Jeg vågnede i hans arme, det var en dejlig følelse, og jeg ville ønske det kunne være sådan her hver dag, Zan stod og kiggede ind af tremmerne, han så såret ud. Jeg vidste hvor jeg havde ramt, og synet af os måtte slå ham helt ud i tremmerne.
"Kom du tilbage for at være sammen med ham?" Sagde han.
Jeg nikkede. Det gjorde ondt at se ham sådan, men der var ikke noget at gøre, det var sådan det var, og jeg kunne jo ikke lave om på mine følelser.
Han stod lidt og kiggede, så gik han. Jeg vendte mig rundt og kiggede på vampyren, han var vågen.
"Mente du det med at du gerne ville være vampyr?" Spurgte han, han lød nysgerrig.
Jeg nikkede, selvfølgelig mente jeg det, jeg havde altid troet på vampyrer. Jeg havde en tro på vampyrer, og den havde været det altid.
"Skal jeg forvandle dig?" Han kiggede nøje på mig, holdt øje med min reaktion, men var det for sjov han sagde det?
Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, det var mit livs største ønske det her, men hvis det betød at han så bare ville forlade mig, så var det ikke det værd.
"Må jeg blive sammen med dig?" Spurgte jeg og kiggede lidt væk, jeg var bange for hans svar.
Han tog sin hånd og lagde den på min kind og rettede mit hoved så jeg kiggede på ham igen, og så kyssede han mig, lige så blidt og kærligt som i går, det var en dejlig følelse, og jeg ønskede at den aldrig gik væk, men så stoppede kysset, og trak han sig væk fra mig og kiggede på mig.
"Altid" Svarede han.
YOU ARE READING
Troen på vampyrer
VampireKatie har levet hele livet med en tro på vampyrer. Efter et skænderi med søsteren Daisy forsvinder Katie, og ingen ved hvor hun er taget hen, heller ikke Katie selv. Det ender med en forelskelse, men overlever hun den?
