Julen Med Stokes Tvillingerne. (Afsluttet)

Julen er hjerternes fest.

Fredag 5 december 2019.

Jeg vågner ved, at min telefon ringer. Jeg sætter mig op, og tager min telefon op, af min lomme. Det er min far, der ringer.
Samtale.
Min far. "Godmorgen, skat".
Mig. "Hvad vil du, far?".
Min far. "Jeg ville bare, snakke med dig".
Mig. "Om hvad?".
Min far. "Om det der skete. Jeg er rigtig ked af det".
Mig. "Det der kan jeg, ikke bruge til noget. Du var mor utro! Hvad fanden tænkte du på?!".
Min far. "Jeg ved det ikke, skat. Jeg er virkelige ked af det".
Mig. "Ja, sikkert".
Min far. "Hvordan har mor det?".
Mig. "Hun har det fint, tror jeg".
Min far. "Det var godt. Hvordan har du det?".
Mig. "Af helvede til. Du har ødelagt, vores familie. Du er sku da, en voksen mand altså".
Min far. "Ja, det ved jeg godt. Jeg skulle have, tænkt mig om. Undskyld".
Mig. "Jeg holder jul, med Thor og mor. Du må holde jul, med hende din nye kæreste".
Min far. "Ja, okay. Det er jo, min egen skyld".
Mig. "Ja".
Min far. "Kan du nogensinde tilgive, din dumme far?".
Mig. "Det ved jeg ikke. Jeg bliver nød til, at løbe nu".
Samtale slut.
Jeg ligger på, og der løber en tåre ned, af min kind. Jeg lægger min telefon ned, i min lomme, og Alex kommer ind, af døren. "Godmorgen, skat". Siger han, med et smil. "Godmorgen". Siger jeg, og rejser mig op. "Er alt okay?". Spøger han. "Ja. Men jeg tror, at jeg bliver nød til, at tage hjem". Svare jeg, og kigger på ham. "Hvorfor det?". Spøger han, og går hen, til mig. "Fordi jeg... Jeg kan ikke det her". Svare jeg. "Hvad mener du?". Spøger han. "Det ved jeg ikke". Svare jeg, og begynder, at græde. "Så, skat". Siger han, og krammer mig. Efter lidt tid, trækker vi os, fra krammet. "Jeg har lige, snakket med min far. Og så væltede det, hele bare op igen". Siger jeg, og kigger på ham. "Det forstår jeg godt. Men vil du hjem nu?". Spøger han. "Nej". Svare jeg. "Du må gerne, tage hjem, hvis du vil". Siger han. "Det vil jeg ikke. Jeg er bare ked af det". Siger jeg. "Det forstår jeg godt. Men hjælper det, at jeg har lavet morgenmad, til os?". Spøger han, med et lille smil. "Ja". Svare jeg, med et smil, og kysser ham, på munden. "Så lad os, spise morgenmad". Siger han, med et smil, og vi går ud, i køkkenet. Alex har dækket et fint og hyggeligt julebord. "Hvor er det fint, skat". Siger jeg, med et smil, og sætter mig, hen til spisebordet. "Tak, smukke". Siger han, med et smil, og sætter sig, ved siden, af mig. Alan kommer ud, i køkkenet. "Jeg smutter nu". Siger han, og tager et æble, fra deres frugtskål, der står på køkkenbordet. "Den er jo, kun halv syv". Siger Alex, og kigger på ham. "Ja. Men jeg skal noget, før vi skal, i skole". Siger han. "Hvad skal du?". Spøger jeg, og kigger på ham. "Jeg skal ikke noget. Jeg har bare ikke lyst til, at være her lige nu". Svare han, og kigger på mig. "Hvorfor ikke?". Spøger jeg. "Det er ligemeget". Svare han, og går. "Hvad er der med ham?". Spøger Alex, og døren ude i gange lukker. "Jeg ved det ikke. Han virkede trist". Svare jeg, og kigger på ham. "Ja". Siger han, og tager noget mad. Min telefon siger, et bip og jeg tager den op, af min lomme. Jeg har fået, en SMS fra Alan.
Alan. "Jeg er ked af, at jeg var så underlig. Det er fordi, at jeg tror, at jeg er forelsket, i dig❤️".
Jeg kigger overrasket ned, på min telefon. Hvad er det, jeg lige har læst? Alan er forelsket, i mig. Det kan ikke passe.
Mig. "Hvad? Det kan du ikke være".
Alan. "Hvorfor ikke?❤️".
Mig. "Fordi jeg er kærester, med Alex. Din bror".
Alan. "Jeg ved godt, at det er noget rod. Undskyld. Du er bare, så dejlig❤️".
"Hvem skriver du med?". Spøger han, og jeg lægger min telefon ned, i min lomme. "Ikke med nogen". Svare jeg, og tager noget mad. "Okay. Jeg så da, at du skrev med en. Og det lignede, at Alans navn stod, på din skærm". Siger han. "Ja, okay. Jeg skrev med Alan". Siger jeg, og spiser noget, af min mad. "Hvad ville han da?". Spøger han. "Bare sige, at han er... At han er forelsket, i mig". Svare jeg. "Nå". Siger han, og nikker. "Jeg føler ikke, det samme for ham jo". Siger jeg, og kigger på ham. "Nej, nej". Siger han. "Du bliver altid jaloux". Siger jeg, og spiser færdig. "Det gør jeg, da ikke". Siger han. "Nej, så siger vi det. Tak, for hyggelige morgenmad". Siger jeg, og rejser mig op, og går ind, på hans værelse. Jeg lægger min telefon hen, i min taske, og finder noget tøj. Jeg tager mit tøj og toilettaske, og går ud, på badeværelset. Jeg lægger mine ting hen, på toilettet og tager tøj på, børster tænder, og redder mit hår. Jeg sætter det op, i en rodet knold, og tager mine ting, og går ind, på Alexs værelse igen. Jeg lægger mine ting ned, i min taske, og lukker den. Alex kommer ind, på sit værelse. "Jeg er ked af, at jeg blev lidt sur". Siger han. "Det er okay". Siger jeg, og min telefon ringer. Jeg tager min telefon, i min taske, og ser hvem det er. Det er Thor.
Samtale.
Thor. "Godmorgen, søs".
Mig. "Godmorgen".
Thor. "Har du mulighed for, at komme hjem, inden du tager i skole?".
Mig. "Nej".
Thor. "Nå. Hvad tid har, du fri i dag?".
Mig. "Klokken to. Hvorfor?".
Thor. "Fordi jeg ville høre, om du ville hjælpe mig med, at pakke nogen ting?".
Mig. "Det vil jeg gerne. Men jeg kan først, i morgen så. Der julefest på min skole, i aften".
Thor. "Okay. Så får jeg bare, en anden til, at hjælpe mig".
Mig. "Okay. Skal du, da snart flytte?".
Thor. "Ja. Endelige skulle jeg være flyttet, i morgen. Men det bliver på søndag".
Mig. "Okay".
Thor. "Og far skal, bo hos mig, til han finder noget andet".
Mig. "Hvorfor vil du, have far boende?".
Thor. "Fordi han er vores far".
Mig. "Ja. Men han var, mor utro. Han har ødelagt alt".
Thor. "Overdriver du ikke lidt?".
Mig. "Nej! Jeg synes ikke, at du skal lade, ham flytte hjem til dig. Det er hans egen skyld det her".
Jeg begynder, at græde.
Thor. "Du skal ikke græde. Det skal nok gå. Men når det gør dig, så ked af det, lader jeg ikke far flytte, hjem til mig".
Mig. "Tak, Thor".
Thor. "Det var da så lidt. Og jeg er også ked af det. Jeg er også meget sur, på far. Men han er jo stadig, vores far, og jeg ville gerne hjælpe ham".
Mig. "Ja, det forstår jeg godt. Men han er også, en stor idiot".
Thor. "Ja, lige nu er han".
Mig. "Ja. Jeg bliver nød til, at løbe igen. Vi ses".
Thor. "Ja, vi gør. Jeg elsker dig, søs".
Mig. "Jeg elsker også dig, brormand".
Samtale slut.
Jeg ligger på. "Er du okay?". Spøger Alex, og jeg lægger min telefon ned, i min lomme. "Ja". Svare jeg, og kigger på ham, med et lille smil. "Godt. Vi skal til, og af sted". Siger han, med et smil. "Okay". Siger jeg, og tager min skoletaske, og vi går ud, i gangen. Jeg sætter min taske, på gulvet, og tager mine støvler, jakke og taske på. Alex tager sin taske på, og går hen, og åbner døren. "Skal vi gå, smukke?". Spøger han, og kigger på mig, med et smil. "Ja". Svare jeg, og vi går ud, af døren. Alex lukker og låser døren, og vi går ned, af trapperne og ud, på gaden. Alex tager min hånd. "Jeg er ked af, at jeg nogen gange bliver, lidt jaloux". Siger han. "Det er okay. Jeg forstår godt, at du bare, vil passe på mig. Jeg ved godt, at du er forelsket, i mig". Siger jeg, og kigger på ham, med et smil. "Jeg er glad for, at du ser sådan på det, skat. Og jeg er meget forelsket, i dig". Siger han, med et smil. "I lige måde, søde". Siger jeg, med et smil. "Tak, skat. Og vi finder ud af det, med Alan". Siger han, med et lille smil. "Ja, det gør vi". Siger jeg, og vi går ind, i skolegården. Alan står og snakker, med Becca, han kigger lidt trist hen, på mig og Alex. "Jeg går lige over, og snakker med Alan". Siger han. "Okay". Siger jeg, og kigger på ham. "Vi ses, om lidt". Siger han, og kysser mig, på munden. "Ja, vi gør". Siger jeg, og han går hen, til Alan og Becca. Jeg går hen, til døren og går ind. Jeg går hen, til mit skab, og åbner det. "Godmorgen, Clara". Siger Linda, og kommer hen, til mig. "Godmorgen". Siger jeg, og tager min taske af, og sætter den, i mit skab. "Du blev jo dårlig, da de andre lavede engelsk eksamen". Siger hun. "Ja". Siger jeg, og tager min jakke af, og hænger den ind, i mit skab. "Ja. Så jeg har din eksamen her. Så kan du bare, lave den færdig, i dag". Siger hun, og giver mig, min eksamen. "Okay. Hvor skal jeg, så sidde og lave den?". Spøger jeg, og kigger på hende. "Nede i lokale 15, hvor de andre har, om julenshistorie". Svare hun, med et smil. "Okay". Siger jeg, og Alex kommer hen, til sit skab. "Godmorgen, Alex". Siger Linda, med et smil, og kigger på ham. "Godmorgen". Siger han, og tager sin taske af, og sætter den ind, i sit skab. "Vi ses, om lidt". Siger hun, med et smil, og går. "Fik du snakket, med Alan?". Spøger jeg, og tager mit penalhus, og lukker mit skab. "Ja, det gjorder jeg". Svare han, og tager sin jakke af, og hænger den ind, i sit skab. "Hvad sagde han så?". Spøger jeg, og kigger på ham. "At han er ked af, at han er blevet forelsket, i dig. Men så sagde jeg, at det skulle han, ikke være. Man kan jo ikke, gøre for, hvem man bliver forelsket i". Siger han, og tager sine ting, og lukker sit skab. "Nej, det kan man ikke. Men er han, så stadig ked af det?". Spøger jeg, og han kigger på mig. "Lidt". Svare han, og klokken ringer. "Jeg håber, at han snart, bliver glad igen". Siger jeg, og vi går ned, i det lokale, vi skal være i. "Det gør jeg også". Siger han, og lægger sine ting, ved en ledig plads. Jeg lægger mine ting, på pladsen, ved siden af, og sætter mig ned. Alan kommer ind, af døren, og Alex sætter sig ned. Alan sætter sig, foran mig. "Hej, Alan". Siger jeg, og han vender sig om, og kigger på mig. "Hej". Siger han, og giver mig, en seddel. Han vender sig om igen, og jeg folder seddel ud, og læser den.
Kan vi ikke, snakke sammen? Måske efter timen?
Jeg har ikke noget papir, så jeg vender seddel om, og skriver en seddel, til Alan.
Jo, det kan vi godt.
"Her". Siger jeg, og Alan tager i mod seddelen. "Hvad snakker I om?". Spøger Alex, og jeg kigger på ham. "Det er bare Alan, der gerne vil, snakke med mig, efter timen". Svare jeg, og de sidste kommer ind, med Linda. "Okay". Siger han, og Linda lukker døren. "Godmorgen. I den her time, skal I have, om julenshistorie. Og Clara skal, lige lave sin engelsk eksamen færdig. Det kan du bare, gå i gang med nu, Clara". Siger hun, og kigger på mig, med et smil. "Ja". Siger jeg, og går i gang, med min opgave. Hvordan skal jeg nogensinde, kunne lave den her opgave? Jeg kan ikke lade vær med, at tænke på Alan. Han skal ikke være ked af, at han er forelsket, i mig. Men det er jo, ikke så godt. Bare der ikke er nogen, der ender med, at blive såret. Jeg laver min opgave færdig, og klokken ringer. Linda kommer hen, til mig. "Blev du færdig, med opgaven?". Spøger hun, med et smil. "Ja". Svare jeg, og giver hende, min opgave. "Tak. Og i næste time, har I også, om julenshistorie. Så der føler du bare, med i undervisningen oppe på tarvlen". Siger hun. "Okay". Siger jeg, og hun går igen. "Clara, kunne vi lige snakke sammen?". Spøger Alan, og kigger på mig. "Ja". Svare jeg, og rejser mig op, og vi går ud, på gangen. "Jeg er ked af, at jeg er blevet forelsket, i dig. Jeg prøver virkelige ikke, at komme i mellem dig og Alex. Men jeg følte, at jeg var nød til, at sige det". Siger han, og kigger på mig. "Det er okay. Og jeg er glad for, at du sagde det". Siger jeg, med et lille smil. "Hvorfor er du det?". Spøger han. "Fordi jeg er glad for, at du betrorer dig, til mig". Svare jeg. "Så det er ikke fordi, at du også er forelsket, i mig?". Spøger han, med et lille smil. "Nej". Svare jeg. "Nå". Siger han, og kigger ned, i gulvet. "Var der mere, vi skulle snakke om?". Spøger jeg, og han kigger på mig. "Nej. Er vi stadig venner?". Spøger han. "Ja, det er vi da". Svare jeg, med et smil. "Godt". Siger han, med et smil, og klokken ringer. Vi går ind, i klassen og sætter os ned. Alex sidder og snakker, med Becca igen. "Snakker du aldrig, med andre end hende?". Spøger jeg, og Alex kigger på mig. "Jo". Svare han. "Det virker ikke sådan". Siger jeg. "Du skal ikke, være jaloux, skat. Vi er bare venner". Siger han, med et smil. "Ja, ja". Siger jeg, og Linda kommer ind, med de sidste. Jeg kigger op, på tarvlen. "Vi forsætter med, at høre, om julenshistorie". Siger Linda, og går hen, til tarvlen. "Clara?". Hvisker Alex, og jeg kigger på ham. Han giver mig, en seddel, og jeg folder den ud, og læser den.
Du er den eneste, jeg vil have❤️ Men jeg har altså også, andre venner. Og det har jeg, altså lov til, at have. Du skal ikke altid, blive så jaloux. Stol dog på mig. Jeg stoler jo også på dig, smukke❤️
Jeg har stadig ikke, noget papir, så jeg vender seddel om, og skriver en seddel, til Alex.
Jeg stoler også på dig! Og jeg bliver ikke, altid jaloux! Men jeg stoler ikke, på hende Becca. Og det burde du, heller ikke gøre.
"Her". Hvisker jeg, og giver Alex seddlen. Han kigger underligt på mig, og går i gang med, at skrive en ny seddel. "Her". Hvisker han, og giver mig en seddel. Jeg folder den ud, og læser den.
Jeg er venner, med Becca. Så jeg stoler på hende, og så slem er hun altså heller ikke. Jeg ved godt, at du ikke, kan lide hende. Men prøv dog, at give folk en ekstra chance. Du er altid, så hård og trist. Hvorfor kan du ikke, være lidt glad nogen gange? Så slemt er, livet altså heller ikke.
Jeg kigger såret hen, på Alex. "Clara, følger du med heroppe?". Spøger Linda, og jeg kigger på hende. "Ja, selvfølgelige". Svare jeg. "Godt". Siger hun, med et smil, og forsætter med, at undervise. Efter noget tid, ringer klokken endelige ud, til frokostpause. Jeg tager mine ting, og rejser mig op. Jeg går hen, til Lindas bord. "Jeg blev færdig, med min eksamen". Siger jeg, og giver hende, min engelsk eksamen. "Godt". Siger hun, med et smil. Jeg går ud, på gangen og hen, til mit skab. "Hej". Siger Alex, og kommer hen, til sit skab. "Hey". Siger jeg, og åbner mit skab, og lægger mine ting ind. "Jeg er ked af, den sidste seddel. Jeg mente det, ikke ondt". Siger han, og jeg lukker mit skab. "Det er fint". Siger jeg, og går ned, i kantinen. Becca går med vilje, ind i mig. "Ej, undskyld". Siger hun, og griner. "Idiot". Siger jeg, og går hen, og tager en bakke. "Hvad sagde du?". Spøger hun. "Ikke noget". Svare jeg, og går hen, og tager noget mad. "Jeg hørte, at du sagde noget. Var det noget, om mig?". Spøger hun. "Nej". Svare jeg, og går hen, og sætter mig, ved et ledigt bord. Jeg begynder, at spise, og Becca kommer hen, til mig. "Må jeg, sidde her?". Spøger hun. "Ja, ja". Svare jeg, og hun sætter sin bakke, på bordet, og sætter sig overfor mig. "Hvordan går du, så og har det?". Spøger hun. "Fint". Svare jeg, og Alex kommer hen, til os. "Hvorfor sidder I sammen?". Spøger han, og sætter sin bakke, på bordet, og sætter sig, ved siden, af Becca. "Fordi Becca gerne, ville sidde her". Svare jeg, og kigger på ham. "Er I da, blevet venner?". Spøger han, med et smil. "Nej. Men jeg har, ikke noget i mod Clara. Mere". Svare Becca, og jeg kigger på hende. "Hvad har du, da haft i mod mig?". Spøger jeg, og spiser færdig. "Jeg har synes, at du spillede lidt smart". Svare hun, og kigger på mig. "Nå". Siger jeg. "Det gør Clara, da aldrig". Siger Alex. "Det synes Becca". Siger jeg, og rejser mig op, og tager min bakke. Jeg går hen, og aflever min bakke, og klokken ringer. Jeg går op, til mit skab, og tager de ting, jeg skal bruge, til engelsk, og lukker mit skab. Alex løber næsten, hen til sit skab. "Hvorfor gik du bare?". Spøger han, og tager sine ting, og lukker sit skab. "Fordi jeg var færdig med, at spise". Svare jeg, og vi går ned, i det lokale, vi skal være i. "Okay". Siger han, og jeg går ned, til en ledig plads, nede bag ved. Jeg lægger mine ting, på bordet, og sætter mig ned. Alex har sat sig, oppe foran. Linda kommer ind, af døren med de sidste. "Ja. Normalt har I, jo ikke mig i engelsk. Men der er, noget sygedom i øjeblikket. Så I har mig, som I kan se. Og der er ikke, rigtig forberedt noget. Så I skal, lave i jeres engelskbøger". Siger hun, med et smil, og vi går i gang med, at lave i vores engelskbøger. Jeg sidder næsten hele tiden, og kigger på Alex. "Clara, er din bog, hvor Alex sidder?". Spøger Linda, og jeg kigger ned, i min bog. "Nej". Svare jeg. "Okay". Siger hun, og jeg forsætter med, at lave engelsk. Efter to lange timer, ringer klokken endelige ud, til frikvater. Jeg tager mine ting, og rejser mig op. "Clara?". Siger Alex, og jeg kigger på ham. "Ja?". Siger jeg, og vi går ud, på gangen. "Kan vi, lige snakke sammen?". Spøger han, og vi går hen, til vores skabe. "Ja. Hvad skal vi, snakke om?". Spøger jeg, og åbner mit skab, og lægger mine ting ind. "Om os. Jeg er virkelige ked af, at jeg har været, sådan en stor idiot, i dag". Siger han, og jeg kigger på ham. "Du har da, ikke været nogen idiot". Siger jeg, og går tættere, på ham. "Jo, jeg har. Undskyld, smukke". Siger han, og tager min hånd. "Det er okay". Siger jeg, og kysser ham, på munden. "Er du sikker?". Spøger han. "Ja, skat". Svare jeg, med et smil. "Godt. Jeg tænkte på, om vi ikke skulle, lade vær med, at tage med, til den julefest?". Spøger han, med et smil. "Jo. Det kan vi da, godt lade vær med. Men hvad vil, du så lave?". Spøger jeg, med et smil. "Jeg havde tænkt mig, at lave en lækker julemiddag, til os. Og så kunne vi, se en god julefilm, og bare være sammen". Svare han, med et smil. "Det lyder dejligt. Men jeg skal, lige hjem, og hente noget rent tøj så". Siger jeg, med et smil. "Vil du da, sove en nat mere, hos mig?". Spøger han, med et smil. "Ja. Hvis jeg må?". Spøger jeg, med et smil. "Det må du, meget gerne". Svare han, med et smil, og klokken ringer. "Så er det, en aftale". Siger jeg, med et smil, og går hen, til mit skab, og tager min fysik og kemibog, og lukker mit skab. "Ja, det er det". Siger han, med et smil, og tager sin fysik og kemibog, og lukker sit skab. Vi går hånd i hånd ned, i det lokale, vi skal være i. Vi sætter os, ved to ledige pladser, ved siden, af hinanden. Vi lægger vores ting, på bordet, og vores lærer kommer ind, med de sidste. Vi skal have, Bob. Han er cirka 45 år, og rigtig sød og altid glad. Man keder sig aldrig, i hans timer. "Hej, i skønne unge mennesker. I dag, skal vi, lærer noget, om gran. Ej, det var bare for sjov. Vi skal lærer, om fyrværkeri. Og vi skal, se en video om det. Oppe på stor skærmen". Siger han, og tænder smartboardet. Han går ind, på en video, og går hen, og slukker lyset. "Nu kigger I, ikke?". Spøger han. "Jo". Svare Alex. "Godt". Siger han, og starter videoen. Efter lidt tid, slutter videoen. "Jeg har lige, en video til, I skal se. Og den handler, om sikkerheden, når man skal fyre fyrværkeri af". Siger han, og starter videoen. Efter kort tid, er den slut, og Bob går hen, og tænder lystet igen. "Som I kan se, er det meget vigtigt, at huske sikkerheden. Altid sikkerhed først". Siger han. "Selvfølgelig". Siger Alex. "Godt, Alex. Nu skal I, løse nogen opgaver, om fyrværkeri. Det kan godt være, at det lyder kedeligt. Men der er også, noget om sikkerhed, når man skal, fyre fyrværkeri af. Og det er meget meget vigtigt, at vide". Siger han, og tager nogen opgaver, og deler dem ud. Vi går i gang med, at lave opgaverne. Den er lidt svær. "Kan du, finde ud af den?". Hvisker Alex, og jeg kigger på ham. "Ja. Kan du?". Hvisker jeg. "Sådan da. Den er ret svær". Hvisker han. "Ja, det er den". Hvisker jeg. Heldigvis bliver opgaven lidt nemmere, så jeg bliver færdig med den, og klokken ringer, lige da jeg er færdig. "Jeg kommer, og samler jeres opgaver sammen". Siger Bob, og han samler vores opgaver sammen. Jeg tager mine ting, og rejser mig op. "Tak, for i dag". Siger Bob, og går op, til sit bord. "Selv tak". Siger vi, i kor, og jeg går ud, på gangen. Alex prikker mig, på skulderen, og jeg kigger på ham. "Hvad så?". Spøger jeg, og vi går hen, til vores skab. "Ikke så meget, smukke". Svare han, med et smil, og åbner sit skab. "Hvorfor er du, så glad?". Spøger jeg, med et smil, og åbner mit skab. "Fordi det er jul, vi har fri og jeg er kærester, med dig". Svare han, med et smil, og lægger sine ting ind, i sit skab. "Tak. Det var sødt sagt. Jeg er også glad for, at jeg er kærester, med dig, skat". Siger jeg, med et smil, og lægger mine ting ind, i mit skab. "Tak, smukke". Siger han, med et smil, og min telefon ringer. Jeg tager min telefon op, af mine lomme, og ser hvem det er. Det er min far.
Samtale.
Mig. "Jeg har dårligt tid. Hvad vil du?".
Min far. "Jeg ville bare, snakke med dig".
Mig. "Om hvad?".
Min far. "Ikke om noget særligt. Jeg ville bare, snakke med min datter".
Mig. "Jeg har ikke lyst til, at snakke med dig lige nu".
Min far. "Jeg ved godt, at jeg har ødelagt alt. Og det er jeg virkelige ked af".
Mig. "Det hjælper ikke noget, at du bliver ved med, at undskylde".
Samtale slut.
Jeg ligger på, og lægger min telefon ned, i min lomme. Jeg tager min jakke og taske på. "Var det, din far?". Spøger han, og lukker sit skab. "Ja". Svare jeg, og lukker mit skab. "Hvad ville han?". Spøger han, og vi begynder, at gå. "Ikke noget særligt. Bare undskylde igen, tror jeg". Svare jeg, og vi går ud, på gaden. "Okay. Har du, så tilgivet ham?". Spøger han. "Nej". Svare jeg. "Tror du, at du kan tilgive ham, på et tidspunkt?". Spøger han. "Jeg ved det ikke". Svare jeg. "Okay. Jeg tror, at jeg ville vælge, at tilgive ham. Jeg ved godt, at det er svært lige nu. Men han er jo, din far". Siger han, og jeg tager hans hånd. "Ja, det er han. Jeg elsker ham også rigtig højt. Men det er som sagt, svært lige nu". Siger jeg, og vi går ind, i hans opgang. "Det skal nok, blive nemmere med tiden". Siger han, og vi går op, til hans lejlighed. "Det håber jeg". Siger jeg, og Alan kommer ud, af deres dør. "Hej". Siger han, og kigger på os. Han har en sportstaske, på skulderen. "Hej. Hvad skal du?". Spøger Alex. "Jeg skal hjem, til en ven. Jeg er hjemme, på søndag". Svare han. "Okay. Vi ses, på søndag så". Siger Alex. "Ja, hej". Siger han, og går. Vi går ind, af døren. "Jeg skal også bare, have min taske". Siger jeg, og lukker døren. "Ja. Hvad tid kommer du igen?". Spøger han, og tager sin taske af, og sætter den, på gulvet. "Det ved jeg ikke. Hvad tid, skal jeg komme?". Spøger jeg, med et smil. "Bare når du kan". Svare han, med et smil, og kigger på mig. "Okay. Skal du da, ikke ud og købe ind?". Spøger jeg. "Kun nogen få ting. Men jeg er hjemme igen, når du kommer". Svare han, med et smil. "Okay. Jeg går lige ind, og tager min taske". Siger jeg, med et smil, og går ind, på hans værelse, og tager min taske. Jeg går ud i gangen igen. "Vi ses, om lidt, smukke". Siger han, med et smil. "Ja, vi gør, skat". Siger jeg, med et smil, og går hen, og kysser ham, på munden. Jeg går hen, og åbner døren, og går ud. Alex lukker døren, efter mig, jeg går ned, af trapperne og ud, på gaden. Jeg begynder, at gå, da jeg har gået, i lidt tid. Ringer min telefon, jeg tager den op, af min lomme, og ser hvem det er. Det er Alan.
Samtale.
Mig. "Hej".
Alan. "Hej, smukke".
Mig. "Hvad vil du?".
Alan. "Ikke noget særligt. Jeg ville bare sige, at jeg savner dig".
Mig. "Hvad mener du med, at du savner mig?".
Alan. "Altså vi er, jo venner. Så jeg savner dig bare, som min ven".
Mig. "Okay. Jeg tror ikke, at jeg skal noget, på søndag. Så har du lyst til, at lave noget sammen der?".
Alan. "Ja. Vi kunne tage, på julemarkede".
Mig. "Ja. Det kunne, være så hyggeligt".
Alan. "Ja, det kunne det. Så er det, en aftale".
Mig. "Ja. Skal vi bare, mødes nede på julemarkedet, der ved indgangen?".
Alan. "Det kan vi godt. Skal vi sige, klokken tolv?".
Mig. "Det passer fint. Vi ses, på søndag".
Alan. "Ja, vi gør. Jeg glæder mig til, at se dig".
Mig. "I lige måde".
Samtale slut.
Jeg ligger på, og lægger min telefon ned, i min lomme, og går ind, i min opgang. Jeg går op, til min lejlighed, og åbner døren. "Hej, skat". Siger min mor, og kommer ud, i gangen. "Hej, mor". Siger jeg, med et smil, og lukker døren. "Var det hyggeligt, hos Alex?". Spøger hun, med et smil. "Ja. Er det okay, hvis jeg tager der over, igen om lidt?". Spøger jeg, og sætter min taske, på gulvet. "Ja, selvfølgelige. Skal jeg, pakke for dig?". Spøger hun, med et smil. "Nej, det behøver du ikke, mor". Svare jeg, med et smil. "Jo. Så kan du, komme hen til, Alex noget før". Siger hun, med et smil, og tager min taske, og går ind, på mit værelse med den. Jeg går ind, på mit værelse, og tager min skoletaske af, og sætter den, på gulvet. "Får du besøg, af nogen?". Spøger jeg, og hun tager mit vasketøj op, af min taske. "Ja. Jeg får en veninde, på besøg. Hvorfor da?". Spøger hun, og går ud, på badeværelset, med mit vasketøj. "Det er bare fordi, at jeg skal gå, så hurtigt igen". Svare jeg, og går hen, til mit tøjskab, og min mor kommer ind, på mit værelse. "Jeg vil da, ikke smide dig ud, skat". Siger hun, med et smil. "Nej, det ved jeg godt". Siger jeg, og tager noget tøj, og lukker mit skab igen. "Har du endelige, snakket med far?". Spøger hun, og jeg lægger mit tøj hen, i min taske, og lukker den. "Lidt". Svare jeg, og tager min taske. "Hvad har I, snakket om?". Spøger hun, og jeg kigger på hende. "Ikke noget særligt. Han har bare, undskyldt en masse gange". Svare jeg. "Okay". Siger hun, og nikker. "Har du da, ikke snakket med ham?". Spøger jeg. "Ikke rigtig. Vi skal lige, have lidt tid, hver for sig". Svare hun. "Ja. Men jeg vil, smutte igen. Vi ses, mor". Siger jeg, og går hen, og giver hende, et kram. "Ja, vi gør, skat". Siger hun, med et smil, og jeg går ud, i gangen. Jeg åbner døren, og ser, at der står en mand, der skulle til, at banke på. "Hej". Siger han, med et smil. "Hej. Hvem er du?". Spøger jeg. "Jeg hedder Jim, jeg er venner med din mor". Svare han. "Okay. Mor, du har gæster". Siger jeg, og går ud, af døren. Min mor kommer til syne, i døren, og jeg går ned, af trapperne, og ud på gaden. Efter lidt tid, er jeg ude foran Alexs opgang. Jeg går ind i opgangen, og op til Alexs lejlighed. Jeg går hen, og banker på døren, efter kort tid, bliver døren åbnet. Det er Alex, der åbner. "Hej igen, smukke". Siger han, med et smil, og kysser mig, på munden. "Hej, skat". Siger jeg, med et smil, og går ind, af døren. Alex lukker døren, efter mig. Der dufter af jul, i hele lejligheden. "Hvorfor dufter her, af jul?". Spøger jeg, og sætter min taske, på gulvet. "Fordi jeg er ved, at lave mad, til os". Svare han, med et smil. "Men klokken er jo, ikke så mange endnu". Siger jeg, og tager min jakke og støvler af. "Nej. Den er kun tre, men maden tager noget tid og lave". Siger han, med et smil. "Okay". Siger jeg, med et smil, og tager min taske, og går ind, på Alexs værelse. Jeg sætter min taske, på gulvet, og Alex kommer ind. "Hvad skal vi lave?". Spøger han, og jeg kigger på ham. "Det ved jeg ikke. Hvornår skal, vi spise?". Spøger jeg. "Cirka klokken seks, tror jeg". Svare han. "Okay. Skal vi så, bare ligge og slappe af?". Spøger jeg. "Det kan vi godt". Svare han, og vi lægger os hen, i hans seng. Jeg ligger med mit hovede, på hans brystkasse, han har en arm rundt om mig, og ligger og nusser mig, på ryggen. "Jeg føler, at jeg har haft, verdens længeste dag". Siger jeg. "Også mig. Det har været, en lang skoledag". Siger han. "Ja. Og Becca kan, virkelige også være for meget". Siger jeg. "Ja, nogen gange. Men hun kan også, være sød". Siger han. "Ikke overfor mig". Siger jeg, trist. "Det er bare fordi, at hun er jaloux over, at du er så dejlig". Siger han, og kysser mig, i håret. "Klart". Siger jeg. "Det passer". Siger han, med et smil. "Tak. Du er da, også dejlig". Siger jeg, med et smil. "Tak, skat". Siger han, med et smil. Min telefon ringer, og jeg tager den op, af min lomme. Det er Thor, der ringer, men min telefon, har næsten ikke mere størm. Jeg rejser mig op, og går hen, og tager min oplader, i min taske, og går hen, til døren, og sætter den til opladning, og ringer til Thor igen.
Samtale.
Thor. "Hej".
Mig. "Hej. Jeg skulle lige, have min telefon, til opladning. Så jeg nåede ikke lige, at tage den".
Thor. "Det er okay. Jeg vil ikke forstyrre, dig og Alex. Men jeg skal lige, spøger dig om noget".
Mig. "Du forstyrrer da ikke. Hvad skal du, spøger om?".
Thor. "Om du er hjemme, på søndag?".
Mig. "Ja. Men jeg skal, være sammen med Alan, klokken tolv".
Thor. "Er det ikke Alex, du er kærester med?".
Mig. "Jo. Mig og Alan, er bare venner".
Thor. "Okay. Men kan du, hjælpe mig med, at flytte lidt, på søndag?".
Mig. "Det ved jeg ikke lige. Jeg ved ikke, om det bliver for hårdt".
Thor. "Det er jo ikke for, at gøre dig ked af det, at jeg flytter".
Mig. "Nej, det ved jeg godt".
Thor. "Men det er okay, at du ikke, kan hjælpe. Bare du er okay".
Mig. "Tak. Og jeg skal nok, blive okay igen".
Thor. "Husk, at du ikke er alene".
Mig. "Tak, i lige måde".
Thor. "Tak, søs. Vi ses".
Mig. "Ja, vi gør".
Samtale slut.
Jeg ligger på, og lægger min telefon, på hans reol, der står ved døren. "Var det, din bror?". Spøger han, og jeg kigger hen, på ham. "Ja. Han flytter hjemmefra, på søndag. Så han ville høre, om jeg kunne hjælpe med, at flytte. Men det kan, jeg ikke klare". Svare jeg, og sætter mig hen, på hans seng. "Hvorfor ikke?". Spøger han, og sætter sig op. "Fordi det ville, være for hårdt". Svare jeg, og kigger på ham. "Okay. Men du sagde også, at du skulle, være sammen med Alan, på søndag". Siger han, og kigger på mig. "Ja. Vi skal, på julemarkede". Siger jeg. "Okay. Jeg går lige ud, og ser til maden". Siger han, og rejser sig op, og går ud, i køkkenet. Blev Alex sur over, at jeg skal være sammen, med Alan? Mig og Alan er, jo bare venner. Er der noget galt, i det? Hvorfor skal al ting, være så besværligt hele tiden? Det er som om, at jeg altid gør, noget forkert. Jeg kommer tilbage til virkeligeheden, da Alex kommer ind, på sit værelse igen. "Har du, noget i mod, at jeg er venner, med Alan?". Spøger jeg, og kigger på ham. "Nej, slet ikke". Svare han, og sætter sig hen, ved siden, af mig. "Godt". Siger jeg. "Ja. Jeg har forresten også, en lille gave, til dig". Siger han, og rejser sig op, og går ind, i et andet rum. Han kommer igen, med det samme, han går hen, til mig, og giver mig en lille æske. Han sætter sig, ved siden, af mig, og jeg åbner æsken. Der ligger en navnehalskæde, i æsken. Der står Clara❤️ på den. Jeg sidder bare, og kigger på halskæden. Den er så smuk. "Kan du, lide den?". Spøger han, med et smil. "Ja. Jeg er meget glad for den. Mange tak, skat". Svare jeg, med et smil, og kigger på ham. "Det var så lidt, smukke". Siger han, med et smil, og jeg kysser ham, på munden. "Vil du, give mig den på?". Spøger jeg, med et smil. "Ja, selvfølgelige". Svare han, med et smil, og giver mig halskæden på. "Den er så smuk". Siger jeg, med et smil. "Det er jeg glad for, at du synes". Siger han, med et smil. "Ja. Men jeg har altså ikke, nogen gave til dig". Siger jeg, med et lille smil. "Det gør ikke noget, skat". Siger han, med et smil. "Godt". Siger jeg, med et smil. "Halskæden klæder dig". Siger han, med et smil. "Tak, skat". Siger jeg, med et smil, og dufter ud, i luften. Der dufter af andesteg. "Jeg går lige ud, og ser til maden igen". Siger han, og rejser sig op, og går ud, i køkkenet. Jeg rejser mig op, og lægger æsken hen, i min taske. "Der er mad, om lidt. Jeg skal bare lige, dække bord". Siger han, med et smil, henne fra døren. "Okay. Skal jeg, hjælpe med noget?". Spøger jeg, med et smil, og kigger hen, på ham. "Nej". Svare han, med et smil, og går igen. Efter kort tid, kommer han igen. "Så er der mad". Siger han, med et smil, henne fra døren. Vi går ud, i køkkenet. Der er dækket, det hyggeligste julebord. "Hvor er det hyggeligt, skat". Siger jeg, med et smil, og sætter mig hen, til spisebordet. "Tak, smukke". Siger han, og sætter sig hen, ved siden, af mig. Vi tager noget mad, og begynder, at spise. Vi sidder og snakker og hygger os, mens vi spiser. Da vi er færdige med, at spise tager vi af bordet. Jeg kigger på uret, der hænger i køkkenet. Den er allerede 21:15. "Skal vi, gå i seng?". Spøger jeg, og kigger på ham. "Det kan vi godt". Svare han, og vi går ind, på hans værelse. Jeg tager min halskæde af, og lægger den, i æsken, og lægger æsken, i min taske igen, og tager mit nattøj og toilettaske. Jeg går ud, på badeværelset, og lægger mine ting, over på toilettet. Jeg tager mit tøj af, og lægger det, på gulvet og tager mit nattøj på og børster mine tænder. Da jeg har gjort det, tager jeg mit tøj og toilettaske, og går ind, på Alexs værelse igen. Alex sidder på sin seng, og kigger overrasket, på mig. "Hvad?". Spøger jeg, og lægger mine ting hen, i min taske. "Ikke noget. Du har bare, nattøj på". Svare han, og rejser sig op. "Ja". Siger jeg, og lægger mig hen, i hans seng. "Ja. Jeg kommer om lidt". Siger han, med et smil, og går ud, på badeværelset. Efter kort tid, kommer han igen. Han har en tshit og underbukser på, han slukker lyset, og lægger sig hen, ved siden, af mig. Han tager dynen over os. "Godnat og sov godt, smukke". Siger han, med et smil. "Godnat og sov godt, skat". Siger jeg, med et smil, og kysser ham, på munden. Jeg lægger mit hovede, på hans brystkasse, og han tager hans ene arm rundt, om mig. Efter kort tid, sover vi begge to.