Troen på vampyrer

Kapitel 10

Mørket var faldet på da jeg vågnede, det var mænd der råbte, jeg rejste mig og gik stille ud i gården, det var ingen at se, men kassevognen var kommet tilbage. Der blev ved med at være råben, jeg gik hen mod den store bygning, det var der balladen kom fra, jeg tog om håndtaget, uden at vide hvad der ventede mig på den anden side, åbnede jeg døren og gik ind.

Alt lyset var tændt, og mit i det hele stod han, eller han stod ikke, han hang i de reb der var bundet om hans hænder, han var svag, man kunne tydeligt se det på ham. Foran han stod Zan med tre mænd bag sig, han så gal ud, hans hænder var knyttet.

"Hvornår har du snakket med hende!" Råbte Zan.

Han svarede ikke, og de tre mænd hældte noget væske og ham, han skreg af smerte. Der var ingen der lagde mærke til mig, før jeg løb hen mod ham og råbte af alle mine kræfter "Stop!"

Nu stod jeg mellem ham og Zan, jeg kiggede på ham, han havde store åbne sår over det hele, og havde han ikke været vampyr, var han nok allerede død.

"Katie" Mumlede han, han løftede hovedet lidt for at se på mig, men han måtte sænke det igen, for hans kræfter var væk.

Jeg vendte mig rundt og kiggede på Zan, han var forbløffet over at se mig, og de tre mænd var rykket tættere på ham, som for at skræmme mig.

"Hvad fanden har du gang i?" Jeg råbte af Zan.

"Hvad laver du her? Det var ikke meningen du skulle se det her!" Han var vred.

"Jeg er her fordi du ikke skulle have kørt mig tilbage hvor jeg kom fra" Jeg kiggede bestemt på ham.

"Flyt dig" Hvæsede han og skubbede mig til siden så jeg faldt, mit hoved ramte jorden og det hele begyndte at flimre, han var ligeglad med mig nu.

"Stop, stop" Stemmen var bedende, tryglende og svag.

"Jeg forvandler en af dem" Det var ingen tøven i stemmen.

"Rigtigt, hvis bare jeg må få hende med tilbage" Der var en lang pause, inden der blev sagt noget igen.

"Okay, men hvis du snyder, så piner jeg dig endnu værre end allerede nu" Truede Zan.

En slørret mand gik frem mod ham, han lænede hovedet ind til ham. Han satte tænderne i, ikke blidt, men med et ordentligt hak. Manden skreg og faldt om på gulvet og rystede.

"Få ham ind på plads, han er farlig i forvandlingen" Sagde han.

De to andre mænd fik den tredje bikset ind i en af cellerne, Zan kom gående hen mod mig, han prikkede til mig, men min krop var som gele, jeg kunne ikke bevæge mig. Han tog mig op og smed mig på madrassen, lidt efter kylede en af mændene en pude og et tæppe ind af døren.

Så kom de slæbende med ham i et reb efter sig, de skar rebene af og gik ud, og låste døren, lyset blev slukket og så var vi alene. Han slæbte sig afsted hen ad gulvet, han lagde puden under mit hoved og lagde tæppet så godt på mig som han kunne, så sank han sammen og lå der på gulvet, men min hånd i sin.

"Undskyld Katie, undskyld, det her skulle aldrig være sket" Han var ked af det.

Jeg klemte med hånden, alt hvad jeg kunne, men jeg var bange for at det var så svagt han ikke kunne mærke det, men det kunne han, for han klemte igen, og så blev alt sort.