Troen på vampyrer

Kapitel 6

Kap 6

Jeg sad på mit værelse, jeg var i chok over det jeg havde set, det var frygteligt, fem mennesker var døde. Det værste var at det var Zans skyld, i øvrigt var han rasende.

”Forbande krapyl!” ”Den er jo ikke engang ægte” ”Vatnisse” Lød Zans stemme nede fra køkkenet, han var godt og grundig sur, hans forsøg havde ikke virket og det var vampyrens skyld.

Jeg sad og læste, så længe at jeg så solen gå ned, jeg var ikke sulten, jeg måtte være faldet i søvn da jeg blev træt.

Jeg vågnede mit om natten med bogen i hovedet, brudstykker af en drøm hang i luften. Jeg var lidt forvirret over hvad min drøm egentlig handlede om.

Jeg gik ned i køkkenet, jeg tog en skive franskbrød, jeg satte mig ved bordet og begyndte at spise, jeg tænkte og tænkte, jeg prøvede at komme i tanke om hvad min drøm handlede om, men lige nu var det væk.

Jeg rejste mig og tog resten af min mad med mig, jeg var nødt til at finde ud af om han virkelig var en rigtig vampyr, eller han bare på en eller anden mærkelig måde havde fået lavet sine tænder spidse.

Jeg tog alle nøglerne der hang på nøglebrættet, så gik jeg ud af døren og over mod ”værkstedet”. Jeg begyndte at prøve nøglerne i døren, da jeg endelig fandt den der passede gik jeg ind og hen mod døren, den dør jeg i går var kommet chokeret ud af, og nu gik jeg frivilligt hen mod den.

Jeg kiggede ind af hullet med tremmerne i døren, han satte sig op og kiggede på mig, så rejste han sig op og kom langsomt hen imod mig.

”Du kom tilbage” Han talte lavt, det var nok kun til ham selv, men jeg hørte det alligevel.

Jeg svarede han ikke, jeg stod bare og kiggede på ham og han kiggede på mig.

”Vil du gøre mig noget?” Spurgte jeg, af en eller anden grund var jeg bare nødt til at vide det.

Han åbnede munden, som om han skulle til at svare, men så gik den store dør op, jeg vendte mig rundt, Zan kom gående ind af døren, han så ikke helt glad ud.

”Hvad fanden laver du her? Og hvorfor har du mine nøgler!” Han begyndte at råbe ad mig, og uden at tænke over det vendte jeg mig rundt og stod med ryggen op ad døren. Jeg svarede ham ikke, jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, jeg havde ikke regnet med at se ham her. I det Zan griber mit håndled og holder det i et hårdt greb, mærker jeg et to hænder omkring min hals.

”Slip hende” Det var vampyren, men hvorfor beskyttede han mig? Hvorfor prøvede han at holde Zan fra mig?

Zan greb fat længere oppe ad min arm og trak i mig, men vampyren strammede sit greb om min hals.

”Slip hende” Hvæsede han.

Zan var virkelig gal nu, det kunne man se på ham, han slap min arm, og kiggede på mig et stykke tid, så gik han hen til mig og gav mig et ordentligt slag og hovedet, min krop blev slap under mig, og mine knæ gav efter, jeg ramte jorden. Det blev sort, jeg kunne stadig høre hvad der skete, der blev fumlet med nogle nøgler, det måtte være Zan, han tog fat i min arm og trak mig hen ad gulvet.

Jeg missede med øjnene, men jeg kunne ikke se noget, der var intet lys. Jeg mærkede en hånd køre gennem mit hår, jeg bevægede mig lidt, jeg havde afsindig ondt i hovedet, det dunkede. Et par stærke arme tog yderst forsigtigt omkring mig og hjalp mig op og sidde.

”Er du okay?” Stemmen var svag, næsten så svag så jeg ikke kunne høre den.

Jeg kunne ikke få min stemme frem, så jeg nikkede bare forsigtigt, hvor var jeg? Min krop var tung, og mit hoved var endnu tungere, jeg frøs, her var ikke varmt.

”Fryser du?” Det var den samme stemme.

”Ja” Min stemme var svag, jeg tvivlede på han havde hørt det, men der gik ikke tre sekunder, så havde jeg et tæppe på.

Jeg drejede hovedet, jeg var sikker på at det ikke var Zan, men at det var vampyren. Det var svært at se noget, men lige pludselig strømmede lyset ind gennem tremmerne i døren, pæreren i loftet blinkede og så var der lys i rummet. Jeg havde en mærkelig fornemmelse i maven, den snurrede rundt, men jeg glemte alt om min mave og mit hoved, da jeg så Zan igennem tremmerne, han så bekymret ud, og så kom det, jeg kastede op.

”Hey” Stemmen var beroligende og trak mig tilbage til virkeligheden.

”Hun skal på hospitalet!” Vampyren var anspændt i det han sagde det og kig hen mod Zan. Zan nikkede, han var enig.

”Nej, jeg vil ikke tilbage” Jeg tog mig sammen, og havde hævet stemmen mere end før, de kunne begge høre den, for de kiggede på mig.

”Jeg kan ikke tage på hospitalet” Sagde jeg.

”Men du har slem hjernerystelse, du kaster op og besvimer hele tiden” Vampyrens ansigt var løsnet op igen, han så mild ud, med at strejf af bekymring. Han gik hen mod mig og hans stærke arme tog mig op, han krop var kold som is, og hans bryst var hårdt som sten, hans krop var spændt til det yderste.

”Luk op Zan, jeg bærer hende” Han ville bære mig, jeg røg ind og ud af bevidstheden, jeg prøvede at holde mig vågen men jeg kunne ikke. Jeg mærkede at jeg blev lagt på et sæde, jeg glippede med øjnene.

”Kom tilbage til mig Katie” Hviskede stemmen til mig, og det var ikke Zan.