Troen på vampyrer

Kapitel 13

Lyset var skarpere end det plejede, og jeg kunne høre at der gik nogle ude i gruset.

Mit hoved bankede og jeg følte en tørst, jeg rejste mig op, men endte med at flyve op og banke direkte ind i væggen. En dør blev smækket, jeg tog mig til hovedet, kunne jeg dog ikke få lidt ro, mit hoved dunkede og jeg havde en forfærdelig hovedpine.

Vampyren kiggede på mig, hans ansigt var som det plejede, men den her gang kunne jeg nå at skimte det, skimte alle de følelser der skiftede hans ansigt på mindre end et sekund, jeg stirrede lidt på ham. Hans følelser skiftede, bekymring, sorg, vrede, omsorg, forelskelse, tilbage til vrede igen, jeg kiggede væk, vreden var ikke til at holde ud.

Zan kom hen til tremmerne og stak hånden ind, jeg kiggede lige hurtigt på ham og så tog min krop over, jeg sprang frem og greb hans hånd og prøvede at bore min tænder i hans arm, men vampyren var hurtig han greb mig og fik mig til at slippe hans hånd, han trak mig med hen i hjørnet, jeg græd, hvad var det der skete med mig?

"Er hun?" Zan kunne ikke sige det, jeg vidste at han havde følelser for mig, men jeg vidste også at han væmmes ved vampyrer.

Jeg græd videre, jeg havde lige prøvet at dræbe ham. Hvad gik der af mig?

"Ja" Svarede vampyren.

"Hvis du forvandler den sidste mand, kan i gå frit" Sagde Zan og vendte sig om for at gå, han var såret, det var helt sikkert.

"Vent, vi skal også have et dyr, størrelsen er ligegyldig" Det var vampyrens sidste krav.

Lidt efter kom Zan tilbage med manden og to kaniner, han satte kaninerne ind til os, vampyren tog dem og gav den ene til mig, jeg sad og kiggede på den mens han drak sin.

"Drik" Beordrede han, ellers så dør du.

Jeg satte tænderne i kaninen, blodet smagte af jern, jeg spyttede det ud på gulvet. Føj hvor var det klamt!

Han kiggede på mig og sagde så "Du bliver nødt til at synke noget af det"

"Luk mig ud, og lad hende blive her i mens" Sagde han så til Zan "Hun kan ikke styre det endnu"

"Hvis du snyder, så dør hun" Svarede Zan.

Han nikkede og Zan åbnede døren, jeg sprang op, for at komme ud, men jeg var ikke hurtig nok, for i døren stod vampyren og stoppede mig, jeg vidste tænder af ham, han tog fast ved min kæbe og holdt fast, så vippede han mit hoved lidt op og kiggede på mine tænder. Så slap han og gik ud af døren, jeg holdt mig tilbage, jeg vidste at det var en advarsel, som jeg skulle tage alvorligt.