Troen på vampyrer

Kapitel 8

Kap 8

Der var gået en uge, og jeg måtte endelig komme hjem, min søster havde hoppet og danset rundt hele dagen i går, af bare glæde fordi hun måtte hente mig næste morgen. Jeg havde besluttet mig for at tage med tilbage, og fortælle hende at jeg havde mødt en fyr, og at hun ikke behøvede at bekymre sig om mig, men jeg var i tvivl om hun ville forstå det.

Det bankede på døren og min søster kom brasende ind.

"Så er det nu!" Jublede hun, hendes ansigt lyste af glæde, men det forsvandt igen da hun så hen på mig.

"Er du okay? Er der noget galt?" Hun var stivnet, glæden var væk, jeg kunne se på hende at panikken var ved at komme, jeg rystede på hovedet, det var vel okay, at min plan var gået i vasken, men på den anden side, var det også synd for hende, hun var min søster, og vi havde altid været uadskillelige.

Vi satte os ind i bilen, min søster kiggede på mig, jeg drejede hovedet og kiggede ud af vinduet, jeg vidste godt det var ondt mod hende, men jeg følte et større hul inden i mig, end det hul der kom efter jeg forlod hende.

Ingen af os sagde et ord hele vejen hjem, heller ikke da bilen stoppede, det var min søster, der afbrød stilheden mellem os.

"Velkommen hjem" Sagde hun og kig ind ad døren, jeg stod tilbage og kiggede lidt, før jeg gik ind.

Jeg lagde mig på sofaen og så lidt fjernsyn, min søster gik rundt og ordnede en masse ting. Da det banker på døren løber hun hen og åbner den, hun springer i armene, på den samme Ryan som jeg så kysse med en anden, jeg tog musik i ørene og vendte mig om, så jeg så ind i sofaen.

Jeg vågnede ved at min søsters mobil ringede, det var Ryan, jeg lagde på og tastede mit eget nummer ind. Den ringede i en evighed.

"Katie?" Hans stemme var lav.

"Ja" Svarede jeg.

"Kommer du snart tilbage?" Der var noget galt, jeg kunne høre det på ham, det gjorde ondt på mig, jeg vidste ikke hvad der var galt, men jeg vidste at det ikke var godt, jeg måtte tilbage.

Vores samtale blev afbrudt, min mobil var nok løbet tør for strøm, jeg stod der og sagde ja utallige gange for mig selv, tårerne pressede sig på, og idet jeg vendte mig rundt, for at gå tilbage mod sofaen, så jeg at min søster stod i den anden ende af stuen, hun havde set mig tale i telefon igen, og hun vidste ikke hvad der foregik, en tåre løb ned ad min kind.

"Hvem var det?" Hendes stemme var lidt hårdere en normalt, hun forlangte et svar, men hvad skulle jeg svare hende?

"En jeg kender" Svarede jeg igen, jeg vidste ikke engang hvad hans navn var, jeg vidste ingenting.

Hun var sur på mig, skuffet over mig, nu kunne hun se hvor meget jeg havde ændret mig, det hele stod malet i hendes ansigt, det var som om hun ikke forstod at jeg havde fundet ud af hvor jeg hørte til, hun forstod ikke hvad hun havde taget fra mig, eller hvad det var blevet taget fra mig. Jeg havde ingen anelse om hvordan jeg skulle komme tilbage til Zan, jeg vidste jo ikke hvor han boede, og jeg havde ikke min mobil med hans nummer, det var jo ikke fordi jeg havde set det her komme og havde lært hans nummer i hovedet.

Det bankede på døren, vi kiggede begge to på hinanden, så gik jeg hen og åbnede døren, til ingens overraskelse stod min søsters kæreste Ryan og ventede på at komme ind.

"Hej" Sagde han og havde det største smil i fjæset, jeg hadede virkelig den fyr, jeg smækkede døren med at brag, vente mig om kiggede kort på min søster og gik så ind på mit værelse og låste døren, jeg skulle ikke nyde noget som helst af at han var her.

Det bankede på døren, hvis det var Ryan igen, så ville jeg råbe og skrige ham ind i hovedet, hvor stor en nar han var overfor min søster og bagefter ville jeg smække døren i hovedet på ham, det bankede igen. Jeg låste døren op og åbnede, det var mørkt udenfor, jeg havde svært ved at se hvem det var, jeg var sikker på det var en mand, personen begyndte at gå hen mod mig, jeg tog et skridt tilbage. En bil kørte forbi, og det var nok til at jeg kunne genkende ham, jeg sprang frem og krammede ham, men han skubbede mig tilbage og vendte ryggen til mig.

"Katie for fanden, du kan ikke bare springe sådan i armene på mig!" Han prøvede at kontrollere sig selv, det kunne jeg tydeligt høre på stemmen.

Jeg rejste mig op, jeg stod lidt og kiggede på ham, så vendte han sig om, han var stadig lidt spændt, men alligevel gik han hen mod mig. Jeg havde savnet ham, ikke bare lidt men meget, men af en eller anden grund havde jeg det dårligt med at savne ham, det føles lidt forkert.

"Hey, kom her" Han rakte armene ud og tog mig ind til sig, han måtte have kunnet se hvor skuffet jeg var.

"Katie, luk så den dør op!" Det var min søster, der var ved at hamre døren ned.

Jeg gik i panik, hvor var han? Han havde lige været her, jeg åbnede døren, braste ind i min søster så hun væltede, jeg løb rundt og ledte i hele huset for så at sætte mig ned, jeg sank sammen. Inde i mit hoved var der kaos, det hele væltede rundt.

"Katie?" Min søster havde sat sig ned ved siden af mig, hun sad og kiggede på mig.

Jeg nikkede bare, jeg kunne ikke andet.

"Katie, hvad er der, sig til mig hvad der er galt" Hun nærmest tiggede mig om det.

"Han var her, jeg har brug for ham Daisy" Svarede jeg.