Troen på vampyrer

Kaptiel 2

KATIE

"Hallo, er det Zan?" Min stemme var rystende og alligevel så selvsikker, jeg vidste hvad jeg ville, jeg vidste hvad jeg gav afkald på og et skænderi måtte være passende som en brat afsked. Jeg ville komme til at savne Daisy men dette var mit ønske som jeg endelig kunne få opfyldt.

Jeg havde mødt Zan på biblioteket da jeg ledte efter nogle vampyr bøger (science fiktion selvfølgelig), kom han hen og spurgte hvad jeg ledte efter, han arbejdede der åbenbart. Han spurgte også om jeg var interesseret i vampyrer og ja det var jeg.

Jeg fik hans nummer, han sagde bare at hvis jeg havde lyst til at komme forbi en dag kunne jeg bare ringe, og så kunne han jo måske vise mig et ægte monster.

"Ja det er Zan" stemmen var rolig og flirtende, ligesom den dag på biblioteket.

"Hej det er Katie, jeg blev tilbudt at se hvor du bor den anden dag, og i dag passer mig fint" Min stemme tydede til at han skulle læse mellem linjerne.

"Når ja dig, hvor er du lige nu?" Stemmen var overraskende glad

 "Jeg er på kaffebaren i byen, kan vi mødes der?" Et rus af adrenalin susede gennem min krop

 "Fint, jeg henter dig med det samme, jeg er i byen alligevel" Samtalen blev afbrudt og jeg sad bare ved bordet og ventede, ventede på at han skulle komme ind ad døren.

Jeg prøvede at huske hvordan han så ud, mens jeg ventede, hans hår var sort, og meget kort, det pjuskede lidt. Hans øjne var lyseblå, og så var han meget høj, men alligevel spinkel og han lignede en der ikke var vant til fysisk arbejde.

Jeg kiggede rundt i lokalet der var ikke mange mennesker og de få der var der, havde travlt med at drikke deres varme drikke eller snakke. Jeg kiggede på min mobil, det var 7 minutter siden jeg havde ringet til Zan, hvor blev han af? Skulle jeg skrive til ham bare lige for at sikre mig at han ikke havde glemt mig, men inden jeg havde åbnet beskeder og fundet hans nummer frem, kom han gående ind ad døren men hans sorte iPhone i hånden, hans skridt var lange og rolige, men der var en hvis usikkerhed at se på hans ansigt

 ”Skal vi gå?” Spurgte han

”Ja” Svarede jeg og rejste mig, tog min taske og fulgte efter ham.

Vi kørte et godt stykke tid jeg havde ingen anelse om hvor vi var på vej hen, da bilen endelig stoppede, hoppede han ud af bilen og løb rundt om den og åbnede min dør, så jeg kunne hoppe ud af den sorte varevogn.

”Kom med indenfor” Sagde han og smilede

Han gik op ad trappen og åbnede døren og holdt den for mig. ”Krak” sagde døren lukkede, han kunne vidst godt trænge til en ny tænkte jeg. Han viste mig rundt i huset og mig det værelse jeg kunne låne mens jeg var hos ham.

”Godnat, jeg skal nok vise dig resten af grunden i morgen” Sagde han og lod mig falde til, i fred og ro.