeg, og kigger på hende. "Han tog hjem for, at skifte tøj. Men han kommer vist igen, om lidt". Svare hun, med et smil. "Okay. Hvad gør jeg, med julegaver?". Spøger jeg. "Hvis du vil have det, kan jeg godt købe dem, for dig". Svare hun, med et smil. "Ja, tak. Men jeg laver selv, en gave til Alex". Siger jeg, med et smil, og går hen, til mit tøjskab. "Okay. Hvad vil du, lave til ham?". Spøger hun. "En masse små seddler, hvor jeg skriver fireogtyve grunde til, at jeg elsker ham. Og så vil jeg, ligge seddlerne, i en æske. Har vi en æske, jeg kan få?". Spøger jeg, med et smil. "Ja. Jeg skal nok, lede efter en. Og det var, da en sød ide". Siger hun, med et smil. "Tak. Jeg håber, at han bliver glad for det". Siger jeg, og finder noget tøj. "Det er jeg sikker på, at han gør. Han er heldig, at han har dig". Siger hun, med et smil. "Tak, mor. Jeg er også heldig, at jeg har dig". Siger jeg, med et smil, og kigger på hende. "Tak. Jeg elsker dig, skat". Siger hun, med et smil. "Jeg elsker også dig, mor". Siger jeg, og går hen, og giver hende et kram. "Jeg går ud, og laver noget morgenmad". Siger hun, med et smil, og går ud, i køkkenet. Jeg går ud, på badeværelset, og lægger mit tøj henne, på toilettet. Jeg tager mit tøj af, og smider mit undertøj over, i vasketøjskurven. Jeg lægger mit nattøj, på toilettet, og går ind i badet, og trækker badeforhænget for. Jeg tager et hurtigt bad, da jeg er færdig, trækker jeg badeforhænget fra, og tørrer mig, tager tøj på, og børster tænder. "Skat, er du snart færdig?". Spøger hun, på den anden side, af døren. "Ja. Jeg kommer nu". Svare jeg, og tager mit nattøj, og åbner døren, og går ind, på mit værelse. Alex står henne, ved vinduet. "Hej, skat". Siger han, og kigger på mig med et smil. "Hej, søde". Siger jeg, med et smil, og lægger mit nattøj hen, på min seng. "Du er glad, her til morgen. Det er dejligt, at se, smukke". Siger han, med et smil. "Tak. Det er nok dig, der er skyld i, mit gode humør, skat". Siger jeg, med et smil, og går hen, og børster mit hår, og sætter det op, i en fletning. "I lige måde, min smukke pige". Siger han, og går hen, og krammer mig bag fra. Jeg tager lidt make up på, og en hjerte halskæde. "Du er bare så dejlig". Siger jeg, med et smil, og vender mig om, og kigger på ham. "Det er du også". Siger han, med et smil, og kysser mig, på munden. "Der er morgenmad". Siger hun, henne fra døren, og går ud i køkkenet igen. Vi går ud, i køkkenet, min mor sidder ved spisebordet. "Vil du, have noget morgenmad, skat?". Spøger jeg, og sætter mig, ved spisebordet. "Nej. Jeg har spist, smukke". Svare han, og sætter sig, ved siden, af mig. "Okay". Siger jeg, og tager noget mad. "Hvor er I dog søde sammen". Siger hun, og kigger på os, med et smil. "Tak". Siger han, med et smil. "Tak, mor". Siger jeg, med et smil, og begynder, at spise. "Jeg tager ud, og køber julegaver, i dag. Og jeg skal nok, finde den ting der, til dig". Siger hun, og kigger på mig, med et smil. "Tak, mor". Siger jeg, med et smil, og spiser færdig. "Hvad er det, hun skulle finde, til dig?". Spøger han, med et smil, og kigger på mig. "Ikke noget". Svare jeg, med et smil, og rejser mig op. "Nå". Siger han, med et smil, og rejser sig op. Jeg går ind, på mit værelse, og går hen, og tager min telefon, og lægger den ned, i min lomme. "Var det, min julegave dig og din mor snakkede om?". Spøger han, henne fra døren. "Måske". Svare jeg, med et smil, og går hen, og tager min skoletaske. "Okay, så". Siger han, med et smil, og vi går ud, i gangen. "Jeg håber, at du bliver glad, for din julegave". Siger jeg, og sætter min skoletaske, på gulvet. "Det gør jeg da". Siger han, med et smil, og tager sine sko på. "Jeg føler efterhånden, at jeg ikke kan, gøre noget godt nok". Siger jeg, og tager mine støvler, jakke og skoletaske på. "Det kan du da. Du gør tingene mere, end godt nok, skat". Siger han, og går hen, til mig. "Er du sikker?". Spøger jeg, og kigger på ham. "Ja. Du skal ikke, lytte til Becca, og alle de andre idioter på skolen. De ved ikke, hvad de snakker om". Svare han. "Nej. Tak, fordi du passer på mig". Siger jeg. "Og tak, fordi du passer på mig, smukke". Siger han, og vi krammer. "Hvis I ikke, skal komme for sent, skal I gå nu". Siger hun. "Ja. Vi ses". Siger han. "Vi ses, mor". Siger jeg, og går hen, til døren. "Vi ses". Siger hun, med et smil, og jeg åbner døren, og går ud. "Det skal nok, blive en god dag". Siger han, og går ud, og lukker døren. "Ja". Siger jeg, og vi går ned, af trapperne og ud, på gaden. Jeg tager Alexs hånd, og vi begynder, at gå. "Glæder du dig, til festen, i aften?". Spøger han, med et smil. "Ja. Gør du?". Spøger jeg, og vi går ind, i skolegården. "Ja. Men mest fordi, at du kommer". Svare han, med et smil, og vi går ind, af døren. "Hvor er du sød". Siger jeg, med et smil, og vi går hen, til vores skabe. "Tak, i lige måde". Siger han, med et smil, og åbner sit skab. "Tak, skat". Siger jeg, og åbner mit skab, og tager min skoletaske af, og sætter den ind, i mit skab. Jeg tager min jakke af, og hænger den ind, i mit skab. "Godmorgen". Siger Alan, med et smil, og går hen, til os. "Godmorgen". Siger jeg, og tager min historiebog. "Hej igen". Siger Alex, og tager sin historiebog, og lukker sit skab. "Er I klar til, i aften?". Spøger Alan, med et smil. "Ja. Er du?". Spøger jeg, og kigger på ham. "Ja, sådan da. Jeg ved ikke rigtig, om jeg kommer". Svare han, og kigger lidt trist, på mig. "Hvorfor ikke?". Spøger jeg. "Fordi jeg er, lidt ked af det". Svare han. "Over hvad?". Spøger jeg. "Det er bare Becca, der har valgt, at sige, at jeg har været i seng med dig, bag Alexs ryg, til hele skolen. Og nu hader alle mig". Svare han. "Men det passer vel ikke?". Spøger Alex, og kigger på Alan. "Nej, selvfølgelige ikke. Jeg er kommet mig, over Clara". Svare Alan, og kigger på Alex. "Det håber jeg. Vi ses, til time". Siger han, og går. "Vil du sige, til Linda, at jeg kommer lidt for sent, til time?". Spøger jeg, og tager min telefon op, af min lomme. "Ja. Hvad skal du?". Spøger han. "Ringe til Becca". Svare jeg. "Okay. Jeg skal nok sige, at du måske kommer lidt for sent". Siger han. "Tak". Siger jeg, og han går. Jeg ringer, til Becca.
Samtale.
Becca. "Hvad vil du?".
Mig. "Jeg vil have dig til, at stoppe med, at såre de mennesker, jeg holder af. De har ikke gjort, dig noget. Det er mig, du er sur på. Så det er en sag, mellem dig og mig. Så hvis du vil, sige noget til mig, så har du mit nummer".
Becca. "Ja. Det er nemt, at være sikker på, at jeg ikke kan ramme dig, når du har så mange venner. Men bare vent, Clara. Jeg kan brygge rygter og løgne om dig, som du kun kan, slippe af med, hvis du flytter til, en anden by. Jeg har nemlig også, mange venner. Så du skal ikke, true mig. Er du med?".
Mig. "Jeg har ikke truet dig. Det er dig, der truer mig".
Becca. "Ja, ja, ja. Men jeg skal nok, lade dine venner og kæreste være så".
Mig. "Tak. Og synes du ikke også, at vi skal lukke det, med vores uvenskab nu?".
Becca. "Jo. Du er ikke værd, at bruge tid på".
Mig. "I lige måde".
Samtale slut.
Jeg ligger på, og lægger min telefon ned, i min lomme, og skynder mig ned, til klasselokalet. Jeg åbner døren, og går ind. Linda sidder, ved sit bord. "Undskyld, jeg kommer forsent". Siger jeg, og går ned, og sætter mig, på pladsen, ved siden, af Alex. Jeg lægger min bog, på bordet. "Det er okay. Vi er i gang med, at tale om vores love". Siger Linda. "Okay. Hvad side, er I på?". Spøger jeg. "Side 45". Svare hun. "Tak". Siger jeg, og blander hen, på side 45. Endelige ringer klokken. "Vi forsætter efter timen, så bare lade jeres bøger ligge". Siger hun, og rejser sig op, og går ud, af døren. "Fik du snakket, med Becca?". Spøger Alan, og jeg kigger på ham. "Ja". Svare jeg, og Alex rejser sig op, og går ud, af døren. "Okay. Jeg går lige ud, og snakker med Alex". Siger han, og rejser sig op. "Nej. Det skal jeg nok". Siger jeg, og rejser mig op, og går ud, af døren. Alex sidder henne, på en bænk. Jeg går hen, til ham. "Skal du ikke, være sammen med Alan?". Spøger han. "Nej. Der er ikke noget, mellem mig og Alan. Du skal ikke, tro på Becca". Svare jeg. "Nej, nej". Siger han. "Så tro, på hende. Men jeg ville aldrig, være dig utro". Siger jeg, og går ud, på toiletterne. Der står nogen piger, og ligger make up. Jeg går ind, på et af toiletterne, og låser døren. Jeg begynder, at græde. Da pigerne går ud, græder jeg endnu mere. Så rolige, Clara. Træk vejret. Hvis Alex hellere vil tro, på Becca end mig, så må han gøre det. Men så kan jeg ikke, være sammen med ham mere. Jeg kan ikke være sammen, med en der hellere vil, tro på rygter end på mig. Jeg kommer tilbage til virkeligeheden, da klokken ringer. Jeg tørrer mine øjne, og låser døren op, og går ud, på gangen. Alex står, ved døren. Vi står lidt tid, bare og kigger på hinanden. "Har du grædt?". Spøger han, overrasket. "Ja. Og nu har, vi time". Svare jeg, og går ned, mod klassen. "Clara, vent lige". Siger han, og går op, ved siden, af mig. Han tager min hånd, og vi stopper med, at gå. "Hvad?". Spøger jeg, og kigger på ham. "Jeg er ked af, at jeg var så åndsvag. Og selvfølgelig tror jeg, da ikke på Beccas rygter. Jeg blev bare, lidt ked af det. Undskyld, smukke". Svare han. "Det er okay, skat. Jeg blev bare, så ked af det. Fordi jeg troede, at du troede mere på hende, end på mig". Siger jeg. "Det gør jeg ikke. Jeg har faktsik ikke, kontakt med hende mere. Jeg gider ikke, al hendes lort". Siger han. "Det forstår jeg godt. Jeg fatter ikke, hvordan jeg kunne, stole på hende". Siger jeg. "Det er fordi, at du har, et stort hjerte". Siger han, og tager min hånd. "Tak. Det har du også, skat". Siger jeg, med et lille smil. "Tak, søde". Siger han, med et smil, og kysser mig, på munden. "Vi må hellere, gå til time nu". Siger jeg, med et smil. "Ja". Siger han, med et smil, og vi går ned, til klassen, og går ind, af døren. Linda står oppe, ved travlen. "Undskyld, vi kommer forsent. Vi skulle lige, snakke sammen". Siger jeg, og vi sætter os ned, på vores pladser. "Det er okay. Var I, blevet uvenner?". Spøger Linda, og kigger på os. "Lidt. Men det er overstået nu". Svare Alex. "Det var godt. Men nu er vi, i stenalderen. Så Alex og Clara, hvis I slår op, på side 60, så I er med". Siger hun, og vi slår op, på side 60. Efter to lange timer, ringer klokken endelige ud, til frokost. "Efter frokost, skal vi have matematik. Men jeg tænkte, at vi lige kunne, snakke sammen, Clara". Siger hun, og kigger på mig. "Ja, det kan vi godt". Siger jeg, og tager min bog, og rejser mig op. "Super". Siger hun, og går ud, af døren. "Skal vi, spise frokost sammen?". Spøger jeg, med et smil, og kigger på Alex. "Det kan vi godt, smukke. Vil du med, Alan?". Spøger han, med et smil, og rejser sig op. "Nej. Jeg har aftalt, at spise med en anden". Svare han, med et smil. "Har du fået, en kæreste?". Spøger jeg, og kigger på ham. "Nej. Det er en dreng". Svare han, og kigger på mig. "Okay". Siger jeg, og vi går ud, på gangen. Mig og Alex går hen, til vores skabe. "Hvorfor spøger du, om Alan har fået, en kæreste?". Spøger han, og åbner sit skab. "Fordi han er, min ven". Svare jeg, og åbner mit skab, og lægger min bog ind. "Det virker ellers som om, at du prøver på, at sætte ham sammen, med en pige". Siger han, med et smil, og lukker sit skab. "Nej". Siger jeg, og lukker mit skab. "Er du sikker?". Spøger han, med et smil, og vi går ned, mod kantinen. "Ja. Altså Sasja synes måske, at han virker til, at være lidt sød". Siger jeg, og vi går ind, i kantinen. "Okay. Det ville også være godt, for Alan, at få en sød kæreste". Siger han, og vi går hen, og tager en bakke. "Han får ikke, en sødere pige, end Sasja". Siger jeg, og tager noget mad, og en flaske vand. "Jo. Dig". Siger han, med et smil, og tager en æblejucie. "Og man får ikke, en sødere ung mand, end dig". Siger jeg, med et smil, og vi går hen, til et ledigt bord. "Tak, smukke". Siger han, med et smil, og sætter sin bakke, på bordet. "Selv tak, skat". Siger jeg, med et smil, og sætter min bakke, på bordet, og vi sætter os ned. Vi begynder, at spise, og der kommer en pige hen, jeg ikke kender. "Alex?". Spøger hun, med et smil, og kigger på ham. "Ja. Hvem er du?". Spøger han, og kigger på hende. "Jeg hedder Lily. Jeg startede her, i går, i 10. Men jeg har allerede, lagt mærke til dig". Svare hun, med et smil. "Nå. Det var da, pænt af dig. Vil du, sidde her?". Spøger han, med et smil. "Nej. Jeg sidder, med mine veninder. Men jeg ville høre, om du ville med, på julemarkede, i aften?". Spøger hun, med et smil. "Det ved jeg ikke lige. Der er jo julefest, i aften". Svare han, med et smil. "Ja. Men jeg er ikke, så meget til fester". Siger hun, med et smil. "Det er bare fordi, at jeg har lovet min kæreste, at gå med, til julefesten". Siger han, og kigger på mig. "Du har da, ikke lovet mig, at tage med". Siger jeg, og kigger på ham. "Nej. Men det er så okay, at jeg tager på julemarkede, med Lily?". Spøger han. "Ja". Svare jeg, og spiser færdig, og rejser mig op, og tager min bakke, og går hen, og afleverer den. Alex kommer hen, til mig. "Hvorfor gik du bare?". Spøger han, og afleverer sin bakke. "Fordi jeg var færdig med, at spise". Svare jeg, og kigger på ham. "Så det var ikke, på grund, af Lily?". Spøger han, og jeg kigger trist, på ham. "Nej, nej". Svare jeg, og Lily kommer hen, til os. "Hej igen". Siger hun, med et smil, og jeg går, op i klasselokalet. Linda sidder, ved sit bord. "Pausen er da, ikke forbi". Siger hun. "Nej. Men må jeg, ikke være herinde?". Spøger jeg, og kigger på hende. "Jo. Er du da, ked af det?". Spøger hun. "Lidt". Svare jeg. "Skal vi, gå ind i et andet rum, og snakke sammen?". Spøger hun. "Nej, det er fint". Svare jeg, og sætter mig ned, på min plads. "Det er altså okay, at bede om hjælp, når man er ked af det". Siger hun, og kigger på mig. "Ja. Men jeg er okay". Siger jeg, og kigger på hende. "Vil du gerne, have fri nu, og så komme igen, i aften?". Spøger hun. "Det kan jeg, da ikke". Svare jeg. "Jo, du kan. Det giver jeg dig, lov til". Siger hun. "Tak. Så går jeg hjem nu, og kommer i aften". Siger jeg, og rejser mig op, og Alex kommer ind, af døren. "Vi ses, i aften, Clara". Siger hun. "Ja, vi gør". Siger jeg, og går ud, på gangen. "Skat?". Siger Alex, og jeg går hen, til mit skab. "Ja?". Siger jeg, og åbner mit skab. "Skal du, hjem nu?". Spøger han, og jeg tager min jakke, og tager den på. "Ja, det skal jeg". Svare jeg, og tager min skoletaske på. "Hvorfor det?". Spøger han, overrasket. "Fordi jeg er lidt ked af det". Svare jeg, og lukker mit skab. "Du er jo altid, ked af det". Siger han. "Det er sku da, ikke min skyld". Siger jeg, surt. "Nej, nej. Men jeg er ved, at være lidt træt af, at man altid skal høre, på dine problemer". Siger han. "Så lad vær med, at høre på mig. Så kan du jo bare, høre på hende Lily". Siger jeg. "Ja. Hun brokker sig, da ikke hele tiden". Siger han. "Det gør jeg, da heller ikke". Siger jeg. "Jo, du gør". Siger han. "Nej. Men hvis du er træt, af den måde, jeg er på, så kan du bare, holde dig væk". Siger jeg, og går hen, til døren. "Er det så slut?". Spøger han, og går hen, ved siden, af mig. "Det ved jeg ikke. Du elsker mig, jo ikke mere". Svare jeg, og går ud, af døren, og ud i skolegården. Det sner og blæser, jeg begynder, at gå hjem. Vejret er blæsende, ligesom mit sind. Jeg kan ikke, finde ud af, hvad jeg føler mere. Jeg er jo, hele tiden ked af det, i følge Alex. Men jeg er måske, ikke en man kan, holde ud, at være kærester med. Måske skal jeg, lave om på mig selv? Hvis jeg nu prøvede, at være gladere, så ville han måske, elske mig mere? Men hvis han ikke, elsker mig som jeg er, så kan vi jo, ikke være sammen. Jeg kommer tilbage til virkeligheden, da jeg er ved opgangedøren. Jeg åbner døren, og går ind, i opgangen, og op til lejligheden. Jeg går hen, og åbner døren og går ind. "Hej". Siger jeg, og lukker døren, og min mor kommer ud, i gangen med Eva i armene. "Hej, skat. Hvorfor er du hjemme, så tidligt?". Spøger hun, og jeg tager min skoletaske af, og sætter den, på gulvet. "Fordi jeg fik lov til, at gå hjem". Svare jeg, og tager min jakke og støvler af. "Okay. Linda fortalte, om julefesten, i aften. Vil du stadig, med til den?". Spøger hun, og jeg tager min taske. "Nej. Mig og Alex, blev lidt uvenner". Svare jeg, og går ind, på mit værelse. "Er det noget, du vil snakke om?". Spøger hun, henne fra døren. "Nej. Jeg vil gerne, være lidt alene". Svare jeg, og sætter min taske, på gulvet. "Okay, skat". Siger hun, og lukker døren. Jeg sætter mig hen, på min seng. Min telefon siger et bip, og jeg tager den op, af min lomme. Jeg har fået en SMS, fra Alan.
Alan. "Hej. Jeg hørte, at dig og Alex blev uvenner. Er du okay?".
Mig. "Nej, det er jeg ikke. Og jeg kommer ikke, til festen i aften".
Alan. "Du skal da ikke, lade jeres uvenskab forhindre dig i, at tage til fest".
Mig. "Det gør jeg heller ikke. Men jeg har ikke lyst til, at tage med".
Alan. "Okay. Hvorfor blev I uvenner?".
Mig. "Fordi han synes, at jeg er for trist".
Alan. "Det er du da ikke. Når Alex pludselige er sur, på andre, så er det fordi, at han er ked af det. Men han skal nok, blive god igen. Jeg ved, hvor højt han elsker dig".
Mig. "Tak. Men jeg tror ikke, at han elsker mig mere".
Alan. "Det gør han, tro mig".
Mig. "Hvad synes du så, jeg skal gøre?".
Alan. "Jeg synes, at du skal prøve og snakke, med Alex. Jeg er sikker på, at I nok skal, finde ud af det".
Mig. "Tak. Jeg prøver, at ringe til ham nu så".
Alan. "Ring og fortæl mig, hvordan det gik".
Mig. "Det skal jeg nok".
Jeg ringer til, Alex.
Samtale.
Mig. "Hej".
Alex😘 "Hej".
Mig. "Jeg er ked af, at jeg var så sur tidligere".
Alex😘 "Det er okay. Det var mig, der var en idiot".
Mig. "Det var lige så meget mig. Det må du virkelige undskylde, skat".
Alex😘 "Det er ikke dig, der skal sige undskyld, smukke. Det er mig. Jeg sætter ikke, nok pris på dig. Og det er jeg, virkelige ked af".
Mig. "Du sætter da, nok pris på mig, skat. Du skal ikke, være så hård, ved dig selv".
Alex😘 "Jo. Du er verdens dejligeste pige. Og jeg er bare, et stort fjols".
Mig. "Nej. Du er verdens bedste kæreste, skat".
Alex😘 "Er jeg?".
Mig. "Ja".
Alex😘 "Tak, skat. Alan sagde, at du ikke ville med, til juleballet alligevel".
Mig. "Nej. Det var fordi, at vi blev uvenner".
Alex😘 "Men nu hvor vi er, gode venner igen. Vil du så stadig, tage med til juleballet, med mig?".
Mig. "Ja. Men skulle du, ikke på julemarkede, med Lily?".
Alex😘 "Jo, det skulle jeg. Men du betyder mere for mig".
Mig. "Tak, søde. Jeg vil meget gerne, med til juleballet, sammen med dig".
Alex😘 "Det er jeg, rigtig glad for, smukke. Jeg kommer og henter dig, klokken otte".
Mig. "Det glæder jeg mig til".
Alex😘 "Det gør jeg også, smukke. Det skal nok, blive en dejlig aften, sammen med dig".
Mig. "Tak, i lige måde, skat".
Alex😘 "Tak, smukke. Jeg er glad for, at vi er gode venner igen".
Mig. "Det er jeg også".
Alex😘 "Jeg bliver desværre nød til, at løbe nu. Vi ses, i aften, skat".
Mig. "Ja, vi gør, søde".
Samtale slut.
Jeg ligger på, og ringer til Alan.
Samtale.
Mig. "Hej".
Alan. "Hej. Er dig og Alex, blevet gode venner igen?".
Mig. "Ja, det er vi. Og jeg kommer i aften".
Alan. "Det glæder jeg mig til".
Mig. "Det gør jeg også. Selvom jeg ikke, er den store festtype".
Alan. "Det er jeg heller ikke. Men det bliver, da meget hyggeligt, med et julebal".
Mig. "Ja, det gør det nok".
Alan. "Det er bare lidt ærveligt, at jeg ikke, har en date".
Mig. "Har du, da ikke det?".
Alan. "Nej. Hende min veninde, har en kæreste".
Mig. "Er du, ked af det?".
Alan. "Nej, det gør ikke noget".
Mig. "Jeg har også en pige, du skal møde".
Alan. "Okay, så. Hvem er det?".
Mig. "Min veninde Sasja. Hun flytter til New York, på mandag. Hun skal bo, hos mig".
Alan. "Okay. Hvor gammel er hun?".
Mig. "Hun er 17 år og rigtig sød".
Alan. "Okay. Skal hun, gå på vores skole?".
Mig. "Det tror jeg".
Alan. "Det bliver da hyggeligt".
Mig. "Ja. Jeg bliver desværre nød til, at løbe nu. Jeg skal gøre mig klar, til i aften".
Alan. "Det skal jeg endelige også. Vi ses, i aften".
Mig. "Ja, vi gør".
Samtale slut.
Jeg ligger på, og ser hvad klokken er. "Den er allerede tre. Jeg har kun fem timer". Siger jeg, og lægger min telefon, på mit natbord, og rejser mig op, og går hen, til mit tøjskab. "Hvad skal jeg, dog tage på? Alex er så lækker, uanset hvad han har på. Og det, er jeg ikke. Jeg er slet ikke, smuk nok til ham". Siger jeg, og det banker på døren. "Kom bare ind". Siger jeg, og døren åbner. Det er min mor. "Hej, skat. Har du, det bedre?". Spøger hun, og kigger på mig. "Ja. Mig og Alex, er blevet gode venner igen. Og vi skal, til juleballet sammen. Men jeg har kun, fem timer til, at gøre mig klar". Svare jeg, og kigger på hende. "Det er godt, at I blevet gode venner igen. Og du skal nok nå, at blive færdig, skat". Siger hun, med et smil. "Ja. Vil du, krølle mit hår?". Spøger jeg, med et smil. "Ja. Bare sig, når du skal, have sat hår". Svare hun, med et smil. "Tak, mor. Jeg tager mit krøllehjern med ind, i stuen, når jeg skal have sat hår så". Siger jeg, med et smil. "Okay. Jeg giver lige, Eva noget mad". Siger hun, med et smil, og går. Jeg forsætter med, at prøve og finde tøj, efter noget tid, finder jeg endelige noget tøj. Jeg lukker mit tøjskab, og lægger mit tøj hen, på min seng. Jeg tager al mit tøj af, undtagen mit undertøj, så tager jeg, det andet tøj på. Jeg tager mit beskidte tøj, og smider det hen, i min vasketøjskurv. "Hvor er du smuk, min pige". Siger hun, henne fra døren, med et smil. "Tak, mor". Siger jeg, med et smil, og går hen, og tager mit krøllehjern og børste. "Skal vi, sætte dit hår, inde i stuen?". Spøger hun, med et smil. "Vi kunne også, gøre det herinde". Svare jeg. "Ja, så gør vi det". Siger hun, og jeg sætter mit krøllehjern til, henne ved mit skrivebord. Jeg sætter mig ned, og lægger min børste, på skrivebordet. Min mor går hen, til skrivebordet, og tager mit krøllehjern. "Er det, varmt nok nu?". Spøger jeg. "Ja. Det er heldigvis hurtig til, at varme op". Svare hun. "Ja". Siger jeg. "Vil du lige, holde det, mens jeg redder dit hår?". Spøger hun. "Ja". Svare jeg, og tager krøllehjernet, og min mor tager, min hårelestik ud, og lægger den, på skrivebordet, og redder mit hår. "Du har sådan, et smukt hår, skat". Siger hun, med et smil, og lægger min børste, på skrivebordet. "Tak, mor". Siger jeg, med et smil, og hun tager krøllehjernet, og begynder, at krølle mit hår. "Du bliver den smukkeste, til ballet eller festen". Siger hun, med et smil. "Tak, mor. Jeg er glad for, at du vil, sætte mit hår". Siger jeg, med et smil. "Selvfølgelige vil jeg, da det, skat". Siger hun, med et smil. "Jeg er glad for, at jeg har dig". Siger jeg, med et smil. "Tak, i lige måde, skat". Siger hun, med et smil. "Tak, mor". Siger jeg, med et smil. Efter lidt tid, er hun færdig med, at krølle mit hår. Hun tager mit krøllehjern fra, og lægger det, i min vinduskram. "Så er jeg færdig. Skal det, sættes mere?". Spøger hun, og retter lidt, på mit hår. "Nej. Tak for hjælpen". Svare jeg, med et smil. "Det var så lidt. Jeg vil gå ud, og lave noget aftensmad". Siger hun, og går ud, i køkkenet. Jeg rejser mig op, og tager min børste og hårelestik og går hen, til mit make up spejl. Jeg lægger mine ting, og tager en sølv hjertehalskæde på, og et par sølv hjerteøreringe i. Jeg lægger en flot fest make up, da jeg er færdig, ringer min telefon. Jeg går hen, og tager den. Det er Alex, der ringer.
Samtale.
Mig. "Hej, skat".
Alex😘 "Hej, smukke. Jeg kan desværre ikke, hente dig".
Mig. "Hvorfor ikke?".
Alex😘 "Fordi jeg... Jeg skal lige, hjælpe min far med noget. Men jeg kommer stadig, til festen".
Mig. "Okay. Jeg havde bare glædet mig til, at du kom og hentede mig".
Alex😘 "Ja. Men jeg skal, hjælpe min far. Vi ses, ikke?".
Mig. "Jo".
Samtale slut.
Jeg ligger på, og lægger min telefon, på mit natbord. Jeg kan høre, at Eva græder. "Jeg skal nok, tage hende". Siger jeg, og går ind, på hendes værelse. Hun ligger i, hendes seng og græder. "Så lille skat". Siger jeg, og tager hende op. Hun stopper med, at græde, og kigger op, på mig. Hendes lille hånd, tager fat i mit hår. "Ikke mit hår, skat". Siger jeg, og tager hendes hånd. Hun lukker sin hånd, om min pegefinger. "Har du, taget min finger?". Spøger jeg, med et smil, og hun smiler til mig. "Du er da, en værrer en". Siger jeg, med et smil. "Jeg bliver lige nød til, at tage et billede, af jer". Siger hun, henne fra døren, med et smil, og tager et par billeder, af mig og Eva. "Blev de gode?". Spøger jeg, med et smil, og kigger på hende. "Ja". Svare hun, med et smil, og jeg kan høre, at der er noget, der koger over. "Er der ikke noget, der koger over?". Spøger jeg. "Gud, risene". Siger hun, og løber ud, i køkkenet. Jeg går ud, i køkkenet. "Skal du, have hjælp til noget?". Spøger jeg. "Nej, tak. Der er mad nu". Svare hun. "Okay. Skal jeg, ligge Eva ind, i hendes seng igen?". Spøger jeg. "Nej. Jeg tænkte, at hun kunne ligge, i den der stol, der kan gynge". Svare hun, og går ind, på Evas værelse, og kommer tilbage med hendes stol. Hun sætter den, på gulvet, og jeg går hen, og lægger Eva ned, i hendes stol, og spænder den sele, der er i stolen, så hun ikke falder ud. "Så kan vi spise". Siger jeg, med et smil, og vi sætter os hen, til spisebordet. Vi tager noget mad, og begynder, at spise. "Vidst du endelige, at mig og far mødte hinanden, til en fest, en af vores venner holdt, i ottende klasse?". Spøger hun, og jeg kigger på hende. "Nej, det vidst jeg ikke". Svare jeg. "Har jeg ikke, fortalt den historie?". Spøger hun. "Nej. Ikke til mig i hvert fald". Svare jeg. "Okay. Men først der kunne vi, ikke holde hinanden ud. Men så lærte vi hinanden bedre, at kende og så, fandt vi ud af, at vi havde en masse ting til fælles. Og så blev vi, forelsket i hinanden. Men så gik det jo galt". Siger hun, og begynder, at græde. Jeg rejser mig op, og går om, til hende. "Er du okay, mor?". Spøger jeg, og lægger en hånd, på hendes skulder. "Ja. Jeg skal ikke sidde, og græde nu". Svare hun, og tørrer hendes øjne. "Det gør ikke noget". Siger jeg. "Jo. Jeg går lige en tur. Jeg er snart tilbage". Siger hun, og rejser sig op, og går ud, i gangen. Jeg sætter mig hen, på min plads, og kigger på Eva. Døren ude i gangen lukker. "Så gik mor". Siger jeg, og hun begynder, at græde. Jeg rejser mig op, og går hen, og tager hende op. "Så så". Siger jeg, og kysser hende, i panden, og hun stopper med, at græde. Jeg sætter mig hen, på min plads, og spiser færdig. Eva tager fat, i mit hår. "Ikke mit hår". Siger jeg, og flytter hendes hånd, og hun begynder, at græde rigtig meget. "Hvad er der med dig?". Spøger jeg, og kigger på hende. "Måske er du sulten". Siger jeg, og rejser mig op, og går hen, til køleskabet og åbner det, og tager hendes sutteflaske og lukker køleskabet. Det ringer på døren, jeg sætter hendes sutteflaske på køkkenbordet, og går ud, i gangen og åbner døren. Det er Alex. "Hej, smukke". Siger han, med et smil. "Hej. Skulle du ikke, hjælpe din far med noget?". Spøger jeg. "Jo. Men det tog ikke, så lang tid, som jeg havde regnet med". Svare han, med et smil. "Okay. Min mor er lige gået en tur, så jeg skal til, og give Eva med". Siger jeg. "Skal jeg, hjælpe dig med noget så?". Spøger han, og går ind, af døren. "Nej, tak. Jeg tror snart, at min mor er tilbage". Svare jeg, og han lukker døren. "Okay". Siger han, med et smil. "Jeg giver lige hende, noget mad". Siger jeg, og går ud, i køkkenet. Jeg får pludselige, nogen mavekramper. Eva ligger og kigger op, på mig. "Jeg er okay". Siger jeg, og går hen, og tager hendes sutteflaske. Mine mavekramper tager til. "Skat?". Siger jeg, og sætter Evas sutteflaske hen, på køkkenbordet, og Alex kommer ud, i køkkenet. "Ja?". Siger han, med et smil, og kigger på mig. "Kan du, give Eva mad?". Spøger jeg. "Ja. Er du okay?". Spøger han. "Nej. Jeg har det, ikke særlig godt". Svare jeg, og døren ude i gangen åbner. "Hej, skat". Siger hun, og kommer ud, i køkkenet. "Hej, mor. Jeg har det ikke, så godt". Siger jeg. "Vil du, ligge lidt ned så?". Spøger hun, og går hen, og tager Eva. "Ja. Jeg ligger mig, inde på sofaen". Svare jeg, og går ind, i stuen. Jeg lægger mig, i sofaen, og Alex kommer ind, i stuen. "Er du okay, smukke?". Spøger han, og giver mig, et tæppe på. "Det tror jeg. Men jeg kan desværre ikke, tage med til festen nu". Svare jeg. "Det gør ikke noget. Det er bare, en fest". Siger han. "Ja. Men du havde, jo glædet dig". Siger jeg, og kigger på ham. "Ja. Men det er vigtigere, at du er okay". Siger han. "Tak, skat". Siger jeg, og lukker mine øjne. Han kysser mig, på kinden, efter kort tid sover jeg.