Troen på vampyrer

Kapitel 9

Kap 9

Min søster forstod mig ikke, hun forstod ikke at jeg ikke ville være her, men at jeg ville være hos Zan og vampyren, men jeg havde jo heller ikke fortalt hende om dem, det eneste hun vidste var at jeg havde ringet til en og jeg havde drømt at han var her hos mig.

”Katie! Svar mig så!” Hun var sur, og min respons var at sidde der på køkkenstolen og glo ud i luften.

”Jeg elsker ham Daisy!” Jeg råbte af hende, hvordan kunne hun være så dum?

”Og hvem er han” Hun havde også hævet stemmen, lige om lidt ville vi sidde her i køkkenet, og råbe ad hinanden.

”Er det ikke lige meget hvem han er?” Jeg var godt gal nu, og jeg gad ikke høre på hende.

Det bankede på døren, jeg ville gætte på at det var Ryan igen, eftersom han næsten var den eneste der kom her.

”Kom ind!” Råbte min søster.

Døren åbnede og ganske som forventet kom Ryan ind ad døren, han smilede lige indtil jeg rejste mig så hurtigt at stolen væltede, hans smil forsvandt og han begyndte at gå i en bue så han kom længere væk fra mig, han vidste udmærket at jeg ikke kunne fordrage ham.

”I det mindste er jeg ikke kærester med sådan en idiot!” Jeg pegede på Ryan, jeg havde fået mere end nok af det her.

”Du skal ikke prøve at finde mig, jeg vil ikke findes!” Jeg hvæste af hende, jeg nærmest knurrede som en gal tiger der skulle til at angribe, og min søster, hun sad bare der på stolen og så knust ud, men Ryan var der jo. Jeg smækkede dren med et ordentligt brag, og satte i løb mod biblioteket.

Der var tomt på biblioteket, det eneste menneske der var udover mig var pigen bag skranken, der hvor Zan havde stået da jeg mødte ham.

”Hej, jeg er ikke så heldig så du har en adresse til Zan der arbejdede her?” Spurgte jeg og smilte til hende.

”Øhm jo, det tror jeg, jeg kigger lige efter” Svarede hun.

Hun gav mig adressen, og jeg takkede hende. Jeg kiggede på papiret da jeg kom ud på gaden, jeg vidste godt hvor det lå, men det var langt, der var nok 30km ud til Zan, det ville ikke være et problem hvis jeg havde en bil eller en cykel, men det havde jeg ikke, så jeg satte i løb og kom afsted.

Jeg hev efter vejret, jeg havde ikke løbet i lang tid, så min kondition var dårlig, jeg løb så langt jeg kunne og så gik jeg til jeg fik vejret igen, det meste af vejen foregik på en lille asfalt vej, med marker omkring.

Jeg havde ingen anelse om hvor lang tid der var gået, mine ben havde båret mig afsted, selvom de var ømme nu fortsatte de, for 10 meter fremme kunne jeg se grus stien, det var stien ned til Zans gård.

Nu kunne jeg se huset, det lignede sig selv, den eneste ændring der var, var at Zans bil var væk. Den store sorte kassevogn holdt ikke hvor den plejede, og den var ikke til at se nogen steder. Jeg løb hen til den store bygning, der hvor han var, men den tunge jerndør var låst. Jeg traskede op mod hoved huset, døren var åben, jeg kiggede rundt i køkkenet, der var ingen nøgler. Jeg lagde mig på sofaen, for at få en lille lur indtil Zan kom tilbage.