Troen på vampyrer

Kapitel 7

Kap 7

Jeg vågnede, lyset var skrapt, loftet var hvidt, her lugtede af gummi og sprit. Min søster sad og sov ved siden af min seng, jeg var på hospitalet, det var ikke meningen jeg skulle have været tilbage, skænderiet var ligesom en afslutning, jeg skulle være hos Zan og vampyren, og ingen andre steder, jeg hørte ikke til her mere, jeg ville have en ny og mere spændende verden, selvom jeg altid havde drømt om vampyrer, havde min underbevidsthed altid husket mig på, at det ikke var virkeligt, men nu havde jeg beviset på det, jeg havde selv set det, men jeg ville ikke fortælle det til nogen, det var min, Zan og vampyrens hemmelighed.

Jeg trak i den røde snor, der skete ikke noget, jeg trak i den igen, jeg skulle ud herfra så hurtigt som overhovedet muligt, der kom stadig igen, jeg fjernede slangerne, så jeg kunne komme op og sidde, jeg begyndte at gå hen mod døren, da jeg kom ud på gangen kom der en sygeplejerske løbende hen mod mig.

”Du må ikke være herude, du har slået hovedet rigtig grimt, du burde slet ikke stå op” Sygeplejersken så ikke glad ud, hun tog mig under armen og åbnede døren ind til mit værelse, og så var det jeg så det, der hang et spejl på væggen, det var umuligt at overse at over halvdelen af mit hoved havde fået farverne blå og lilla. Jeg skreg, min søster og sygeplejersken prøvede at få mig til at holde op med at skrige, da jeg endelig holdt op med at skrige hjalp de mig hen i sengen.

”Kan du huske hvad der skete?” Spørger sygeplejersken. ”Det var en mand der kom med dig, han havde mørkt hår, han sagde ikke hvad der var sket, og han gik hurtigt igen” Fortsatte hun.

”Jeg faldt” Svarede jeg, jeg havde aldrig haft problemer med at lyve, og det var heller ikke et problem for mig denne gang.

”Det må have været et slemt fald” Hun kiggede på mig, hun lignede en der skulle til at spørge om noget, men hun sagde intet.

Jeg nikkede egentlig ville jeg bare gerne have at hun gik, hun ordnede slangerne og vendte ryggen til og gik hen mod døren.

”Hvornår må hun komme hjem?” Det var min søster der spurgte.

”Næste uge, tror jeg” Svarede hun og gik.

Min søster kiggede på mig, jeg kunne se at hun havde en masse spørgsmål hun gerne ville stille, men hun sagde intet hun sad bare og kiggede på mig.

”Min telefon!” Udbrød jeg, min søster kiggede på mig.

”Du havde ingen telefon med da du kom her” Svarede hun og kiggede på mig, hun forstød tydeligvis ikke hvorfor jeg gik halvt i panik over mine telefon, jeg måtte have tabt den hos vampyren, eller også havde han taget den, for at være sikker på at jeg kom tilbage, men det var er dumt trick, jeg kunne tro jeg havde tabt den, og så bare have købt mig en ny.

”Må jeg låne din?” Det var egentlig ikke et spørgsmål, mere en ordre, men hun gav mig den, jeg tog den og tastede mit eget nummer ind og ringede op, den ringede længe.

”Hallo” Stemmen lød usikker, men han vidste selvfølgelig heller ikke hvem han talte med.

”Hej” Svarede jeg.

”Katie! Er du okay?” Han var bekymret.

”Ja, jeg er okay” Det var lettende at høre hans stemme igen, hvad var det dog jeg tænkte på, var jeg gået helt fra forstanden? Han var vampyr, og Zan ville aldrig lade ham komme levende derfra.

”Jeg mente det Katie, kom tilbage til mig” Det var det sidste jeg hørte fra ham, han havde lagt på igen, jeg sad der i hospitals sengen, min søster kiggede på mig, og jeg sad der og måbede, han havde prøvet at slå mig ihjel, og nu bad han mig om at komme tilbage, og jeg var dum nok, jeg havde tænkt mig at tage tilbage.